Kronik

De borgerlige taler efterhånden mere om arbejderklassen end venstrefløjen

Venstrefløjens partier er blevet til udelukkende storbypartier. Det er en skam. I stedet bør de fokusere på den arbejderklasse, der findes uden for hovedstadsområdet, og begynde at tale om bæredygtig produktion og beskæftigelse, skriver aktivist for netmediet Solidaritet Steen Gottlieb i dette debatindlæg
Venstrefløjens partier er blevet til udelukkende storbypartier. Det er en skam. I stedet bør de fokusere på den arbejderklasse, der findes uden for hovedstadsområdet, og begynde at tale om bæredygtig produktion og beskæftigelse, skriver aktivist for netmediet Solidaritet Steen Gottlieb i dette debatindlæg

Mia Mottelson

Debat
7. august 2021

Troede du, at klasse var outdated?

Så læg lige mærke til socialdemokratiske meningsdannere, her bliver der sagt både arbejderklasse, Aalborg og makrelmad!

Det må konstateres, at Socialdemokratiet har formået at genlancere sig som arbejderparti. ’Nu er det Arnes tur’. Noget er nye orienteringer, noget andet er symbolske markeringer, men appellerne om arbejderklassen går igen, når det ene eller andet skal retfærdiggøres.

Socialdemokraterne har succes med at genindsætte arbejderklassen som et centralt begreb. Mange taler om, at den positive tilslutning, som partiet nyder, skyldes en stram udlændingepolitik, men man kan ikke udelukke, at det også er deres fokus på klasse.

Kigger vi længere til højre, har vi længe kunnet høre Donald Trump erklære sin kærlighed til arbejderklassen. Det samme hos en stribe af hjemlige debattører som for eksempel Anna Libak. Men venstrefløjen taler så godt som aldrig om arbejderklasse. På en god dag kan man lige svinge sig op til at tale lidt om prekært ansatte.

Situationen er helt gak-gak, og når højrefløjsdebattører håner venstrefløjen for kun at varetage de veluddannedes interesser, kommer der intet svar tilbage.

Højrefløjens arbejderklasse

I årtier har klasse ellers ikke været et kurant ord, hvis man ville mobilisere politisk. Man har hellere talt om ’de unge’ og ’de ældre’. Betegnelser, der refererede til faser i livsforløbet, ikke samfundsplacering.

Afvisningen af klasse hænger ikke mindst sammen med den individualistiske tænkning, der har vundet indpas. Dette kan hænge sammen med, at andelen af lønmodtagere med lange uddannelser er vokset. For dem har det åbenbart været centralt at finde sig en plads i samfundet ved ikke at ligne dem med manuelt, praktisk arbejde. Det blev en statusmarkør at tro, man skrev sin helt egen biografi.

Men så tog Donald Trump ordet i sin mund og vandt store dele af den amerikanske arbejderklasse. Det Republikanske Parti fik en formel, der kunne sikre det fire års magt til at give de rige skattelettelser og så i øvrigt obstruere tiltag mod klimakatastrofen.

Arbejderklassen spiller ligeledes en positiv rolle for en højrefløjsdebattør som Anna Libak. Hun kan i arbejderklassen se en motor for et fortsat vestligt herredømme baseret på konservative værdier. Her finder man klassebegreber med absolut regressivt fortegn. Klasse handler hos hende om at befæste et samfund med magt og sociale forskelle som grundlag.

Med Libak kommer vi meget langt væk fra oplysningstidens fornuftstro og optimisme. Én skarp iagttagelse skal hun dog have kredit for: Hun bemærker i sin bog Forstå populismen, at den populisme, som var grundlag for Trumps appel til arbejdervælgere, hænger sammen med et udtryk for følelsen af forurettelse: »Et forurettet kollektivt vi, der er blevet trampet ned af overmagten.«

Retten til at klynke i kor

Når der tales om klasse kommer kvalitative forskelle i fokus. ’Nødvendighedens politik’ går ikke lige hånd i hånd med tale om klasse. Nogle af de fraser, der er blevet lagt til grund for politisk handlen, får det sværere, andre lettere.

