Kommentar

Kvinder må holde op med at bekæmpe hinanden og begynde at bekæmpe patriarkatet

Hvis vi som feminister vil bekæmpe patriarkatet, må vi først og fremmest holde op med at bekæmpe hinanden, og i stedet fryde os over vores medkvinders succes – for det er også vores egen, skriver skribent på bloggen KLÆDT AF og frivillig i Sex og Samfund Sara Vardar i dette debatindlæg
Debat
4. august 2021

I en tid, hvor feminismen for alvor har fået vind i sejlene, føler jeg mig nødsaget til at råbe op.

Siden vores medsøstre indledte ligestillingskampen og gjorde mænd eneansvarlige for uligheden blandt kønnene, har vi levet i en illusion. Jeg og andre, der kalder sig feminister, skal vågne op og reflektere over, hvorfor vi bekæmper hinanden snarere end problemet selv.

Vi tilstræber en strukturel, reel ligestilling, men hvordan kan vi opnå det, når vi ikke engang kan unde andre kvinder velfortjent succes? Vi vil gerne erobre verden, men er skeptiske når ’hende den højlydte’ får den søde tjeners opmærksomhed.

For et par måneder siden havde jeg inviteret til en sammenkomst for mine veninder – mange af dem kendte ikke hinanden i forvejen. Ugen efter så jeg flere af de samme veninder til kaffe, og her havde hver og en noget dårligt at sige om en af de andre, og pludselig smagte min latte bittert.

Hvorfor skal det være sådan, at uanset hvor hyggelig en aften, vi havde, så var det, som om det var en pligt, at alle skulle påpege mindst en negativ ting om en af de andre?

Jeg vil gerne understrege, at dette ikke er for at hænge mine veninder ud, men for at påpege et mere generelt problem, hvor vi kvinder spænder ben for os selv og vores veninder.

Det er ikke noget, der er indkodet i vores dna, men et produkt af patriarkatet, hvor kvinder hele deres liv er blevet opstillet som modstandere og opdraget til at bagtale og konkurrere med hinanden. Vi lærer det i både popkulturen og de klassiske fortællinger.

Fortiden kan vi desværre ikke lave om på, men vi kan forme fremtiden. Derfor opfordrer jeg kvinder til at gribe til handling. Vi skal frigøre os fra modstandermentaliteten og løsrive os fra patriarkatets usynlige arme – og en god start er at tale ordentligt om vores medkvinder.

Sara Vardar er skribent på bloggen KLÆDT AF og frivillig i Sex og Samfund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nicolaj Ottsen

»Det er ikke noget, der er indkodet i vores dna, men et produkt af patriarkatet, hvor kvinder hele deres liv er blevet opstillet som modstandere og opdraget til at bagtale og konkurrere med hinanden. Vi lærer det i både popkulturen og de klassiske fortællinger.« Så fortællingerne er ikke en afspejling af virkeligheden, men virkeligheden er en afspejling af fortællingerne ?

Det må være dejligt at have en størrelse, som patriarkatet i sit arsenal, som man kan tilskrive alle sine dårlige træk til. Længe leve uskylden, men hov var den ikke også noget patriarkatet afkrævede af kvinden. Argh den eneansvarlige mand ....

erik pedersen, ulrik mortensen, Erik Fuglsang, Gunilla Funder Brockdorff og Michael Hansen anbefalede denne kommentar
Michael Hansen

Hm, mener ellers at have bemærket at det i den grad er indkodet i kvinders dna...
Måtte lige dobbeltchecke at det ikke var det en klumme i Femina...

erik pedersen og Gunilla Funder Brockdorff anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Kvinder er kvinder værst… Virkelig? Hvorfor? Nødvendigvis? Og omvendt?
Efter en tur igennem en lille "MeToo-vridemaskine" har jeg lært at holde mund; men jeg har også lært helst at springe alt fra den kant over… skal virkelig tvinge mig til at undersøge hvilken substans der er i udsagn med den afsender, skjult eller åbenlyst. Men at mine reaktioner skulle ha’ noget med et patriarkat at gøre? Nul! - det er for enkel og for nem en forklaring. Søg videre.

Jeg studser også over indlægget og en form for generalisering ,som så finder en syndebuk.
Kvinder og mænd er og bliver forskellige helet som kvinde rindbyrdes er forskellige og som mænd er det.
Kønsforskellen er og bliver noget grundlæggende for livet som sådan helt ned til de næsten usynlige levende væsener i livet.
Mennesket er så umiddelbart på det "højeste" plan uden nødvendigvis at have lært grundlæggende at: gør intet ondt og gør alt hvad der er godt.
Så det udtryk om DNA skal da vist tages meget symbolsk.
Ansvaret for vore reaktioner på livet og dets mysterium og adfærd ligger grundlæggende altid i det enkelte individ, bortset fra mennesker hvor et eller andet biologisk er slået fejl.

Frederikke Nielsen

Mænd er også mænd værst. De konkurrerer også mod hinanden i høj grad. Der er ingen forskel. Jeg arbejder i en mandsdomineret branche og oplever det samme her. Den eneste måde at løse det på, er at skabe ekkokamre, hvor alle er enige om alt, men det er måske til gengæld lidt kedeligt og rykker ingen steder.

Sara Vardar, jeg tror, at du må acceptere, at, selvom de har samme køn, så er kvinder ikke ens. Kvinder har forskellige holdninger og forskellige formål med livet. Bredden i forskellighed er måske endda større blandt kvinder end blandt mænd, lige nu, fordi kvinderollen er under forandring; nogle lever i det gamle andre i det nye.. Derfor er der endda kvinder, der er anti-feminister, altså ikke ikke-feminister, men anti-feminister, ja, det er svært at forestille sig. Men sådan er det, og det må du lære at navigere i.