Kronik

Vi fotograferer den gravide krop og viser den frem, men efterfødselskroppen vil ingen se

Det er svært at finde plads til den sårbare tilstand, det er at være ny mor. Det føles, som om man ikke har andre muligheder end at gå igennem sine kropslige udfordringer så diskret som muligt og siden vende tilbage, som om intet var sket, skriver digter Mirian Due i denne kronik
»Men jeg oplevede også, at jeg manglede ord for mine følelser, for mine erfaringer, for kroppens forandringer og for mine egne behov og længsler,« skriver Mirian Due.

»Men jeg oplevede også, at jeg manglede ord for mine følelser, for mine erfaringer, for kroppens forandringer og for mine egne behov og længsler,« skriver Mirian Due.

Magnus Hove Johansson

Debat
13. august 2021

Efter fødslen af mit andet barn kunne jeg mærke, hvordan mine ribben gabede. De var blevet presset udad i graviditetens sidste måneder. Til den tilkøbte efterfødselstræning blev jeg opfordret til at lave øvelser, hvor jeg skulle ligge på ryggen og trykke mine ribben ned mod rygsøjlen og på den måde samle kroppen. Jeg husker følelsen af at kunne presse mine fingre ned mellem de delte mavemuskler.

Efterfødselskroppen er åben, mærkeligt blød og såret. Nogle gange begynder det allerede i graviditeten med gener, andre gange står det i stærk kontrast til den spændte, gravide krop. I modsætning til den gravide krop er efterfødselskroppen sjældent fotograferet og vist frem.

Da jeg efter fødslen af mit første barn så mig selv i spejlet på barselshotellets toilet i hospitalets grove, hvide bomuldstøj, følte jeg, at jeg var vågnet op i en parallelverden på bagsiden af virkeligheden. En verden, som ingen før havde fortalt mig om, men som jeg nu vidste, at jeg delte med alle, som også havde født. Intuitivt forstod jeg også, at dette var noget, der var svært at tale om.

Barnet havde forladt min krop, men jeg var ikke blevet mig selv som før. Jeg var trådt ind i min efterfødselskrop som ny mor, og i modsætning til graviditeten og selve fødslen havde jeg ingen eller kun ringe viden om, hvad det ville sige.

Sanserne står åbne

At blive mor var så gennemgribende en omvæltning i mit liv, at jeg som ny mor for fem år siden sad tilbage med en følelse af at have mistet sproget. I første omgang fordi jeg oplevede, at jeg på grund af søvnmangel ikke kunne læse, selv om jeg stirrede på ordene.

Men jeg oplevede også, at jeg manglede ord for mine følelser, for mine erfaringer, for kroppens forandringer og for mine egne behov og længsler. At det sprog, der var til rådighed, to do-listens, sundhedspjecernes og babyudstyrets, var utilstrækkeligt, hvis ikke direkte stressende.

Samtidig stod mine sanser vidtåbne for at kunne registrere barnets bevægelser og lyde. Er det barnets gråd? Trækker det vejret? Alle rum blev afkodet. Er her for varmt, for koldt, for larmende, for forurenet? Barndomsminder og erindringer af den gode og dårlige slags kurede gennem mig sammen med tanker om døden. Ligesom kroppen var forslået og skubbet af led, gabede mit sind.

Tiden til at hele og tage mig af kroppen og sindet var ikke til stede. Det altopslugende arbejde, der knap nok efterlader tid til at sørge for sig selv, var allerede i gang med amning, bleskift, trøst, soverytmer. Et arbejde, jeg ikke kendte til, men som jeg måtte udføre med det samme.

Under natteamningerne kunne jeg google med den frie hånd: ’svøbe’, ’gråd’, ’mælkeerstatning’, ’påklædning af baby’, ’feber hos barn to måneder’, ’smerter i underlivet hvor længe’.

Den sårbarhed, som nu betingede mig både psykisk og fysisk, var angstprovokerende. Flere gange kom jeg i tvivl, om der var plads i samfundet til at være så sårbar, til at falde ud på den måde. Jeg kan huske at stå som gravid og indse, at jeg ikke kunne gå hurtigt nok til at nå over vejen, mens der var grønt. Hvordan busdørene lukkede sammen om barnevognen med mit sovende barn i.

Ambitioner, sociale relationer og pleje af mig selv begyndte at glide af hænde – jeg fik hverken børstet tænder, vasket hår eller spist. Samfundets idealer om produktivitet, struktur og tempo kom uden for rækkevidde.

Jeg måtte i stedet varetage et omsorgsarbejde, jeg havde hørt omtalt som noget uinteressant, og som var præget af at være cyklisk, langsommeligt, stillesiddende (eller måske mere liggende i en T-shirt med mælkeskjolder på) og ikke mindst usynligt.

Jeg følte, jeg var blevet sat i en robåd uden årer og skubbet fra land, væk fra fællesskabet og væk fra den, jeg også selv ønskede at være.

