Læserbrev

Kære Küster: Jeg er enig med dig, men offentlige fester må være åbne for alle

Selv om Nørrebro Pride ikke er en officiel del af Copenhagen Pride, bakker jeg op om deres fokus på særlige minoritetsgrupper som sådan, men tager afstand fra det ekskluderende sprogbrug, skriver forperson for Copenhagen Pride Lars Henriksen i dette debatindlæg
Selv om Nørrebro Pride ikke er en officiel del af Copenhagen Pride, bakker jeg op om deres fokus på særlige minoritetsgrupper som sådan, men tager afstand fra det ekskluderende sprogbrug, skriver forperson for Copenhagen Pride Lars Henriksen i dette debatindlæg

Mia Mottelson

Debat
23. august 2021

Kære Alexander Küster

I dit indlæg i Information med titlen »Vi risikerer at miste vores heteroseksuelle allierede, når vi udelukker dem fra Priden«, undrer du dig over, hvorfor jeg har forsvaret, at Nørrebro Pride afviser hvide og heteroseksuelle fra en aktivistfest.

Lad mig slå fast: Jeg er enig i din generelle pointe. Som minoriteter har vi brug for gode allierede. Forandringer i et demokrati kræver kritisk masse.

Som du sikkert ved, er det ikke Copenhagen Pride, der har arrangeret den fest, som mange nu taler om.

I Copenhagen Pride søger vi at skabe arrangementer, hvor alle kan føle sig trygge, inkluderede, set, hørt. Derfor kommer adgangsregler som dem, der er opstillet for den førnævnte fest, ikke på tale hos os.

Jeg har dog alligevel forståelse for, hvis nogen synes, at vores events er så overvældende, at de kan have svært ved at finde sammen med nogen, de ligner.

På den baggrund giver det god mening også at skabe arrangementer for forskellige grupper, som dermed får trygge rum til at dele egne erfaringer og styrke solidariteten indadtil.

Som hvid bøsse har jeg ingen førstehåndsoplevelser af, hvordan det er at leve som hverken kvinde, racialiseret eller transperson, og hvis jeg skulle deltage i en af de aktivistgrupper, ville mange ting skulle forklares for mig.

Arrangørerne har sagt, at festen er for folk, der deler både erfaringer og er fælles om at være racialiserede queerpersoner. Det støtter jeg, men det ekskluderende sprog som det, der anvendes, er ikke Copenhagen Prides måde at arbejde på.

At være en god allieret kan også være at træde et skridt tilbage, så der bliver rum til de forfordelte. Det kan også være at lytte og støtte, snarere end at indtage den centrale plads på scenen.

Når man afholder fester i privat regi, må arrangører som udgangspunkt invitere, hvem de vil. Det offentlige rum må derimod omfatte og inkludere os alle. Her ville det være forkert at udelukke nogen fra deltagelse. Og loven skal overholdes, det er jeg helt enig i.

Jeg finder sådan set Nørrebro Prides tilgang konstruktiv, og når aktivistgruppen ikke føler, de har det særlige rum, de gerne vil have i Copenhagen Pride, skaber de en sideløbende pride. På den måde bliver der mere pride til flere mennesker, og det er en gevinst.

Jeg undrer mig desuden over, at så mange reagerer stærkt på ikke at være inviteret til en fest, de næppe ville have deltaget i eller kendt til, hvis de ikke havde hørt om arrangørernes ’regler’.

Der er ingen mangel på fester og arrangementer for alle os, der ikke er racialiserede queers.

Det håber jeg, folk vil se og opleve på Copenhagen Pride, så de forstår, at ingen mister noget, bare fordi en mindre og udsat gruppe får et rum, de ellers ikke ville have.

Lars Henriksen er forperson for Copenhagen Pride

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her