På vej ud ad døren ramte Joy Mogensen for en gangs skyld en kulturpolitisk fuldtræffer, da hun i sit afskedsopslag kritiserede den danske kulturkanon.
Ideen om, at noget kultur kan være iboende godt for alle danskere, er paradoksal, så hvorfor fortsætter vi med det?
Da vi i 2006 fik præsenteret vores første kulturkanon, var det med ideen om, at noget kultur var så godt, at det var »uomgængeligt« og særligt »erindringsværdigt«.
Lad mig slå fast: Statens og politikernes holdning til et bestemt stykke kultur må aldrig komme før kulturforbrugerens egen holdning. Kultur får værdi, når vores behov for at definere denne forsvinder.
Hvis man som politiker forsøger at sætte det, man definerer som god kultur, i en bestemt kasse, risikerer vi, at kulturen bliver ensformig, monoton og uinteressant.
I stedet for at lade staten bestemme, hvad der er dansk kulturarv, bør man i stedet lade det være op til den enkelte kulturforbruger.
Det smukke ved kulturarv og forståelsen er jo, at den er subjektiv og tvinger os til at udfordre vores egen forståelse af tilværelsen ved at være udfordrende, nytænkende og opsigtsvækkende.
Ikke dermed sagt, at staten skal blande sig uden om kulturpolitik generelt, fordi staten har en enormt vigtig rolle i at udbrede kultur og støtte de økonomiske og lovmæssige rammer. Staten skal bare ikke detailstyre, hvilket ellers er en styringskultur, som vi bryster os af at holde en armslængdes afstand til.
Kultur er for komplekst til, at nogle bestemte personer kan bestemme, hvad der definerer en særlig dansk kultur.
Derfor ærgrer jeg mig over, at Joy Mogensen kun ville forholde sig til kulturkanonen på vej ud ad døren, i stedet for at afskaffe den, mens hun stadig havde foden inden for døren.
Tobias Lawaetz er kultur, ret- og ligestillingsordfører i Radikal Ungdom
