Kronik

I 33 år skjulte jeg, at jeg nærmest er døv. Nu har jeg omfavnet mit liv som cyborg

Som barn nægtede jeg at få høreapparat for at undgå at blive mobbet og lærte i stedet mig selv at mundaflæse. Nu har jeg endelig givet efter og har fået et høreapparat som en teknologisk forlængelse af min krop, men det er slet ikke så unormalt, skriver filminstruktør og forfatter Sebastian Cordes i denne kronik
De færreste, jeg møder, ved, at jeg ofte ikke kan høre dem, især hvis de vender ryggen til. Men jeg er blevet så dygtig til at gætte, hvad folk siger, skriver Sebastian Cordes.

De færreste, jeg møder, ved, at jeg ofte ikke kan høre dem, især hvis de vender ryggen til. Men jeg er blevet så dygtig til at gætte, hvad folk siger, skriver Sebastian Cordes.

Magnus Hove Johansson

Debat
28. august 2021

»Jeg går ud fra, at du bruger høreapparat?« Ørelægens øjenbryn løfter sig mod loftet, da jeg tøvende siger nej. Jeg tror ikke, at den ellers så begejstrede og nu mere bekymrede ørelæge ved, at jeg har brugt hele livet på at undgå at få høreapparat, og at jeg nu, som 33-årig, må bukke under.

Det høretab, ørelægen fortæller mig om, er medfødt, og det ved jeg godt, for jeg har som barn vandret hvileløst op og ned ad Gentofte Hospitals hospitalsgange med min mor i hånden flere gange, end jeg kan tælle til, for at møde op og blive testet. Og jeg fik at vide, at jeg ikke ville kunne klare mig gennem skolen uden høreapparat.

Men jeg tænkte, watch me. Jeg skulle ikke have noget høreapparat og risikere at blive mobbet, som jeg, nok ikke helt uden grund, regnede med ville ske på en gennemsnitlig folkeskole i Provinsdanmark. Så hellere ikke kunne høre ordentligt.

Jeg lærte mig selv at mundaflæse. Jeg kom gennem skolen, gennem gymnasiet, tog en bachelor på universitetet som den første i min familie. Og jeg laver i dag film, hvor lyd ofte spiller en hovedrolle. Jeg havde et handicap, der kunne skjules, jeg havde privilegiet at kunne holde det usynligt. Jeg så ingen grund til at ændre på min krop.

De færreste, jeg møder, ved nemlig, at jeg ofte ikke kan høre dem, især hvis de vender ryggen til. Men jeg er blevet så dygtig til at gætte, hvad folk siger. Jeg har lært at smile, når jeg ikke forstår det, eller sige »hva?« i håb om at få lidt mere info med anden gang, så jeg kan regne ud, hvad der blev sagt. Jeg ankommer altid tidligt, så jeg kan sørge for en god plads uden at vække mistanke.

Bevares, det kan også være morsomt, når jeg nogle gange griner for mig selv, fordi jeg hører »skal du have noget pik« i stedet for »skal du have noget slik« mellem kæresteparret i biografen.

Det er ikke svært at tale om, for jeg taler slet ikke om det. Jeg skjuler det. Det gør for ondt, og jeg orker ikke medlidenheden. Der er ikke noget, jeg synes er mere nedladende end at skulle være den, andre tager hensyn til, være den, der tilbydes en plads foran.

Gadgetkrop

»Det er ellers en lille gadget, faktisk,« siger ørelægen begejstret tilbage på klinikken. »Den har Bluetooth i og alt muligt!«. Det eneste, jeg tænker på, er, om det er muligt for folk at hacke det høreapparat, jeg netop er blevet tilbudt, og spille reggae lige ind i hjernen på mig, mens jeg for eksempel en onsdag formiddag kommer gående ned ad Amagerbrogade. En vild frygt egentlig at skulle gå rundt på gaden med.

Jeg ser den graverende hørekurve på skærmen, »vi kalder den grydeformet«, og hører den flinke læge med onkelhumor sige »det må da have været noget lort med de mundbind under corona, hva’?«

Han siger også, at jeg hører cirka lige så godt, som hvis en person med normal hørelse stikker hovedet ned under vand. Jeg kan se, at jeg nu er handicappet. Eller det var jeg også før. Men om lidt vil andre end mig også kunne se det.

»Måske får du helt nye musikalske præferencer,« skriver en veninde, der er radiovært. »Ja, jeg har lige købt en Satisfyer Pro-vibrator. Sådan er vores techindkøb en tirsdag formiddag så forskellige,« skriver en anden veninde, da jeg på vej ud af klinikken og ned på Strøget breaker det nye kapitel i mit liv til dem over sms.

