Tidligere næstformand i Dansk Sygeplejeråd (DSR) Dorte Steenberg har i en kronik under overskriften ’Med sygeplejerskestrejken ser vi igen kavalkaden af dårlige argumenter for uligeløn’ rettet en kritik mod mine indlæg i forskellige medier, som kalder på et svar.
Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at jeg er imod enhver form for diskrimination, herunder løndiskrimination. Dermed er jeg også tilhænger af Ligelønslovens krav om ’lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi’ i overensstemmelse med EU’s ligelønsdirektiv, som Danmark tilsluttede sig i 1976.
Sygeplejerskernes strejke handler ikke om løndiskrimination i Ligelønslovens forstand. Ligelønsloven omtaler konkrete individer eller grupper af individer på en bestemt arbejdsplads eller koncern, hvor det kan konstateres, at der foreligger løndiskrimination begrundet i race, religion eller køn.
Man kan altså ikke, som Dansk Sygeplejeråd (DSR) og andre kvindedominerede grupper hævder, tale om brud på Ligelønsloven. Det er en fejlslutning blot at sammenligne sygeplejerskernes løngennemsnit med andre gruppers løngennemsnit, uagtet om dette er en mande- eller kvindedomineret faggruppe.
Hvis dette var tilfældet, ville DSR kunne rejse talrige ligelønssager, hvilket de dog, forståeligt nok, ikke har gjort. DSR har ved tidligere lejligheder udtalt, at der var ’problemer med ligelønslovens regelsæt’. Her bør DSR dog sande, at dette beror på EU’s ligelønsdirektiv, hvilket Lønkommissionen også redegjorde for efter konflikten i 2008.
Lønforskelle er ikke identisk med løndiskrimination
Når DSR forklarer, at de kæmper for ’ligeløn’, og Dorte Steenberg hævder, at jeg præsenterer ’dårlige argumenter for uligeløn’, tager hun fejl.
Det er vigtigt at præcisere, at sygeplejerskerne kæmper mod lønforskelle, som de finder urimelige, når de sammenligner deres uddannelse, opgaver, ansvar og kompetencer med andre faggruppers ditto.
Sygeplejerskernes indplacering i Tjenestemandsreformen fra 1969 har intet med løndiskrimination at gøre, hvilket jeg og forhenværende chefkonsulent i Finansministeriet Mogens Esmarch redegjorde for i en artikel i Kristeligt Dagblad den 23. juni 2012.
Ved indførslen af Tjenestemandsreformen i 1969 var sygeplejerske en elevuddannelse, hvorfor den blev indplaceret i lønramme 7 i det statslige lønhierarki sammen med øvrige lærlingeuddannelser. Der var tale om cirka 300 ’sygeplejerskeassistenter’ ansat i staten dengang. Dorte Steenberg hævder efterfølgende, at »indplaceringen i 1969 ikke har kunnet forandres inden for forhandlingssystemets rammer«.
Hun henviser her til Lønkommissionens konklusion om, at de generelle overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor tenderer mod at cementere den historiske lønstruktur. Det er årsagen til, at den ikke tager højde for ændringer i udviklingen i faggruppernes kompetencer og opgaver.
Hertil må det bemærkes, at lønhierarkiet i den offentlige sektor i 2021 ikke er det samme som i 1969.
Sygeplejerskerne, der i 2001 overgik til en professionsbacheloruddannelse, har bevæget sig opad i den offentlige sektors lønhierarki og ligger i dag over andre professionbachelorer som jordemødre, socialrådgivere og pædagoger.
Sygeplejerskernes løn overgås kun af folkeskolelærernes, når det gælder professionsbachelorer i den offentlige sektor. I det lys er det påfaldende, at Dorte Steenberg hævder, at jeg fordrejer debatten, når det er DSR, som kun sammenligner deres lønniveau med mænds med samme uddannelseslængde.
Ikke ajour med den nuværende formand
Det virker tilmed ikke til, at Dorte Steenberg er helt ajour med, hvad DSR's formand, Grete Christensen, har udtalt under den nuværende strejke. I Politiken den 24. juni udtaler Grete Christensen, at »i forhold til uddannelsens længde ligger vi meget tæt på skolelærerne« og angiver herpå, at »det er helt klart, at vi spejler os den vej, fordi det giver god mening«.
