Kronik

Kapitalismen leder os mod en æra af knaphed. Der er brug for en ikkematerialistisk økonomi

Kapitalismen bevæger sig konstant mod nye markeder for ikke at kollapse, men det kan ikke vare ved for evigt. Den vil på et tidspunkt kollapse, og spørgsmålet er, om vi skal ende i en desperat kamp om ressourcerne eller en global fordeling af dem, skriver tidligere departementschef og diplomat Jørgen Ørstrøm Møller, i denne kronik
Kapitalismen kan groft sag inddeles i tre faser og en fjerde, der meget meget vel kan tage sin begyndelse om et årti eller to.

Kapitalismen kan groft sag inddeles i tre faser og en fjerde, der meget meget vel kan tage sin begyndelse om et årti eller to.

Jacob Ehrbahn

Debat
30. august 2021

Før industrialiseringen slog igennem, forandrede de menneskelige samfund sig i meget langsomt tempo. Men med industrialiseringen blev vækst gjort til et imperativ og til den nye norm. For tidens tænkere meldte sig nu et spørgsmål: Hvordan skulle man begrebsliggøre den nye orden?

Man kan hævde, at den økonomiske videnskab blev opfundet til selve dette formål. Pionerer som Adam Smith og Ricardo hittede på begreber som ’markedet’, ’prismekanismer’ og ’arbejdsdeling’, der skulle forklare, hvad der lå bag de økonomiske transaktioner – og hvordan de kunne gavne samfundet.

En smule senere indså Karl Marx imidlertid, at kapitalen på sigt ville overgå arbejdskraften i værdiskabelse og komme til at tegne sig for stadig større andele af bruttonationalproduktet (BNP).

Dette ville medføre mindsket købekraft for samfundets flertal, som igen ville få markedet til at krympe. Medmindre nye markeder løbende kunne findes og udvikles, ville kapitalismen styre imod kollaps som følge af den faldende efterspørgsel, der ville medføre faldende nyinvesteringer og dermed en faldende kapitalbeholdning – et dødsstød for kapitalismen.

Ville kapitalismen være i stand til at overleve? Det mente Marx ikke. Han forudså dens undergang. Men kapitalismen viste sig i første omgang mere sejlivet end forudsagt – og i glimrende stand til at genopfinde sig selv.

Mod nye markeder

I dag er Marx’ spørgsmål igen værd at stille. Elementer til et svar finder vi ved at se nærmere på den økonomiske historie siden den industrielle revolution. Kapitalismen kan groft sag inddeles i tre faser og en fjerde, der kan være lige om hjørnet.

I den første og begyndende fase var den indenlandske vækst høj nok til at muliggøre højere lønninger, hvilket forbedrede arbejdernes levestandard, også selv om deres andel af nationalindkomsten faldt (for ganske som Marx forudsagde, steg uligheden).

Men efterhånden som væksten fladede ud, mistede arbejderne købekraft, fordi velstanden fra væksten i stigende grad tilfaldt kapitalister fremfor arbejdere. Kapitalister sparede op i stedet for at forbruge – og det svækkede efterspørgslen.

Kolonialismen blev svaret. Kapitalismen begyndte nu at gøre sit indtog i hidtil uberørte lande. Og dens metode var at åbne disse landes markeder op for store multinationale virksomheder, der primært opererede i deres hjemlande, man udvandt råstoffer i udlandet for siden at eksportere færdigvarer til kolonierne til lukrative priser.

Hele den økonomiske proces blev orkestreret på en måde, der gjorde den enormt rentabel for de lande, der allerede var industrialiserede, ikke at udvikle nogen ambition om at udbrede kapitalismen.

En undersøgelse fra 2018 konkluderer, at Storbritannien i sin samhandel med Indien fra 1765 til 1938 opnåede et overskud på 45.000 milliarder dollar, hvilket er sytten gange mere end Storbritanniens BNP i 2020 (begge tal i dagens kurs).

I 1970’erne var kapitalismen igen begyndt at skrante, men nu blev den paradoksalt nok reddet af et hidtil kommunistisk land, Kina. Og hermed startede den tredje fase. Deng Xiaoping styrede fra 1979 Kina mod markedsøkonomi som det instrument, der skulle bringe økonomisk vækst til landet.

