Kronik

Et jerntæppe har sænket sig mellem generationerne: Det hedder internettet

Unge internetbrugere er digitalt indfødte: Det resulterer i sociale koder og en kommunikativ adfærd, der kan være så afvigende fra ældre generationers, at det skaber voksende, hvis ikke uoverstigelige forståelseskløfter, skriver studerende Nina Pratt i denne kronik
»Generationskløften i dag er større, end den var i 60’erne. Unge har kendskab til et virtuelt univers og en kommunikationsform, vi andre slet ikke forstår. Unge er vokset op på internettet og har et helt andet forhold til identitet, og de er ekstremt bevidste om, hvordan de fremstår over for andre.«

»Generationskløften i dag er større, end den var i 60’erne. Unge har kendskab til et virtuelt univers og en kommunikationsform, vi andre slet ikke forstår. Unge er vokset op på internettet og har et helt andet forhold til identitet, og de er ekstremt bevidste om, hvordan de fremstår over for andre.«

Mia Mottelson

Debat
19. august 2021

Etikette er en sær, men vigtig social konstruktion: et adfærdsregelsæt af ord og gestis, som indeholder alt fra ordet ’tak’ til ikke at slippe en vind i metroen. Gør du brug af disse regler, viser du din omverden, at du er et ordentligt menneske.

Vi foretrækker de gode manerer – de signalerer dannelse og intelligens. Hvorfor pokker skulle Julia Roberts ellers lære at skelne fiskekniven fra kødkniven i filmen Pretty Woman?

De fleste er nogenlunde enige om, hvad der udgør social etikette. Gode manerer kommer man for det meste langt med overalt. Dog har internettet nedbrudt nogle af de efterhånden lidt bedagede praksisser. Såsom at skrive takke- eller postkort.

Faktisk er vi nu så digitaliserede, at dét at se nogens håndskrift (og underskrift!) er blevet så privat og sjældent, at det næsten er som at se nogens kønsdele.

Sociale koder

Rolig nu! Mine forældre synes også, den sammenligning er for langt ude. Og at jeg bare er doven, hvis ikke uhøflig, fordi jeg ikke gider skrive takkekort. Det regnes åbenbart for dårlig etikette. Når jeg til gengæld udbryder »han er stoppet med at følge mig på Instagram!«, er det omvendt dem, der ikke forstår mig.

Er man ikke opvokset med sociale medier – og har man dermed ikke tillært sig de sociale koder, som følger med – kan det være svært at identificere sig, hvor forargeligt det er at blive fravalgt af en følger på Instagram.

Eller over, at nogen melder sig ud af gruppechatten. Eller klikker på ’deltager ikke’ til dit facebookarrangement uden at komme med en nærmere forklaring. Disse handlinger bryder næppe med vores forældres forestillinger om social etikette. Men i min generation gør de. Det er udtryk for dårlig netikette.

Internettet og SoMe har affødt en ny form for etikette – ’netikette’ – som er essentiel for vores onlinekommunikation. Reglerne er uskrevne, men mange, og de rangerer fra små til store. Hvis du har ’set’ en besked på Messenger, bliver du også nødt til at svare.

Hvis du afslutter din besked med at sætte punktum, virker du sur. Hvis du vil sende en afvisende besked, kan du stadig holde en afvæbnende tone, hvis du kaster en glad emoji ind et sted. Det fif kan være særlig brugbart, når du forklarer et Tinder-match, hvorfor du ikke kan (vil) ses med ham/hende igen.

Så er der hele ’følge-politikken’, som har resulteret i så mange sårede egoer. Jeg vil vædde en instagramvenlig croissant på, at du (eller dit teenagerbarn) på et eller andet tidspunkt har brugt timer, ja, dage på at dechifrere, hvorfor han eller hun holdt op med at følge dig på sociale medier.

Forsøgte de at sende et signal af en slags? Bør du så også holde op med at følge dem nu? At følge nogen på Instagram er sådan, unge markerer, at »du virker interessant«. Hvis du holder op med at følge dem, siger du ikke bare »vi ses« – du siger »farvel«. Og det kan godt føles som en art kontraktbrud.

Etikette er en social valuta, og det er netikette også. Hvis du er en lydig internetborger, der liker, kommenterer, deler, følger og følger tilbage, bliver du vellidt i SoMe-land. Du leverer det, som alle vi andre higer efter: bekræftelse.