En afgørende pointe i hele fortællingen om Tjenestemandsreformen i 1969 og den offentlige sektors lønhierarki i 2021 er, at det ikke er en kønskamp.
I dag er den offentlige sektor totalt domineret af kvinder målt i forhold til for 52 år siden. I 2020 var kønsfordelingen blandt folkeskolelærere eksempelvis 66 procent kvinder og 34 procent mænd.
Når der skal forhandles overenskomster i den offentlige sektor på tværs af faggrupper, er det derfor ’kvinder mod kvinder’ og ikke ’kvinder mod mænd’.
Overenskomstspillet er et nulsumsspil, når lønrammen for overenskomstperioden først er vedtaget. Det gør det vanskeligt at ændre på lønstrukturen, hvilket netop er det, sygeplejerskerne ønsker.
Når DSR kæmper for et politisk indgreb uden om overenskomstsystemet, er det for at undgå, at deres lønløft finansieres af deres kvindelige kolleger i den offentlige sektor. Men der er flere grunde til, at den strategi ikke lykkes.
DSR’s strategi er dømt til at mislykkes
Den første årsag er, at regeringen støtter sig til Fagbevægelsens Hovedorganisation, der på forhånd har udtalt, at de ikke vil støtte DSR i en større lønudvikling, end alle de øvrige faggrupper har sagt ja til i forbindelse med OK21.
Den anden er, at et betydeligt lønløft for DSR’s medlemmer ville medføre, at regionernes lønstigning overstiger lønstigningen i den private sektor og dermed karambolerer med reguleringsordningen.
I 1983 vedtog overenskomstparterne en reguleringsordning, som sikrer balance mellem private og offentlige lønstigninger. Den private sektor skal være lønførende, hvilket betyder, at de offentlige lønstigninger ikke må overstige den private sektors, men at de offentlige lønstigninger over tid skal følge den private lønudvikling. Hvis sygeplejerskernes lønløft betyder, at regionernes lønstigninger overstiger den private sektors lønstigninger, vil reguleringsordningen automatisk nedregulere de regionsansattes lønstigninger med 80 procent af det beløb, som regionernes lønstigning overstiger de privatansattes.
De offentlige fagforeninger opfatter reguleringsordningen som et umisteligt gode, fordi den over tid sikrer de offentligt ansatte den samme realløns- og velstandsudvikling som den private sektor. Derfor er de offentlige fagforeninger villige til at gå i konflikt for at bevare den. Men reguleringsordningen ’virker begge veje’, hvilket umuliggør en politisk bestemt lønudvikling i regionerne, som overstiger lønudviklingen i den private sektor.
DSR’s kamp for en bedre placering i det offentlige lønhierarki bliver nødt til at foregå inden for den danske løndannelsesmodels rammer og spilleregler. I øvrigt kan man ad denne vej også bekæmpe løndiskrimination efter Ligelønslovens direktiver.
Flemming Ibsen er professor emeritus på Aalborg Universitet
Flemming Ibsen skriver at sygeplejerskernes kamp for bedre løn intet har at gøre med kønsdiskrimination og dertil benytter han fagretslige og strukturelle begundelser. Hvorved han måske uden at gøre sig det klart bliver taget til indtægt for et synspunkt, han sikkert ikke deler: At så er sygeplejerskernes kamp altså ikke retfærdiggjort af de begrundelser, som også bliver anvendt i strejken. Men er det ikke manglende evne til at kunne se skoven for bar træer?
Vil vi have sygeplejersker i fremtiden?
Er der ikke både nu og i fremtiden dominerende antal kvinder i faget?
Er sygeplejerskernes løn værdig i f.t. deres indsats? Og især hvis man sammenligner med tilsvarende ansvarsfulde mandsdominerede jobs? (E.g. direktører i det private erhvervsliv).
Selvfølgelig er det udenfor enhver tvivl at sygeplejerskernes aflønning er udtryk for kønsdiskrimination.
Hvorfor så kæmpe for kommaer og §§?, der forhindrer den eneste mulige korrekte situationsbeskrivelse?
mvh Ilja Wechselmann
Det store problem er jo, at man i 1983 fravalgte det offentliges indlysende rolle som korrigerende for lønniveauer i samfundet. I dag er det derfor alene kontanthjælpen, der sætter bunden.
