Forestil dig, at minoriteters rettigheder var lidt som Olympiske Lege. At det var et kapløb, hvor det handlede om at komme først, spidde modstanderen som i en brydekamp og sørge for at ens eget hold scorede de bedste mål. Forestil dig, at når én gruppe opnår bedre vilkår og rettigheder, så er der en anden, der taber noget og får frataget rettigheder. At der simpelthen er vindere og tabere i kampen for bedre rettigheder.
Det er selvfølgelig ikke sådan, det fungerer, men ikke desto mindre er det ofte en opfattelse, man bliver mødt med, når nogle minoriteters manglende rettigheder eller vilkår bliver fremhævet. Folk spørger, hvorfor heteroseksuelle ikke har en pride-parade, eller de frygter, at det nu er kvindernes tur til at tryne mænd gennem #MeToo.
Men den seneste klagesang, jeg er stødt på, kommer så at sige fra egne rækker – og ikke fra heteroseksuelle, der er trætte af priden. I LGBT+-miljøet er jeg mere end én gang stødt på udtalelser om, at det ikke længere skulle være undertrykkende at være ciskønnet, hvid og homoseksuel, og at ciskønnede homoseksuelle mænd ligefrem skulle være en privilegeret fjende internt i LGBT+-miljøet.
Ja, kampen for rettigheder er ikke et nul-sums-spil. Det at en gruppe får flere rettigheder, tager ikke rettighederne fra andre. Men alligevel kan man en gang imellem godt være træt af, at hvide cisbøsser ikke kan se deres privilegier og insisterer på at fylde det hele. Blandt transkønnede har vi problemet med transkvinder, som tror, de kan repræsentere transmænd uden problemer og på tilsvarende måde holder transmænd nede. Jeg har i virkelig mange år kæmpet for at lesbiske skulle få en plads i LGBT-Danmark, men det har været forgæves i mange år. Bøsser har ikke haft noget imod at give plads til lesbiske, hvis bare de ville være det på bøssernes præmisser. Og det vil de selvfølgelig ikke. Så hvis vi skal have en slagkraftig fælles bevægelse, kræver det, at de herskende grupper indser, at de skal give plads. Så kan man tale om ægte solidaritet.