Kronik

Vi fødes ikke med et kritisk klimasyn, så børnehaven må lære vores børn om bæredygtighed

En moderne pædagogisk praksis bør indeholde viden om bæredygtighed og skabe børnehavebørn med kritisk klimabevidsthed. Gennem leg skal vi sikre at nye generationer konfronteres med tidens store spørgsmål, skriver professor emeritus Stig Broström og lektor Thorleif Frøkjær i denne kronik
Børns læring om bæredygtighed skal ske gennem et aktivt hverdagsliv og meningsfulde aktiviteter med leg som omdrejningspunkt, skriver dagens kronikører. På billedet ses børn i Børneøen Bonsai, et Rudolf Steiner børnehus med vuggestue og skovbørnehave.

Børns læring om bæredygtighed skal ske gennem et aktivt hverdagsliv og meningsfulde aktiviteter med leg som omdrejningspunkt, skriver dagens kronikører. På billedet ses børn i Børneøen Bonsai, et Rudolf Steiner børnehus med vuggestue og skovbørnehave.

Thomas Lekfeldt

Debat
14. august 2021

De fleste børn i Danmark vokser op med muligheden for at være i naturen og få naturoplevelser, hvilket medfører, at de udvikler en glæde ved og nysgerrighed over for dyr, planter og naturen i det hele taget.

Men der dryppes malurt i bægeret, for de bliver hurtigt opmærksomme på de voksnes bekymring og måske angst over for klimatruslen, og de drager tidligt egne erfaringer om, hvordan klimaet påvirker naturen negativt.

Eksempelvis har de set film om udmagrede isbjørne, der på grund af manglende is ikke kan jage og opretholde livet. Børnene får tidligt blik for klimaproblemerne, der på voksensprog kan benævnes biodiversitetskrise, opvarmningskrise og afsmeltningskrise.

Men børn er generelt optimistiske og går engageret op i de bæredygtighedsaktiviteter, som pædagogerne iværksætter. Det matcher også fint med aktiviteterne i familierne, hvor affaldssortering samt fornuftig brug af vand og lys er blevet et hverdagsspørgsmål.

Inspireret af blandt andet FN’s 17 verdensmål er bæredygtighed blevet indskrevet i den styrkede pædagogiske læreplan fra 2018, hvor det hedder, at børnene skal opnå »en begyndende forståelse for betydningen af en bæredygtig udvikling«.

Pædagoger kan finde inspiration i den såkaldte Brundtland-rapport Vores fælles fremtid, der beskriver et holistisk bæredygtighedsbegreb, der inddrager både sociale, kulturelle, økonomiske og miljømæssige aspekter.

Bæredygtighed skal med andre ord ikke reduceres til et miljø- og klimaspørgsmål, men også inddrage de mange forskellige dimensioner, der er integreret i FN’s verdensmål.

Nogen vil måske her indvende, at det lyder svært og ligger ud over, hvad små børn kan fatte, ligesom det kan udarte sig til en ensidig holdningsbearbejdning, men nej, slet ikke.

Aktiviteterne sker på målgruppens niveau ud fra et børneperspektiv, og med friskolepioneren Christen Kolds ord skal man »ikke påtrykke barnet noget bestemt, ikke meddele kundskaber, for hvad der er klinet på, det regner af«.

Derfor skal børnenes læring om bæredygtighed ske gennem et aktivt hverdagsliv og meningsfulde aktiviteter med leg som omdrejningspunkt. 

Børnenes beslutninger

I forbindelse med det sociale og kulturelle område er det afgørende, at pædagogerne retter børnenes opmærksomhed mod de kulturelle forskelle i verden og ikke mindst de ulige forhold, børn og voksne lever under andre steder i verden. 

Her gælder det både om at gribe situationen og om at tilrettelægge situationer, hvor børnene oplever en følelse af at handle solidarisk over for andre.

En godt eksempel er en case, hvor børn, forældre og pædagoger i fællesskab indsamlede tøj og sko til en større gruppe flygtninge, som var blevet indkvarteret på byens nedlagte hospital.

Børn og pædagoger besøgte flygtningene, hvor de afleverede det indsamlede tøj, og børnehavebørnene legede med en gruppe flygtningebørn, og efter besøget talte børnene om, at flygtningebørnene slet ikke havde noget legetøj. »Jeg har masser af legetøj,« sagde en dreng, og andre børn fulgte trop.

Det førte til en børnebeslutning om at indsamle noget af deres overskydende legetøj, som de den efterfølgende dag afleverede hos deres nye venner.