Staten skal sikre sine borgere som borgere, ikke som produktenheder.
et PS: Ja Flemming Ibsen bliver taget til indtægt af fx. LA - der taler meget om FI's bemærkning om, at det næsten er historieforfalskning , når sygeplejerskerne siger, at Tjenestemandsreformen fra 1969 inddeling af lønrammer var kønsdiskriminere og derfor skal justeres.
Fagbevægelsens reaktion viser jo også med al tydelighed, at det værste, der er sket, er, at de specialiserede forbund er blevet lagt sammen og derfor kun på et meget overordnet plan kan kæmpe for fagenes interesser.
Ja det er set ved flere overenskomstforhandlinger, hvor enkelte forbund har stemt nej men blevet overtrumfet af et flertal af andre forbund/afdelinger.
Ved sidste overenskomst. hvor de havde givet en musketered fik fagforbundene da et bedre resultat. Det burde de også ha' gjort denne gang og især når fx. pædagogerne er endnu dårligere lønnet end sygeplejerskerne.
Sikke en gang udenomssnak, professor Flemming Ibsen formår at levere. Faktum er, at langt den største del af offentligt ansatte sygeplejersker honoreres med en væsentligt ringere løn og pension end andre faggrupper med tilsvarende uddannelsesniveau, ansvar, arbejdsbyrde og anciennitet i det offentlige og i særdeleshed i det private. Sådan har det været i umindelige tider. Selv, når nat-, weekend- og helligdagstillæg medregnes, står der stadig ikke et lige så højt beløb i bunden af lønsedlen, som hos sammenlignelige faggrupper, der arbejder inden for normal arbejdstid på hverdage. Det kan ikke blive ved at gå, hvis vi skal bevare et sundhedsvæsen af den standard, vi har idag. Jeg er selv uddannet sygeplejerske, men har måttet forlade faget p.g.a. stress, så modsat professoren, ved jeg, hvad jeg taler om.
@Kim Rune Slot Jensen
At netop det, at du er uddannet sygeplejerske i sig selv er at argument for at ved, hvad du taler om, klinger en smule hult, når du - i modsætning til konikøren, ikke lige gør os den tjeneste at henvise/linke til artikler eller andet, der dokumenterer eller gør det muligt at tjekke belægget for dine argumenter og påstande.
Jeg arbejder selv i omsorgsfagene og støtter som udgangspunkt naturligvis ønsket og kravet om højere løn, fordi, jeg synes, at den indsats der generelt - og ikke kun af sygeplejersker - ydes i social- og sundhedsvæsen bør honoreres.
Desværre synes jeg at sygeplejerskerne og den måde, de argumenterer i deres legitime konflikt medfører splittelse og uproduktive, ja ligefrem meningsløse, diskussioner i deres iver efter at sammenligne sig med alle mulige andre. Min opfattgelse er, at sygeplejerskerne trænger dem selv længere og længere op i et hjørne og kommer til at stå tilbage med akkurat samme resultat, som de to gange har stemt nej til. Efter min mening selvforskyldt.
Flemming Ibsen sammenligner sygeplejerskernes løn med pædagoger og lærere.
Hvor meget natarbejde har en folkeskole lærer?
Man måber. Er der ikke et problem med flugt af sygeplejerskere til andre fag? Er der ikke for nærværende omkring 4700 ubesatte stillinger? Er der intet behov for at sikre den nærmeste fremtid tilstrækkelig kapacitet? Kan man løse problemerne på anden måde end ved en højere løn?
Nej det kan man ikke, politikerne og Flemming Ibsen gemmer hovedet i sandet og henviser til alverdens forhindringer der gør at man ikke kan imødekomme sygeplejerskernes berettigede krav nu og ikke i en fjern og uvis fremtid. Men selvfølgelig kan man ændre tingene her og nu, det kræver som altid blot politisk vilje.
Sygeplejerskernes grundløn er 28.600 om måneden i dagtimer, inklusive pension og på dette løntrin bliver man i 8 år. En tømrer, snedker, elektriker, murer og mange flere, tjener på samme vilkår mellem 3- og 5000 mere. Sygeplejerskerne har i høj grad et berettiget krav som skal løses med et lovindgreb, der pålægger arbejdsgiverne at hæve grundlønnen med et antal tusinde kroner - måske over et par år eller tre.