Udsagnet »Det er nødvendigt for økonomien at nedskære sociale ydelser« får det sværere i en sammenhæng, hvor der tales om klasser. Det bedrer ihvertfald ikke økonomien for den underklasse, der er modtager af sociale ydelser.

Taler vi om klasse, er vi også inviteret til at tale om fællesskaber; klasse er en måde at se sig selv på i det ene eller andet fællesskab. Det er i sig selv et dejligt plusord. Men alle ord kan have flere ansigter.

For højrefløjen betyder fællesskabet retten til at klynke i kor. Retten til at være forurettet. Og den, der er forurettet, er netop den, der er påført lidelse, den, der er offer. Midt i klynkeriet så Trumps arbejdervælgere ikke, at de rigeste fik hidtil usete skattelettelser. Og den umiddelbare klasseinteresse, der handlede om at sikre beskæftigelse i kulproduktion, kunne aldrig blive alles interesse og er kun en stakket frist. Klimakatastrofen rammer også kulminearbejderen.

Et andet ansigt af klassefællesskab kunne være, at man så sig selv udstyret med muligheden for kollektiv handlen. Men alligevel er klasse i betydningen fællesskab i handling heller ikke tilstrækkeligt som grundlag for progressiv udvikling. Klassens interesser skal kunne gøres til hele samfundets interesse, ikke bare nye klasseprivilegier. 

Et socialdemokratisk klassebegreb er udtrykt hos den senere boligminister Kaare Dybvad (S) i De lærdes tyranni fra 2017. Forfatteren helliger hele sin bog forestillingen om modsætningen mellem de langtuddannede – sammensluttede i det, han kalder den kreative klasse – og så dem i fremstillingsvirksomheder.

For ham er den kreative klasse en snylter på samfundet, en uønsket magtfaktor i politik, der politisk er repræsenteret af, hvad han kalder venstrefløjen. Den består af Ø og SF, og også R.

Den kreative klasse har ifølge Dybvad drænet landet for arbejdskraft i fremstillingserhverv, drænet land og mindre byer for aktiviteter, centraliseret, akademiseret og bureaukratiseret forvaltningen, gjort boglig uddannelse til det eneste afgørende.

Eventuel modsætning mellem arbejdsgivere og lønmodtagere i den kreative branche nævnes ikke.

Dybvads klassetænkning fører ham nogle steder til helt ekstraordinære (men næppe holdbare) synspunkter, når han kritiserer Enhedslisten for »at stille sig på eksperternes side« i spørgsmål om nybyggeri i Ørestaden ved København, der efter Dybvads mening skulle give billige boliger til ’almindelige mennesker’. Men ’eksperter’ gør vel ikke andet end det, de bliver betalt for. Eksperter er ikke nogen samfundsklasse med særlige interesser. Men kan vi få sat den kreative klasse på plads, genoprettes den sunde, danske normal, lyder hans logik.

Hvor er venstrefløjen?

Forfatteren og debattøren Lars Olsen har gennem flere år været optaget af at påvise samfundets klassedeling.

At fastholde gensidigheden mellem klasserne er afgørende for ham. De rige skal også have viljen til at betale skat, og han har uden tvivl en stærk pointe, når han påpeger, at de langtuddannede i de ikkematerielt producerende brancher har ringe kontakt og forståelse for dem, der arbejder i fremstillingsbrancherne.

Perspektivet er stadig klasseharmonien, der blandt andet skal opnås gennem bekæmpelse af økonomisk ulighed. Han ser modsætning mellem servicebrancherne og så produktfremstillingsvirksomheder, og den modsætning er så stærk, at den tilsyneladende ender med at overtrumfe modsætningen mellem økonomisk top og bund.

Hvad laver venstrefløjen i alt dette? SF bekender sig til en meritokratisk tænkning. »Alle mennesker skal sikres lige rettigheder og muligheder,« skriver man. Det lyder godt, men betyder det så, at det er o.k, at vi ender ulige?

