Kronik

Vi har brug for et opgør med den forsimplede forståelse af aktivismens rolle i samfundet

Aktivisme er ikke altid det demokratiske gode, vi går og tror. Det er på tide at se mere nuanceret og kritisk på, hvem, hvor og hvornår aktivisme anvendes som et effektivt og legitimt redskab til at skabe forandring, skriver lektor på Roskilde Universitet Silas Harrebye i dette debatindlæg
Aktivisterne, der stormede den amerikanske kongres den 6. januar 2021, var talrige, kreative og repræsentative for en stor del af den amerikanske befolkning. Men i sidste ende blev det et strategisk selvmål og en etisk uforsvarlig form for aktivisme, skriver Silas Harrebye i kronikken.

Aktivisterne, der stormede den amerikanske kongres den 6. januar 2021, var talrige, kreative og repræsentative for en stor del af den amerikanske befolkning. Men i sidste ende blev det et strategisk selvmål og en etisk uforsvarlig form for aktivisme, skriver Silas Harrebye i kronikken.

Mark Peterson

Debat
10. august 2021

I januar måned stormede en folkelig demonstration den amerikanske kongres til chok og forargelse for den globale demokratiske offentlighed.

Aktionen blev set som et angreb på en hjørnesten i det liberale demokrati. Det burde også have manet til eftertanke i de aktivistiske miljøer, hvor man har tendens til partout at se udenomsparlamentarisk deltagelse som et demokratisk gode. 

Nogle mennesker ser en sortklædt brostenskastende vred ung mand for sig, når de hører ordet aktivist. Andre ser fredelige martyrer, der ofrer sig selv i den større sags tjeneste og først får ære som fortjent, når efterhistoriens bue bøjer sig i deres sags tjeneste.

Mahatma Gandhi, Martin Luther King, Malala Yousafzai og masser af navnløse hverdagsaktivister har gjort en stor forskel, men ’aktivist’ er på mange måder også et belastet begreb, der blandt andet er associeret med asketiske livsstilsidealer, som de fleste almindelige mennesker ikke føler, de kan eller vil leve op til. Idealer, som kan begrænse mange, der ellers gerne ville engagere sig.

Ikke desto mindre er begrebet i ngo-kredse, blandt demokratikonsulenter og måske særligt på venstrefløjen knyttet til særlige såkaldt progressive demokratiske idealer og en revolutionsromantik, der sætter aktivisten på en piedestal.

God og dårlig aktivisme

Men hvornår er aktivisme god eller dårlig? Hvordan kan vi skelne? Og med afsæt i hvilke kriterier?

Vi kan overordnet skelne mellem forskellige varianter af demokratisk deltagelse, der enten strategisk eller moralsk står i kontrast til den ’gode’ aktivisme. Lad os prøve at kigge nærmere på nogle af dem:

1. Den ineffektive aktivisme

Forstået som den slags, der på trods af de gode hensigter, simpelthen ikke virker efter hensigten. Sygeplejerskernes nuværende strejke er et godt eksempel på en sådan.

Grundet timing og en række andre faktorer er strejken, der også har været tyndt spredt ud over hele landet, ikke rigtig lykkedes at skabe opmærksomhed, folkelig opbakning og indflydelse på de magthavere, der lige nu bare går og venter på, at strejkekassen er tom. De eneste, der mærker strejken lige nu, er desværre patienterne.

2. Den kontraproduktive aktivisme

Her fejler man ikke bare rent taktisk, man ender faktisk med at undergrave sin egen sag. Da den daværende institutleder på Kunstakademiet Katrine Dirckinck-Holmfeld med sine medsammensvorne smed en buste af Frederik V i Københavns Havn, lykkedes de ikke med at oversætte deres såkaldte »rematerialisering« til et sprog, vi andre kunne forstå.

Den mobiliserede også stik imod hensigten et bredt fællesskab om at sætte grænser for den nye identitetspolitiske wokebevægelse. Personligt blev Dirckinck-Holmfeld ulykkeligvis fyret fra sit arbejde, latterliggjort i offentligheden og siden marginaliseret fra selve debatten.

3. Den ikkerepræsentative aktivisme

Det har altid været den til enhver tid siddende magthavers bedste forsvar, at en given gruppe aktivister ikke repræsenterer et demokratisk flertal. I mange tilfælde er det selvfølgelig rigtigt.

Men det betyder ikke altid, at aktivisternes sag og metode er illegitim, selv om det selvfølgelig betyder, at deres stemmer har begrænset repræsentativ legitimitet. Den aktivistiske klimabevægelse Extinction Rebellion er et eksempel på en sådan aktivisme. Historisk set kan sådanne grupper dog vinde bred anerkendelse med en fortællling om, at de blot var forud for deres tid.

