Kronik

Vi må bryde tabuet om børns seksualitet for at forebygge fremtidige overgreb og krænkelser

Voksne har virkelig ikke lyst til at tale om børn og seksualitet. Men hvis vi vil sikre en sund socialseksuel udvikling hos de næste generationer og forebygge overgreb og krænkelser, skal vi blive meget bedre til det, skriver lektor ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole Frida Nøddebo Nyrup i dette debatindlæg.
Debat
11. august 2021
Voksne har virkelig ikke lyst til at tale om børn og seksualitet. Men hvis vi vil sikre en sund socialseksuel udvikling hos de næste generationer og forebygge overgreb og krænkelser, skal vi blive meget bedre til det, skriver lektor ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole Frida Nøddebo Nyrup i dette debatindlæg.

Mia Mottelson

I en stadig strøm af #MeToo-historier vil jeg gerne bidrage med et forebyggende perspektiv ved at kigge på, hvordan forældre, pædagoger og lærere kan hjælpe børn i deres tilegnelse af de socialseksuelle kompetencer. 

For det starter allerede, når børnene er helt små. Som voksne former vi barnets forhold til sig selv og sin krop, for eksempel når vi siger: »Føj, lad være at pille dig der,« hvis et spædbarn finder ud af, at det er rart at røre ved sine kønsdele – eller bare fjerner barnets hænder for hurtigt at få en ble på.

Dette lærer barnet, at dets kønsdele er ulækre. Ofte er der som i ovenstående ikke tale om en bevidst læring men en kropslig erfaring, der har betydning for barnet opfattelse af kønsdelene i lang tid fremover. Det er blot begyndelsen på den indflydelse, vi har på barnets seksuelle udvikling.

Det fysiologiske grundlag for vores seksualitet er stort set på plads, når vi fødes, men vores psykiske overbygninger, for eksempel det, at vi kan blive tændte alene ved tankens kraft, er noget, der formes i løbet af det levede liv med start i tidlig barndom. Her er samspillet mellem barn og omsorgsgiver af stor betydning for barnets oplevelse af sig selv, den seksuelle udvikling, og hvilke socialseksuelle kompetencer det får med på vejen.

I The Still Face Eksperiment, af psykologiprofessor Edward Tronick, ser man tydeligt, hvordan børn fra naturens hånd er tunet til at søge de nære omsorgspersoners reaktioner. I eksperimentet undgår en mor at reagere på sit barns lyde og bevægelser, og barnet reagerer kraftigt og negativt på det. Også i min børnebog Elba lærer om tissemænd og tissekoner fra 2019 finder du et efterskrift med mere udførlige beskrivelser af barnets seksuelle udvikling.

Plads til seksualitet

I vores samfund er det derfor af stor betydning, hvordan forældre – men især også dagtilbud og skoler – håndterer børns udviklende seksualitet, og af mange historiske og kulturelle grunde svigter vi generelt denne opgave. 

Skolen har traditionelt set ikke været et sted, hvor man gjorde plads til lege med seksuelt indhold. Det fandt børn tidligere plads til i mere hjemlige omgivelser, hvor de voksne kunne give deres besyv med.

Vi var for eksempel en gang i 1970'erne en gruppe børn, som to og to havde en slags brydekampe med hinanden midt på plænen hos en familie. Legen indebar tæt kropslig kontakt og vuggende bevægelser over længere tid og havde ved siden af at være en brydeleg også klart seksuelt stimulerende elementer, som indebar en kropslig nydelse. Til stor morskab ville familiens hund pludselig gerne deltage i legene og begyndte at hoppe op på os, med en tydelig penis fremme. Her kom der fluks en forælder ud og korrigerede os i legen – den del med hunden skulle vi ikke fortsætte med, så hunden blev lukket ind i stalden, mens vi kunne fortsætte den oprindelige leg.