Det var, som om at det ene valg, jeg havde, var at varetage alle disse opgaver og gå igennem disse kropslige udfordringer så diskret som muligt, så jeg siden kunne vende tilbage, som om intet var sket.

Men femten måneder efter jeg havde fået mit første barn, kunne jeg konstatere, at jeg havde det dårligt. Jeg havde svært ved at sige hvorfor, det, jeg tydeligst kunne sige, var, at jeg havde brug for støtte.

Mere plads til sårbarheden

I Dea Trier Mørchs linoleumstryk af fødsel og liv med små børn er der stor ømhed samtidig med en udramatisk fremvisning af det fysiske og psykiske arbejde, det er at blive mor. Et af fødselsbillederne viser et sammenpresset babyhoved, der tages fat i af jordemorens handskehænder.

Et tryk viser en tyk navlestreng, der snor sig, sammen med væskerne, der flyder. Et billede viser den lettede mor med barnet lige efter fødslen. De viser den store omsorg og kærlighed, der kan være til stede mellem mor og barn, uden at romantisere, uden at gå uden om de voldsomme omstændigheder og uden at lave skrækscenarier.

Jeg ville ønske, der altid var et sådant blik til rådighed hos en ny mor. Det ville kræve, at efterfødselsperioden blev tildelt langt større værdi og opmærksomhed. At der var dybdegående, gratis vejledning i graviditet, fødsel og omsorgsarbejde, så forældre ikke skulle stå alene og uudrustede med deres nyfødte.

At der var et bredt forankret netværk til at støtte nye mødre og forældre. Nogen til at yde praktisk hjælp og spørge, hvordan vi har det. At der var tid til at hele.

Jeg ville ønske, der var mere sprog til at beskrive disse følelser og erfaringer. At dette erfaringsområde blev opfattet som vigtigt at kende til og var en del af samtalen om menneskelige grundvilkår.

Jeg ville ønske, at det var jordemoderen fra fødslen, mit primære vidne, som besøgte mig igen et par dage efter fødslen, i stedet for at jeg skulle møde endnu en ny fagperson. Så kunne jeg have talt med hende om, hvad der skete. Nu ved jeg ikke engang, hvad hun hed.

Det er godt og håbefuldt at se, hvordan en del er i gang med at ændre sig. Jordemødrene og sygeplejerskerne råber op om bedre løn og normering, om at omsorgsarbejde værdsættes. De mange forældre deler deres viden og erfaringer på sociale medier og opretter samtalefora.

Fotografer og kunstnere skildrer efterfødselskroppen, så jeg forstår, at kroppen med den bulende mave under det forvaskede bomuld var virkelig.

På samme måde med de bøger, der i disse år skrives om at være mor, og som hiver ord som mælkenedløb, presseveer, lineallinjer, kejsersnit og arp ind i det litterære sprog. Og der skal mange flere udgivelser til. Så mange, at bøger, der beskriver graviditet, fødsel og barnepleje ikke behøver blive kaldt morlitteratur henvendt til forældre, men bare kan være litteratur til læsere.

Jeg ville ønske, at der var plads til sårbarhed. At det ikke var ilde set at tabe tråden og miste sproget og kroppens tidligere form. Jeg ønsker plads til at være til stede i de cykliske forandringer, der som tidevandet trækkes ind og ud af et liv.

Mirian Due er digter.

Serie

Moderskab under opbrud

I over 100 år har kvinder vundet markante fremskridt i rettigheder og ligestilling. Men har moderrollen fulgt med? Hvilke forældede forventninger og fortællinger har vi om moderskabet, og hvilken rolle spiller biologien i forsøget på at skabe ligestilling i forældreskabet? Det undersøger vi i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Selv om en nybagt mor i 2021 har slyngevugge, er hun stadig i omstillingskrise

    4. oktober 2021
    Overgangen til forældreskabet flytter så mange brikker rundt i både krop og sind, at det betegnes som en omstillingskrise. Det er fællesskabets opgave at rumme de nye forældres oplevelser og imødekomme deres behov. Ikke at moralisere over for dem, skriver psykolog Amalie Vatne Brean i dette debatindlæg
  • Fødslen af min søn satte mig fri

    23. september 2021
    Der er meget fokus på, hvor hårdt det er at være mor. Men jeg har ikke lyst til at blive gjort til offer for en hård fødsel, manglende nattesøvn, opmærksomhedskrævende småbørn eller manglende karrieremuligheder. Kan vi ikke droppe brokkeriet, spørger Sigrid Groth Nielsen i denne kronik
  • Da jeg havde født, føltes mine kønsdele vanvittigt usexede. Det bør være et samfundsanliggende

    11. september 2021
    Gener og kosmetiske tab på kønsorganerne er udbredte efter fødsler. Alligevel bliver de ofte affejet som naturlige og ligegyldige af læger. Men det skader sexlysten og respekterer ikke fødselsarbejdet som arbejde. Derfor bør det være et samfundsanliggende, skriver mor til fire Ina Lykke Schmidt i denne kronik
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Slotsted

Jeg gider ikke specielt høre digtere tale om fødsel. Det malende selvmedlidende sprog får jeg kvalme af. Dermed ikke sagt, at det ikke kan være forbundet med alverdens komplikationer at føde, selvfølgelig kan det være det.

