Søndag den 8. august samledes en lille skare af morgenduelige ud for Hjallesevej 98 i Odense for at bivåne nedsættelsen af den første snublesten i provinsen.
Stenene, de efterhånden velkendte små beskrevne messingplader i plan med fortovet, blev skabt i 1990’erne af den tyske billedhugger Gunter Demnig og er kendt af alle Tysklands- især Berlin-rejsende.
Men også af københavnere – disse små plader monteret solidt på brosten fældet ned i gaden med navn eller navne på de jøder og andre i det nazistiske voldsregime, der blev bortført fra deres hjem fra den pågældende adresse for aldrig at vende tilbage fra Auschwitz, Sobibor, Dachau, Belsen ...
Fordelt på 26 lande er der nedsat godt 75.000 sten, der repræsenterer endnu flere ofre, eftersom nogle af mindesmærkerne, som antydet, bærer vidnesbyrd om myrdede par eller hele familier.
Snublestenene kom her til landet takket være Snublestensgruppen i Danmark og initiativtageren, forfatteren cand.mag. Henriette Harris’ målrettede indsats.
Nu ligger stenene, hvor disse begivenheder udspillede sig, og får måske én og anden til at standse op og reflektere over civilisationens tynde fernis samt de tunge skæbner, stenenes nøgterne navne og datoer bevidner.
Tiden går sin gang
Den sten, der blev indviet i Odense, beretter om et medlem af denne skribents familie: Axel Mogens Metz, der i 1944 døde af sult og udmattelse i koncentrationslejren Theresienstadt, hvortil tilfangetagne danske jøder blev ført.
Biler og cykler kører forbi, tiden går sin gang. Axel Metz blev i oktober 1943 afbrudt i sin hverdag som ung virkeduelig mand og familiefar; forestillede sig vel, at integrationen af jøderne i det danske samfund, efter hans slægt havde boet i landet i tre hundrede år, betød, at de kunne ånde frit.
Han troede som så mange, at vanviddet havde sine grænser, og at menneskene i sidste ende bliver klogere. Det, ved vi, er tvivlsomme antagelser.
Odense Kommunes politikere for Socialdemokratiet og Venstres vedkommende har haft svært ved at se formålet med stenene. S og V’s repræsentanter i byrådet var ængstelige for, at stenene kunne skabe utryghed eller ligefrem virke oprivende på de mennesker, der nu bor på de pågældende adresser, hvor stenene skal ligge.
To kommunale toppolitikere i de respektive store partier mente, at man kun kunne give tilladelse til stenene med forbehold, blandt andet at nye beboere eller ejere måtte kunne forlange stenene fjernet. Og hvad nu, hvis sådan en sten blev gravet op og stjålet, hvem skulle så betale?
Mindet om de ubegravede
Dertil kom det nænsomste af alle forbeholdene: Tænk den dag om 10, 20 eller 30 år, hvor der måske ville flytte jøder ind i disse ejendomme, så ville det måske virke forstyrrende eller sårende med en sådan sten så snublende nær i det daglige.
Andre i byrådet, ikke mindst Enhedslistens mand, slog imidlertid i bordet, og De Konservative besindede sig, indrømmede fadæsen: overhovedet at tøve og tage forbehold over det værk, der mere end noget andet, dertil stilfærdigt men insisterende, frembærer mindet om de ubegravede døde i påmindelse om artens dybeste fornedrelse. S og V bøjede sig til sidst.
Foruden Henriette Harris, der blandt andet oplæste en hilsen fra Axel Metz’ søn, den aldrende dansk-amerikaner Steen Metz, der med sin mor kom hjem fra Theresienstadt i 1945 med De Hvide Busser, talte tidligere overrabbiner Bent Lexner om ofrene:
Selvsagt de bortførte og myrdede, men tillige næste generation og for så vidt næste igen; efterkommerne, der fik denne dystre side af tilværelsen ind med modermælken og ikke kunne, eller kan frigøre sig fra tanken – hos nogen visheden – om menneskenes evige universelle ondskab samt godhed, tolerance, overbærenhed og venlighed snarere som undtagelsen.