Når vi taler om det økonomiske område, er genbrug og genanvendelse et oplagt tema for dagtilbuddet, hvor pædagoer og børn i fællesskab udvikler kreative måder at genanvende brugte og udslidte genstande og materialer på.

Aktuelt er der tale om materialer som glas, plastik og tøj, der kan omdannes og genopstå i en ny form. Fra et børneperspektiv kan det konkretiseres ved udflugter til genbrugspladsen samt oprettelse af en byttecentral i institutionen, hvor børn og forældre afleverer og afhenter især tøj, legetøj og bøger.

Bæredygtighed i forhold til naturen, miljø og klima er prioriteret som flere institutioners indsatsområde, hvor fokus er at bidrage til, at børnene udvikler respekt for miljøet og naturens kredsløb, ressourcer og så videre.

Pædagogisk set begynder det med gode naturoplevelser for, at børnene udvikler en kærlighed til naturen, der kan føre til projekter om truede dyr som tigeren på Sumatra, Borneos orangutang og den grønlandske isbjørn.

Et kritisk klimasyn

Vi skal dog huske, at et kritisk klimasyn ikke vokser af sig selv. Indsigt i og bevidsthed om naturens kredsløb, økologisk balance og forståelse for forurening og rovdrift på naturens ressourcer kræver en bevidst iværksættelse af utallige klima- og miljøinitiaver.

Mange børnehaver er begyndt med affaldsindsamling og nedbrydningseksperimenter, og nogle børnehaver holder samlinger med børnene, hvor de taler om, hvor lang tid det tager for naturen at nedbryde forskellige typer af affald.

Et hold pædagogers tilgang i sidstnævnte eksempel er forbilledligt ved, at de fortalte, gav eksempler og søgte at illustrere nedbrydningen gennem et eksperiment. De placerede et akvarium med jord i bunden og fyldte kaffegrums, sølvpapir, æbleskrog og andet affald, hvilket gjorde børnene interesserede i nedbrydningsprocessen.

En tid efter forsøget kom Emils mor og fortalte, at Emil har forlangt ikke mere at have sølvpapir i sin madpakke med argumentet, at »det ødelægger naturen«.

I en anden institution var en gruppe børn i forlængelse af et projekt blevet opmærksomme på problemet med plastikaffald. De havde indsamlet affald ved stranden og var forarget over alt det plastik, der flød i vandkanten. Det førte til et besøg på Den Blå Planet, hvor udstillingen Et hav af plastik gav dem et nyt perspektiv på den stigende plastikforurening i verdenshavene.

Børnene blev både overraskede og chokerede over, hvor meget affald der er i havet. Især de plancher, der viste, at der i Stillehavet er affaldsøer på størrelse med Frankrig, gjorde et stort indtryk og gav børnene øget forståelse af problemet. 

I forlængelse af besøget opstod mange samtaler både internt mellem børnene og med de voksne, hvor der var fokus på de grufulde historier om, »at skibene smider deres affald i havet, og fiskene og fuglene kan dø af det«. Det førte til en række børneudtalelser, som flere tilsluttede sig, for eksempel: »Fiskerne og de store skibe skulle lade være med at smide affald i havet«. 

Sanselighed er vigtigt

Selv om disse forløb var præget af sanselighed og konkrete illustrationer, er der alligevel risiko for, at det verbale sprog kommer til at dominere og dermed bringe pædagogikken i en skoleagtig retning.

Derfor opfordrer vi til, som vi også beskriver i vores bog, at knytte leg og bæredygtighed sammen. Eksempelvis var en gruppe børn på udflugt til Helsingør, hvor de beundrede en skulptur, der var bygget af affaldsmateriale af plastik fra Øresunds strande, og som var stor nok til, at tre børn kunne sidde inden i den.

Oplevelsen af plastikmonteret inspirerede børnene til en leg, hvor de forestillede sig at sejle rundt inde i kæmpefisken, der kunne æde plastikøerne i Stillehavet, og på den måde løste de gennem leg på innovativ vis problemet med plastikforurening.

En pædagogik for bæredygtighed balancerer mellem håbløshed og håb, mellem angst og optimisme, hvor der samtidig ikke gives nogen færdige opskrifter. Praksis må udspringe af de enkelte børnegruppers livssituation og i samarbejde med modige og fremsynede pædagoger med fokus på de kulturelle grænser mellem hverdagens overforbrug og et miljøaftryk i harmoni med naturen.

Stig Broström er professor emeritus ved Aarhus Universitet og Thorleif Frøkjær er lektor ved Københavns Professionshøjskole.