Hvordan dette skulle forenes med socialisme, og hvordan omkostninger og indtægter skulle fordeles med de etablerede industrilande var spørgsmål, der måtte udskydes indtil den dag, Kina blev en ligeværdig partner.

En proces hans efterfølgere tog fat på – blandt andet ved at introducere nye begreber som ’socialisme med kinesiske træk’ og ved at tilslutte sig den institutionaliserede økonomiske globalisering.

Kapitalismens sammenbrud

Det hele fungerede godt, så længe den nye deltager accepterede en model, der kanaliserede broderparten af byttet tilbage til de lande, der havde opfundet kapitalismen. Men for et årti eller to siden begyndte Kina at skifte spor.

De globale fordele ved åbningen af det kinesiske marked skulle herefter fordeles mellem de nye spillere og de etablerede lande på en mere ligelig vis. Så nu raser kampen om markedsandele.

Logikken tilsiger, at enten må de etablerede lande acceptere at overføre noget af deres velstand til de nye spillere, eller også må sidstnævnte rette ind og acceptere et status quo, der favoriserer de etablerede lande. Nye spillere (Kina) og etablerede magter (USA og Europa) har uafvidende bevæget sig ind i en fase med en ustabil symbiose.

Den fjerde fase kan meget vel tage sin begyndelse om et årti eller to, når lande som Indien og måske vigtigere, det afrikanske kontinent, kommer ind i spillet. Multiplikationen af markeder kan være stærk nok til at trække kapitalismen ud af dødvandet og genstarte motoren indtil måske midten af dette århundrede – måske lidt længere.

Det bliver en gentagelse af dengang, Kina i 1979 trådte ind i den økonomiske globalisering. I nogle årtier vil de etablerede kapitalistiske lande – denne gang inklusive Kina – være i stand til at høste de fleste fordele. Men når den tids nye spillere begynder at stille krav, som Kina gør nu, om større andele, vil kapitalismen bryde sammen.

I mellemtiden har ny teknologi skubbet et flertal af den globale befolkning i total afhængighed af en håndfuld økonomiske aktører, der monopoliserer den globale rigdom. Lad mig blot nævne her, at i 2009 svarede den samlede rigdom hos verdens rigeste 380 mennesker til hele den fattigste halvdels, men i 2018 havde kun 26 milliardærer lige så stor velstand tilsammen, som den fattigste halvdel har.

En ikkematerialistisk økonomi

En kombination af en faldende global befolkning, ingen nye markeder i sigte, faldende købekraft på de eksisterende markeder, stigende knaphed på ressourcer, klimaændringer, der går fra slemt til værre, forværret ulighed og dens ledsagende dårligdomme, vil afløse den industrielle epokes politiske udfordringer.

Socialisme kan ikke være svaret. Den er ikke andet end en anden version af kapitalismen: skabelse af kapital til fremstilling af materialistiske varer med ejerskabet af produktionsmidlerne som den eneste forskel.

Det store spørgsmål vil blive overgangen til en ikkematerialistisk økonomi, total genanvendelse og mere global lighed, der peger mod en form for global styring. Markeder, priser og overskud vil være totalt uegnede instrumenter til at forvalte og styre samfund, der står over for sådanne udfordringer – og over for en knaphedens æra.

Svaret kan være: Enten en kamp om ressourcer og et stormløb for at slippe fri af forfærdelige miljøkatastrofer, hvor politikere mister kontrollen.

Eller også, at vi får udviklet en global mekanisme til at fordele ressourcerne, der kontrolleres af menneskelige behov, mellem lande og befolkninger.

I et sådant godartet scenarie vil produktion, forbrug og udvinding af ressourcer være underordnet kvoter defineret efter bæredygtighed og/eller total genanvendelse, mens industrialisering og økonomi vil være et levn fra en tidligere epoke.

Sidstnævnte vil have vist sig som overgangsfase fra det feudale landbrugssamfund til det ikkematerielle og bæredygtige samfund, der på længere sigt er den eneste levedygtige model.