Man taler om ’børnefamilierne’, og dermed er vi også kommet over i reproduktionssfæren. Det basale – jobbet – er på plads hos den funktionærfamilie, SF sigter mod. Enhedslisten sætter praktisk talt aldrig ord på, hvilke grupper partiet laver politik for. Klassebegrebet findes kun i partiets principprogram.

Venstrefløjen ser ud til at have accepteret sig selv som udelukkende storbypartier.

Det kunne måske ændre spillet, hvis de sigtede direkte til den arbejderklasse, der findes uden for hovedstadsområdet. Begyndte offensivt at tale om bæredygtig produktion og beskæftigelse, som jo også er forudsætningen for arbejderklassen.

Steen Gottlieb er aktivist for netmediet Solidaritet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Voldby Crumlin

Enhedslistens problem er at de i deres angst for at bruge ordet revolution og dermed synliggøre venstrefløjens historiske kritik af det borgerlige "demokrati". Er blevet så mundlamme at de end ikke tør bruge ordet arbejderklasse og klassekamp af frygt for at udløse de borgerlige mediers og politikeres shitstorm. I 70erne var vi mange venstreorienterede der tog arbejde på de store industriarbejdspladser og skabte stærke netværk i den faglige og politiske klassekamp som havde stor betydning for venstrefløjspartiernes politik og organisering. Den proletarisering er for længst gået af mode på venstrefløjen som i dag klart er domineret af akademikere. Det er en udvikling som ikke kun gælder Enhedslisten og Danmark. Pikkety har indgående beskrevet udviklingen i sin bog Kapital og ideologi hvor han dokumenterer venstrefløjens fremmedgørelse overfor arbejderklassen i hele vesten over de sidste 50 år. Samtidig er hele svækkelsen af fagbevægelsen og den kollektive kamperfaring i arbejderklassen med til at skabe en frustration som heftigt udnyttes af borgerlige populister. Det er vigtigt at forstå at det ikke handler om at nedgøre akademikere. Den stærke politiske kraft der var i ungdomsoprøret i Frankrig var netop en sammensmeltning af unge arbejdere og studerende der kæmpede side om side i et oprør som var tæt på at udløse en situation hvor hæren blev sat ind. Skal vi gøre os håb om at ændre den neoliberale dagsorden er vi nødt til at turde italesætte den klassekamp som langt fra er slut, men som overklassen klart er ved at vinde som super kapitalisten Warren Buffett bramfrit har udtalt.

Inge Lehmann, Vibeke Olsen, Torben Skov, Susanne Kaspersen, Karsten Nielsen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Der er åbenbart mange aktivister for Socialdemokratiet, men analysen kollapser i samme øjeblik man gør sig den ulejlighed at undersøge, hvad de enkelte politiske partier har stemt for eller imod i Folketingssalen. Det er en skam, at forfatteren ikke har set listen over sociale nedskæringer, som politikerne har gennemført de sidste tyve år.

Det er korrekt at Socialdemokratiet taler om arbejderklassen, men når man ser listen igennem med 62 sociale nedskæringer, de såkaldte reformer, har Socialdemokratiet stemt for praktisk talt lige så mange, som de borgerlige partier.

Omvendt bliver det meget svært at finde sociale nedskæringer fra listen, som Enhedslisten har stemt for. Alle der stemmer på Enhedslisten, ved hvilke grupper partiet laver politik for, men partierne til højre for positionerer sig, stjæler Enhedslistens vælgere, ved at sige at de selv er sociale.

Lars Olsen har ganske korrekt analyseret samfundets klassedeling. Men jeg mener, at det er tydeligt, hvis man læser mellem linjerne, at også han ønsker at de 40 % af befolkningen, arbejderklassen, skal stemme på Socialdemokratiet. Igen, S har gennemført snesevis af forringelser og givet skattelettelser til overklassen (læs om Thorning / Corydon og Nødvendighedens politik).

