Kronik

Mange flygtninge har mentale lidelser, men vi er for dårlige til at opdage dem

Flygtninges psykiske helbred er blevet underprioriteret i årtier, blandt andet fordi mentale lidelser kan være svære at identificere. Nu har vi udviklet digitale screeningsværktøjer, der kan gøre det lettere at opdage dem, der har brug for hjælp, skriver forskere ved IT-Universitetet Lars Rune Christensen, Hasib Ahsan og Jari Kickbusch i dette debatindlæg
Foreløbigt er lige over 20 procent af 3.000 flygtninge i Kutupalong-lejren i Bangladesh blevet henvist til videre udredning for mentale lidelser.

Foreløbigt er lige over 20 procent af 3.000 flygtninge i Kutupalong-lejren i Bangladesh blevet henvist til videre udredning for mentale lidelser.

Ed Jones

Debat
16. august 2021

I en af verdens største flygtningelejre Kutupalong-lejren i Bangladesh bor der mere end 600.000 mennesker, som er flygtet fra de etniske udrensninger i Myanmar. De blev fordrevet med vold og mord, og i Bangladesh lever de nu i endeløs midlertidighed i interimistiske boliger af presenninger og bambus.

I 2019 fik vi forskere fra IT-Universitetet i København og den lokale ngo Friendship et forskningsprojekt i Kutupalong-lejren finansieret af Novo Nordisk Fonden. Her kunne vi konstatere, at UNHCR og andre internationale nødhjælpsorganisationer sammen med myndighederne i Bangladesh i vid udstrækning sørgede for flygtninges fysiske fornødenheder i form af mad, ly for vejret og lægehjælp. Det var imidlertid også tydeligt, at flygtningenes mentale sundhed blev underprioriteret.

At leve i apatisk ledighed i en lejr som Kutupalong-lejren under særdeles primitive forhold med tårnhøj kriminalitet og uden udsigt til en bedre fremtid kan i sig selv fremprovokere mentale lidelser. Læg dertil, at mange flygtninge er traumatiserede efter at have oplevet for eksempel vold, voldtægt og mord i deres hjemland Myanmar, og at disse traumer ligesom mange andre former for mentale lidelser er et tabu i nogle kulturer.

Tilsammen betyder det, at flygtninges mentale lidelser ofte ikke bliver behandlet.

Både WHO og UNHCR har i de seneste år gjort opmærksomme på behovet for at behandle flygtninges mentale lidelser, for eksempel sidste år, hvor Senior Mental Health Officer i UNHCR Pieter Ventevogel betegnede flygtninges mentale tilstand som alarmerende:

»Hvis vi ikke adresserer fordrevne befolkningsgruppers trivsel på en holistisk måde, vil det have en negativ effekt på generationer fremover. Det vil både resultere i lidelse for det enkelte menneske, men det vil også give samfundsmæssige problemer,« udtalte han i en artikel på UNHCR’s hjemmeside.

Digitalt værktøj sikrer handling

Selv om prioriteringen af flygtninges mentale helbred synes at give mening både i et humanistisk og økonomisk perspektiv, så hjælper det ikke nødvendigvis det sundhedspersonale, som går rundt i Kutupalong-lejren. De kan ikke nødvendigvis se, hvilke flygtninge som har for eksempel PTSD, og flygtningene selv kan ikke forventes at have den store viden om symptomerne – og regner måske slet ikke mentale lidelser som rigtige sygdomme.

Så hvordan identificerer og behandler man flygtninges mentale lidelser i disse enorme lejre? Det satte vi forskere fra IT-Universitetet os for at finde ud af.

Resultatet blev en enkel og brugervenlig digital screeningsapplikation, som er baseret på WHO’s Self-Reporting Questionaire-20 (SRQ-20). Kort fortalt indeholder den et spørgeskema, der består af 20 spørgsmål om den adspurgtes fysiske og mentale tilstand. For eksempel bliver der spurgt, hvorvidt den adspurgte føler sig trist, om vedkommende har fysiske symptomer som for eksempel rystende hænder, og om der har været selvmordstanker. Hvis den adspurgte svarer ja til syv spørgsmål eller flere spørgsmål, bliver vedkommende henvist til en undersøgelse, som kan klargøre, hvorvidt der er tale om en mental lidelse, og om der skal henvises til videre udredning og behandling.

I skrivende stund har vi med støtte af Novo Nordisk Fonden og i samarbejde med ngo’en Friendship fået foretaget 1630 ud af 3000 planlagte screeninger af flygtninges mentale tilstand, og foreløbigt er lige over 20 procent blevet henvist til videre udredning.

