Kronik

Vi kommer ikke organiseret kriminalitet til livs, før vi kan rumme alle vores medborgere

Vi bekræfter unge i deres kriminelle valg, når vi bruger en hård ’dem og os-retorik’. Hvis vi vil reducere den organiserede kriminalitet, må vi fokusere på forebyggelse, der styrker sammenhængskraften og medborgerskabsfølelsen, frem for hårdere straffe, skriver Line Barfod og Klaus Goldschmidt Henriksen fra Enhedslisten i denne kronik
En 22-årig mand mistede livet og en anden blev hårdt såret på Christiania i juli 2021. Selv om vi ikke kender omstændighederne i detaljer, er det oplagt at tro, at der står organiseret kriminalitet bag. Og hvis vi vil den til livs, skal vi forstå vejene dertil, skriver dagens kronikører.

En 22-årig mand mistede livet og en anden blev hårdt såret på Christiania i juli 2021. Selv om vi ikke kender omstændighederne i detaljer, er det oplagt at tro, at der står organiseret kriminalitet bag. Og hvis vi vil den til livs, skal vi forstå vejene dertil, skriver dagens kronikører.

Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Debat
27. august 2021

Et overlagt mord på en helt ung mand på Christiania og et umotiveret knivoverfald på en 58-årig nørrebrobeboer har igen sat fokus på den ekstreme vold.

Vi kender ikke de detaljerede omstændigheder omkring – eller gerningsmændene til – de to tragiske begivenheder. Men det er næppe tilfældigt, at de finder sted i to områder, hvor Hells Angels og Loyal To Familia har et stærkt fodfæste.

Det er oplagt, at en kontrolleret legalisering af hash ville fjerne en meget stor del af det økonomiske grundlag for den organiserede kriminalitet på blandt andet Christiania og Nørrebro. Og det har Københavns Kommune også flere gange foreslået Christiansborg. Men hidtil uden held.

Legalisering af hash eller ej, der skal gribes ind over for den organiserede kriminalitet i bander og gadegrupperinger. Det ligger lige for at kræve flere konsekvenser og hårdere straffe for at imødekomme den frustration og følelse af magtesløshed over for volden, som mange føler. Men det er imidlertid afprøvet igen og igen uden den ønskede effekt.

Når der er tale om knivstik, skyderier og anden vold, er det selvfølgelig politiet, der skal gribe ind og gøre, hvad de kan for at opklare forbrydelserne. Men politiindsatsen skal suppleres af en målrettet social indsats mod kriminalitet, hvor vi med opdragelse, konsekvent og hurtig indsats og intensivt arbejde i familierne tager fat på de unge, der er kommet i en dårlig udvikling, og insisterende får dem tilbage på sporet. Der er brug for nærpoliti i de enkelte bydele, som kender de unge og lokalmiljøet, og som i kombination med kommunens gadeplansmedarbejdere kan skabe tryghed på gaden.

Løsningen er inklusion og medborgerskab

Erfaringer og forskning fra Danmark og udlandet peger entydigt på, at en bred og sammenhængende forebyggende indsats for inklusion og medborgerskab på flere niveauer er vigtig for at stoppe fødekæden til voldelige kriminelle miljøer. 

Hvis vi skal forebygge kriminalitet, skal vi forstå vejene dertil.

En stigende ulighed har skabt en underklasse af borgere uden for arbejdsmarkedet, som lever i overfyldte boliger i udsatte boligområder. Mange er fra etniske minoriteter, og en del af de unge føler sig uden for det danske samfund. De føler, at Danmark ikke vil dem.

Når de unge ikke kan få deres liv til at hænge sammen og føler sig ekskluderet, så reagerer mange indadvendt ved for eksempel selvskade og hashrygning, mens andre reagerer mere udadvendt med kriminalitet. Nogle gør begge dele. De udvikler modkulturer eller et ’modborgerskab’ og føler ikke, at samfundets normer angår dem. De er ligeglade. Og kan man bebrejde dem det?

Når højrefløjen og Socialdemokratiet derudover bruger mange anledninger til i flæng at udskamme hele befolkningsgrupper og boligområder gennem en generel og stemplende snak om ’parallelsamfund’, ’ghettoer’, ’huller i danmarkskortet’, ’ikkevestlige indvandrere’, ’muslimer’ og ’unge indvandrere’, der skaber utryghed på S-togsstationer’, fremmer det også de unges følelse af at være uden for det gode selskab.

En hård ’dem og os’-retorik i forhold til for eksempel muslimer bekræfter de unge i ikke at tilhøre fællesskabet. Ikke at være en del af ’os’. Det kan være med til at skubbe nogle unge ud i de marginaliserede og kriminelle miljøer med en lav voldstærskel, og det kan også gøre det lettere for agitatorer at overtale dem med radikal islamistisk retorik.

Når de samtidig oplever en ghettolovgivning med et særligt fokus på etnicitet og med juridiske dobbeltstandarder, er de lette ofre for argumenter om et Danmark, der ikke er interesseret i at inkludere muslimer som medborgere.

Derfor er første skridt i forebyggelsen at skabe en bedre sammenhængskraft i samfundet, så alle borgere kommer med i fællesskabet. Vi skal som samfund vise, at vi vil og kan rumme alle medborgere, og at det er selve livsnerven i et demokratisk og tillidsfuldt samfund, at der er sammenhængskraft på tværs af befolkningsgrupperne. 

