Kommentar

Højrefløjens kritik af »identitetspolitisk forskning« er ensporet og intellektuelt doven

Vi mangler en oplyst debat om, hvordan forskning forvaltes, for der er problemer – bare ikke med aktivistisk eller pseudovidenskabelig forskning, som højrefløjen ihærdigt vil bilde os ind, skriver studerende Mikkel-Theis Paulsen i dette debatindlæg
Forskere i køn, race og identitet føler, at de må udøve selvcensur. Baggrunden er, at den socialdemokratiske forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen, i en dialog med Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt er begyndt at kritisere bestemte akademiske forskningsfelter og kalder dem »uvidenskabelige«.

Forskere i køn, race og identitet føler, at de må udøve selvcensur. Baggrunden er, at den socialdemokratiske forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen, i en dialog med Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt er begyndt at kritisere bestemte akademiske forskningsfelter og kalder dem »uvidenskabelige«.

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Debat
18. august 2021

Den græske filosof Heraklit skal have sagt, at man ikke kan bade i den samme flod to gange. Den påstand har formanden for Konservative Studerende, Christian Vigilius, ikke desto mindre modbevist med sin kronik bragt i Information den 3. august. Her tærsker han langhalm på forårets debat om ’politiseret’ forskning på de danske universiteter.

Som bekendt kulminerede den kritik af socialvidenskab og humaniora, som oprindeligt blev rejst af Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, med Folketingets vedtagelse af lovforslag V137 om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer.

Folketingsdebatten og især den forudgående diskussion i dagspressen og på sociale medier medførte en heftig kritik fra en lang række forskere, der så affæren som et angreb på forskningsfriheden og armslængdeprincippet.

Tre dårlige eksempler

Forskernes reaktion beskrives af Vigilius som »hysterisk«, »hyklerisk« og sågar et bevis på, at »der er noget om snakken« – for der er angiveligt masser af eksempler på aktivistisk forskning.

Vigilius mønstrer herefter hele tre konkrete eksempler, som i øvrigt har det til fælles, at de alle allerede er fremhævet af ungdomspolitikerens tilsyneladende politiske idoler, Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt.

Vigilius’ første (og eneste danske eksempel) er artiklen Hvid mælk, som blev publiceret i 2016. I Vigilius’ udlægning argumenterer artiklens forfatter for, at »mælk definerer ’danskhed’ og ’hvidhed’, og at laktosetolerans kommer til at kendetegne den ’normaliserede’, hvide krop, som ekskluderer og stigmatiserer ’ikkehvide’«. 

Men havde han faktisk læst artiklen eller blot dens abstract, ville han vide, at skribenten analyserer et nummer af foreningen Adoption & Samfunds medlemsblad og derfor har fokus på den tekstuelle fremstilling af laktoseintolerans.

Dertil kan man tilføje, at artiklens forfatter på udgivelsestidspunktet var kandidatstuderende og derfor næppe repræsentant for en generel tendens inden for forskningsfeltet.

Vigilius’ næste eksempel er Peter Boghossian og James Lindsays fupartikel The Conceptual Penis as a Social Construct fra 2017, der blev fagfællebedømt og udgivet i tidsskriftet Cogent Social Sciences. Eksemplet er ikke ligefrem et novum, men tilsyneladende en favorit blandt kritikere af ‘identitetspolitisk’ forskning.

Hvad Vigilius glemmer at oplyse – enten af uvidenhed eller dovenskab – er, at artiklen først blev afvist som det rene nonsens af kønsforskningstidsskriftet Norma, som forfatterne oprindeligt havde udset sig som mål for deres narrestreg. Tidsskriftet, som altså endte med at trykke d’herrers artikel, benytter sig desuden af den udskældte pay to publish-model, hvor forskere mod betaling kan få publiceret stort set hvad som helst.

Langt større problemer

På den måde afslører Vigilius, formentlig utilsigtet, et langt mere alvorligt problem i akademia, som ikke kun rammer human- og socialvidenskaberne, men også naturvidenskabelig forskning. Vigilius skriver selv, at »en kritisk tilgang og vedblivende forsøg på at modbevise forskellige udsagns sandhedsværdi er forudsætningen for god videnskab«, men ungdomspolitikeren ville tilsyneladende have godt af at genopfriske det akademiske håndværk – både af hensyn til sin uddannelse og sin videre troværdighed som samfundsdebattør. Enhver førsteårsstuderende på universitetet lærer at faktatjekke sine kilder og redegøre for dem på en lødig og saglig facon.

Denne grundlæggende videnskabelige dyd svigter Vigilius med sin kronik, og det er måske egentlig ikke så overraskende. Den danske højrefløj befinder sig tilsyneladende i en åndelig og ideologisk krise, der er så dyb, at de må importere amerikanske kulturkampe for at simulere politisk relevans.

Og det er i grunden tragisk, for vi mangler i den grad en reel og oplyst debat om, hvordan vi forvalter forskningen her til lands. Oksekødskandalen på Aarhus Universitet, Bæredygtigt Landbrugs injuriesag mod en professor, hvis forskning de var uenige med, og Forskerforums afdækning af de hyppige trusler og hadbeskeder mod forskere, der deltager i den offentlige debat, kan her tjene som eksempel på nogle af de udfordringer, vi står over for.

Hvad Vigilius’ kronik i sidste ende afslører er således ikke, at de danske universiteter er fedtet ind i en sump af pseudovidenskabelighed og aktivisme, men nærmere, at det borgerlige Danmark tilsyneladende har erklæret sig selv intellektuelt fallit. Som så mange andre, der er blevet redet af den identitetspolitiske mare, fremstår Vigilius’ kritik i sidste ende som det, den selv påstår at ville bekæmpe: ensporet og intellektuelt doven.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

Hvem er det lige præcis, der må “importere amerikanske kulturkampe for at simulere politisk relevans”?

Steffen Gliese

Fremragende indlæg. Det er bizart, at videnskaben dyrkes som en afgud, der dogmatisk skal overholde bud, der vist mest stammer fra Karl Popper, der om nogen ville have korset sig over 'æren'.
Og som jo i øvrigt har givet den såkaldte cancel kultur det analytiske blå stempel med 'tolerancens paradoks'.