At mere end en femtedel viser symptomer på mentale lidelser, indikerer et enormt behov for psykologisk bistand. Og selv om det set i humanistisk perspektiv ikke er overraskende, at så mange af flygtningene har brug for mental sundhedspleje, så kan det høje procenttal være med til at sætte fokus på, hvor stort behovet i flygtningelejre egentlig er. Og netop dét er vigtigt i forhold til ’usynlige’ lidelser, som ofte bliver underprioriteret i budgetterne til fordel for de synlige udfordringer som adgang til vand, mad og lignende.

Hvis vi fremskriver en henvisningsprocent på lidt over 20 procent i en lejr med 600.000 flygtninge, giver det potentielt over 120.000 flygtninge med svære symptomer på mentale lidelser i Kutupalong-lejren alene. Ifølge seneste tal fra UNHCR er cirka en procent af verdens befolkning tvunget på flugt. Det svarer til 79,5 millioner skæbner med et uoverskueligt behov for ressourcer til screening, udredning og behandling.

Databeskyttelse kræver ressourcer

Indsamlingen af data om flygtningenes mentale tilstand har ydermere værdi, fordi den er integreret i Kutupalong-lejrens digitale sundhedsplatform MHealth, hvilket giver forhåbninger om, at man der kan skabe et mere holistisk sundhedssystem, hvor man ikke kun behandler skadestueskader som brækkede ben, men hvor sundhedspersonalet også har reel mulighed for at følge op på behandlinger, og hvor de kan bruge de digitale data til at dokumentere behovet for medicin og behandling for omverdenen og de involverede organisationer.

Det kræver dog, at den digitale dataindsamling prioriteres, og at vi får mere viden om nogle af de risici, som også er forbundet med at indsamle data om en ekstremt sårbar gruppe mennesker.

For eksempel vil dårlig databeskyttelse potentielt kunne bruges til at lave etniske udrensninger eller til at forfølge hivsmittede, homoseksuelle eller andre sårbare grupper. Derfor er nødhjælpsteknologi ikke et forretningsområde, som bare kan opdyrkes på den vestlige kapitalismes præmisser.

Hvor de digitale screeningsværktøjer synliggør et behov for at se flygtninges overlevelse som mere end bare et spørgsmål om at sikre, at de trækker vejret, så illustrerer de også nødvendigheden af, at politikere, nødhjælpsorganisationer, virksomheder og andre interessenter investerer i troværdig viden på området.

Der bør skabes en fælles forståelse af, at ups’ere som et datalæk kan koste i tusindvis af menneskeliv. Men samtidig mener vi ikke, at sådanne risici bør blokere for vores menneskelige forpligtelse til at gøre vores bedste for at hjælpe mennesker i nød.

Meget tyder på, at vi ved at tænke i digitale løsninger kan effektivisere og målrette indsatsen for millioner af flygtninges mentale sundhed. Vi kan få mere viden om omfanget og karakteren af behovet, og dermed vil det blive lettere at sikre den nødvendige hjælp.

Lars Rune Christensen er lektor på IT-Universitetet, Hasib Ahsan har et ph.d.-stipendiat på IT-Universitetet, og Jari Kickbusch er forskningskommunikatør på IT-Universitetet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

Der lægges meget vægt på det rent tekniske i en digital platforms tekniske formåen, men jeg undrer mig over hvad man så gør ved dette?

"De kan ikke nødvendigvis se, hvilke flygtninge som har for eksempel PTSD, og flygtningene selv kan ikke forventes at have den store viden om symptomerne – og regner måske slet ikke mentale lidelser som rigtige sygdomme."

Psykiske lidelser ser ikke ens ud fra land til land, kultur til kultur. Angst er angst, PTSD er PTSD, men er man f.eks. pga. sin kulturs forventninger vant til at reagere med vrede over sin egen følelse af afmagt, angst, andre psykiske sårbarheder... hvordan vil sundhedspersonale og myndigheder så vurdere flygtningen? Som en "trussel", som en der skal mistænkeliggøres? Vil de kunne levere en korrekt diagnose, der tager højde for at psykiske sygdomme manifestere sig forskelligt i forskellige kulturer? Og vil de anbefale at flygtningens sendes til videre behandling dem som en person, det kræver ikke bare en psykolog/psykiater, men en psyk. der forstår patientens kultur og gerne også sprog (eller få tildelt en tolk med høj grad af tillid og tavshedspligt)?