Georg Metz: Dannebrog kan periodisk godt vige pladsen for regnbueflaget, uden at nogen tager skade

Lektor Marianne Stidsen, medlem af Det Danske Akademi – om institutionen tages alvorligt – kaldte i en kronik i Politiken regnbueflaget for et ekstremistisk symbol: Flaget er en politisk tilkendegivelse af de farlige, der tager os alle – normale – som gidsler i en magtfordrejende demagogisk sag.

Regnbueflaget er stærkt politisk i modsætning til Dannebrog, der ikke er politisk: Det mente sammendragningsvis Marianne Stidsen i en tekst, hvis stil og syntaks næppe bibringer hende Holberg-medaljen.

I disse dage hvor Taleban ruller mørket ud over Kabul med egne symboler til erstatning for de hidtidige, forekommer Stidsens forargelse på normaliteten, nationen og menneskehedens vegne henrivende.

Bannere, våbenskjold, emblemer og flag repræsenterer velsagtens et ståsted takket være symboler, som ihændehaveren vil gøre meget for at få andre til at opfatte som hævet over dagens snævre interesser og politiske meninger.

En broderet klud uden værdi

Flaget Dannebrog opfattes ifølge nationalkonservativ tradition som helligt og ukrænkeligt og må ikke hænge ude i mørke; flaget må ej heller berøre jorden ved op- og nedhejsning og skal foldes pænt efter anvisning.

For en mere nøgtern betragtning er flaget, uanset hengivenhed og andre følelser en broderet klud uden anden værdi end kostprisen, samt hvad flaghejserne lægger i symbolet.

Marianne Stidsen citerer lettere omtåget historikeren Christian Bjerg for, at Dannebrog intet har at gøre med politik eller ideologi, men har været anvendt i over 700 år (!) og derfor (derfor?) ikke kan være politisk endsige repræsentere ekstremistisk ideologi. Altså i Stidsens kunstige modsætning: set i forhold til de seksuelle minoriteters efterhånden velkendte symbol: den grafiske regnbue.

At regnbueflaget er en politisk markør, er hævet over diskussion. Regnbuen billedliggør politisk de seksuelle orienteringer af enhver tænkelig art (næsten) og signalerer ved udbredelsen af farverne global mangfoldighed. Regnbuen er en heraldisk kode.

Akkurat som vildmændene i det danske kongevåben, der trods de øverste rangklassers normale kyskhed i mandsdragten, beretter bøger om magtens maskuline nøgne råhed. Det hvide kors på Dannebrogs røde dug fortæller, at her råder den kristne Gud, til blodet flyder.

Når folk gør sig den ulejlighed at dekorere et stykke vævet dug, betyder det noget ud over dekorationens æstetik og må naturligvis tolkes i en politisk sammenhæng: Ellers er det helt til grin.

Dannebrogs renæssance

Dannebrog opnåede efter 1849 foruden status af statsflag også rolle som folkeflag. Utænkeligt før kongestat og enevældes afskaffelse tog borger og bønder flaget til sig på stang, hængte det konsekvent på juletræet, siden sat på pinde i fødselsdagslagkagen. En vittig sjæl plantede det en dag i en hundelort og udstillede kunstværket.

Når folk modtages i Kastrup og Billund, står danskerne nu som før parate og vifter med flaget: Hjemme bedst skønt de rejsende bare har været på Lanzarote.

At Dannebrog ikke skulle kunne stå for ekstremisme, som Marianne Stidsen hævder, dementeredes unægteligt af besættelsestidens Frikorps Danmark og uden sammenligning Dansk Folkepartis brug og misbrug af det fælles symbol. Dét i den grad, at folk der ikke bryder sig om Pia Kjærsgaard og tager afstand fra hendes nu svindende flok, længe har undladt selv at vise flaget og i stedet anbragt små bamser eller kun lys i lagkagen.

Når DF snart er historie, kan Dannebrog få sin renæssance, hvor fribårne folk atter beser det med glæde.

Det tydelige dannebrogsmærke i Søren Pape Poulsens revers vil miste sin sikkert ubevidste tvetydighed: fedter han for DF’s sidste vælgere, eller tvivler han så meget på sin danskhed? Hvorfor har den relativt frisindede partileder ikke i stedet regnbuemærket kronisk i knaphullet? Han, der gammelkonservativt set sensationelt lever sammen med mandfolket. Det er da noget.

Flaget har i tidens løb inspireret lyrisk. Axel Juel og Rybergs: Der er ingenting, der maner, overgås kun i rædsomhed af Poul Sørensens og Reesens flagsang fra 1940: Et flag er smukkest i modvind. Førstelinjen uddybes med endnu en uvidenskabelig påstand, at flaget rådner i godtvejr.

Et bøjet søm at trutte i

Mennesker lever med symboler. Folk, der før har eksisteret på andres vilkår, samles nu i et andet symbol: Gilbert Bakers regnbue som tegn på menneskelig samhørighed. Ingen ejer regnbuen, den kommer og går, dens latente overordnede nærvær benægtes kun af snæversynet.

I den nationalromantiske forestilling er der intet over og ved siden af nationalflaget. Men det kan periodisk godt vige pladsen, uden at nogen tager skade. Når regnbueflaget således på trods af vredladenheden går til tops over Christiansborg eller Slagelses Rådhus, bevidner farverne en anden og mere rummelig fællesskabsfølelse – mellem dem og med dem, der indtil for forholdsvis nylig levede i det skjulte som tilsidesatte og foragtede.

Den tanke kan man lune sig ved, mens vandene stiger og alverdens Marianne Stidsener får et bøjet søm at trutte i.