Georg Metz: Afstumpethed bliver en livsform, når man definerer fædrelandskærlighed som udelukkelse af andre

Søndag den 8. august samledes en lille skare af morgenduelige ud for Hjallesevej 98 i Odense for at bivåne nedsættelsen af den første snublesten i provinsen.

Stenene, de efterhånden velkendte små beskrevne messingplader i plan med fortovet, blev skabt i 1990’erne af den tyske billedhugger Gunter Demnig og er kendt af alle Tysklands- især Berlin-rejsende.

Men også af københavnere – disse små plader monteret solidt på brosten fældet ned i gaden med navn eller navne på de jøder og andre i det nazistiske voldsregime, der blev bortført fra deres hjem fra den pågældende adresse for aldrig at vende tilbage fra Auschwitz, Sobibor, Dachau, Belsen ...

Fordelt på 26 lande er der nedsat godt 75.000 sten, der repræsenterer endnu flere ofre, eftersom nogle af mindesmærkerne, som antydet, bærer vidnesbyrd om myrdede par eller hele familier.

Snublestenene kom her til landet takket være Snublestensgruppen i Danmark og initiativtageren, forfatteren cand.mag. Henriette Harris’ målrettede indsats.

Nu ligger stenene, hvor disse begivenheder udspillede sig, og får måske én og anden til at standse op og reflektere over civilisationens tynde fernis samt de tunge skæbner, stenenes nøgterne navne og datoer bevidner.

Tiden går sin gang

Den sten, der blev indviet i Odense, beretter om et medlem af denne skribents familie: Axel Mogens Metz, der i 1944 døde af sult og udmattelse i koncentrationslejren Theresienstadt, hvortil tilfangetagne danske jøder blev ført.

Biler og cykler kører forbi, tiden går sin gang. Axel Metz blev i oktober 1943 afbrudt i sin hverdag som ung virkeduelig mand og familiefar; forestillede sig vel, at integrationen af jøderne i det danske samfund, efter hans slægt havde boet i landet i tre hundrede år, betød, at de kunne ånde frit.

Han troede som så mange, at vanviddet havde sine grænser, og at menneskene i sidste ende bliver klogere. Det, ved vi, er tvivlsomme antagelser.

Odense Kommunes politikere for Socialdemokratiet og Venstres vedkommende har haft svært ved at se formålet med stenene. S og V’s repræsentanter i byrådet var ængstelige for, at stenene kunne skabe utryghed eller ligefrem virke oprivende på de mennesker, der nu bor på de pågældende adresser, hvor stenene skal ligge.

To kommunale toppolitikere i de respektive store partier mente, at man kun kunne give tilladelse til stenene med forbehold, blandt andet at nye beboere eller ejere måtte kunne forlange stenene fjernet. Og hvad nu, hvis sådan en sten blev gravet op og stjålet, hvem skulle så betale?

Mindet om de ubegravede

Dertil kom det nænsomste af alle forbeholdene: Tænk den dag om 10, 20 eller 30 år, hvor der måske ville flytte jøder ind i disse ejendomme, så ville det måske virke forstyrrende eller sårende med en sådan sten så snublende nær i det daglige.

Andre i byrådet, ikke mindst Enhedslistens mand, slog imidlertid i bordet, og De Konservative besindede sig, indrømmede fadæsen: overhovedet at tøve og tage forbehold over det værk, der mere end noget andet, dertil stilfærdigt men insisterende, frembærer mindet om de ubegravede døde i påmindelse om artens dybeste fornedrelse. S og V bøjede sig til sidst.

Foruden Henriette Harris, der blandt andet oplæste en hilsen fra Axel Metz’ søn, den aldrende dansk-amerikaner Steen Metz, der med sin mor kom hjem fra Theresienstadt i 1945 med De Hvide Busser, talte tidligere overrabbiner Bent Lexner om ofrene:

Selvsagt de bortførte og myrdede, men tillige næste generation og for så vidt næste igen; efterkommerne, der fik denne dystre side af tilværelsen ind med modermælken og ikke kunne, eller kan frigøre sig fra tanken – hos nogen visheden – om menneskenes evige universelle ondskab samt godhed, tolerance, overbærenhed og venlighed snarere som undtagelsen.

Politisk hukommelsestab

De to partiers repræsentanters første, langvarige reaktion på snublestenene taler deres eget bizarre sprog om hukommelsessvigtet i danske politiske miljøer. Følelserne for den menneskelige lidelse afvises som føleri og forbeholdes den nære næste, som denne verdens Søren Krarupper og Morten Messerschmidter i himlens navn har doceret, og som unægtelig fik tag i hypernationale gemytter.

Denne forkvakling af Luthers lære legitimerer behændigt den rå ligegyldighed over for nødstedte og fremmede. Princippet: Amerika først har sine proselytter i den gågade, hvor egoismen bor.

Snublestenene minder om massedrab og forliste menneskerettigheder – også om kynisme og ligegyldighed med andres liv og velfærd – og advarer mod den, der i nidkær kamp for kun de betryggedes ret til riget vender ryggen til uretten og lader målet hellige alle midler.

Afstumpetheden bliver en livsform, når man i årtier definerer fædrelandskærlighed som udelukkelse af andre og som fratagelse af nødstedte personers selv minimalt rimelige livsudsigter. S og V står tæt sammen med K, DF og Nye Borgerlige, de er efterhånden ikke til at skelne fra hinanden i kampen mod konventioner og statsgaranterede menneskerettigheder.

Her fralægges selv det mest snublende nære ansvar for andre i snæversynets bekvemmelighed.