Kan politikerne ikke selv finde ud af at spare et tilsvarende beløb som en lønstigning vil koste, på mindre vigtige aktiviteter i samfundsmaskineriet, så indrøm jeres uduelighed og træk jer fra offentlige poster.
Når sygeplejersken har vagter om natten, i weekenden og i helligdagene får han et tillæg. Mange arbejder i jobs der går 37 timer om ugen i fem dage. Ingen lærere arbejder om natten eller i weekenden undtagen ved lejrskoler eller lign. , men sygeplejersken bliver heller ikke ringet op af Victors mor, skal holde møde med forældre , føre nogen til eksamen og rette opgaver. Det er et grundvilkår for lærere. Nattevagter er det for sygeplejersker. Når man vælger et af disse to job så man som det mindste tro at den studerende ved hvilke arbejdsvilkår man går ind til. Begge jobs kan være yderst belastende men sygeplejersker har dog den fordel at de er yderst værdsatte blandt folk, langt mere end lærere og alenvidt fra bilforhandlere og journalister.
Sygeplejerskernes grundløn er lav, men tillæggene er rimelig gode. Sygeplejersken kan altså hæve sin løn ved at tage vagter. Lærerne kunne indtil for 30 år siden score på overtid. Det kan de ikke længere. Sygeplejerskerne skal kæmpe for ar grundlønnen hæves og må væk fra alle mere eller mindre velbegrundede særtillæg. m Vil de det ?
Hvordan kan alene højere løn hjælpe med dårlige arbejdsforhold??
Det kan godt være lønnen skal være højere, men det gælder i så tilfælde alle de øvrige faggrupper, som sammen med sygeplejerådet gik til valg om den foreslåede overnskomst. (resten stemte ja til overenskomstforslaget, det ville klæde sygeplejerådet at forsøge at få alle med på vognen i stedet for usolidarisk at køre sit eget løb).
Derfor er der ikke solidaritet fra de øvrige forbiúnd.
Et underligt paradoks er det også, at sygepeljerådets bestyrelse OG formand 2 gange har anbefalet et ja, begge gange forkastet, sidste gang med stort flertal, alligevel sidder både formand og bestyrelse stadig. for mig er det noget utroværdigt.
I øvrigt så sker der en udhuling af lønnen, når vi får lønstigning i % og ikke i kr. og ører
"Sygeplejerskernes lønkamp har intet at gøre med kønsdiskrimination"
Men I må ikke sammenligne jeres lønforhold med mænds...
Jens Peter Hansen - det er korrekt at sygeplejersker får tillæg for at arbejde aften og nat. Tillæg for weekends og helligdage går til afspadsering. Jeg ( som er på højeste løntrin ) får 74 kr ekstra for at arbejde om natten. Du skriver at sygeplejersker kan hæve sin løn ved at tage mange vagter - der er bare det lille men at arbejde om natten giver øget risiko for bryst, tyktarms - og endetarms kræft ( cancer.dk ). Derfor er anbefalingen så få nattevagter som muligt og så få af gangen som muligt. Jeg vil gerne se både mine børn og børnebørn vokse op, så ja tak til at grundlønnen hæves og ja tak til at vi bliver flere til at deles om de sygdomsfremkaldende nattevagter.
Du får vel mere end 74 kr. for en nattevagt. Med hensyn til antallet af vagter så må det vist være en solidaritet mellem dine kolleger der afgør det.
Jo jo - timeløn + 74 kr. Solidaritet mellem kolleger, næh - vi vil alle gerne have så få som muligt! Vi vil alle gerne leve så længe som muligt!
Jens Peter Hansen
Giver lejrskole ikke tillæg for lærerne? Det ved jeg det gør!
Sygeplejerskernes tillæg er gene tillæg, da skiftende arbejdstider og natarbejde giver øget risiko for:
Kræft (brystkræft, prostatakræft samt tyk- og endetarmskræft), psykisk sygdom, abort og dødfødsel, hjerte kar sygdomme osv.
