Kommentar

Lisbeth Bech-Nielsen: Københavns boligmarked skal ikke være et nichemarked

Ifølge boligøkonom Curt Liliegreen er de københavnske boligpriser kun et lokalt problem på et ’nichemarked’. Men det er præcis problemet: at landets hovedstad bliver et marked for de få uden mangfoldighed, og problemet spreder sig i øvrigt til andre byer, skriver folketingsmedlem Lisbeth Bech-Nielsen i denne kommentar
Der skal gøres noget, hvis der skal være plads til andre end de velhavende i fremtidens København, mener folketingsmedlem for SF, Lisbeth Bech-Nielsen.

Der skal gøres noget, hvis der skal være plads til andre end de velhavende i fremtidens København, mener folketingsmedlem for SF, Lisbeth Bech-Nielsen.

Christian Lindgren

Debat
26. august 2021

Hvis et problem er så åbenlyst, at ingen kan benægte det, så kan man altid forklejne det. Denne strategi lader til at være den primære sigtelinje for dem, der leder med lys og lygte efter en metode til at bortforklare den himmelråbende skævhed på boligmarkedet.

I perlerækken af boligbobleforklejnere finder man nu også direktør i Boligøkonomisk Videncenter, Curt Liliegreen. Han er en af de dygtigste boligøkonomer i landet, men det kniber lidt med solidariteten for de grupper i vores samfund, der ikke kan få plads på ejerboligmarkedet.

Den 14. august gengiver Curt Liliegreen en serie af de mest velkendte argumenter for, at eksploderende boligpriser i København er et lokalt (læs: uvæsentligt) problem. Med den fortælling bagatelliserer Liliegreen det faktum, at landets hovedstad i stadigt voksende omfang bliver klinisk støvsuget for folk, der er bare det mindste på røven. Også de unge, der gerne vil læse i nærheden af deres skole, og helt almindelige mennesker med en sygeplejerske- eller håndværkeruddannelse, som ikke længere har råd til at bo i byen. Men han overser også, at udviklingen forgrener sig til andre dele af landet, herunder især Aarhus og en række nordsjællandske kommuner, samt at gevinsterne for de voksende salgspriser øger skævheden med samme usvigelige sikkerhed som den tilføjede massefylde på en snebold, der ruller ned ad Mount Everest.

Et nichemarked

Alene i velhaverkommunerne Hørsholm og Rudersdal er et gennemsnitligt hus steget med henholdsvis 30 og 20 procent det seneste år. Det er rigtigt, at priserne holder sig fint i ro i mange steder i landet, men det er jo netop grunden til, at gevinsterne for festen ender med at blive så skævt fordelt, både geografisk og socialt.

Ifølge Liliegreen er ejerboliger i København et nichemarked. Det er spot on og udstiller om noget den boligfatale situation i København, eftersom kun en femtedel af byens boliger er almene. Det vil altså sige, at en stor del af den resterende boligmasse er private lejeboliger, og her ved vi godt, hvem der skummer fløden på boligindtægterne: kapitalfonde.

I den anden ende af spektret står forældre, hvis ønske om at købe bolig til deres børn er forståeligt nok, men som gennem de fordelagtige vilkår for forældrekøb medvirker til at forstærke den ulige fordeling af boligmarkedets gevinster.

En laissez faire-tilgang

Samtidig betyder det forhold, at ’ejerboliger er et nichemarked’ jo lige præcis, at mængden af boliger til folk uden forgyldte lommer er så beskeden, at der snart slet ikke er plads til dem i landets hovedstad overhovedet. Forældrekøb, lejevilkår, generelt udbud og rentefradrag er alle sammen elementer, der bidrager til at reducere hovedstadens mangfoldighed og skrue prisen i vejret. Liliegreen tager bestik af øjebliksbilledet og konkluderer, at det er et københavnerproblem – men tænker ikke på, at boligpolitik er politik for fremtiden. Det betyder, at der skal gøres noget, hvis der skal være plads til andre end de velhavende i fremtidens København – men også at boligpolitikken skal justeres på landsplan, hvis udviklingen ikke skal brede sig.

Helt grundlæggende har vi bygget et samfund, hvor nogle bliver murstensmillionærer og andre bliver forment adgang til landets største by – og en række andre byer. Det kan man selvfølgelig godt have en laissez faire-tilgang til, sådan som Liliegreen har, ved eksempelvis at forklejne problemets omfang til ’kun’ at berøre de 600.000 indbyggere i hovedstaden.