Jørgen Ørstrøm Møller er tidligere departementschef, diplomat og forsker.

Oprindeligt bragt i The National Interest.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

En klog mand den Ørstrøm. Gid alle vores politikere ville læse den kronik.

Susanne Kaspersen, Torben Bruhn Andersen, Torben Arendal, Mads Greve Haaning, Tommy Rasmussen, Uffe Madsen, Eva Schwanenflügel, nanna Brendstrup, Claus Bødtcher-Hansen, Inger Pedersen, jørgen djørup, Peter Beck-Lauritzen, Ove Junne, Poul Simonsen, Ejvind Larsen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Søren Winther Lundby

Wau. Sikken en kronik. Jeg mindes ikke umiddelbart at have læst noget i meget lang tid, som på denne måde beskriver tingene som de er. Endelig har vi her - ift. “bæredygtighed” - noget som ikke bare er endnu mere opkogt kål, der skal forvisse os om, at vi nok skal komme i mål ved blot at skrue lidt her og der.

Olav Bach, Rasmus Kristiansen, Susanne Kaspersen, Torben Bruhn Andersen, Torben Arendal, Magnus Dahl, Mads Greve Haaning, Uffe Madsen, jon jacobsen, Eva Schwanenflügel, nanna Brendstrup, Steen K Petersen, Carsten Munk, Inger Pedersen, Niels-Simon Larsen, Ove Junne, Lise Lotte Rahbek og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Lidt kapitalisme- og fordelingskritik, et skrækscenarie og en truende dommedag og afvisning af en socialistisk løsning på problemerne. Naturligvis. Hvad er der så tilbage? Lidt wishful thinking, noget med en verdensregering der leder og fordeler ressourcer og forbrug. Bla bla.
Men så gik der 10 min. med at skimme en ikke særlig klog kronik

Jens Voldby Crumlin

Det er rigtigt som Ørstrøm skriver at kapitalismen var i krise i 70erne. Men at sige at det var Kina der reddede den er en forsimpling. Det der i første omgang gjorde udslaget var at kapitalisterne med deres neoliberale modoffensiv (startende med kuppet i Chile) mod arbejderklassens landvindinger i kapitalismens gyldne periode i efterkrigstiden, igen fik et brutalt overtag i klassekampen. Det skabte for en periode øget vækst i profitraterne. Først i slutningen af firserne hvor sovjetunionen brød sammen blev der sammen med udviklingen i Kina for alvor åbnet op for muligheden for lukrative investeringer i nye store markeder og samtidig så vi den digitale teknologi buldre frem som skabte nye investeringsområder i tech selskaber. Vi fik i perioden flere kriser p.g.a bobler der sprang, men da den store finanskrise i 2008 rystede verdensøkonomien var Kinas muskler efterhånden blevet så store at det var deres ekspansive økonomiske politik der var den vigtigste faktor der reddede kapitalismen fra sammenbrud. Ørstrøms kronik er vigtig fordi den beskriver hvorfor kapitalismen har ramt muren. Imperialisme og finansielle pyramidespil kan ikke i længden redde det kapitalistiske system med dets indbyggede krav om evig jagt på vækst og profit når den økologiske krise for alvor sætter grænserne for vækst.

Rasmus Kristiansen, Henrik Olesen, Niels Peter Nielsen, Mads Greve Haaning, Jo Falk Nielsen, jon jacobsen, nanna Brendstrup, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Birgit Sloth, Steffen Gliese, Inger Pedersen, Ejvind Larsen, jørgen djørup, Lise Lotte Rahbek og Poul Simonsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Så længe f.eks telefonproducenter o.lign producerer teknologi, der er designet til at gå i stykker og blive erstattet efter få år, og softwarefirmaer ligeledes kræver at man hele tiden køber nyt hardware til basale produkter og service såsom telefon og hjemme-pc, så vil al snak om "grønne løsninger" præsenteret af selvsamme firmaer og de politikere de påvirker og støtter være tom snak, være en grøn pacificering.

