Georg Metz: Afstumpethed bliver en livsform, når man definerer fædrelandskærlighed som udelukkelse af andre

Den tyske billedhugger Gunter Demnig har siden 1992 rejst rundt i Europa og lagt snublesten for at få folk til at standse op og blive opmærksomme på historien. Snublestenene minder os om massedrab og forliste menneskerettigheder og advarer mod dem, der i nidkær kamp for kun de betryggedes ret til riget vender ryggen til uretten og lader målet hellige alle midler
Den tyske billedhugger Gunter Demnig har siden 1992 rejst rundt i Europa og lagt snublesten for at få folk til at standse op og blive opmærksomme på historien. I dag findes godt 75.000 snublesten i 26 lande ud for de hjem, hvorfra jøder under Anden Verdenskrig blev hentet og bragt til koncentrationslejre.

Den tyske billedhugger Gunter Demnig har siden 1992 rejst rundt i Europa og lagt snublesten for at få folk til at standse op og blive opmærksomme på historien. I dag findes godt 75.000 snublesten i 26 lande ud for de hjem, hvorfra jøder under Anden Verdenskrig blev hentet og bragt til koncentrationslejre.

Ritzau Scanpix

Debat
13. august 2021

Søndag den 8. august samledes en lille skare af morgenduelige ud for Hjallesevej 98 i Odense for at bivåne nedsættelsen af den første snublesten i provinsen.

Stenene, de efterhånden velkendte små beskrevne messingplader i plan med fortovet, blev skabt i 1990’erne af den tyske billedhugger Gunter Demnig og er kendt af alle Tysklands- især Berlin-rejsende.

Men også af københavnere – disse små plader monteret solidt på brosten fældet ned i gaden med navn eller navne på de jøder og andre i det nazistiske voldsregime, der blev bortført fra deres hjem fra den pågældende adresse for aldrig at vende tilbage fra Auschwitz, Sobibor, Dachau, Belsen ...

Fordelt på 26 lande er der nedsat godt 75.000 sten, der repræsenterer endnu flere ofre, eftersom nogle af mindesmærkerne, som antydet, bærer vidnesbyrd om myrdede par eller hele familier.

Snublestenene kom her til landet takket være Snublestensgruppen i Danmark og initiativtageren, forfatteren cand.mag. Henriette Harris’ målrettede indsats.

Nu ligger stenene, hvor disse begivenheder udspillede sig, og får måske én og anden til at standse op og reflektere over civilisationens tynde fernis samt de tunge skæbner, stenenes nøgterne navne og datoer bevidner.

Tiden går sin gang

Den sten, der blev indviet i Odense, beretter om et medlem af denne skribents familie: Axel Mogens Metz, der i 1944 døde af sult og udmattelse i koncentrationslejren Theresienstadt, hvortil tilfangetagne danske jøder blev ført.

Biler og cykler kører forbi, tiden går sin gang. Axel Metz blev i oktober 1943 afbrudt i sin hverdag som ung virkeduelig mand og familiefar; forestillede sig vel, at integrationen af jøderne i det danske samfund, efter hans slægt havde boet i landet i tre hundrede år, betød, at de kunne ånde frit.

Han troede som så mange, at vanviddet havde sine grænser, og at menneskene i sidste ende bliver klogere. Det, ved vi, er tvivlsomme antagelser.

Odense Kommunes politikere for Socialdemokratiet og Venstres vedkommende har haft svært ved at se formålet med stenene. S og V’s repræsentanter i byrådet var ængstelige for, at stenene kunne skabe utryghed eller ligefrem virke oprivende på de mennesker, der nu bor på de pågældende adresser, hvor stenene skal ligge.

To kommunale toppolitikere i de respektive store partier mente, at man kun kunne give tilladelse til stenene med forbehold, blandt andet at nye beboere eller ejere måtte kunne forlange stenene fjernet. Og hvad nu, hvis sådan en sten blev gravet op og stjålet, hvem skulle så betale?

Mindet om de ubegravede

Dertil kom det nænsomste af alle forbeholdene: Tænk den dag om 10, 20 eller 30 år, hvor der måske ville flytte jøder ind i disse ejendomme, så ville det måske virke forstyrrende eller sårende med en sådan sten så snublende nær i det daglige.

Andre i byrådet, ikke mindst Enhedslistens mand, slog imidlertid i bordet, og De Konservative besindede sig, indrømmede fadæsen: overhovedet at tøve og tage forbehold over det værk, der mere end noget andet, dertil stilfærdigt men insisterende, frembærer mindet om de ubegravede døde i påmindelse om artens dybeste fornedrelse. S og V bøjede sig til sidst.

Foruden Henriette Harris, der blandt andet oplæste en hilsen fra Axel Metz’ søn, den aldrende dansk-amerikaner Steen Metz, der med sin mor kom hjem fra Theresienstadt i 1945 med De Hvide Busser, talte tidligere overrabbiner Bent Lexner om ofrene:

Selvsagt de bortførte og myrdede, men tillige næste generation og for så vidt næste igen; efterkommerne, der fik denne dystre side af tilværelsen ind med modermælken og ikke kunne, eller kan frigøre sig fra tanken – hos nogen visheden – om menneskenes evige universelle ondskab samt godhed, tolerance, overbærenhed og venlighed snarere som undtagelsen.