Men faktum er, at Københavns boligproblemer både er et problem for vores økonomi i bred forstand, for den grundlæggende ret til en rimelig bolig og generelt for den voksende ulighed i vores samfund.

Lisbeth Bech-Nielsen er folketingsmedlem for SF

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vi findes stadigvæk, men hvor er de andre blevet af? Dem man så i gågaderne. Hvor er de henne? Der var en som fortalte mig, at nogle af narkomanerne er døde, men hvad med resten? Efter årtiers jagt på kontanthjælpsmodtagerne, er det snart tid til at lukkes kommunens afdeling for kontanthjælp. Tiggerne er væk, de er blevet fjernet fra storbyerne, og gadebilledet er blevet støvsuget for dem på kontanthjælp.

Når kommunepolitikerne gør alt for at tiltrække ressourcestærke familier, men samtidigt jagter de tyve procent i bunden, så skaber det en flugt til kommuner, hvor huslejerne er til at betale, specielt med færre penge til at betale lejeboligen, strammer løkken omkring halsen på de tyve procent i bunden af samfundet, det bliver sværere og sværere at trække vejret. Der bygges færre og færre billige boliger, samtidigt med at spekulanterne fjerner de boliger, som vi skulle have haft adgang til.

De rige løser de sociale problemer ved systematisk at udrense en hel klasse. Det kaldes apartheid. Det er de lokale politikere, der gør det beskidte arbejde, som Folketinget har lovgivet om. Kommunernes budgetter holdes i en stram snor vedrørende det sociale, men de rige banker, fonde og udenlandske storspekulanter må godt bygge til de 40 % rigeste - middelklassen og op. Når de ikke kan sælge boligen, lejes den ud til 10-15.000 kr. md. Det skal gøres attraktivt for de ressourcestærke børnefamilier, og masser af penge pumpes ud for at forskønne byen, med det formål at tiltrække dem, som har fået for mange penge.

De tres procent af befolkningen, som udgør det politiske flertal, bliver splittet op vælgermæssigt set, for at venstrefløjen ikke skal få indflydelse og løse de sociale problemer. Derfor pumper de rige penge ind i de yderliggående højreorienterede partier, som er med i den borgerlige fløj. Således foregår den politiske svindel. Også socialdemokratiet er trukket over i den højreorienterede lejr. Der findes ingen rød blok, De Radikale er med i den borgerlig fløj og kræver sociale nedskæringer / reformer, og Socialdemokraterne fodrer kun erhvervslivet, fattigdommen skal opretholdes.

Har SF ikke været med til at fjerne adgangen til det almene boligsystem, for at flyttet det almene boligsystem over til middelklassen? Nu er der 58 flere boligforeninger, hvor vi ikke må få en bolig, ved lov. Der findes to former for fordærvelse, den ene skyldes, at folket ikke følger loven. Den anden, at fordærvelsen skyldes loven.

Regeringens politik fjerner ikke fattigdommen, de mindsker ikke uligheden, de forsøger ikke engang at lade som om. Artiklen handler om usynliggørelse af de 20 %, social eksport og klassisk boligapartheid. Systemet er korrupt hele vejen igennem, det er skabt for at skabe fattigdom, for at øge uligheden, som den er blevet i fyrre år. De 40 % får alle fordelene, middelklassen og overklassen.

jens christian jacobsen

Lisbeth Bech-Nielsen fra SF præsenterer den sædvanlige rammetænkning, hvor de gældende betingelser for liv og arbejder ikke angribes.
Hun har en tekno-fetichistisk ideologi, der fremstiller 'innovation' (almene boliger) som løsningen på problemerne. Som moderpartiet socialdemokratiet har gjort det siden '50erne.
Hermed fortsætter hun i sporet af god, borgerlig tankegang og reducerer politiske og sociale modsætninger til volumen-tekniske byggeproblemer. Så moraliserer hun over overklassens fortjenester men hun sætter ikke spørgsmålstegn ved forbrugsvalget som vejen ud af miseren. Vi andre skal OGSÅ have adgang til forbruget af boliger. Socialdemokratisme i ren form.

Kapitaliseringen af jord og fast ejendom, der er problemets kerne, bliver så også løsningen: gennem at opstille muligheder for et lidt andet forbrugsvalg af boliger, skal politikerne tage ansvar for de ulykker, som markedsøkonomien har skabt og som en 'reguleret' markedsøkonomi også skal løse. En idelaistisk opfattelse af byhistorien, af boligpolitik og af løsningsstrategier.
Byg mere og byg 'billigere' lyder det fra Bech-Nielsen. Men hvorfor, hvordan, hvor og hvornår?