Klumme

Vi skal tale om, at engelske kvinder bliver slået, uanset om landsholdet vinder eller taber

De sidste ugers fodboldfest har været en uvurderlig kilde til frihedsfølelse og nationalt sammenhold, men der findes også en bagside. Partnervold stiger under slutrunder, viser engelske studier, og det er vi nødt til at tale om, skriver journalist Siri Franceschi i denne klumme
I England viser et studie fra 2014, at rapporterede tilfælde af partnervold stiger med 26 procent, når det engelske landshold spiller, og med hele 38 procent, hvis landsholdet taber kampen.

I England viser et studie fra 2014, at rapporterede tilfælde af partnervold stiger med 26 procent, når det engelske landshold spiller, og med hele 38 procent, hvis landsholdet taber kampen.

Henry Nicholls

Debat
8. juli 2021

Et slidt dannebrogsflag dingler dovent fra en altan i den kølige morgenbrise. På gaden vidner en ensom øldåse om de oprydningskræfter, der på næsten magisk vis har støvsuget byen ren for nattens festligheder.

En svag duft af urin hænger stadig i luften, og selv om de største soundbokse er kørt hjem i seng, føles det, som om jorden stadig vibrerer let til takten fra en utrættelig bas. Sådan har scenen gentaget sig igen og igen dagen efter de EM-kampe, der de sidste par uger har vendt Danmark på hovedet.

Selv for en antifodboldentusiast som mig selv har det været svært ikke at lade sig opsluge af den kollektive fodboldmani, skråle med på lå-lå-lå og hylde fællesskabsfølelsen og de danske fodboldhelte. Således befandt jeg mig også på den – i københavnske munde – sagnomspundne beværtning Lumskebuksen på Østerbro under kvartfinalen mellem Danmark og Tjekkiet.

Stemningen var sitrende blandt de flere hundrede københavnere, der var mødt rød-hvid-klædte op, og da Thomas Delaney efter fem minutter scorede til 1-0, gik det amok. I et øjeblik føltes det, som om himlen åbnede sig i et skybrud af øl, alle væltede ind i hinanden, trampede og skreg. Det var vidunderligt, men også temmelig voldsomt på samme tid.

En fremmed mand greb mig om livet og løftede mig op og ned, mens han skrålede ind i mit øre, at alle der ikke hoppede elskede tjekkerne. Bagefter faldt han bagover og lå et stykke tid, hjælpeløs og forvirret, mens hans venner hoppede videre. Alle var for fulde til at kunne stille noget op.

Fodboldfestens skyggesider

Fadølssalget er steget med over 30 procent i juni i forhold til samme periode sidste år, kunne salgsdirektør for On trade-salget hos Carlsberg Group, Henrik Fredvig, berette i mandagens P1 Morgen. »EM-feberen raser, og det sætter sig i fadølssalget,« forklarede han. Til de fodboldfester, jeg har deltaget i, har alkoholindtaget virket fuldstændig uhæmmet, og selv om det for det meste går godt, har fodboldfesten sine skyggesider.

I England viser et studie fra 2014, at rapporterede tilfælde af partnervold stiger med 26 procent, når det engelske landshold spiller, og med hele 38 procent, hvis landsholdet taber kampen. Det har resulteret i nationale kampagner som ’Giv partnervold det røde kort’ og ’Når England bliver slået, så bliver hun det også’.

Det er ikke første gang, at sportsbegivenheder kædes sammen med partnervold, og det er usandsynligt, at fænomenet er et isoleret engelsk problem. Det er blot derfra, de nyeste og mest udførlige undersøgelser stammer.

En udløsende kultur

Det er ikke fodbold og alkohol, der i sig selv er problemet. Det er selvfølgelig altid voldspersonen. Studier, ligeledes fra England, viser dog, at den kultur, der eksisterer omkring kombinationen af fodbold og alkohol, kan være en udløsende faktor eller blive brugt som undskyldning for voldsudøvelsen.

Det engelske studie fra 2014 konkluderer, at volden stiger mest, hvis kampene spilles i weekenden, og allermest når England ryger ud af fodboldturneringen.

Ifølge forskere har den stigende voldskurve en række ganske forskelligartede årsager: Slutrunder er forbundet med stor emotionalitet, en række stressfaktorer og en stærk kulturel identitetsfølelse, hvilket kan resultere i mere aggressiv adfærd.

Dertil fører de månedlange konkurrencer ofte til flere diskussioner i hjemmet om, hvad der skal ses i fjernsynet, ligesom kampene ofte spilles i varmt vejr, hvilket flere tidligere studier også har sammenkædet med mere voldelig adfærd.

Efter halvandet års pandemi har det været befriende og ikke mindst umådelig sjovt at deltage i folkemassens jubel over dette års EM. Men det skal ikke forhindre os i at adressere den bagside, som ulykkeligvis også findes ude i stuerne.

Partnervold er et problem, og selv om det helt kategorisk aldrig kan være sportens skyld, så er det vigtigt, at vi er opmærksomme på de reaktioner, der kan opstå, når bolden spilles rundt på banen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Orwell sagde/skrev engang, at en typisk engelsk forbrydelse er at sparke sin kone ihjel.

Niels-Simon Larsen

Jeg tænkte det nok. Der er ikke noget i vejen med penge i sport, der er bare lige nogle minussider, der skal rettes op på. Nøjagtigt som med kapitalismen. Den er også god nok. Der er bare lige det der med den store ulighed, working poor og opbrug af naturlagrene.

Næ, vi er kommet langt, og i England arbejder kvinder og børn ikke mere i kulminerne. Jeg kommer ligetil at tænke på et klip fra minestrejken i -84, hvor en bedstemor mader sit barnebarn, og for hver skefuld siger: “Stem aldrig på en konservativ”. Så langt er man dog ikke kommet endnu. Nationalismen har godt greb i arbejderne - forstå det hvo der kan. Det samme med kristendommen. Altså, makkerparret kapitalisme og kristendom er fantastiske, så umage de end er. Den fælles religion hedder nationalisme, kapitalisme og kristendom (ikke jesusdom Nb.). - også for flertallet af Informations læsere og journalister (ellers kunne avisen ikke udkomme).

Så er vi en lille skare af abonnenter og kommentarister, der holder fanen højt og ikke lader sig kue af flertallet og giver den debat, der skal til, og tilfældigvis samles her og skriver. Det er mig en daglig opmuntring, vil jeg godt have lov at sige. Lad os holde ud.

Arne Lund, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Lisbeth Nykjær

Fodvold?

Louise Hansen

"Et slidt dannebrogsflag dingler dovent fra en altan i den kølige morgenbrise. På gaden vidner en ensom øldåse om de oprydningskræfter, der på næsten magisk vis har støvsuget byen ren for nattens festligheder.

En svag duft af urin hænger stadig i luften, og selv om de største soundbokse er kørt hjem i seng, føles det, som om jorden stadig vibrerer let til takten fra en utrættelig bas."

Nogen burde nok fortælle Siri, at hun skulle tone den ned en anelse og ikke gå så hårdt til den med det floromvundne, ufrivilligt komiske sprog.