Jeg har, Peter Høivang vist ikke udtalt at lærere ikke får et tillæg for lejrskole. Men en lærer vil formentlig pt. højst komme på en lejrskole hvert andet, tredje år i fem dage. Hvad dette giver i tillæg ved jeg ikke, men jeg tvivler på at tillægget betyder alverden for en lærers indtægt. Genetillægget for sygeplejersker er jo ikke givet pga af kræftrisikoen, men fordi aften- og weekendarbejde ligger uden for den normale arbejdstid. Dette gælder for alle lønmodtagergrupper.
Jeg har lige slået tillæggene for lejrskole op. 127 kr pr døgn plus 425 kr pr dag men herfra skal trækkes 10% for morgenmad 30% for frokost og 30% for aftensmad. Altså omkring 135 kr. I alt ca. 250 kr i døgnet eller 1000 kr. for en lejrskole hvor du er på 24 timer i døgnet i fire dage. Det kan være hårdt, men det er særdeles givende for børn og voksne. At natarbejde og skiftende arbejdstider er farligt for helbreddet er kendt og skal selvfølgelig tages alvorligt.
Hvad jeg skrev var at vagter var en omkostning sygeplejersken måtte vide var en del af arbejdet. Hvis ikke må man undre sig ogvidere at vagter netop IKKE var tilfældet for lærerne.
Jamen lige præcis Jens Peter Hansen - måske er det derfor ansøger antallet til velfærds uddannelserne er faldet. Åbenbart synes de unge heller ikke at det er ok at udsætte sig for alskens sygdomme for en ringe løn?
Erene Rusmann:
mht. nattevagter så er der ret forskellige meninger om, hvad de egentlig netyder for helbredet. For nogle år siden hanvde overlæge Hnerik Kolstad fra Arbejdsmedicisnk Klinik i Aarhus gjort sig den ulejlighed nærmere at undersøge, hvad det egentlig var diverse undersøgelser, der blev henvist til, egentlig viste. Og det var en komplet usammenlignelig bunke, der viste sig at fremkomme.
Såfremt man kan sove om dagen er det faktisk ganske udmærket at arbejde om natten. Til gengæld skal det kun være nattevagt og ikke et forfærdeligt rod af både dag- aften- og nattevagt, man skal være i.
Og jo, jeg har arbejdet om natten i 28 år, er bare glad for mit arbejde, og kender faktisk flere, der har arbejdet lige så lang tid om ikke længere, men som sagt kun i nattevagt. Jeg er ikke sygeplejerske.
@ Lone Hansen
I 2010 udtalte Henrik Kolstad, at der ikke var risiko for øget brystkræft ved natarbejde.
Dette "videnskabelige" arbejde blev ikke Peer reviewed og der er udtalt skarp kritik af hans metode.
Hvis du søger Henrik Kolstad har han jo heller ikke udtalt sig om dette siden 2015 og hans "arbejde" er ikke blevet brugt af andre end ham selv.
Fra 2019 er der kommet større videnskabelige undersøgelser fra bla. WHO og det nationale center for arbejdsmiljø som fortæller at skiftende arbejdstider ikke alene øger risikoen for flere former for kræft, men også psykisk sygdom, risiko for abort og dødsfødsel, kognitive skader og større sygefravær.
Når der mangles viden, så må man jo lytte til enlige forskere som Henrik, det var den bedste viden der var. Det har nu ændret sig markant og der er nu store organisationer med meget større muligheder, der har undersøgt sagerne og nu er den viden det bedst tilgængelige der er.
Sådan er det jo med videnskab, det bliver aldrig sandheden, som en anden guds ord, det er jagten på bedste viden på nuværende tidspunkt.
@ Jens Peter
Ja, gene tillægget gives på grund af den gene der er ved, at arbejde om natten og i weekenderne.
Der tages ikke hensyn til sygeplejerskernes helbred.
Der findes en del sygeplejersker der ikke arbejder på skæve tider. Deriblandt sygeplejersker på ambulatorier, på plejehjem/bosteder , i praksis, konsulent arbejde osv.
Derfor er det ikke et grundvilkår, at arbejde på skæve tidspunkter.
Derfor mener jeg ikke, at man kan sige, at en sygeplejerske har en løn der er sammenlignelig med en lærer, for de har muligheden for at opnå gene tillæg. Det er ikke alle der kan det og det er en ekstra ydelse for en ekstra indsats.