Der har altså været forældre, der kiggede på og helt klart havde en holdning til, hvor en grænse skulle trækkes.

Med tiltagende seksualitetsforskrækkelse, når det handler om børn, har vi voksne gradvist trukket os fra den smule voksenhjælp, der trods alt var for et halvt århundrede siden, og vi sikrer med øget overvågning, at der ikke er rum for lege med seksuelt indhold.

Dertil har seksualundervisningen meget trange kår, og mange steder mangler der pædagogiske tilgange, som i højere grad bygger på handlekompetencer, refleksivitet og personlig autonomi end på servering af faktuel viden. Sex & Samfund yder en stor indsats flere steder, men der er ting, der ikke kan erstattes af det daglige samvær med voksne.

Når børnene starter i indskolingen, har de nået en alder, hvor der fra samfundets side kan være en del større forventninger til, at de har de socialseksuelle kompetencer på plads. Dette til trods for, at vi lige nu er i en situation, hvor mange børn vokser op, uden at nogen taler med dem om seksualitet, og hvor de møder seksualitet i alle dens mere eller mindre ekstreme former – for eksempel på internettet.

Som underviser af kommende pædagoger hører jeg en del eksempler på uoverensstemmelse mellem samfundets forventninger og det, man med rimelighed vil kunne forvente af indskolingsbørn. Ofte er det historier, som forsøges klaret ved, at forældrene kaldes til samtale om barnets adfærd. Indimellem når disse historier også ud i de danske medier, som da to drenge på otte år blev sendt hjem på tænkepause i en uge fra deres skole, fordi de havde vist spidsen af deres kønsorgan til en jævnaldrende pige i skolens frikvarter.

Men det er næppe nogen god hjælp i tilegnelsen af socialseksuelle kompetencer, at de professionelle kontakter forældrene. Det cementerer blot børns oplevelse af det budskab, de allerede har fanget: De voksne vil hverken se eller tale tillidsfuldt om denne type aktiviteter. Dette betyder, at de aktiviteter enten ikke leges eller holdes skjult for de voksne, og dermed har vi ikke mulighed for at guide børnene og tale om rimelige rammer for seksualiteten.

Tabu blokerer udvikling 

Når ingen taler med børn om det, de møder på nettet, eller det, de oplever omkring egen krop og seksualitet, må de selv prøve at finde mening i det, de ser og oplever. Helt naturligt vil de også prøve at finde rum til afprøvning, og selvfølgelig kommer de til at overtræde grænser og gøre ting, som er socialt uacceptable.

Fra et udviklingspsykologisk perspektiv er det derfor uheldigt, at vi hverken derhjemme eller i skolen giver plads til lege som for eksempel den brydekamp, jeg beskrev ovenfor. Vi formår ikke at bevare den tillid, børn har til voksne, når det kommer til deres seksualitet.

Indskolingsbørn er i gang med at udvikle både den kropslige og den psykiske seksualitet samt deres forståelser af de sociale spil, der hører seksualiteten til. Det betyder, at der dannes begyndende koblinger mellem de fysiske og de psykiske eller sociale oplevelser, som former de tændingsmønstre, som kendetegner den voksne seksualitet – i høj grad en kropslig og følelsesbaseret læring.

Børnene er altså i gang med at lære at håndtere en udviklende seksualitet og oven i en konsolidering af det, de allerede burde have med sig fra forældre og børnehave, så øves der nu med temaer som respekt, empati, tolerance, retfærdighed, placering i de sociale hierarkier, risiko for udelukkelse fra fællesskabet og så videre. Som en naturlighed i disse læreprocesser, dukker der uoverensstemmelser og modstridende ønsker op børnene imellem – også når legene og samværet har et seksuelt indhold.

På samme måde som vi ville hjælpe et barn på vej, hvis det har pillet bussemænd i timen, ved blot at fortælle, at det er upassende og hører til på badeværelset med håndvask før og efter, bør vi som samfund også nå dertil, hvor pædagoger og lærere får mulighed for at hjælpe børn på vej i udviklingen af deres seksualitet og socialseksuelle kompetencer.

