Klumme

Det står i vejen for frigørelse, når ingen ser sine egne privilegier, men alle ser de andres

Magtforholdene i samfundet bliver stadig mere komplicerede, og det kan virke, som om alle bliver undertrykt af nogle andre. Men ligesom der er noget produktivt i al magtkritikken, er der noget farligt ved, at de færreste har blik for deres egne privilegier, skriver debatredaktør Kristian Thorup i denne klumme
Den politiske konflikt, der har været allermest dominerende de seneste to årtier, har udspillet sig mellem indvandringskritiske arbejdervælgere reprsenteret af Dansk Folkeparti og multikulturelle storbyakademikere repræsenteret af partier som De Radikale og Enhedslisten, skriver debatredaktør Kristian Thorup i denne klumme.

Den politiske konflikt, der har været allermest dominerende de seneste to årtier, har udspillet sig mellem indvandringskritiske arbejdervælgere reprsenteret af Dansk Folkeparti og multikulturelle storbyakademikere repræsenteret af partier som De Radikale og Enhedslisten, skriver debatredaktør Kristian Thorup i denne klumme.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Debat
9. juli 2021

For nylig udkom den store danske valgundersøgelse med bogen Klimavalget, og som altid handler den om de uligheder og magtforhold i det danske samfund, som afspejles i det politiske landskabs brydninger.

Magt og ulighed i det moderne samfund er imidlertid gået hen og blevet en kompliceret affære, og når man læser bogen, må man konstant spørge sig selv: Hvor er magten, og hvem er de undertrykte?

Folk på landet føler, det hele centraliseres omkring de store byer. Kvinder oplever stadig problemer med kønsdiskrimination. Der eksisterer omfattende social og geografisk marginalisering. Og populistiske ideer om, at politikerne primært plejer deres egne og eliternes interesser, spreder sig.

Dertil er det paradoksalt, at nogle af de grupper, som selv befinder sig i de mindst ressourcestærke positioner (for eksempel ufaglærte, udkantsdanskere og de fattigste), ofte har de mest konservative og reaktionære holdninger over for andre grupper af undertrykte (kvinder, minoritetsdanskere og seksuelle minoriteter).

Så spørgsmålet er: Hvem er egentlig de undertrykte i dag, hvis alle oplever, de bliver undertrykt af nogle andre?

De andre har magten

Den politiske konflikt, der har været allermest dominerende de seneste to årtier, har (lettere forsimplet) udspillet sig mellem indvandringskritiske arbejdervælgere repræsenteret af Dansk Folkeparti og multikulturelle storbyakademikere repræsenteret af partier som De Radikale og Enhedslisten.

Det interessante ved den konflikt er, at begge parter føler, de har været den dominerede part, og at det er de andre, der har haft al magten.

DF’s populisme er drevet af en frustreret oplevelse af at blive undertrykt og talt ned til af en ressourcestærk akademisk elite med de rette ’humanistiske’ værdier, men omvendt føler mange ’multikulturelle’ vælgere, at deres position har været den ubetinget svageste i den udlændingepolitiske kamp, som har været fuldstændig domineret af Dansk Folkeparti i to årtier.

I udlændingepolitikken har alle parter altså en oplevelse af, at det er de andre, der har al magten, og at de selv er undertrykt. Ingen føler, de selv har nogen nævneværdig magt, mens de andres indflydelse synes helt ude af proportioner.

En måde at forklare disse modsatrettede opfattelser af magtbalancen på er at adskille vælgergruppernes magt fra partiernes. De ’multikulturelle’ har uden tvivl ret i, at DF de seneste 20 år har besiddet en væsentlig større magt end alle de indvandringspositive partier tilsammen.

De har tvunget den ene stramning igennem efter den anden, de har gang på gang fået valgene til at handle om udlændingepolitik, og vigtigst af alt er det lykkedes dem at flytte midten i dansk udlændingepolitik så langt til højre, at de næsten har overflødiggjort sig selv som parti.

