Kronik

Husk, at det er relationerne, og ikke velfærdsstaten, der får verden til at fungere

Vi skal gentænke velfærden og huske på betydningen af relationer. Med et kig til Norge og England bør vi lade os inspirere af nyskabende, frivillige initiativer, der ikke overlader den sociale indsats til staten, men tager teten i egen hånd, skriver socialrådgiver Lone Møller i denne kronik
Frivillige fra organisationen Cykel uden alder, der er ude at køre med ældre fra plejecentret Solgården i Virum.

Frivillige fra organisationen Cykel uden alder, der er ude at køre med ældre fra plejecentret Solgården i Virum.

Janus Engel/Ritzau Scanpix

Debat
18. august 2021

Forestil dig din alderdom, hvor du er blevet mere medtaget, end du havde troet. Dog ikke mere, end at du fortsat satser på, at den skattebetalte velfærd kompenserer og vedholder troen på, at det bliver ikke så ringe endda.

Forestil dig, at du sidder der med robotstøvsugeren snurrende om benene, kommunemaden i mikroovnen og et talende krus, der med jævne mellemrum siger: ’Farmor, husk nu at drikke.’

Og fordi du for nylig sagde til de flinke mennesker i hjemmeplejen, at du var begyndt at føle dig lidt ensom, har du fået en blød babysæl på skødet, som blinker med øjnene og ser ud, som om den kan lide dig. Familien bor langt væk, og det eneste besøg, du har haft længe, er hjemmeplejen.

Var det det, du drømte om, da du gik på pension efter et travlt, arbejdsomt eller ligefrem muntert arbejdsliv? Næppe.

Men det fungerer jo, og hvad er der egentlig at klage over? Maden bliver leveret, vasketøj og rengøring fungerer. Men hvad med tryghed og trivsel? Altså det man kalder liv og hverdag.

Hvad forventer vi af samfundet, når det kniber? Vi må spørge os selv, om velfærden er det samme for os, der bruger den, som for dem, der skaber den, hvad end det er kommunale praktikere, politikere og planlæggere.

Jeg har i min egenskab af menneske, ven, barnebarn, svigerdatter og datter fulgt en del triste gamle liv til dørs. De blev passet, bevares, men var det en værdig slutning? Næh, egentlig ikke.

Som socialrådgiver har jeg desuden gennem 50 år bidraget til et samfund, som på mange måder har udviklet sig imponerende. Men de oprindelige hensigter og værdier skal være dybt forankret, hvis vi skal sikre, at de ikke bliver kastet over bord i den stormende samfundsudvikling, vi ser i disse år. 

Sundhedsvæsenet laver medicinske og kirurgiske mirakler, den teknologiske udvikling breder sig, og allerede i dag er kunstig intelligens og robotter en del af den såkaldte velfærdsudøvelse.

’Selvfærd’ og det gode liv

Jeg bliver stadig mere i tvivl, om velfærdsstaten sikrer det gode liv, og om den overhovedet kan komme til det.

Jeg sætter spørgsmålstegn ved, om begrebet velfærd har overlevet sig selv, så vi slet og ret bare skal tale om offentlig myndighed, service og ydelser. Ord, som allerede er i lovgivningen og i det daglige sociale fagsprog.

Hvis begrebet velfærdsstat er ved at blive fortyndet, er der grund til at fokusere på velfærdssamfundets nødvendighed, altså alt det, som du og jeg selv kan bidrage med. Det kalder jeg selvfærd.

Borgerinddragelse, lokalsamfundsengagement, aktivisme og frivillighed har vundet frem i politik og praksis, og det er sket både af nød og af lyst. Borgernes behov og forventninger til velfærdsydelserne er steget i takt med en aldrende befolkning, nye sygdomsformers udbredelse og ikke mindst medicinsk udvikling. Det er fantastisk, at vi i dag kan så meget, men staten kan ikke længere stå for det hele.

Jeg ser, at mange mennesker er blevet både sultne efter og modne til at rejse sig op og bidrage. Vi begynder så småt at påtage os ansvaret for os selv og hinanden.

Når et menneske rejser sig op og vender sig ud mod fællesskabet i samfundet, skabes der social energi, bæredygtighed og sammenhængskraft, og det er der brug for, i takt med at statens penge og ydelser smøres ud over befolkningen i et stadigt tyndere lag.

De livsvigtige relationer

Når jeg ser tilbage på 50 år som socialrådgiver, synes jeg i dystre stunder, at det ikke har stået mål med indsatsen. Kloge fagfolk har arbejdet hårdt, og utrolig mange penge er brugt.