Rasmus Kristiansen, Kenneth Krabat, Hans Martens, Mads Greve Haaning, Tommy Rasmussen, nanna Brendstrup, Eva Schwanenflügel, Ninna Maria Slott Andersen, Steen K Petersen, Steffen Gliese, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Hvad angår ressourcefordeling kan jeg forestille mig, at man i vestlige lande går med til at fordele ressourcer imellem sig i verden mere ligeligt.

Det ville selvfølgelig ikke ske ved at skære nævneværdigt i de goder og velfærd, som middelklassen og overklassen - de store vælgergrupperinger - nyder godt af. Se på historien. "Lighed" er kun lighed mellem, i og til en klasse til samme klasse. Det vil være underklassen i nutidens udviklingslande, der får mindst, og det vil være underklassen i de vestlige lande der vil blive taget mest fra. Og de vil ikke klage, ikke turde klage. De vil blive kaldt hånlige tilnavne som da danskerne gjorde når ad de syge og fattige under de borgerliges fattighetzende kampagner, eller kaldt modstandere af klimaet, usolidariske.

Rasmus Kristiansen, Søren Ferling, Ruth Sørensen, Eva Schwanenflügel, Søren Dahl, Steen K Petersen, Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Igen en støtte til at Inf. bliver en sand og aktiverende bæredygtighedsavis. Det tror jeg flertallet af abonnenter går ind for.

Ejvind Larsen, Steen K Petersen og Claus Bødtcher-Hansen anbefalede denne kommentar
Steen K Petersen

Tak for mange af de vise og eftertænksomme kommentarer, til denne meget vigtige kronik, skrevet af en livsklog og indsigtsfuld tidligere embedsmand, endnu engang tak.

Susanne Kaspersen, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Jørgen Ø. Møller - din konklusion er noget ævl. Du mener at enten skal vi kæmpe om ressourcerne fordi der ikke er nok til alle. Alternativ til dette er tilsyneladende at hele verden får en øverste politimand der kan fratage individuelle lande deres ressourcer, blot for at dele dem ud til hele verden.. Derved mister en lille spiller alt hvad de har, mens resten af verden får en smagsprøve, uden at kunne få det de har brug for.
Når verden har en ressource der er knap, så så skal vi da ikke bare fordele den ligeligt, så skal vi nærmere hjælpes ad med at finde nye materialer, der kan substituere den ressource der er knap.
Nu er jeg usikker på hvilke ressourcer det er, du mener, folk vil kæmpe om, som samtidig er så vigtige, at du mener, at det er mere rimeligt at dele dem ud til hele verden , og derved fratage regionen den ressource som de vil kæmpe for..
De fattigste i verden bliver fattigere og fattigere fordi de bliver flere og flere om at dele ressourcer der bliver mindre år for år, det er ikke kapitalismens skyld. At man i de rige lande bliver rigere og rigere, skyldes bl.a. at vi udnytter kapitalismen til at øge vores pengemængde. Det er nemt at klynke over de rige danskere når man bare ser en statistik, men 90% af danskernes formue er friværdi i deres ejerbolig. Den friværdi skyldes ikke at de har været flinke til at spare op, men at regeringen har sat en unaturlig lav rente. Hvis renten stiger i de vestlige lande så vil vores friværdier droppe betragteligt. Det vil fjerne en del af de forskelle mellem rig og fattig som mange pointerer, men folk i fattige egne bliver endnu dårligere stillet, hvis folk i rige egne mister store værdier der går op i luft.
Man kan vel godt have et bæredygtigt samfund uden at skulle fordele ressourcerne til alle, og at leve bæredygtigt udelukker ikke materielle køb.

Daniel Fleming

En meget tankevækkende debatartikel. Den kunne godt bruges som introduktion ved økonomistudiet eller globale & internationale studier. Spørgsmålet er hvorfra et så stort et paradigmeskift i den politiske økonomi som det der lanceres i artiklen skal komme fra? Efter Afganistan hersker den nationale interessepolitik, realismens genkomst i stormagtspolitiken. Og den lighedskabende omfordeling nationalt ligger død.
Daniel Fleming

Steen K Petersen, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Tommy Rasmussen

Når Jørgen Ørstrøm Møller forkaster socialismen, som et alternativ, hvem skal så tage handsken op og samle verdens lande og få dem til at fordele ressourcerne og markederne. Europa er ved at bygge mure omkring sig, USA har lidt et forsmædeligt nederlag i Aghanistan og Rusland har mistet ethvert initiativ.
Før Afrika, Indien og Sydamerika skal blive gode alternativer skal en række mirakler ske i de pågældende verdensdele. Vi har meget travlt, og det vildeste håb kunne være, at alverdens miljøbevælgelser samlede sig og stillede krav om ikke materialistisk økonomi, total genanvendelse og global lighed. Samtidigt med at de oprettede en verdensregering, som styrede disse ting.

Rasmus Kristiansen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Grøn front; leve revolutionen.

Mangel på visse ressourcer er ikke national, den vil vise sig globalt. Bestræbelserne for at finde substitutter eller nye indvindingsmåder vil også være globalt - Dette ligger i globaliseringens princip om globale markeder. Naturligvis kan man negliciere det med en ny løgnhals som supermagts leder . Men handelskrig overfor resten af globen holder nok selv ikke et USA til økonomisk.

Søren Ferling

"I et sådant godartet scenarie vil produktion, forbrug og udvinding af ressourcer være underordnet kvoter defineret efter bæredygtighed og/eller total genanvendelse, mens industrialisering og økonomi vil være et levn fra en tidligere epoke."

Det er som talt ud af munden på WEF. Den ordning, globalismen, forudsætter på samme måde som kommunismen og fascismen, som er dens ideologiske søskende til, at magthaverne, der vil være urørlige, er godartede - og det viser erfaringen at mennesker ikke vedbliver med at være, givet stor magt.

WEF's vision er 'den gode diktator' om igen. De træder i Stalins og Hitlers fodspor.

Giv al magt til os og i vil leve i evindelig lyksalighed.

Der er andre veje end ureguleret markedsøkonomi eller teknokrati.

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.

Tænksom artikel.
En ting er sikker, at Nye Borgerliges ideologiske kuglestøber, den i Schweiz boende Lars Seier Christensens og hans venner, inspireret af Ayn Rand's feudale superkapitalistiske og fascistiske egoideologier bliver en større og større andel af dem, der skriver kommentarer her på bloggen.

I virkeligheden er Nye Borgerlige en nyfeudal tilbageskuende drøm om en tid, der var engang, hvor adlen og de rige regerede over pøblen og vi ser Pernille Vermund i rollen, som en lidt aldrende udgave af "baronessen fra bezintanken."

I Berlingske ser vi reklamer for denne nyfeudale verden illustreret, men læseren kan komme i tvivl om, det er en reklame for plastikkirurgi eller en politisk manifestation.

På sin vis illustrer de schweizisk/danske kapitalister og Nye Borgerlige den politik Storbritannien brugte overfor kolonien Indien.

"En undersøgelse fra 2018 konkluderer, at Storbritannien i sin samhandel med Indien fra 1765 til 1938 opnåede et overskud på 45.000 milliarder dollar, hvilket er sytten gange mere end Storbritanniens BNP i 2020 (begge tal i dagens kurs)."

Det sjove er dog , at de schweizisk danske rigmænd og deres lakajer er opfostret på dansk mælk og har fra barnsben været forsørget af den danske velfærdsstat, hvor fællesskabet har forsørget dem og givet dem uddannelse, SU og lange videregående uddannelser.

De er slet ikke selvskabte som Ayn Rand's rigmænd og heros. De er som teenagere, der har fået for meget og ikke fatter, at der er andre, der har lagt grundlaget for deres rigdom.

Anders Hüttel, Rasmus Kristiansen, Susanne Kaspersen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

Der kan og burde tillige oprettes en årsundervisning i folkeskolen og eller gymnasiet på ovenstående, punkt for punkt.

Søren Kristensen

"- Eller også, at vi får udviklet en global mekanisme til at fordele ressourcerne, der kontrolleres af menneskelige behov, mellem lande og befolkninger." Er kryptovaluta og ikke mindst de underliggende decentrale dagsordener den også repræsenterer mon en del af den mekanisme - eller bare endnu en gren af det eksisterende paradigme, hvor det gælder om at rage mest muligt til sig?