Politisk hukommelsestab
De to partiers repræsentanters første, langvarige reaktion på snublestenene taler deres eget bizarre sprog om hukommelsessvigtet i danske politiske miljøer. Følelserne for den menneskelige lidelse afvises som føleri og forbeholdes den nære næste, som denne verdens Søren Krarupper og Morten Messerschmidter i himlens navn har doceret, og som unægtelig fik tag i hypernationale gemytter.
Denne forkvakling af Luthers lære legitimerer behændigt den rå ligegyldighed over for nødstedte og fremmede. Princippet: Amerika først har sine proselytter i den gågade, hvor egoismen bor.
Snublestenene minder om massedrab og forliste menneskerettigheder – også om kynisme og ligegyldighed med andres liv og velfærd – og advarer mod den, der i nidkær kamp for kun de betryggedes ret til riget vender ryggen til uretten og lader målet hellige alle midler.
Afstumpetheden bliver en livsform, når man i årtier definerer fædrelandskærlighed som udelukkelse af andre og som fratagelse af nødstedte personers selv minimalt rimelige livsudsigter. S og V står tæt sammen med K, DF og Nye Borgerlige, de er efterhånden ikke til at skelne fra hinanden i kampen mod konventioner og statsgaranterede menneskerettigheder.
Her fralægges selv det mest snublende nære ansvar for andre i snæversynets bekvemmelighed.
Intermetzo
Den ugentlige klumme af Georg Metz
Seneste artikler
Georg Metz: Den ubevidste foragt for tre ud af fire … eller var det én ud af ti … eller?
3. februar 2023DR fanger næppe interessen hos de tre fjerdedele af kunderne, der ikke gider tænde for DR, ved at satse på den laveste fællesnævnerGeorg Metz: Folkekirken er i sit væsen meningsløs
27. januar 2023Når folkekirken mener noget uden meningGeorg Metz: Trusler virker ikke på forkvaklede typer som Putin, men er blot afsæt for mere aggression
20. januar 2023Krigens maskiner er ikke som forsvarsministerens fotografi på væggen det rette sprog i langsigtede bestræbelser på politiske løsninger, men forestiller snarere oprustningens magtesløshed
Endnu en gang tak til Metz, for at minde os om, at "forgangne umenneskeligheder" ikke er det samme som forgangne attituder.
Der er ikke noget forgangent her. Jeg rødmer dagligt over, hvordan politikerne vrider og snor sig for at slippe for at hjælpe afghanere, der har hjulpet det danske militær. Nu har nogle få af dem fået en lille snas. 2 år. For så er Taleban jo nok over alle bjerge. Du godeste. Så meget fantasiløshed burde udløse invalidepension.
Tak til Metz for den fortælling.
Ja så V og S mener meget kan være utrygheds skabende - sten, tiggeri, for mange med ikke vestlig baggrund i et boligområde, osv........
Man burde måske overveje snublesten i lufthavnen. Så de glade turister bliver mindet om de umenneskelige tvangsdeportationer der foregår derfra .
Mvh Hanne Pedersen
Tak!
Tak til Georg Metz for et godt debatindlæg "Det snublende nære" - tak for perspektivet om "det snublende nære" og "snæversynets bekvemmelighed" i nationalismens (og himlens) navn.
Netversionen af "Det snublende nære" er forsynet med et foto af kunstneren bag snublesten, Gunter Demnig, der lægger en snublesten. Billedteksten fortæller bl.a. at
"I dag findes godt 75.000 snublesten i 26 lande ud for de hjem, hvorfra jøder under Anden Verdenskrig blev hentet og bragt til koncentrationslejre."
Snublesten lægges for ofre for nazisternes forbrydelser: jøder, romaer, sintier, psykisk og fysisk syge, kommunister, socialdemokrater - modstandsfolk, såkaldt "asociale", clearing-myrdede m.fl. ... både myrdede/omkomne og overlevende ofre.
De ti snublesten som vi lagde i Odense i søndags, var for Axel M. Metz som var jøde, for kommunister og andre modstandsfolk, politifolk og clearing-myrdede Odense-borgere. Deres biografi kan ses på
www.snublestenfyn.dk
mvh dorte schmidt-nielsen, Snublesten Fyn
Jeg ville ønske, at det kun var hukommelsen der krympet. For mig ser det desværre ud til, at der sker et moralsk, kulturelt skred, hvor stigende velstand følges af faldende omsorg for næsten.