Kommentar

Al ny erkendelse og fremskridt i videnskaben kommer fra ’aktivistisk’ forskning

Humanistiske fakulteter kritiseres for at være identitetspolitiske og aktivistiske. Men hvad skulle alternativet være – ’passiv’ forskning? Kritikerne overser, at den kritiske og aktivistiske tilgang til alt eksisterende er det, der skaber ny erkendelse, skriver historiestuderende Jonatan Svendsen i dette debatindlæg
Det er den kritiske og aktivistiske tilgang til alt eksisterende, der skaber ny erkendelse på de humanistiske fakulteter, skriver historiestuderende Jonatan Svendsen i dette debatindlæg.

Det er den kritiske og aktivistiske tilgang til alt eksisterende, der skaber ny erkendelse på de humanistiske fakulteter, skriver historiestuderende Jonatan Svendsen i dette debatindlæg.

Jakob Dall

Debat
30. august 2021

Under overskriften »På Det Humanistiske Fakultet skal man lære at føle skyld«, skriver studerende Martin Eskildsen den 23. august i Information, at det er »selvpineri« og »intellektuel fallit«, når undervisningen på Det Humanistiske Fakultet taler om voldsaspekter i kulturmødet mellem Vesten og andre dele af verden.

Eskildsen taler om »indoktrinering« og »pseudovidenskab« og kalder på et opgør med en udefineret identitetspolitik, der har infiltreret vores institutioner, for at redde den frie og kritiske tanke. Det hele lyder meget alvorligt.

Men Eskildsens opfattelse af moderne humaniora i Vesten som en akademisk flaggelering er en misforståelse af, hvad den moderne humanistiske forskning går ud på: kritik.

Når humanister for eksempel kritiserer den danske involvering i den transatlantiske slavehandel, den britiske kolonialadministration i Indien eller det barbari og den umenneskelighed, der var Fristaten Congo, er det ikke ud fra et ønske om, at befolkningen i Danmark, Storbritannien eller Belgien skal føle skyld eller skam, men derimod en faglig og historisk kritik af, hvad der er foregået. Det handler i bund og grund om at blive klogere på vores historie, også de mørke sider af den.

Højrefløjens krænkelsesparathed

Som en del af et kursus på mit historiestudium kritiserede vi Den Gamle By for at mangle eller glemme kvinder og LGBTQ+-personer i deres udstilling, samt at museet generelt gemmer konflikter væk og mere fremstiller en nostalgisk end en historisk fortælling.

En studerende med borgerlig observans – ligesom Martin Eskildsen – svarede, at han altså stadig syntes, det var hyggeligt at gå i Den Gamle By til jul og spise vaniljekranse. Men den type svar er ikke relevante for kritikken.

Det ene følger nemlig ikke nødvendigvis af det andet. Hvis man ikke kan adskille en kritik af tingene, som de er, fra ens følelser, så er det jo netop, at man lægger låg på tingene for at undgå at forurette nogen. For at undgå at krænke.

Den hensynsløse kritik af alt bestående

Pointen med kritik og kritiske fremstillinger af for eksempel historien eller af medier eller af samfundsstrukturer er ikke, at man så skal føle skyld over ens vestlige ophav, eller at det så ikke længere kan være hyggeligt at gå en tur på museum.

Pointen er at afdække og afklare, kritisere og forstå de ting, der har indflydelse på os som mennesker i dag. Pointen er, som Max Horkheimer engang sagde, at »frisætte mennesker fra de omstændigheder, der binder dem.« Hvis man er bange for pseudovidenskab og indoktrinering på universiteterne, så er det nok ikke de kritiske teoretikere og deres arbejde, man skal angribe.

Eller rettere: De skal kritiseres, ligesom alt andet; »Den hensynsløse kritik af alt bestående,« som parolen fra Marx lød. Det er sådan, vi driver forskningen og forståelsen fremad. Den aktivitet skal ikke lukkes ned, fordi den er ’aktivistisk’.

Eskildsen nævner netop også Henrik Dahls og den svindeldømte Morten Messerschmidts kritik af ’aktivistisk forskning’. Men ville ’passiv forskning’ være bedre? Eksisterer ’passiv’ forskning overhovedet? Ikke rigtig. Man kan ikke lave forskning, der er fri for ideologi. Selv hvis du forholder dig ukritisk til de eksisterende strukturer, narrativer og så videre, bliver du ikke ’fri’.

Du kan derimod blive en passiv, apatisk dødvægt på historien, der blot accepterer den måde, tingene er på, uden at stille spørgsmål. Og det er dér, forskningen dør! Når forskerne ikke inddrager den aktivistiske vinkel, som Eskildsen gerne ville frase sig, så går forskningen i stå.

Som en plade, der går i hak, vil det, der kommer ud af universiteterne, blive reduceret til gentagne platituder og borgerlige tautologier om, at vi har det godt, fordi vi har det godt. Uden kritikken mister man fremgangen og må stille sig tilfreds med det, der allerede er sagt. Det er ikke med ’aktivismen’, at friheden på universiteterne dør, det er med kritikken, at forskningen lever!

Jonatan Svendsen er historiestuderende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Det er fint med kritisk forskning. Problemet med den nye rettighedsaktivisme i forskningen er, at den kun modsiges af folk som Dahl og Messerschmidt. De er for nemme af afvise. Formodentlig af samme grund mangler rettighedsaktivisterne totalt selvkritik i deres pseudo-kritiske forskning. Det bliver til agenda-promovering og paroler. Ikke helt det Marx og Horkheimer plæderede for.