Men digterens smerte bliver alt for ofte til fornemme, ligegyldige ord. Smerten glemmes, når man fortaber sig i sætninger, der starter med smerten men ender et sted hinsides virkeligheden, fortabt i gode intentioner, druknet i selvmedlidenhed og forstilt poesi.

Maiken Guttorm

Der er intet selvmedlidende i fremstillingen. Den svarer fuldstændig til min oplevelse af at blive mor for første gang. Pludselig stod jeg med en krop, som ingen havde fortalt mig om. Ikke et eneste ord var der blevet sagt til jordemoderkonsultationer, fødselsforberedelse, gravid-yoga eller af min egen mor eller andre mødre, om den krop og de kropsafledte reaktioner (som at stå med vidtåbne sanser 24/7, som kronikken forklarer) du står med efter en fødsel.
Hvorfor mon det hos nogle skaber så stærke reaktioner, at der bliver talt og skrevet om det?! Det er da vanvittigt ikke at være forberedt på en så stor forvandling af kroppen, når nu selve graviditeten og fødslen tales så meget om, netop for at forberede og berolige.

Signe Schiødt, Estermarie Mandelquist, Mette Conradsen, Dorte Nielsen, Frida Dorph-petersen, Karen Grue, Josephine Kaldan, Jens Ole Mortensen, Eva Schwanenflügel, Anna Rønne, Eric Philipp, David Zennaro, Rikke Nielsen og Jesper Andersson anbefalede denne kommentar
Michael Slotsted

@Maiken Guttorm, hvorfor ikke tage det at blive mor som en fantastisk rutsjebanetur?

Tænk, hvis man vidste alt på fødegangen. Tænk, hvis man bare var en fødemaskine, der vidste, præcis hvad der skulle ske. Tænk, hvis jordemoderen havde ført dig gennem din fødsel, så intet andet end det, du forestillede dig på forhånd, var sket.

Så havde der ikke været litteratur. Så havde vi aldrig følt smerte. Så ville vi alle gå vores gang på jorden velforberedt.

Rikke Nielsen

Derudover tror jeg, der er et kulturelt behov for at morkroppen skjules, da den ikke passer ind i sex-objektificeringen af kvindekroppen. Tænk engang, at i visse mandekredse har det kvindelige kønsorgan forskellige navne alt efter om det er et før-fødsel organ og et efterfødsel organ. Det må man til gengæld godt snakke om... hm, hm...

Estermarie Mandelquist, Karen Grue, Josephine Kaldan, Sabine Behrmann, Ruth Sørensen, Jesper Andersson , Eva Schwanenflügel og Anna Rønne anbefalede denne kommentar
Maiken Guttorm

@Michael Slotsted
Du antager meget om andre - både skribenten, men åbenbart også om mig - det er nærmest som at se sig selv endimensionelt krystalliseret gennem dine øjne, hvor en fantastisk rutsjebanetur ikke kan følges af andre dimensioner af tilværelsen på samme tid. Oplevelser som skribenten og jeg, formodentlig, deler i vid udstrækning, men fordi du ikke deler dem, skal vi kategoriseres som utaknemmelige og selvmedlidende. Din reaktion bekræfter mig kun i, at det er tiltrængt ikke bare at klappe i. Har du tænkt over, at det at stifte familie er gledet væk fra tidligere tiders mandsopdækning og praktiske oplæring i det nye livs begyndelse, så vi faktisk er nødt til at gøre tingene anderledes, herunder oplyse på en ny måde? Som jeg skrev, har heller ikke min egen mor tænkt over at give den slags oplysninger videre. Om det skyldes forglemmelse, eller at man tidligere bare skulle bide det i sig i stiltiende smerte og frustration, ved jeg ikke. Måske er det en blanding. Uanset får dine forsøg på at udskamme for dig ukendte følelser ikke lov til at stå uimodsagt hen. Jeg mangler virkelig dit motiv for at blande dig i denne debat.

Estermarie Mandelquist, Viggo Okholm, Karen Grue, Helle Lodberg Christensen, Josephine Kaldan, Sabine Behrmann, Ruth Sørensen, Jens Ole Mortensen, Rikke Nielsen, Eva Schwanenflügel, Anna Rønne og Eric Philipp anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Jeg blev arbejdsløs og så syg og nu skal jeg 13 i praktik, hvor, igen idé, han ringer!

Jep, den sårbare tid for kvinden, og vel for hele familien, vil jeg gerne læse og lære om. Helst i romanform!