Klumme

Virksomheders aktivisme er ofte præget af kynisme – men ikke i Ben & Jerry’s tilfælde

Mange store virksomheder forsøger disse år at score billige point på politisk aktivisme. Men i isproducenten Ben & Jerry’s beslutning om ikke at sælge til israelske bosættelser er en oprigtig handling, der både kommer med en pris og et lille håb om forandring, skriver klummeskribent Nesrine Malik i denne klumme
Isproducenten Ben & Jerry’s vil ikke længere tillade salg i de israelske bosættelser i palæstinensiske områder, annoncerede de i sidste uge.

Isproducenten Ben & Jerry’s vil ikke længere tillade salg i de israelske bosættelser i palæstinensiske områder, annoncerede de i sidste uge.

Ronen Zvulun

Debat
31. juli 2021

Der er antageligvis kun én ting, der er værre for bevægelser, der kæmper for social retfærdighed, end ikke at få nogen anerkendelse, og det er at få for meget.

I løbet af de seneste år har store virksomheder ofte snyltet på den subversive energi, der findes i folkelige bevægelser, der slås for ligeret som #MeToo eller Black Lives Matter.

Store virksomheder plejer at have en god næse for trends, der kan påvirke bundlinjen, og rykker derfor hurtigt for at vise deres støtte til en hvilken som helst fashionabel sag, der måtte være oppe i tiden. Tilsyneladende forandringer, frem for seismiske omvæltninger, er det, som disse virksomheder lader til at foretrække.

Men der er tilfælde, hvor det ikke bare er kyniske forsøg på at forhindre kritik eller at sælge flere varer. I sidste uge annoncerede Ben & Jerry’s, at de ikke længere ville tillade salg i de israelske bosættelser i palæstinensiske områder. Virksomheden sagde i en pressemeddelelse: »Vi mener, at det er ude af trit med vores værdier at sælge Ben & Jerry’s-is i de besatte palæstinensiske områder.«

Det ville ikke være urimeligt at antage, at dette bare er endnu et tilfælde af social retfærdigheds-washing. Men hvis man kigger nærmere, træder et andet billede frem.

Ben & Jerry’s er ikke nogen nybegynder i spillet om progressive værdier. Det er et firma, der altid har været åben om dets politiske ståsted, med en lang historik af støtte til politiske sager, der inkluderer kriminalreformer, vælgerregistrering, kampagnefinansiering og klimaretfærdighed.

Får konsekvenser

Ben & Jerry’s kampagner er ikke af den type, du ville vælge, hvis du ville score nogle billige politiske point. Deres stillingtagen mod den israelske besættelse af palæstinensiske områder vil uden tvivl medføre en stærk modreaktion. Israels præsident kaldte trækket »en ny form for terrorisme«, der ville få »alvorlige konsekvenser« for virksomheden.

Ved at tage dette skridt har Ben & Jerry’s ikke bare udsat sig for beskyldninger om »terrorisme«, men i USA er de løbet ind i retlige problemer. I 30 stater er der love, der forhindrer pensionsfonde i at investere i firmaer, som ikke vil handle med Israel.

Hvis der er nogen kommerciel fordel for Ben & Jerry’s i form af flere pro-palæstinensiske kunder, der køber deres produkter, bliver det sandsynligvis opvejet af skaden på virksomhedens rygte og dens finansielle levedygtighed i USA og Israel.

Meddelelsen om boykot har endda medført spændinger mellem Ben & Jerry’s og dets moderselskab, Unilever, som ellers tillader virksomheden en væsentlig grad af autonomi.

Ved at støtte palæstinenserne understreger Ben & Jerry’s det faktum, at selv om det internationale samfund har ladet dem sejle i deres egen sø og som en konsekvens normaliseret bosættelserne, så er bosættelserne slet ikke normale.

Selv om dette nok ikke ændrer noget i praksis, gør det det en smule lettere at stille sig bag den palæstinensiske sag, der har meget lille støtte blandt dem, der kan ændre noget ved situationen.

Det sydafrikanske eksempel

Fredelige boykotter fra ikke-politiske aktører er i sagens natur ikke politiske løsninger. I stedet handler de om at ændre det moralske kompas lidt efter lidt og om at skabe koalitioner, der stigmatiserer og isolerer overtrædere af international lov, sådan at der opbygges tilstrækkeligt pres til at frembringe den politiske løsning.

Den internationale antiapartheidbevægelse startede oprindeligt som en boykotbevægelse i 1959, og lidt over 30 år senere blev apartheiden i Sydafrika formelt ophævet.

I mange tilfælde er skepsis over for virksomheders aktivisme – over dens performative natur og begrænsede effekt – helt berettiget. Men nogle gange er den slags aktivisme alt, hvad vi har. Boykotter, som er rettede mod dybt forankrede uretfærdigheder, har en større chance for at blive succesfuldt udført af virksomheder, som er store nok til at tage imod slagene og til at trække overskrifter.

Ben & Jerry’s har sandsynligvis lavet en rationel cost-benefit-analyse og er kommet frem til, at sådan et skridt nok ville skade virksomheden, men ikke tilintetgøre den. I en ideel verden ville vi ikke være afhængige af private aktører til at gå i brechen for de menneskerettigheder, som vestlige demokratier hævder at tro på.

Det er uden tvivl sværere at gøre en ende på politisk hykleri end at opløse de israelske bosættelser. Og da begge dele er uden for rækkevidde i den overskuelige fremtid, er Ben & Jerry’s skridt i det mindste en begyndelse.

© The Guardian. Oversat af Pauline Bendsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

erik pedersen

Gid flere vil følge deres eksempel

Mvh Hanne Pedersen

Frederik Eriksen, Vibeke Olsen, Kristian Hald Jensen, Mogens Kjær, Annette Chronstedt, Mads Greve Haaning, Maya Drøschler og Svend-Erik Runberg anbefalede denne kommentar