Det er naturligvis ingen gavebod – at være en generøs liker og kommentator kan også fungere som forudbetaling, der sikrer positiv modtagelse af dine egne fremtidige SoMe-bidrag. Vi kan sammenligne det med en gammeldags 69’er; begge parter giver og modtager på samme tid. Målet er gensidig tilfredsstillelse.

Digitale indfødte

Social etikette er ikke blot en række høflighedsregler. Den er også en indikator for din sociale status. I den virtuelle verden er det ikke så meget anderledes. Her er nogle handlinger, der signalerer, at du ikke er digital indfødt:

At du bruger mange emojis. At du skriver statusopdateringer på Facebook. At du anvender hashtags. At du er offentlig omkring din politiske holdning. At du er offentlig omkring din politiske holdning og udtrykker den gladeligt i kommentarfelter.

Jep, kære forældregeneration – det er jer, jeg taler om. Ovenstående handlinger er ikke noget, unge gør (længere). Og hvis vi gør, er det lidt som at sige, »jeg skal skide« frem for, »jeg skal pudre næsen«.

Disse handlinger er ikke blot markører for alder – det er de også for coolness. Vi forstår ikke rigtig hinanden, gør vi? Jeg spørger digital ekspert og lektor i på Institut for Kommunikation på Københavns Universitet, Lars Konzack, om den digitale generationskløft.

»Generationskløften i dag er større, end den var i 60’erne. Unge har kendskab til et virtuelt univers og en kommunikationsform, vi andre slet ikke forstår. Unge er vokset op på internettet og har et helt andet forhold til identitet. De er ekstremt bevidste om, hvordan de fremstår over for andre – det er derfor, unge er så generøse med likes og positive kommentarer, når det kommer til politiske holdninger. Samme bevidsthed er slet ikke til stede for de ældre i samme grad. De kan godt glemme, at der er forskel på at ytre sig på den lokale bodega og på nettet, hvor alle kan se, hvad man skriver,« siger han.

Ordene ’univers’ og ’kommunikationsform’ rammer noget rigtigt, for det føles til tider, som om unge befinder sig i vest og de ældre i øst. Som et jerntæppe har internettet sænket sig mellem generationerne. Der opstår hyppigt fejlkommunikation mellem de to slags afsendere – lad os tage humor som eksempel.

Ifølge en rapport fra Syddansk Universitet, udgivet i november 2020, følger 71 procent (ud af i alt 1010 adspurgte) gymnasieelever Anders Hemmingsen på Instagram, som dagligt poster billeder og memes, som vi tagger og sender til hinanden.

Men når jeg viser disse memes til mine forældre, er deres reaktion ikke latter. I stedet forstørrer de skærmbilledet, læser teksten højt og spørger, »hvem er det?« eller »hvem har fundet på det?«

Tillært refleks

De forstår ganske enkelt ikke formatet – billedet, teksten, samspillet mellem billedet og teksten. Hvordan det sjove ved en meme præcis beror på dets letfordøjelige og upersonlige natur – det er ikke vigtigt, hvem der har taget billedet, hvem der figurerer på det, eller hvem der har fundet på netop dette meme. De skal bare ses, forstås og grines ad, inden man scroller videre.

Vi scroller videre på livet løs, for vi er vant til korte formater. Unge bliver (via sociale medier) hyppigt eksponeret for kompakte pakker af nyhedsoverskrifter og tweets, der oftest er under 35 tegn i længde. Vi er vant til at se tekst, som hverken har afsender eller forfatter.

For os er det en tillært refleks at få så meget som muligt ud af så lidt som muligt – det lærte vi allerede i folkeskolen, hvor ét kig på Wikipedia kunne servere svaret på lærerens spørgsmål på et sølvfad.

Wikipedia er blot ét eksempel på det friktionsløse liv, vi alle bevæger os mere og mere henimod. Vi kan i dag åbne vores mobil ved blot at kigge på skærmen. Vi kan få mad til døren med ét tryk på en tast.

Vi har apps, der giver overblik over søvn-, humør-, motions- og menstruationscyklusser. Alle disse ting gør vores liv lettere, men de afføder også en utålmodighed over for livet. Hvorfor se en film med fokuseret koncentration, når vi kan se en film og samtidig holde øje med nyhederne, sende snapfotos og tjekke vejret for morgendagen?