Peter Høivang
Du har da en pointe mht. skiftende arbejdstider. Men som jeg skrive,r er der meget stor forskel på skiftende vagter og fast nattevagt. Fik på et tidspunkt en ny kollega, der fik jobbet tilbudt i forbindelse med nedlæggelse af tidligere arbejdssted. Hun havde det mere end svært med at tage imod tilbuddet, men da hun var kommet i gang, blev det en succes. Nu var det nemlig fast nattearbejde og ikke rodet med skiftende vagter. Hun var fast nattevagt i mere end 15 år inden hun gik på efterløn/pension.
Et lille ps. Det er ikke mig, der har flest sygedage, faktisk er jeg stort set aldrig syg.
Peyer Høivang i mit indlæg kl. 17.31 i går skriver jeg netop at mange har arbejde i 37 timer fem dage om ugen. Jeg skriver også at de to jobs IKKE kan sammenlignes. Da du Peter Høivang ikke læser hvad jeg skriver opgiver jeg denne diskussion.
@ Lone
Jeg glemte at skrive skiftende arbejdstider og natarbejde.
@ Jens Peter
Jeg beklager.
Jeg havde læst det som, at du var enig i Flemming Ibsens sammenligning af sygeplejersker og læreres løn.
Hvis kvinderne fravælger sygeplejerskeuddannelserne og de andre velfærdsuddannelser - hvad vil de så vælge i stedet?
Lokofører? Maskinmester? Ingeniør?
Det er jo traditionelle mandefag med bedre løn
Jeg kan have min tvivl.
Bundlinien er jo, at uddannelsesvalget er kønsmæssigt skævt, fordi kønnenes interesser og inklinationer er det. Og det har lønnen formentlig ikke meget indflydelse på.
På sæt og vis er det jo nok rigtigt, at staten spekulerer lidt i netop dette faktum - at kvinderne flokkes til sygeplejefaget, fordi det ligger i direkte forlængelse af deres omsorgs- og plejeinstinkter - altså igen 'den professionelle mor'. Og så kan man spise dem af med lidt mindre i løn.
Kvinder er jo normalt heller ikke dem, der jagter høj løn og økonomisk status i deres karrierevalg. De går typisk mere efter tryghed og indhold - 'noget med mennesker, etc.' Og da de typisk vil skifte profession indenfor velfærdsfagene, snarere end udenfor blandt de tekniske industrifag - plus at velfærdsfagene konsumerer - og ikke genererer offentlige midler - så har man muligvis ræsonneret at det var både en sikker og rimelig strategi
/O
Olivier Goulin - hvis du læser artiklen " Mens regeringen vil have unge til at uddanne sig i provinsen, søger stadig flere mod byerne" i information i Onsdags, kan du læse at der er vækst i antallet af studerende på STEM uddannelserne, og at der er en stigning på 10 % af kvinder sammenlignet med 2019. Så jo - unge kvinder vælger at blive ingeniør og lignende.
Jeg gad vide om ønsket om lønforhøjelse alene er af principielle årsager - det får man jo indtryk af - og ikke af praktiske årsager som at man mangler ting i hverdagen på grund af lønniveauet? Set fra den rent praktiske vinkel, tør jeg måske vove den påstand, at en mægtigt stor andel af de ansatte i 'kvindefagene' er samlevende med ansatte i 'mangefag' og at husstandenes samlede indtægter således nok udligner det hele lidt? (Enlige med børn kompenseres så på anden vis - boligstøtte, børnebidrag, børnepenge og enlige uden børn klarer sig vel nok). Jeg er klar over, at det nok er et meget konservativt standpunkt at tage - og i hvert fald helt blottet for kønspolitiske princpper - men som sagt, set fra en rent pragmatisk synsvinkel...
'Mandefag' skulle der stå.
Der er til gengæld andre, lavere lønnede fag, hvor jeg tænker at et lønløft var på sin plads BÅDE af principielle og praktiske hensyn - fag, hvor folk selv med mange års anciennitet tjener ganske få tusinde kroner mere end dagpengeniveauet.
Et ligegyldigt akademisk partsindlæg som undgår at forholde sig til virkeligheden i 2021.
olivier goulin
"Hvis kvinderne fravælger sygeplejerskeuddannelserne og de andre velfærdsuddannelser - hvad vil de så vælge i stedet?"