Medborgerskab på mange måder

Der findes mange forskellige måder at arbejde med og sikre sammenhængskraft, inklusion og medborgerskab i et samfund.

Helt konkret skal alle unge have mulighed for at forsørge sig selv og for at få en bolig, de kan betale. Der skal lægges vægt på at skabe nye regulære job til ufaglærte og kortuddannede unge. Det er for eksempel servicejob i det offentlige eller job i bolig-, transport-, miljø- og klimasektoren og på det private område inden for eksempelvis reparation, genbrug og hjemmeservice.

Men de unge skal også have mulighed for at trænge igennem i en demokratisk, offentlig debat og blive hørt. De skal inviteres ind i demokratiske processer i lokalområdet, og politikere skal møde de unge, lytte og tale med dem og tage deres stemmer alvorligt.

Og derfor skal vi også som samfund konsekvent have fokus på, at der ikke må være diskrimination mod unge fra etniske minoriteter. Det gælder både i det offentlige rum, i byen lørdag aften, i klasselokalet på folkeskolen eller i gymnasiet, hos sagsbehandleren og hos politiet.

Som led i forebyggelsen er også velfærdsordninger af stor betydning. Det gælder alt fra en god sundhedspleje, der kommer rundt til alle familier, daginstitutioner, der giver børnene et godt afsæt, og klubber og væresteder, der kan give dem ordentlige tilbud i deres fritid.

Her er skolen selvfølgelig også uhyre central. En stor gruppe drenge fra de etniske minoriteter kommer i dag ikke videre fra folkeskolen, så det er af største betydning, at skolen kan give dem et sikkert fundament for deres uddannelse og arbejdsliv.

I samarbejde med skolen og andre institutioner skal det boligsociale arbejde opprioriteres og udbygges. Det skal fortsat i stort omfang være styret af de almene boligorganisationer og beboerne i de berørte områder, fordi forebyggelsen forudsætter en systematisk inddragelse af civilsamfundet. Det gør den, fordi civilsamfundet bidrager med foreninger, beboerorganiseringer og lokalt kultur- og idrætsliv til lokalområdet. 

Det er også vigtigt, at vi sikrer, at de gode rollemodeller, der er i lokalområdet, bliver i lokalområdet. Det kan gøres ved, at de velfungerende ’storebrødre’, som har taget en uddannelse, er kommet i arbejde og er velintegrerede, fortsat kan have en attraktiv bolig i lokalområdet.

Alt i alt må hele indsatsen hvile på klare værdimæssige præmisser. Udgangspunktet er, at børn og unge, der er på vej ud i kriminalitet, skal opdrages og hjælpes ind på et andet spor. Der er børn og unge, der er omsorgssvigtede og udsatte, så samfundet må gribe ind og give dem tætte, trygge, og strukturerede rammer og voksne, der vil og tør opdrage dem og samtidig give dem en stærk følelsesmæssig omsorg. Hertil hører selvfølgelig et tæt familiearbejde, der rykker helt ud til de mest udsatte familier.

Men det er også vigtigt, at indsatsen over for unge på vej ud i kriminalitet er konsekvent og hurtig. Det skal ikke forstås som ’konsekvens’ i betydningen ’straffende’, som højrefløjen kræver. Men vi skal gribe ind, hver gang det er nødvendigt, og det er af stor betydning at handle hurtigt, fordi de unge ikke kan overskue et langt forløb med tomgang og ventetider.

Hvis vi vil volden til livs, er vi altså nødt til at handle klogt. Det betyder, at vi både skal tænke i forbyggende indsatser for at stoppe rekrutteringen til de kriminelle miljøer og samtidig være konsekvente og hurtige i vores indgriben over for den organiserede kriminalitet. Men forebyggelsen begynder ved sammenhængskraften.

Klaus Goldschmidt Henriksen er kandidat for Enhedslisten til kommunalvalget i København

Line Barfod er borgmesterkandidat for Enhedslisten til kommunalvalget i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Udmærket indlæg til eftertanke, men der mangler altså noget i min optik.
Lad os tage vore almene boliger og deres brugerdemokrati først.
Hvorfor kan vi ikke få mennesker med anden etnisk baggrund med i diverse bestyrelser og afdelingsmøder?
Hvordan får vi ændret traditionerne så både mænd og kvinder deltager sammen noget mere?
jeg er med i en social forening med aktiviteter hvor alle kan være med, stedet ligger i et boligområde som lige nu er i søgelyste som "hård ghetto" uanset jeg er dyb modstande raf denne lov. Men det er altså ikke nok at vise forståelse for "de" (også de gode) dukker ikke op
Jer på venstrefløjen, som jeg delvis selv tilhører er forargede over manglen på vores flertals accept og forståelse. Men accepterer i de religiøse normer og bremseklodser for fællesskab? tager I selv fat i de unge og yngre når I møder dem?
Der siges at være mangel på arbejdskraft. men hvordan pokker får vi de ambitiøse forældre med mellemøstlig baggrund til at acceptere at ikke alle deres børn kan blive læger, farmaceuter eller advokater m.v.

Claus Bødtcher-Hansen

27/aug/2021

Hej Klaus Goldschmidt Henriksen og Line Barfod,
tak for et godt yderst relevant samfunds-indlæg,
jeg håber at andre politikere læser og handler
relevant på det :-) ...

Venlig hilsen
Claus