De 20 % af befolkningen, underklassen, nævnes praktisk talt ikke i Lars Olsens nye bog, Rige børn leger bedst, i stedet skriver han, at der er integrations problemer, eller at vi er syge. Altid bliver vi usynliggjort, men det er en bevidst handling.

Det vigtigste i politik i disse årtier er at holde venstrefløjen udenfor indflydelse. Kun således kan uligheden øges, som den er blevet nu i fyrre år, og den kvarte million som er fattige kan holdes nede, udenfor indflydelse. De fleste er blevet fattige pga. de ovennævnte sociale nedskæringer, 170.000 er faldet helt ned igennem sikkerhedsnettet, 64.500 børn blev fattige ved lov. Hold en pause og tænk den igennem en gang til.

Boligminister Kaare Dybvad, der politisk er repræsenteret af Socialdemokratiet, er ude på en mission, som er meget gennemskuelig: Stem på S, hold jer væk fra venstrefløjen. Hans analyse af venstrefløjen er derfor helt igennem utroværdig og uværdig for en repræsentant for Folketinget.

De Radikale er ovre i den borgerlige lejr og taler altid om flere sociale nedskæringer. Og så har vi næsten ikke talt om de borgerlige, heldigvis. "Når højrefløjsdebattører håner venstrefløjen for at varetage de veluddannedes interesser, kommer der intet svar tilbage." Øh nej, selvfølgeligt ikke, for den er der ingen, som seriøst følger med i politik, der tror på, undtagen...

Trine Markusen, Carl Chr Søndergård, Steen K Petersen, Inge Lehmann, Vibeke Olsen, Jens Garde, Steen Obel, Susanne Kaspersen, Gert Romme, Peter Henningsen, Eva Schwanenflügel, Per Klüver, Ebbe Overbye, Marianne Stockmarr, Troels Ken Pedersen, Jørgen Mathiasen, Egon Stich, Anders Reinholdt, Dorte Sørensen, Torben Skov og Rasmus Kristiansen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

PS: Det er vel værd at bemærke at "Arnes pension" skal betales af de syge og svage unge.

Carl Chr Søndergård, Steen K Petersen, Inge Lehmann, Lise Lotte Rahbek, Steen Obel, Gert Romme, Eva Schwanenflügel, Rasmus Kristiansen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Skal den ikke betales ved, Dorte Sørensen, at folk ikke i tide og utide skal rende på jobcenter og sendes ud i gratisarbejde? Er det ikke den, der skal finansieres af, at arbejdsløse unge ikke skal møde hver fjerde uge, men hver fjerde måned?

Rasmus Kristiansen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Steffen Gliese
Håber at din udlægning er korrekt - men den svare ikke til hvad jeg har hørt. Her var fx EL meget misfornøjede med socialdemokratiets. finansieringsforslag. EL foreslog en anden finansiering ved fx formueskat og skat på aktie og andre gevinster.

Steen K Petersen, Inge Lehmann, Susanne Kaspersen, Gert Romme, Eva Schwanenflügel, Rasmus Kristiansen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Jens Voldby Crumlin

Peter Olsen har fuldstændig ret i hans analyse af Socialdemokratiets strategi og opgørelsen over hvordan der er blevet stemt omkring nedskæringer i folketinget.
Steen Gottliebs indlæg bærer præg af manglende nuancer og for hurtige konklusioner, men det ændrer ikke ved at vi er mange venstreorienterede arbejdere der er frustrerede over enhedslistens højredrejning og mangel på forankring i det vigtige arbejde uden for folketinget. Derfor er der brug for en seriøs diskussion af hvordan venstrefløjen mere effektivt skaber forudsætninger for opgøret mod neoliberalismen. Socialdemokratiet fører stadig grundlæggende en neoliberal politik trods deres retorik og branding af arbejderklassen. Der er hårdt brug for en offensiv strategi som kan bryde med mange års resignation i forhold til det politiske arbejde og genskabe håbet om at en anden verden er mulig.