Det kræver dog en langt større tillid til vores ellers dygtige pædagoger og lærere, som lige netop i forhold til at støtte børns seksuelle udvikling er sat skakmat af en oversensitiv kultur, som mangler forståelse for seksualitetens udvikling.

Det er altså af stor betydning, at ikke kun fagpersoner – men at vi alle – får viden om seksualitetens udvikling, hvis vi vil sikre, at fremtidige generationer får en sundere seksuel udvikling med bedre socialseksuelle kompetencer end dem, vi typisk ser i dag. Sådan kan vi måske forebygge mange af de overgreb og krænkelser, som #MeToo har afsløret finder sted i vores samfund.

Frida Nøddebo Nyrup er kandidat i psykologi og lektor ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Annette Chronstedt

Først må de voksne vel kunne indrømme den skræmmende forekomst af deres egen underkuede seksualitet . .

Eksempel: https://www.information.dk/moti/2009/05/kvinder-taender-paa-mere-tror

Carl Chr Søndergård, Anders Olesen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jorn Johansen

Først må man vel lade være med at adskille krop, seksualitet og opmærksomhed. I de fleste oprindelige kulturer der lever af naturen i et stort omfang, er der ikke forskel på det mellem benene og på resten af kroppen og det i hovedet. Det hænger sammen og er i en helhed. Det er først når vi i puritansk tankegang adskiller kroppen fra seksualiteten og psyken at katastroferne begynder at ske. Så anerkender vi ikke helheden, men kun delene hver for sig. Og det er der at underligheden får lov til at begynde at vokse. Og det er der at underligheden når uacceptable dimensioner, såvel for individet selv og for individerne omkring det. Er din seksualitet først udpeget til noget særligt, om det er særligt dårligt eller godt, så er det blevet en del af hvem du er. På ondt og godt!

Louise Hansen

Kunne man fx sige "socialseksuelle" flere end 7 gange?

Kunne man evt. også beskrive bemeldte hunds penis som andet end "tydeligt fremme"?

Hvor tydelig var denne hunds penis? Hvorfor husker man denne hunds tydelige penis 50 år efter?

Det er svært at tage teksten alvorligt, når den så åbenlyst er udtryk for, at skribenten søger at komme overens med egne traumer, samtidig med at hun ønsker at frigøre andre fra præcis de traumer, hun aldrig har gjort sig fri af.

Nicolaj Ottsen

Misforstår jeg noget? Skulle vi ikke i af-seksualiseringen af børns adfærd begynde med ikke at overintellektualisere den og kalde den sexuel adfærd. Er det ikke netop et udtryk for det voksen perspektiv, artiklen ønsker at gøre op med ?

»Det er altså af stor betydning, at ikke kun fagpersoner – men at vi alle – får viden om seksualitetens udvikling« Mener du ikke viden om barnetsudvikling, det er vel blokeringer i barnets naturlige udvikling, f.eks skabt af forældres unaturlige taburiserede forhold til sex og afføring,, der i nogen teoriers forestilling, manifestere sig som problematisk adfærd, herunder sexueladfærd, sidenhen.

Artiklen får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

Daniel Joelsen

Det er et minefelt for børn.

Carl Chr Søndergård

Ja.

I min verden går hypofysen vel først for alvor igang i teenageårene - så alt inden da, vil være en sexualitet nogle voksne gerne vil tillægge børn.

Mine små drenge (3&5 år) må da gerne rode med deres diller, men der skal vaskes hænder bagefter - og ja. Når de bliver ældre må de tage den under private forhold.

Der er desværre rigtig mange voksne, der har travl med at overanalysere..
Børn er i min verden temmeligt asexuelle og det er i nogle voksne hjerner det rigtig går galt..