Selv de frivillige organisationer, som forebygger, hjælper og udvikler, har efterhånden påtaget sig så mange opgaver, at nogle er begyndt at ligne det offentlige system med ventelister og professionalisering. Men ensomheden hærger fortsat. Angst og andre psykiske sygdomme plager. Misbrug, stress, hjemløshed og børn, der ikke trives, har vi stadig ikke fået skik på.

Vi strømliner, lovgiver og indfører New Public Management. Så hvad er det, der går galt? Et samfund helt uden sociale problemer er naturligvis utopi, men vi kan gøre det bedre end nu. Vi bliver nødt til at spørge os selv, om vi gør det forkerte, eller om vi ikke gør nok af det rigtige.

Jeg mener, at vi har glemt noget så banalt som relationer. Det er relationer, der får samfundet til at virke.

Der findes enkle måder at løse betydelige, vilde og ikke mindst dyre, sociale og sundhedsmæssige problemer på, og det handler i høj grad om relationer, lokalsamfund og borgerinvolvering.

Relationernes effekt og betydning er blandt andet blevet stadfæstet med den engelske sociolog Hilary Cottams epokegørende resultater fra det engelske sundhedssystem.

Gentænkning af velfærden

Der er behov for at inspirere til nye tanker om, hvem der skaber det gode liv, og ikke mindst hvordan. Der er behov for at gentænke velfærden.

Vi skal ud i lokalsamfundene for at arbejde med de store samfundsproblemer som ældreomsorg, børn og unges opvækstvilkår, kriminalitetsforebyggelse, psykiatri, integration.

Vi skal tage hånd om alt det, der gør, at mennesker mistrives, og gribe fat om roden til problemerne i stedet for at overlade det til staten.

Vi skal løse problemerne dér, hvor de mennesker, der har brug for hjælpen, er, og ikke på kontorer og i offentlige bygninger. Og vi skal gerne løse dem sammen med naboer, familie og venner. Og ja, det er bøvlet rent fagligt, men det virker og er vitaminrigt.

Den norske sociolog Gidske Holck har arbejdet med principper og strategier for områdeforvaltning. I sin forskningsfunderede bog Levende lokalsamfund beskriver hun en række praksiseksempler, herunder historien om Tor og Gunhild:

Tor på ti år har læsevanskeligheder og begynder at skabe problemer i skolen, driller kammeraterne og pjækker. Skolen øjner muligheden for, at Tor ved at læse avisen højt for den 80-årige svagtseende Gunhild kan træne sine læsefærdigheder. Gunhild bliver Tors bedste lærer, da hun ikke skal rette ham, men vise sin glæde over Tors indsats, imens både skolen og moren støtter ham undervejs.

Ud over at styrke sin læsning og sit selvværd får han den ekstra gave at være velorienteret om samfundsforhold og kan bringe synspunkter og diskussion ind i klassen.

Med samme enkle praksis organiserede man, at yngre mennesker med psykiske begrænsninger om vinteren fik til opgave at feje sne, strø salt og grus på fortovet hos gamle og syge, som ikke selv magtede det.

Bredt set illustrerer bogen blandt andet, hvordan de traditionelle forvaltningsmetoder skjuler de lettilgængelige ressourcer, der er i lokalsamfundene.

Lokal social indsats 

I den engelske by Frome er man i gang med at organisere, hvordan borgere selv kan hjælpe hinanden på tværs af udfordringer i byen.

Kort fortalt blev projektet til på initiativ af praktiserende læger, der i stigende grad oplevede patienter med problemer af social karakter, og som ikke kunne afhjælpes medicinsk. Ved en interessant og ret vild politisk proces over nogle år blev det besluttet at involvere borgerne i at hjælpe hinanden uden om sundhedssystemet.

I Frome kommer folk på kursus, der er specielt designet efter, hvor den enkelte er i sit liv, og kurserne gør folk i alle aldre og samfundslag i stand til at gøre hverdagen for kronisk syge, gamle og ensomme lettere, tryggere og gladere. Det er krævende, men ikke umuligt.

Når vi praktiserer selvfærd og tager hånd om hinanden, skal det ikke forstås, som at enhver er sin egen lykkes smed. Tværtimod er vi hinandens lykkesmede og står dermed stærkere både som individer og som samfund.

Samfundet er større end staten, så i sidste ende er det os, der bliver nødt til at hjælpe den.

Lone Møller er socialrådgiver

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Svend-Erik Runberg

Tak for et smukt og tankevækkende indlæg!

Lise Lotte Rahbek

Jeg kan godt blive en lille smule skeptisk overfor, HVEM der så har beslutningshjemmel til at bestemme, hvad andre har brug for,
uanset at det foregår i frivilligt og samfundsvenligt regi.