Men selv om Dansk Folkeparti har været en ubestridelig magtfaktor i samfundet, er den gennemsnitlige DF-vælger (som hverken besidder nævneværdige økonomiske eller kulturelle ressourcer) ikke særlig magtfuld i sig selv.

Partiets vælgere har ret i, at den offentlige samtale i uhørt grad er domineret af folk med lange uddannelser, ligesom medier, bureaukratiet, kulturlivet og alle andre magtfulde institutioner også er domineret af de veluddannede. De veluddannede er i udpræget grad formet af ’humanistiske’ værdier, og dette værdisæt bringer de med sig i forvaltningen af deres magtpositioner.

Således føler begge parter sig underlagt de andres magt.

Blik for egne privilegier

Problemet er ikke, at der er for meget magtkritik. Lang de fleste kritikker af magt og ulighed bunder i et eller andet omfang i noget reelt. Men det ville være en sund udvikling med en større bevidsthed om egne privilegier blandt alle borgere i samfundet.

Den højtuddannede kvinde kan ikke affeje sine kulturelle privilegier med, at hun har prekære job og ikke er særligt velstående. Den hvide, ufaglærte mand i landdistriktet kan – uanset hvad han måtte kæmpe med af sociale problemer – ikke benægte, at det er en klar fordel at være etnisk dansk i et samfund, som stadig diskriminerer minoriteter på blandt andet job- og boligmarkedet.

Og Dansk Folkepartis politikere kan ikke efter årtiers kolossal indflydelse beskrive sig selv som en del af »det tavse flertal« mod eliten, fordi nogen engang sagde, de ikke var stuerene, og mange stadig betragter dem som uanstændige.

Fremskridt udrettes ikke alene ved at vende kritik udad mod andres magt, men også ved at bevare et nøgternt blik på sine egne privilegier og en åbenhed over for, at dem, der føler sig domineret af ens position i samfundet, måske har en pointe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nicolaj Ottsen

Respekt, for at udfordre ortodoxien.

Det jeg hører dig sige er (:)), at for at forklare paradoxerne, som opstår når man betragter verden igennem et magtkritisk oppressor/oppressed perspektiv fra mere end en vinkel, så må man forlade det og se på det enkelte individ, den enkelte situation, det konkrete problem, istedet. Da vi og vores situationer ikke meningsfuldt kan reduceres til intersektionelle gruppe dynamikker og zero-sum-magtforhold. Det, oppressor/oppressed perspektivet, udrydder nuancer, ekskludere midten, forvridder relevanskriterierne og gør os til konnotative zombier, drevet frem af et utopisk ideologisk ought, blinde for den konkrete nuancerede denotative virkelighed. Og hvis vi vil det til livs må vi genopdage, at djævlen er i detaljerne, anderkende vores egen priviligerede situation, tage ansvar hvor vi kan (response-abillity), opgive den lingvistiske imperialisme og den performative værdi- og identitetspolitiske offerrolle (narcissisme). Og når vi gør det, genfinder vi vores menneskelighed, vores ydmyghed og vores ansvarlighed og så kan de rigtige ofre, de rigtige problemer, igen få den plads i samfundsdebatten de fortjener, frem for at de priviligerede Prinser og Prinsesser’s utopier suger al opmærksomheden til sig. Fint eksemplificeret i dagens debat indlæg om passiv rygning i lejlighedskomplekser. Hvad med at snakke med din nabo og se om i ikke kan finde et kompromis der tilfredsstiller jer begge, i stedet for at gå efter lovgivning. Hvorfor optage pladsen på noget så småt, når der er alvorlige problemer her og der og alle vegne i samfundet.

Jeg er med på at jeg lægger et ord eller to i munden på Kristian Thorup, men der er en ånd, en tanke, kimen til noget nyt, i indlægget, som jeg gerne vil honorere og venligt forsøge skubbe det sidste stykke over stregen :)

Ove Skildal Nielsen

@Nicolaj Ottsen
"anderkende vores egen priviligerede situation, tage ansvar hvor vi kan (response-abillity), opgive den lingvistiske imperialisme og den performative værdi- og identitetspolitiske offerrolle (narcissisme). "

For mig at se er det her den form for sprogligt blær, som du siger vi bør opgive.
Det er jeg enig med dig i.