Magnus Fischer, Steen K Petersen, Inge Lehmann, Egon Stich, Torben Skov, Susanne Kaspersen, Gert Romme, Karsten Nielsen, Hanne Utoft, Rasmus Kristiansen, Ebbe Overbye og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Steen Gottlieb

Hej Peter Olsen. Du tager munden lidt for fuld, når du skriver at "analysen kollapser". Jeg ved godt hvordan Socialdemokraitet stemmer og det er langt fra altid progressivt. Derfor skriver jeg også at "noget er symbolske markeringer"

Steen Gottlieb

Hej Jens Voldby Crumlin.
Mit ærinde er netop at prøve at finde "en offensiv strategi som kan bryde med mange års resignation i forhold til det politiske arbejde og genskabe håbet om at en anden verden er mulig." .
Jeg skal også love dig at jeg intresserer mig for nuancer og prøver at undgå for hurtige konklusioner.

Derfor påpeger jeg at Socialdemokraterne tilsyneladende med succes taler om arbejderklasse. Venstrefløjen bør lige notere sig dette. Mens vi (med rette) har påpeget at den neoliberale økonomiske politik fortsætter, udlændigepolitikken er yderligere "stram", klimapolitikken er for passiv . Men en nuance i dette at det hele retfæriggøres med noget der handler om "arbejderklasse".

Magnus Fischer, Steen K Petersen, Inge Lehmann, Bo Stefan Nielsen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.

"De borgerlige taler efterhånden mere om arbejderklassen end venstrefløjen."Citat Information.

Ja, de stjæler hinandens politik, fordi de tilsyneladende ikke kan finde på noget andet.

Bo Stefan Nielsen

Jeg leder efter "anbefal denne artikel"-knappen. Den er måske droppet af Information?

Den parlamentariske venstrefløjs nedtoning af begreber som klasse og klassekamp er udtryk for den højredrejning både SF og Ø er gennemgået - den såkaldte modernisering af de to partier. Først erklærede SF's fhv. formand Villy Søvndal, at SF ikke længere havde et brud med kapitalismen som sit projekt, og kaldte denne nye ideologiske linje "moderne socialisme". Siden "støvede" Enhedslistens højrefløj partiets program og sprog af og har med ideologen Pelle Dragsted taget syvmileskridt mod en ny form for reformisme, som undertiden kaldes 'demokratisk socialisme' og sågar 'nordisk socialisme', og som egentlig mere handler om at forsvare den såkaldt "demokratiske sektor", dvs. det offentlige, overfor den private sektor samt forsøge at agere venstrekorrektiv til socialdemokraterne hvad angår klima og udlændingepolitik. Der er m.a.o. ikke megen appel til klassekamp endsige opgør med hele det ulighedsskabende kapitalistiske system.

Kronikken mindede mig om denne lille bid fra Friedrich Engels' forord til genudgivelsen af Det Kommunistiske Manifest i 1890, som vel ikke er helt ved siden af som parallel til vore dages venstrefløjs krumspring for at blive pæne nok :

"Socialisme betegnede i 1847 en bourgeoisibevægelse, kommunisme en arbejderbevægelse. Socialismen var, i hvert fald på fastlandet, salonfähig, kommunismen det modsatte. Og da det allerede dengang var vor faste overbevisning, at "arbejdernes frigørelse må være arbejderklassens eget værk", så kunne vi ikke et øjeblik være i tvivl om, hvilket af de to navne vi skulle vælge. Og heller ikke senere er det nogensinde faldet os ind at opgive det."

Nuvel, jeg er ikke ude på at reklamere for de sidste mikroskopiske kommunistiske partier. Antikapitalisme uden øko- som præfiks har ingen meritter i det 21. århundrede. Men salonfähigt er det i sandhed, når dagens venstrefløj har specialiseret sig i at tale om "lige muligheder for alle", om børnefamilierne (undertiden erstattet af "danskerne"), om "velfærdsheltene" i Politiet, og når andelsbevægelsen, den offentlige sektor og Danish Crown(!) udpeges som udtryk for socialismens kim.