Politisk hukommelsestab

De to partiers repræsentanters første, langvarige reaktion på snublestenene taler deres eget bizarre sprog om hukommelsessvigtet i danske politiske miljøer. Følelserne for den menneskelige lidelse afvises som føleri og forbeholdes den nære næste, som denne verdens Søren Krarupper og Morten Messerschmidter i himlens navn har doceret, og som unægtelig fik tag i hypernationale gemytter.

Denne forkvakling af Luthers lære legitimerer behændigt den rå ligegyldighed over for nødstedte og fremmede. Princippet: Amerika først har sine proselytter i den gågade, hvor egoismen bor.

Snublestenene minder om massedrab og forliste menneskerettigheder – også om kynisme og ligegyldighed med andres liv og velfærd – og advarer mod den, der i nidkær kamp for kun de betryggedes ret til riget vender ryggen til uretten og lader målet hellige alle midler.

Afstumpetheden bliver en livsform, når man i årtier definerer fædrelandskærlighed som udelukkelse af andre og som fratagelse af nødstedte personers selv minimalt rimelige livsudsigter. S og V står tæt sammen med K, DF og Nye Borgerlige, de er efterhånden ikke til at skelne fra hinanden i kampen mod konventioner og statsgaranterede menneskerettigheder.

Her fralægges selv det mest snublende nære ansvar for andre i snæversynets bekvemmelighed.

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Endnu en gang tak til Metz, for at minde os om, at "forgangne umenneskeligheder" ikke er det samme som forgangne attituder.

Marianne Pedersen, Erik Karlsen, Lisbet Møller, Poul Genefke-Thye, jens raahauge, Christian Mondrup, Gitte Loeyche og erik pedersen anbefalede denne kommentar

Der er ikke noget forgangent her. Jeg rødmer dagligt over, hvordan politikerne vrider og snor sig for at slippe for at hjælpe afghanere, der har hjulpet det danske militær. Nu har nogle få af dem fået en lille snas. 2 år. For så er Taleban jo nok over alle bjerge. Du godeste. Så meget fantasiløshed burde udløse invalidepension.

Marianne Pedersen, Marie E. Rasmussen, Erik Karlsen, Lisbet Møller, Poul Genefke-Thye, Solveig Neubert, Henning Haugaard, jens raahauge, Christian Mondrup, Eric Philipp, Gitte Loeyche, Svend-Erik Runberg, erik pedersen, Pietro Cini og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak til Metz for den fortælling.
Ja så V og S mener meget kan være utrygheds skabende - sten, tiggeri, for mange med ikke vestlig baggrund i et boligområde, osv........

Erik Karlsen, Henning Haugaard, Carsten Munk, Gitte Loeyche, Dorte Schmidt-Nielsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
erik pedersen

Man burde måske overveje snublesten i lufthavnen. Så de glade turister bliver mindet om de umenneskelige tvangsdeportationer der foregår derfra .

Mvh Hanne Pedersen

Marianne Pedersen, Maia Aarskov, jens raahauge og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar
Gitte Loeyche

Tak!

Dorte Schmidt-Nielsen

Tak til Georg Metz for et godt debatindlæg "Det snublende nære" - tak for perspektivet om "det snublende nære" og "snæversynets bekvemmelighed" i nationalismens (og himlens) navn.
Netversionen af "Det snublende nære" er forsynet med et foto af kunstneren bag snublesten, Gunter Demnig, der lægger en snublesten. Billedteksten fortæller bl.a. at
"I dag findes godt 75.000 snublesten i 26 lande ud for de hjem, hvorfra jøder under Anden Verdenskrig blev hentet og bragt til koncentrationslejre."
Snublesten lægges for ofre for nazisternes forbrydelser: jøder, romaer, sintier, psykisk og fysisk syge, kommunister, socialdemokrater - modstandsfolk, såkaldt "asociale", clearing-myrdede m.fl. ... både myrdede/omkomne og overlevende ofre.

De ti snublesten som vi lagde i Odense i søndags, var for Axel M. Metz som var jøde, for kommunister og andre modstandsfolk, politifolk og clearing-myrdede Odense-borgere. Deres biografi kan ses på
www.snublestenfyn.dk
mvh dorte schmidt-nielsen, Snublesten Fyn

Marianne Pedersen, Erik Karlsen, Maj-Britt Kent Hansen, Poul Genefke-Thye, Solveig Neubert, jens raahauge og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Lisbet Møller

Jeg ville ønske, at det kun var hukommelsen der krympet. For mig ser det desværre ud til, at der sker et moralsk, kulturelt skred, hvor stigende velstand følges af faldende omsorg for næsten.

Marianne Pedersen, Marie E. Rasmussen og Maia Aarskov anbefalede denne kommentar