Vibeke Olsen, Peter Mikkelsen og Georg Christiansen anbefalede denne kommentar
Nicolaj Ottsen

@Ove Skildal Nielsen. At du ikke kan lide måden jeg formulere mig på, har jeg svært ved at se relevansen af. Anyway.

Lingvistisk imperialisme eller kolonisering af sproget, kunne også kaldes spin, hvor man i stedet for at argumentere konkret, forsøger at vinde en debat eller folkestemningen, ved at ændre ordenes betydningen/konnotation, eller udskifte de ord vi typisk bruger med nogen andre, som har en positiv eller negativ konnotation, alt efter hensigten. Som LA's forsøg på at stigmatisere alle arbejdsløse, som dovne, via Dovne Robert. Eller ved at tale om "ligestilling" med den implicitte betydning af enshed i resultet, frem for den oprindelige betydning, som lige muligheder.

Jesper Frimann Ljungberg

Jeg tror, at forfatteren falder i SPIN maskinernes fælde.
Man kan altid finde konflikter og modsætninger, hvis det er det man vil, hvis det er det man søger, hvis det er det fokus man har brug for.

De professionelle politikere i dag, for hvem magten, indflydelsen, præstigen, eksponeringen, privilegierne, anseelsen, spillet og pengene er målet. De professionelle politikere, hvor partiet ofte er familie firmaet.

For dem, og deres loyale partisoldater, der udvælges efter hvor højt de hopper, når der siges "hop", der er forskellene, variationerne og interesse forskelle en mulighed for at profilere sig. Spille på vælgernes følelser. For det er både nemmere og mere effektivt.

Når man spiller på folks følelser, spiller små grupper ud mod hinanden, påtager sig en maske af forargelse, spiller spillet, så er dette mere effektivt end faktisk at flytte folk, i det mindste i forhold til at blive genvalgt.

Forandringsledelse er svært, det tager tid, det kræver et fælles mål og villighed til at bruge ressourcer for en tilstrækkelige stor grupper af mennesker.

Så længe vi lader politikerne slippe afsted med dette, så længer medierne acceptere denne måde at servere sensations nyheder fyldt af tomme kalorier, så kommer vi ikke videre. Vi er blevet et dekadent samfund der har mere travlt med at studere navleuld end faktisk at gøre noget ved de problemer vi står over for.

// Jesper

Vibeke Olsen, Peter Mikkelsen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Man skulle synes, at det burde stå klart for fremmedhaderne, at det ikke har bibragt dem nogen som helst forbedringer med indvandringsstramninger - fordi det på ingen måde er en marginal gruppe af ikke-vestlige og deres efterkommere, som er skyld i velfærdens afskaffelse. Det er derimod en grum ideologi, som DF har været med til at opretholde, om nogen.
De har da også lagt stemmer til alle forringelser for udsatte grupper, for det fornægter sig alligevel ikke, at deres rod og inderste kerne, ligesom NB, er skattenægtelse.

Vibeke Olsen, Peter Mikkelsen, Lars Løfgren og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Ib Christoffersen

Dem der er til grin er den halvdel af danskerne der får mindst ud af velfærdssystemet. Og de er tilfredse, bare de får den sidste nadver fra Pfizer og så noget sport. Så hvad er der at brokke sig over.

Steffen Gliese

Hvem, Ib Christoffersen, mener du, at det er? Det er selvfølgelig rigtigt, at samfundet ikke blot afkræver deltagelse på arbejdsmarkedet, men også som borger af den enkelte, og det kan selvfølgelig være svært at forstå, at man simpelthen i mangel af konkret deltagelse i det mindste må betale aflad.

Ib Christoffersen

Den halvdel med de laveste indkomster. Underklassen og den nedre middelklasse. Om indkomsterne er løn og/eller overførselsindkomster er her uden betydning. Det mest særprægede er de ikke selv opdager de er til grin. Men det er så bare en fordel for os andre at der ikke stilles krav til os om at vi får de andre med.