Jeg, en cyborg

På vej hjem fra lægen går jeg ind i en boghandel, en slags copingstrategi, vi nok alle kan forfalde til: at købe noget nyt for at få det bedre. Jeg køber personligt oftest bøger, når der skal copes. I dag er der kun én bog, der giver mening: Donna Haraways A Cyborg Manifesto. Og min eftermiddag går med den og på at finde ud af, at cyborgen går rundt iblandt os og ikke kun er en figur i sci-fi-litteraturen.

At mixe menneske og maskine er allerede noget, vi gør.

Hen ad eftermiddagen bliver jeg lettere besat af emnet og googler mig næsten træt. Jeg finder ud af, hvor lidt jeg egentlig er alene: En halv million i Danmark bruger høreapparat.

Vi er en verden af cyborgfigurer, der kan ændre os efter forgodtbefindende. Og det vil jeg gå ind i.

Magnus Hove Johansson
Men jeg finder også et internet fyldt med historier om OL-deltagere med benproteser, og Neil Harbisson, der har fået en antenne monteret med adgang til hjernen, der gør, at han via elektromagnetisk stråling får musik og telefonopkald direkte ind i hjernen og ovenikøbet kan føle og høre farver via antennen, som menneskets øje normalt ikke kan opfange såsom ultraviolet og infrarød.

Dertil er der 1.500 nye hvert år, der får maskiner indopereret i brystet, så de kan overleve. Hele sommeren endte på en måde i snakken om netop dette, da Christian Eriksen foran millioner af seere kortvarigt døde midt på fodboldbanen og nu har fået et device på størrelse med en tændstikæske sat ind i brystet, som via ledninger til hjertet kan afgive stød, hvis hjertet naturligt står af.

En gængs holdning til den slags indgreb hos blandt andet Etisk Råd, finder jeg ud af, er, at man ikke bør gøre andet end at erstatte nedsatte funktioner, når man laver hybrider af menneske og maskine. Såsom at hjertet igen slår regelmæssigt, eller at man kan komme til at gå igen.

Men intet menneske kan fra naturens hånd, det jeg kan nu.

Indsættelsen

Jeg får indsat høreapparater nogle dage efter, og ude på gaden igen kan jeg nu tune mig ind på samtaler ved caféborde eller på den modsatte side af vejen. Jeg kan skrue op og ned for hørelsen, som jeg lyster, jeg har støjfilter indbygget, og telefonen tilsluttet, jeg kan retningsbestemme mit soniske fokus, og jeg kan skrue op for bassen på virkeligheden, hvis jeg vil.

Jeg er unormal. Sammen med millioner af andre. Og selv om jeg helst ville skjule det før, føler jeg normalen som et tungt åg, en opdigtet hammer, jeg slår mig selv i hovedet med, når jeg ikke føler mig tilstrækkelig. Jeg er blevet en maskine, og jeg vil udnytte det.

For Donna Haraway er cyborgfiguren nemlig en mulighed, en ny måde at tænke os selv som mennesker på, i forlængelse af en bred feminisme, i forlængelse af at være queer. Vi er i verden som formbare, både som køn og hybrider, menneske, maskine, seksualitet imellem.

Jeg har lyst til at vende min smadrede krop om, se, hvad den kan. Lade mig omforme af teknikken. Høre fugle, jeg aldrig har hørt før, smuglytte telefonsamtaler på gaden og slukke for barnegråd i supermarkedet.

Donna Haraway stiller et spørgsmål i A Cyborg Manifesto, som sidder i mig, mens jeg bevæger mig hjemad, nu som cyborg: »Why should our bodies end at the skin?« Hvorfor stoppe kroppen der, hvor huden gør det. Teknik, tøj, piercinger, vi er formbare. Vi er en verden af cyborgfigurer, der kan ændre os efter forgodtbefindende. Og det vil jeg gå ind i.

Derfor tager jeg til tatovør. Jeg vil lade min hud afsløre, at jeg lader mig omforme. Og mens jeg ligger med nålen i huden, tænker jeg på Caspar Eric, der i sin digtsamling Nike skriver:

»vi er menneskene

der har forskellige handicap

vi smadrer vores egne kroppe

vi smadrer statuerne

vi smadrer de små guder

og så smadrer vi hinanden

jeg har bare været smadret

fra begyndelsen«

Og jeg går ud ad døren hos tatovøren med ordet CYBORG ridset ind i min hud.

Sebastian Cordes er filminstruktør og forfatter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ulla Boje Jensen

Jeg håber, du er blevet glad for at høre mere. Men jeg forestiller mig også, at det må være grænseoverskridende. Jeg ønsker dig al mulig herlighed med den nye hørelse <3