4. Den voldelige aktivisme

I det, der kan kaldes uncivil civil society, retfærdiggøres voldelige midler ofte i den større sags tjeneste. Under helt særlige omstændigheder vurderet ud fra kriterier, man også anvender til at vurdere, om en krig er retfærdig eller ej, legitimeres vold som nødvendig. Sådanne voldelige metoder benyttes sjældent, ligesom forskningen viser, at vold er mindre effektivt end mere fredelige og kreative midler.

Under coronakrisen er protestgruppen Men in Black et eksempel på en gruppe, der har deltaget i aktioner, der til tider har været voldstruede. For eksempel blev der til en demonstration i København brændt en dukke af vores statsminister af. 

5. Den ideologisk farlige aktivisme

Aktivistiske redskaber kan indoptages, approprieres og udnyttes af faretruende kræfter til hadsk propaganda.

Rasmus Paludans aktivisme viste sig eksempelvis uhyre effektiv. Med opsøgende gadekonfrontationer, som blev filmet og lagt på nettet, fik han opmærksomhed, provokerede til debat og blev på rekordtid opstillingsparat til folketingsvalget i 2019 med partiet Stram Kurs. Her endte han ikke langt fra spærregrænsen.

Normative vurderinger afhænger altid af det ideologiske ståsted. Alle Folketingets nuværende partier var dog enige i, at Paludan repræsenterede en ekstrem etnonationalisme. At kalde koranen »den store ludderbog«, profeten Muhammed for »pædofil terrorist« og tilfældige, uskyldige børn for »aber« og »landsforrædere« kan måske kategoriseres som ildesindet aktivisme.

Forskningens ensretning

Det er ikke kun dele af det aktivistiske miljø, der har brug for at se sig selv i spejlet. I forskningen er der også brug for et opgør med måden, man forstår og perspektiverer det aktivistiske civilsamfund.

De fleste, der som jeg selv forsker i sociale bevægelser, behandler aktivister som demokratisk progressive aktører og har en tendens til at fokusere på de positive elementer af deres praksis. Nogle få har radikaliserede grupperinger som speciale, men de er på sin vis en særegen og ikkeintegreret del af forskningsfeltet.

Da Folketinget for nylig vedtog forslag V137 om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer, skabte det debat om, hvorvidt politisk indblanding i forskning er acceptabel.

Kritikken har primært gået på, at den løftede politiske pegefinger truer forskningsfriheden, ved at politiseringen vil underminere de videnskabelige fagfællebedømmelser, der allerede sikrer metodisk og teoretisk kvalitet.

Dermed kan politikere som forslagsstillerne til V137, blandt andet Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF), siges at gøre sig skyldige i netop det, de beskylder visse forskningsmiljøer for. Men når det er sagt, er det altid relevant for forskningsmiljøer at betvivle deres egen ’ensretning’.

Det er nødvendigt at få flere, nye og kritiske stemmer i spil for at undgå ekkokammerlogikker og normative eksklusionsdynamikker og dermed udfordre etableret konsensus. Det gælder også for det forskningsfelt, jeg selv er en del af, hvor aktivisten som her beskrevet ofte behandles som en demokratisk positiv forandringsagent. For det er de langtfra altid.

Fremtidens effektive aktivisme

Det er på tide at se mere nuanceret og kritisk på, hvem, hvor, hvordan, hvorfor og hvornår aktivisme anvendes som et effektivt og legitimt udenomsparlamentarisk redskab til at skabe social forandring.

Ikke kun fordi vi skal skelne skidt fra kanel, men også fordi selvransagelsen kan være en måde for videnskaben at bedrive mere kritisk konstruktiv forskning og for aktivister at kvalificere deres praksis.

Sygeplejerskerne, klimabevægelsen og antikoloniale aktivister har brug for at slibe sløve mobiliseringsredskaber skarpe og genlæse tyndslidte paroler. Forskerne har brug for at spidse blyanten.

Aktivisterne, der stormede kongressen, var talrige, kreative og repræsentative for en stor del af den amerikanske befolkning. Men i sidste ende blev det et strategisk selvmål og en etisk uforsvarlig form for aktivisme. Også herhjemme er vi nødt til at blive skarpere på, hvornår og hvordan aktivisme er et demokratisk gode og hvorfor.

Silas Harrebye er lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

Sagen er vel, at man som aktivist bevæbner sig med et tveægget sværd: Ens modstandere kan også bruge det.

Maj-Britt Kent Hansen

Har bemærket, at nogle bruger det ret så uspecifikke "aktivist" som stillingsbetegnelse.