Lisbeth Bech-Nielsen: Københavns boligmarked skal ikke være et nichemarked

Hvis et problem er så åbenlyst, at ingen kan benægte det, så kan man altid forklejne det. Denne strategi lader til at være den primære sigtelinje for dem, der leder med lys og lygte efter en metode til at bortforklare den himmelråbende skævhed på boligmarkedet.

I perlerækken af boligbobleforklejnere finder man nu også direktør i Boligøkonomisk Videncenter, Curt Liliegreen. Han er en af de dygtigste boligøkonomer i landet, men det kniber lidt med solidariteten for de grupper i vores samfund, der ikke kan få plads på ejerboligmarkedet.

Den 14. august gengiver Curt Liliegreen en serie af de mest velkendte argumenter for, at eksploderende boligpriser i København er et lokalt (læs: uvæsentligt) problem. Med den fortælling bagatelliserer Liliegreen det faktum, at landets hovedstad i stadigt voksende omfang bliver klinisk støvsuget for folk, der er bare det mindste på røven. Også de unge, der gerne vil læse i nærheden af deres skole, og helt almindelige mennesker med en sygeplejerske- eller håndværkeruddannelse, som ikke længere har råd til at bo i byen. Men han overser også, at udviklingen forgrener sig til andre dele af landet, herunder især Aarhus og en række nordsjællandske kommuner, samt at gevinsterne for de voksende salgspriser øger skævheden med samme usvigelige sikkerhed som den tilføjede massefylde på en snebold, der ruller ned ad Mount Everest.

Et nichemarked

Alene i velhaverkommunerne Hørsholm og Rudersdal er et gennemsnitligt hus steget med henholdsvis 30 og 20 procent det seneste år. Det er rigtigt, at priserne holder sig fint i ro i mange steder i landet, men det er jo netop grunden til, at gevinsterne for festen ender med at blive så skævt fordelt, både geografisk og socialt.

Ifølge Liliegreen er ejerboliger i København et nichemarked. Det er spot on og udstiller om noget den boligfatale situation i København, eftersom kun en femtedel af byens boliger er almene. Det vil altså sige, at en stor del af den resterende boligmasse er private lejeboliger, og her ved vi godt, hvem der skummer fløden på boligindtægterne: kapitalfonde.

I den anden ende af spektret står forældre, hvis ønske om at købe bolig til deres børn er forståeligt nok, men som gennem de fordelagtige vilkår for forældrekøb medvirker til at forstærke den ulige fordeling af boligmarkedets gevinster.

En laissez faire-tilgang

Samtidig betyder det forhold, at ’ejerboliger er et nichemarked’ jo lige præcis, at mængden af boliger til folk uden forgyldte lommer er så beskeden, at der snart slet ikke er plads til dem i landets hovedstad overhovedet. Forældrekøb, lejevilkår, generelt udbud og rentefradrag er alle sammen elementer, der bidrager til at reducere hovedstadens mangfoldighed og skrue prisen i vejret. Liliegreen tager bestik af øjebliksbilledet og konkluderer, at det er et københavnerproblem – men tænker ikke på, at boligpolitik er politik for fremtiden. Det betyder, at der skal gøres noget, hvis der skal være plads til andre end de velhavende i fremtidens København – men også at boligpolitikken skal justeres på landsplan, hvis udviklingen ikke skal brede sig.

Helt grundlæggende har vi bygget et samfund, hvor nogle bliver murstensmillionærer og andre bliver forment adgang til landets største by – og en række andre byer. Det kan man selvfølgelig godt have en laissez faire-tilgang til, sådan som Liliegreen har, ved eksempelvis at forklejne problemets omfang til ’kun’ at berøre de 600.000 indbyggere i hovedstaden.

Men faktum er, at Københavns boligproblemer både er et problem for vores økonomi i bred forstand, for den grundlæggende ret til en rimelig bolig og generelt for den voksende ulighed i vores samfund.

Lisbeth Bech-Nielsen er folketingsmedlem for SF