Artiklen bygger på skribenternes nye bog ’Pædagogik for bæredygtighed og science i dagtilbud’, der netop er udkommet på Samfundslitteratur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Spændende tanker, som jeg som pensioneret pædagog kan glæde mig over..
Brostrøm stod engang for den struturede pædagogik, men ingen tvivl , uanset jeg vatr mere til Sigsgaard., så han altid været for det vigtige i livet.
men min pointe her er så at forældre og personale ikke kun fortæller det "rigtige" men at de også i det daglige liv lever op til det de siger.

Carsten Munk, Dorte Sørensen og Leanette Nathalia Chresta Jensen anbefalede denne kommentar

Hovedårsagen til at børnene skal konfronteres med klimabevidsthed er at de nødvendige omstillinger af forbrug, mobilitet, produktions- og leveformer lægges i hænderne på dem. De voksne er jo i afmagt, mens de ævler løs og håber sig lysegrønne.

Rasmus Kristiansen, Sabine Behrmann, Morten Balling, Torben Arendal, Carsten Munk, Viggo Okholm og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hvad med at politikkerne undervises i et kritisk klimasyn, så de kan tage de rigtige og hurtige beslutninger. Er det ikke det største problem i dag at mange af politikkerne er gode til at fortælle, at Danmark er et foregangsland i dit og dat og samtidig sakker længere ned at "rangstigen".

Rasmus Kristiansen, Dorte Johannsen, erik pedersen, Carsten Munk og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Dorte Sørensen

Det er i høj grad politikerne som skal sætte rammerne op, men det er dybest set befolkningen som skal handle.

De sidste uger har jeg regnet på, hvad hulen vi danskere bruger de enorme mængder energi på. Det er relativt nemt at søge sig frem til hvordan vi "producerer" energien vi "bruger", men det er tilsvarende svært at finde ud af hvor vi bruger energien.

Når man stiller regnestykket op, så står f.eks. "industrien" for en væsentlig del af vores energiforbrug, men når man så ser på hvad "industrien" er, så inkluderer det bla. kraftværkerne og fødevareproduktionen, begge dele noget den enkelte forbruger aftager produktionen fra.

Vi bruger energi på mad, transport, opvarmning af boliger, osv. Sagt på en anden måde: Hvis vi mener noget med bæredygtigheden og klimaet, så skal vi alle bruge mindre, og det er der dybest set ikke ret mange som er indstillet på. Det gør hele problematikken til noget af et tabu.

Her er det værd at erindre at en politiker som vader alt for meget rundt i tabuerne har svært ved at blive genvalgt, og hvis der er noget politikere er bekymrede om, så er det mere genvalg end bæredygtighed. Alligevel skyder vi skylden for den manglende handling på dem.

Dét et giga paradoks. Specielt fordi Danmark ikke har et "grønt" parti man kan stemme på til næste valg.

Rasmus Kristiansen, Jacob Nielsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Morten Balling - Vi er ikke uenige om - "Det er i høj grad politikerne som skal sætte rammerne op, men det er dybest set befolkningen som skal handle." -
Men når politikkerne er bagstræberiske og kommer med forklaringer om, at der skal gøres noget - det må bare ikke koste noget . Så er det da i mine øjne politikerne , der trænger mest til at få undervisning i et kritisk klimasyn.

PS:. der er nu flere, der i mange år har levet "bæredygtigt" -fx spist økologisk , brugt cyklen , ikke fløjet osv....... Desværre er den levevis af mange betragtet som fanatisk og helt til grin.

@ Morten Balling o. a.

Danmarks 'grønneste' parti er på vej!

nytmomentum.dk

Morten Balling

@Kim Vildnis

"Vi udspringer af arven fra Alternativet..."

"Momentum er med andre ord et centrumvenstre-parti, der går ind for et reguleret, frit marked, der giver individer og virksomheder mulighed for at udfolde sig under fællesskabets rammer."

Det er desværre ikke nok. De blå partier er fokuseret på vækst, og det er oplagt ikke bæredygtigt. De røde partier er fokuseret på omfordeling af vores ressourcer, men det vil dybest set ikke ændre ret meget, og kan meget vel blot resultere i endnu mere forbrug.

Et grønt parti skal være et parti som forstår at uden reel økologisk bæredygtighed, så er alt det andet ligemeget på "længere" sigt. Længere er i denne sammenhæng få årtier. Det havde Alternativet tydeligvis ikke forstået en brik af.

Mennesker bilder sig ind at penge løser alt. Penge er blot krav på ressourcer. Omfordeling løser intet i sig selv, selvom det skaber mere "retfærdighed".

Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg skulle høre mig selv sige det, men demokratiet er ikke stærkt eller velfungerende nok til at løse de problemer vi står midt i. Det er en paradoksalt skræmmende tanke.