Alle de ting gider mine forældre ikke – de ser bare filmen. De er mere tålmodige, og det skyldes ikke udelukkende, at de har børn. De føler ikke nogen trang til at effektivisere afslapning. De går ture uden at medbringe hovedtelefoner. De skriver post- og takkekort i hånden, og det »tager længere tid, men gør modtageren så meget gladere end en besked på Messenger,« siger de.

Jeg ved godt, at de har en pointe, men det er bare så tidskrævende. Til gengæld lover jeg at like dine næste fem opslag på Facebook og følge dig tilbage på Instagram – tæller det ikke også for noget?

Nina Pratt er kandidatstuderende i journalistik og dansk på Roskilde Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Og de ældre har så til gengæld indfødselsret til en etikette, unge ikke fatter.
Ingen af generationerne har mere ret end den anden.
Vi forstår bare ikke hinanden.

Jeg aner f.eks ikke hvad et 'meme' er aller hvorfor det skulle interessere mig.
Min kærestes børn forstår til gengæld ikke hvorfor vi prioriterer de mennesker, vi er i selskab med, over dem som kontakter os via elektronikken.

Steffen Gliese, Leanette Nathalia Chresta Jensen og Rasmus Kristiansen anbefalede denne kommentar
Leanette Nathalia Chresta Jensen

Og jeg er så glad for at tilhøre Farmor generationen...
Oplever vi trods alt kan bruge hinanden til noget, selvom vores liv er milevidt fra hinanden, de helt unge og jeg. De siger stadig tak og jeg har lært ikke at starte med Kære når jeg skriver til dem og nu aldrig at slutte med et punktum

David Zennaro

Nu var jeg barn i 60'erne, men som jeg husker det, så talte man også dengang om generationskløft, og at de voksne havde svært ved at forstå børn og unge. Så mon ikke dette indlæg beskriver en generel tendens, som sker i samfund i stor forvandling.

Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Majken Munch og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Ud fra den kilde fra Institut for Menneskerettigheder som du selv angiver, kunne du have gjort dig den ulejlighed at analysere, hvorfor det mon kan være, at unge der bruger FB, ikke deltager aktivt i samfundsdebatter. Det er for nemt og i øvrig vildledende bare at konstatere at når ældre (hvide) mænd sviner hinanden i de debatter, de deltager i, skræmmer det unge væk fra samfunds- og politikdebatter. Rapporten fra instituttet kommer faktisk med interessante oplysninger, der mere end antyder, hvorfor unge på FB ikke deltager. Uden at have læst rapporten i detaljer lægger jeg mærke til at
1. Unge med en længerevarende uddannelse deltager oftere i politiske debatter end andre unge
2. FB er fortrinsvis et forum for de meget unge og for unge uden en længerevarende uddannelse. Her deltager ca 8% i debatterne.
3. Sammenlignelige tal for hele befolkningens deltagelse i disse debatter angiver at ca 20% af unge deltager i politiske debatter.
Jeg er ret sikker på, selv uden at have eftertjekket det, at unge på FB ikke har så meget uddannelse, som unge der ikke deltager eller deltager på nyere medier. FB er de ældres platform. Også det kan spille ind på unges lyst til at deltage. FB er for forældre og bedsteforældre.
Min pointe er, at du ikke kan slutte fra en overfladisk læsning af dine egne kilder samt nogle synsninger til, at digitale medier er en ny og anderledes markant ’demarkationslinje’ mellem generationerne. Jo, men kun mellem nogle unge og nogle af deres forældre. Der er heldigvis mange unge (og deres forældre), der ikke har ’..en tillært refleks at få så meget som muligt ud af så lidt som muligt.’ Heldigvis.

Tilsyneladende er skribenten helt alvorlig og mener hvert ord alvorligt. Det er nok det mest bekymrende ved teksten.

Steffen Gliese

Det kan være meget fint med de ting, man modtager - men det handler jo om det, man leverer.

Steen Andersen

Facebook, Instagram og Twitter har altid forekommet mig at være 3 x idioti & narcissisme. Tak til Nina Pratt for at have bekræftet mine værste anelser.
Steen Andersen

jens christian jacobsen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar