At ’menneskeheden’ er en kollektiv årsag til klimakatastrofen, hører vi hele tiden — senest også i den nye rapport fra FN’s klimapanel. Ret beset er det ikke korrekt. Data fortæller os, at ansvaret er ujævnt fordelt: Danmarks Overshoot Day – det vil sige dagen, hvor landets ressourcebudget blev overskredet, var i år den 26. marts. I Indonesien, et land med 270 millioner indbyggere, er det først den 18. december.
Mere data: Ifølge Thomas Piketty og Lucas Chanel, begge forskere på Paris School of Economics, udleder den rigeste ene procent i USA, Luxembourg, Singapore og Saudi-Arabien 2.000 gange flere drivhusgasser om året end de fattigste i Honduras, Mozambique, Rwanda og Malawi. Ja, du læste rigtigt: 2.000. Og ifølge samme kilde udleder de ti procent rigeste omkring 40 procent af de samlede udledninger.
’Vi’ er altså ikke alle i samme båd. De rige (som stadig mest er gamle, hvide mænd) er gået i redningsbådene. Og imens holdes verdens proletarer væk fra bådene af bevæbnede grænsevagter – en tilstand, humanøkolog Andreas Malm har kaldt ’den bevæbnede redningsbåds politik’.
Intet ’vi’
Vi må holde os for øje, at store dele af verdens befolkning hverken har andel i eller ansvar for klimakatastrofen (og næppe heller læser med her). Vi bør derfor øjeblikkeligt holde op med at udpege ’menneskeheden’ som sådan som årsag til klimakrisen. Af mindst tre grunde.
- Der er ikke iboende egenskaber i mennesket, der med nødvendighed disponerer det for at skabe klimaødelæggelser – det er en historisk proces knyttet til specifikke sociale, politiske og økonomiske dynamikker.
- Ved blot at fokusere på at klimakrisen er ’menneskeskabt’, glemmer vi at stille de helt afgørende opfølgende spørgsmål, nemlig hvilke mennesker og hvilke aktiviteter?
- Klimakatastrofen er en menneskeskabt politisk-ressourcemæssig konflikt mellem forskellige sociale grupper på kloden. En klassekamp for nu at sige det rent ud.
Mennesker står ikke alle på den samme side. Nogle har af historiske årsager tilkæmpet sig ressourcekontrol, mens andre lider under affaldsprodukter og klimakaos. Dette er den egentlige historiske situation, ’vi’ befinder os i.
Med det perspektiv kan vi begynde at forstå, at klimapolitik er andet og mere end et spørgsmål om mangelfuld kommunikation, utilstrækkelige data eller uenighed om kendsgerninger – det er frem for alt en kamp om interesser. Den problematik er fuldstændig velbelyst og har – længe før seneste IPCC-rapport – været det i årevis. Så når Dan Jørgensen af alle udtaler, at »nu må alle alarmklokker bimle og bamle«, må det være, fordi han enten ikke kan skabe den nødvendige forandring – eller, fordi han ikke vil.
Når kommentatorer, journalister, aktivister og så videre håber på, at »NU må politikerne da lytte«, er det, fordi man fortsat tror på, at klimapolitik er et dialogisk og pædagogisk rum, hvor vi alle bare skal fatte, hvor galt det står til. At klimapolitik så at sige er noget, der skal udmøntes hinsides de politiske interessekampe.
Når selv Informations Jørgen Steen Nielsen, dansk journalistiks nok mest vidende på området, håber på, at vi endelig »vækkes til dåd«, så er det tegn på, at heller ikke han til fulde forstår, at det ikke er et spørgsmål om at blive vakt eller om at lytte efter, når forskerne taler.
Klassekamp
Alle de magtfulde interessenter har forstået det. BP, Shell, Exxon Mobile, PetroChina, Total, den saudiske kong Salman, Biden og Xi. Og selv Dan Jørgensen har forstået det. Men de har andre interesser, de føler lige nu må veje tungere end at sikre en bæredygtig fremtid. Genvalgschancer og politisk stabilitet for nogle: profit og vækst for de fleste.
Kamp og organisering er, hvad der forestår. Kamp for at organisere sig med mindre forbrug og uden flyrejser. Kamp mod fossil infrastruktur. Kamp mod uduelige og fodslæbende politikere. Kamp for genopbygning af grønne fællesskaber. Kamp mod motorveje, lufthavne og gasledninger til Lolland. Kamp mod Aalborg Portland.
Og ikke mindst den kamp for at kunne nægte at påtage sig arbejde, som smadrer planeten, som min klummist-kollega, tømreren Helga Mathiassen for nylig talte for.
Taaak for dette debatindlæg.
Det vender sig i mig hver gang jeg må møde det evindelige "Vi" misbrugt af de højere magter.
Så tak - Lige min kop te.
Nu kan jeg roligt gå til køjs , vel vidende at jeg er ikke alene!
I stor venlighed
Tzewang Døndrule
Spot on. "Vi" er hovedsageligt den vestlige verden og så længe vi ikke accepterer en lavere levestandard fremover, vil der stadig være massive udledninger af CO2. Og når Kina og Indien f.eks. stadig arbejder på at løfte hundredvis af millioner mennesker til en vestlig levestandard, batter det ikke rigtig så meget, hvad resten af verden gør ift. at sænke klimaaftrykket på jordkloden.
Alan
Verdens rigeste er blevet rige på folk som kun køber billige varer, og mange af dem, og problemet er at de mennesker er i flertal i befolkningen.
Hvor mange kinesiske milliardærer har ikke tjent deres formue på billige ting som kun holder 1-2 år. Hvor mange skifter deres smartphone efter 1-2 år selv om den stadig kan bruges, hvor mange køber billige dagligvarer fra udlandet og smider en del ud fordi de ikke nåede at spise det hele, i stedet for at købe lokalt produceret. En cigaret bruger 3,7 liter vand i fremstilling og tobaksplanten ødelægger jorden og skal konstant genplantes på nye friske områder, hvorfor er rygning ikke forbudt. Bananer er så billige at farmere ikke tjener penge på dem og må udvide konstant for at tjene penge, på bekostning af regnskoven. Hvorfor har vi ikke en plant træer politik både nationalt og globalt, der er byggeboom i Danmark og det går ud over grønne områder, solcelle farme placeres på grønne områder i stedet på tage.
Jeg kunne blive ved i en evighed med at nævne ting som kunne ændres uden at mennesker skulle ændre særlig meget ved deres liv, men det er som om at man kun vil lave klimatiltag som skal gøre ondt på mennesker og dermed gøre problemet mere uoverskueligt.
Endelig et indlæg der inddrager den internationale klassekamp i en analyse af klimaødelæggelserne. Det var savnet. Tak for det!
Men hvor ville det være fint, om kommende indlæg også rettet blikket mod fremtiden. Hvad skal der så ske? Hvilken politisk model kan realistisk stoppe ødelæggelserne? Og hvordan kan vi bidrage til denne kamp?
Det nytter ikke med boykotts. Det er prøvet før og har marginal betydning. Det nytter heller ikke noget med nattog og flotte fremskrivninger af elbilsalget, sålænge grøn energi kun udgør 2-3% på verdensplan. Elbilerne vil, selv i den mest optimistiske prognose, kun reducere fossil afbrænding med 3-4 %.
@ Jens Christian Jacobsen
“ Hvilken politisk model kan realistisk stoppe ødelæggelserne? Og hvordan kan vi bidrage til denne kamp?”
Ad 1: International økosocialisme. Det var det “nemme” spørgsmål.
Ad 2: Det er det sværere spørgsmål. Men næppe ved at blive ved at sætte liden til at Socialdemokratiet og diverse aflæggere heraf vil og kan fikse tingene med lidt reformer og lappeløsninger på systemet.
Filosoffen Slavoj Zizek er ikke i tvivl. Det er sidste afkørsel. https://solidaritet.dk/slavoj-zizek-sidste-afkoersel-til-socialismen/
kan beklageligvis ikke læse artiklen, så jeg ved ikke om den nævner markedets skadelige indflydelse, for det er jo pengemagtens enevældige kontrol over markedet som driver uligheden og overforbruget, det er markedet som er årsag til at den findes tobaksprodukter, at bananer nærmest intet koster når producenterne skal sælge dem, og sådan kunne jeg blive ved i en uendelighed,
men forestil jer at ingen basale fornødenheder skulle købes men er frit tilgængelige for alle, styret af behovet,
altså er du sulten har du ret til et måltid mad, mangler du et sted at bo kan du flytte ind i en ledig bolig, og så længe du bor der kan du ikke tvinges til at flytte, og der er ingen betaling,
en bolig kan ikke købes eller sælges, da den er en basal fornødenhed,
og arbejde skal ikke forsørge en besiddende klasse, det meste arbejde kommer til at handle om at dyrke sin egen mad, men også om at fremstille nyttige ting,
der er stadig hightech og fabrikker men de er ikke ejet af en besiddende klasse men af alle, og man arbejder kun meget få timer med fremstillingen af produkter,
og alle produkter laves til at holde så længe det er teknisk muligt, ingen overproduktion af billigt skrammel som er beregnet til at smide væk, og man laver tingene så de evt kan repareres,
og så er der ingen privatbiler, og ingen flyturisme, rejser forekommer stadig men i et langsommere tempo hvilket faktisk ikke er en ulempe for rejseoplevelsen,
og man har jo tid nok når man ikke har travlt med at tjene penge,
og så lige en bemærkning, ovenstående er ikke en opskrift på en perfekt fremtid men det er en retning at bevæge verden i,
og en langt bedre og sundere retning end det nuværende amokløb imod mere og mere meningsløst forbrug for forbrugets skyld,
og den evige stræben efter mere besiddelse og mere magt som de grådige er travlt beskæftiget med,
og en ting er sikkert det handler om at starte med sin egen adfærd, det bliver ikke magthavere som redder verden det kan kun blive dig og mig, og nok især vores børn.
linie 4; den findes, skulle være, der findes
Hej Bo. Tak for en reaktion. Jeg har prøvet flere gange i diverse kommentarspor i Inf., men har aldrig fået svar før nu. Kommentarerne samler sig altid om en bejaende, nem kritik som vi alle er enige i. Men fremtiden gør folk tavse.
Jeg er enig i det, du skriver - også i at tillid til sosserne er et forlængst overstået kapitel for socialister. Men om Zizek har svaret, er jeg mere i tvivl om. Han nævner i din reference 4 principper for ny, international solidarisk kamp for klodens overlevelse: 1. voluntarisme: Den bydende nødvendighed eller Benjamins 'historiske nødbremse.' 2. egalitarisme: lighed i kampen, alles ret til en grøn fremtid 3. begrænsninger: i den personlige frihed, pligten til ikke at forbruge 4. tillid: til at alle kan og vil bidrage.
Rigtige strategiske betragtninger, men hvad betyder det for mig og dig? Hvordan omsætter vi principperne? Kan det ske gennem de vaklende og handlingslammede flertalsdemokratier, som vi har bl.a. i Europa? Det tvivler jeg på, at jorden har tid til. Jeg har mere tillid til Kina.
@ Jens Christian Jacobsen
Hvad mener du med, at du “har mere tillid til Kina”? Er det det autoritære etpartisystem og den statskapitalistiske vækstøkonomi, du ser som en realistisk arvtager til det globale liberal-demokratiske og markedskapitalistiske hegemoni — underforstået at du ser dette som en form for økosocialisme, der kan få os og planeten bedst gennem klimakrisen?
@Bo Stefan Nielsen
I dit spørgsmål genkender jeg mange udlevede, negativt ladede begreber fra '70ernes bløde venstrefløjskister. Dig om det.
Men ja - jeg har tillid til at styreformer som fx det kinesiske er de eneste, der med tilstrækkelig fart kan få klimaødelæggelserne under kontrol. Kina har som bekendt lovet, at det vil være klimaneutralt i 2060. Det har jeg tillid til vil ske.
Så kan vi bagefter gøre op med styreforme,r der ikke passer til en fælles, grøn fremtid. Lige nu viser flertals-kaoset i de europæiske parlamenter med al tydelighed, at de hverken har vilje eller magt til at gå op mod de store klimaødelæggere i industri, landbrug og transport.
Har du noget bedre forslag?
@ Jens Christian Jacobsen
"70ernes bløde venstrefløjskister"
Hehe, den havde jeg ikke fået før. Jeg bliver af og til kaldt kommunist af dem, der ikke kan lide socialisme, og trotskist af socialister, der ikke bryder sig om at vi fortsat er nogle, der går ind for antikapitalisme og arbejdermagt som alternativ til det borgerlige system. Jeg tror ikke, jeg passer helt i nogen af kasserne, da jeg både har et problem med kommunisternes demokratisyn og trotskisternes uafklarede forhold til vold, men det er alligevel ved at være et stykke tid siden, jeg er blevet kaldt "blød" venstrefløj ;-) Jeg var i øvrigt børnehavebarn i halvfjerdserne, så sammenfaldet er nok mest tilfældigt.
Mht. Kina, så har jeg særdeles svært ved at få øje på økosocialismen der, co2-løfter eller ej. Det er en boomende vækstøkonomi, sådan cirka det modsatte af hvad verden har behov for. Hvis kommunistpartiet i det mindste havde en bæredygtig økonomi og produktion, var jeg da villig til at diskutere hvorvidt, det var rimeligt at give afkald på frihedsrettigheder for. Men ak.
Jeg kan forstå, at du har brug for en "virkeliggjort socialisme" at kunne henvise til og anbefale at støtte for at se forandringerne for dig. Og hvis det er dét, der gør mig til "blød venstrefløjskist", så tager jeg gerne dét på mig. Jeg er såmænd blot enig med Marx og Engels i, at arbejderklassens befrielse er dens eget værk. Hvis jeg kunne spå, ville jeg også gerne henvise til den næste bølge af oprør fra neden for at redde livet, landbrugsjorden, drikkevandet osv. Sådan startede det arabiske forår som bekendt. Hvis tragiske nederlag for øvrigt er et rigtigt godt svar på hvorfor, socialister bør være kritiske imod autoritære tendenser og stater.
@ Jens Christian Jacobsen og Bo Stefan Nielsen
Om Kinas styre må man vel sige, at det er indstillet på at hæve levestandarden for Kinas befolkning. Bl.a. til den ende allierer Kinas ledelse sig udenlands med styrer af forskellig kaliber, politik og økonomi holdes adskilt.
Det virker ikke sympatisk, men er måske en konsekvens der følger tesen om folkenes selvbestemmelse - som så sættes overstyr med kinas internationale økonomiske aftaler, der indgås i en markedsøkonomisk verden.
Men det har selvfølgelig ikke kun med Kinas styreform st gøre, da Kinas ledelse er tvunget til at spille med i de økonomiske strukturer verdenssamfundet er bundet op i. Og det gør Kinas ledelse dygtigt, om end det næppe redder verden fra fra klimaændringerne.
Om Kina kan være et konkret, politisk forbillede for et land som Danmark i effektiv grøn omstilling kan naturligvis diskuteres. Men mens vi og andre diskuterer, løber klimaødelæggelserne videre.
Hvad skal der gøres? Vi kan næppe vente på, at Merkel og Mette bliver enige om et eller andet, de kalder 'grønt.' Det er og bliver små holdkæft-bolcher til befolkningerne. 'Tilskud' og 'incitamenter...'
Jeres konkrete forslag?
@jens christian jacobsen
Spørger du mig om et konkret forslag til, hvordan de økonomiske strukturer verdenssamfundet er bundet op ,i ændres ?
Well, med et styre som Kinas bliver det nok noget med store hold kæft bolsjer til befolkningen. Så den må jeg så sluge.
- eller hva’ ?
Jeg taler om, hvilken samfundsmodel der bedst - og hurtigst - kan igangsætte og forhåbningsvis fastholde et bæredygtigt samfund. Gerne konkretiseret.
@ jens christian jacobsen
Ja, eftersom markedssamfundet er krig, om resourcer og markeder, og det er en hindring for afhjælpningen af klimakrisen, så er der kun en model der fordeler goderne efter behov at se til.
Men om den skal ligne Kinas politiske system - der rigtignok har noget for sig - er nok ikke noget mange ønsker. Overgrebene på mindretal taget i betragtning.
Jeg så gerne et demokratisk der tillod udpegning af kapable eneherskere til at klare ærterne, indtil ærterne er klarede.
jeg tror slet ikke det handler om samfundsmodel, det gør det i hvert fald ikke for mig, det handler om individers adfærd og deres mål,
så længe vi efterstræber rigdom og forbrug vil intet samfundssystem gøre en afgørende forskel,
og jeg tror ikke et øjeblik på magthaveres evne til overhovedet at ville, og da slet ikke på at en stærk "folkevalgt diktator" kan være en løsning,
i øvrigt tror jeg reelt ikke at kina er værre end vesten når det gælder overgreb, selv om vesten måske selv tror på det, er vist den gamle sang om splinten i broders øje.
Ja Hybrit-projektet er et lovende grønt projekt, men prisen er desværre 20-30% højere pr. produceret enhed end med fossil fremstilling. Og så bliver det spændende at se om det lykkes med en fuldt opskaletet produktion i 2026.
Eskil Halberg, du har helt ret i: de rigeste lande er de største forurener.
Dog er jeg uenige med dig i, de rigeste sidder i en sikker båd og de mindre besiddende går elendigheden imøde. Nej, vi alle, rige, fattige, unge, ufødte! Måske undtagen dem i en bibelske alder som mig; elendigheden for os er overkommelig.
Dog allerhøjest har de fattige en mere begrænset, mindre forspring!
Hvad klimaet med vandmængder oppefra og fra floder og havene angår samt varmegrader og luft- og vandkvaliteten, så sidder vi ALLE i samme båd!
At erkende det burde være den vigtigste opgave i klimakampen!
Danmark er skidt stillet med personen Dan Jørgensen på toppen af den politiske klimaplan.
Når han udtaler, at »nu må alle alarmklokker bimle og bamle« og der på hans tiltag næppe kan fåes øje på, er dette typisk for en lakaj, der handler i andres interesser, eller, som en person der er udstyret med en rygrad som en regnorm.
Jeg mener ikke, at den enkeltre minister er andet en førte marionetdukker i Mette Frederiksens centralstyrede tyranni. Som Jesper Petersen siger det: "Der er kommet en ny minister, men der er ikke kommet en ny politik."
Derfor giver det ikke så stor mening at skælde ud på Dan Jørgensen. Han og resten af ministrene passer perfekt til de roller de har fået i socialdemokratiets demagogiske teateropsætning.