Du laver nogle ret skæve (chauvinistiske) konklusioner. her Fordi "velfærdsfagene" (frygteligt navn) er kvindedominerede, er det jo ikke ensbetydende med at alle kvinder i Danmark arbejder i velfærdsfag. Der er bare en overvægt at kvinder i velfærdsfag. Der er masser af kvinder, der arbejder alle mulige andre steder.
Personligt er jeg uddannet ingeniør, så det er da muligt for kvinder at lave andet end omsorgsarbejde ;-)
@Rikke
Naturligvis - dog er præmissen her ikke kvinder som helhed - men de kvinder, som primært er inklineret mod 'sygeplejerskeuddannelsen'. Hvis de fravælger den pgr.a. lønnen (hvilket jeg tvivler på mange vil gøre) - hvad vil disse kvinder så vælge i stedet?
Mit bud er, at langt de fleste vil vælge lærer eller et andet 'velfærdsfag' med marginalt højere løn. Der er nok ikke mange af dem, der skifter sygeplejerske ud med ingeniør. Det er to forskellige mentaliteter.
Men i øvrigt enig: Et frygteligt navn
/O
Vi overser her, at folk i omsorg og undervisning i høj grad finder andre græsgange, fordi lønnen og arbejdsvilkårene hele tiden over årtier er blevet udhulet.
Vi har jo de sygeplejersker, der kunne tage de ledige stillinger, men for mange var det bare aldeles utilfredsstillende med de rammer og vilkår, generaliststanden har påført arbejdsmarkedet.
@Ole Rasmussen
Nej, det er ikke et ligegyldigt akademisk partsindlæg. Manden har IMHO faktisk ret i hans hovedpointer. Grunden til at manden reagerer er jo fordi DSR har valgt, at hænge deres lønkamp op på et ... jeg er nok nødt til at bruge ordet 'populistisk' grundlag, der ikke holder helt i virkeligheden. Og at dette indirekte er et angreb på det arbejde som Flemming Ibsen, har været en del af.
Flemming Ibsen, har også bedre forståelse for de aftaler og regler, der gælder for det samlede offentlige arbejdsmarked, så der har han også nogle pointer.
DSR har IMHO simpelt hen ikke gjort sit arbejde godt nok IMHO, man har ikke helt forstået spillet godt nok. Man har simpelt hen spændt sin lønkamp bag den/de forkert(e) vogn(e).
Om det så er bevidst, altså et spil for galleriet fra DRS's side, fordi de godt ved at de kæmper en håbløs kamp ift. den strategi de har valgt. Det håber jeg ikke
Og hvorfor mener jeg så det.
Jo fordi der er reel objektiv substans i at sygeplejersker får for lidt i løn ift. risiko, stress, arbejdsopgaver, uddannelse(efteruddannelse), bemanding og andre parametre.
SÅ DE FÅR FOR LIDT I LØN, ift. den situation de står i.
Men som Flemming Ibsen, også beskriver så har man valgt den forkerte strategi, man har taget .. hvad jeg mener er.. den nemme lidt populistiske vej.
Hvis man i stedet havde set på, hvad de reelle problemer er, som ville have givet sygeplejerskerne en bedre hverdag, mindre stress, mere råderum, større frihed og mere lige løn for lige arbejde, så ville man have gjort mere for sine medlemmer end bare at dræne strejkekassen, ødelægge deres sommerferie efter en udmattende og stressende år, som bare kommer til at betyde at sidste udspil fra arbejdsgiverne bliver det der vedtages.
Men det kræver bare et stort arbejde fra DSR, det kræver at man forstår sine medlemmer, at man har en god forbindelse ud til de tillidsfolk, der forstår dagligdagen helt ude i hverdagen. At man forstår at lytte til de ledere, der også er medlemmer af fagforeningen, således at man har et klart og reelt billede af den virkelighed ens medlemmer står i.
Man kan så at sige/påstå, at fagforeningen skal være dygtig nok til at kunne gå ledelsen i bedene, og være bedre til deres arbejde end ledelsen selv er.
Problemet som sygeplejerskerne er ramt af er jo katastrofal dårlig topledelse, det er et strukturelt problem i det offentlige. Vi ser jo at man fra politisk side tager beslutninger, der drejer sig om detaljer i enkelte arbejdsgange, i behandlingsforløb.
Det er beslutninger, der typisk kommer uden tilførsel af ekstra ressourcer, har en kort tidshorisont, øger kravet om dokumentation, giver mindre 'samlet sundhed' for midlerne, medfører defacto nedprioritering af andre områder etc. etc.
Dette betyder, at sygeplejerskerne skal løbe hurtigere, at de har mindre jobtilfredshed, de har meget lidt kontrol over deres daglige arbejde (topstyring) at ... vi ser det jo beskrevet her (og jeg er ikke det mindste i tvivl om at dette er reelle oplevelser) i stor detalje.
Det jeg mener, at DSR skulle have fokuseret på var at udnytte den situation, og unikke mulighed der var efter COVID indsatsen, og fået en lønstigning, der kunne ses (og det synes jeg faktisk at DSR til dels gjorde).
Og så skulle man ha' gået efter den uholdbare situation, der er mange steder, hvor der altså er gået slidgigt i det, hvor det dagligt er knogle mod knogle i afdelingerne, at det er en fysisk og mental belastning for sygeplejerskerne at gå på arbejde.
Igen vi ser ligesom ved sidste strejke, at man nogle steder har flere på arbejde pga. nødberedskabet end der normalt er. Altså at dagligdagen er undtagelsestilstand.
Man kan vælge, at få noget mere i kompensation for en uholdbar hverdag, eller man kan vælge at gøre noget ved hverdagen. Det sidste er klart sværere, men har en signifikant større effekt for medlemmerne.
Der er også mange sygeplejersker, der har taget ekstra uddannelse (f.eks. sygeplejersker med kandidatuddannelser) , og her kan man jo bruge Flemming Ibsens, argumenter om lige løn for lige uddannelse, og her er der jo f.eks. mulighed for at sammenligne med andre fag.
De her ting kunne man have fokuseret på, og haft en reel mulighed for at gøre noget for ens medlemmer. Det ville endda formodentlig kunne have været klaret via 'arbejd efter reglerne' initiativer, i stedet for en faktisk strejke. Noget som er meget mere effektivt.
Men det ville kræve noget helt andet af DSR, end bare vælge den nemme vej, som igen og igen og igen har vist sig ikke at virke.
// Jesper
@ Jesper
Enig i dine betragtninger, undtagen omkring DSR.
Meget kan man sige om DSR, men de anbefalede og arbejdede for 2 X ja til overenskomsten og medlemmerne stemte nej og DSR er tvunget til, at navigere i dette.
@Jesper Frimann Ljungberg. Jeg skylder vel at svare på dit indlæg.
Hvorfor vælger man en uddannelse som sygeplejerske? Jeg tror det ligger i ens opvækst og fortid, som har dannet et Florence Nightingale gen hos nogle helt unge. Unge som er ideologisk motiverede for at udføre socialt arbejde. Med alderen flytter fokus længere væk fra denne Abbé Pierre altruisme, og et forældet lønsystem fra 1960’erne, som det moderne samfund udnytter. Det socialliberale og det socialdemokratiske samfund undertrykker pr. definition ikke kvinder, men da kvindefagenes lønninger i det som kaldes for et nulsumsspil ikke er fulgt med tiden har man pludselig fået et uventet politisk problem. Som under den franske revolution i 1792, hvor man til sidst blev nød til at henrette kongen for at slippe fri af med sin undertrykte status.
Der skal i familien i 2021 mad på bordet, priserne er blevet skyhøje, og at bo ordentligt i rimelig afstand fra job er ekstrem kostbart.. Samtidig tærer det på helbredet, at skulle arbejde nat og dag, på skiftehold samt være til disposition i weekender og under højtider året rundt. Med Covid-19 er helbredet også i spil. Hvis indsatsen ikke anerkendes og honoreres, så går det galt. Og ja, fagforeningen har spillet fallit, DSR stemte jo faktisk for, og da FH efterfølgende har hældt sygeplejerskerne af brættet, så er det pludselig blevet til en umulig kamp mellem proletariatet og magteliten, som ingen har råd til at tabe. Derfor er alle gået i flyverskjul. Fremtiden?
Med alderen flytter fokus længere væk fra denne Abbé Pierre altruisme
men der burde nok stå
Med alderen bliver denne Abbé Pierre altruisme udfordret