Mors kroniske samvittighedskvaler

For fem år siden udgav jeg romanen Mor. En historie om blodet. Den handler om et mørkt moderskab. Et moderskab, der fyldes af ambivalens og vrede. Et moderskab, hvori moren bukker under.

Jeg tænkte ikke over ideologi, budskab eller ’indhold’, da jeg skrev bogen. Jeg skrev den bare, scene for scene, ord for ord. For mig er skrivningen altid intuitiv og starter med sansninger eller følelser. Og jeg skrev ud fra den virkelighed, jeg befandt mig i.

Den virkelighed var – selvfølgelig – at jeg var blevet mor. Jeg ville umuligt have kunnet skrive den roman, hvis ikke jeg havde oplevet nogle af de heftige følelser, moderskabet rummer. Både den dyriske kærlighed, den dybe udmattelse, det voldsomme raseri og konflikterne i parforholdet kom bag på mig.

Bogen er skrevet i spændet mellem, hvad jeg forestillede mig, at moderskabet ville være, og hvad det rent faktisk var. Bogen var ubevidst en modfortælling. En blanding af egne erfaringer, andre småbørnsforældres oplevelser og ren fiktion. En litterær reaktion på en kognitiv dissonans.

Det kunne have været min egen modfortælling, som udsprang af mine egne forestillinger om moderskab. Men da vi mennesker ofte er mere forbundne, end vi aner, viste det sig, at mange kunne genkende det. Jeg har fået mange beskeder fra folk, som kunne genkende bogens hændelser – raseriet mod barnet, vandringer rundt på endeløse putteture, konflikterne mellem moren og faren, fortvivlelsen, når søvnmanglen er værst, trangen til at flygte fra familien. En af de mest tankevækkende beskeder kom fra en kvinde, der skrev: »Det er en frygtelig historie – og jeg kan genkende det hele.« Som om det at være småbørnsmor bare er frygteligt.

Andre læsere skrev, at de syntes, det var en modig bog, fordi den tog fat i et tabu. De læserreaktioner fik mig til at tænke, at der måske var et kollektivt mellemværende med moderrollen. Det var først, da jeg læste reaktionerne på bogen, at det gik op for mig, den kunne opfattes som en samfundskritik.

Den normative fortælling om mor

Fra sundhedsfagfolk fik jeg også nogle interessante reaktioner. En jordemoder sagde til mig, at det kriblede i hende efter at give hovedpersonen mere støtte under fødslen. En læge, som er ekspert i efterfødselsreaktioner, havde sat psykologernes fagblad til at anmelde bogen. Han skrev, at den var en god beskrivelse af en fødselsdepression. Jeg betvivlede ikke hans faglige ekspertise, men hans læsning undrede mig. Det undrede mig, at bogens ambivalens blev fejet ind under sygdomsgulvtæppet og placeret i en diagnose. Også fordi jeg havde hørt fra mange, som kunne genkende fortællingen. Ville det så sige, at de alle led af (uerkendte) fødselsdepressioner?

Jeg er næppe den rette til at bedømme hovedpersonens psykologi, og man er naturligvis velkommen til at læse bogen, som man vil. For mig forekommer den at pege i forskellige retninger og ikke entydigt mod det syge. Moren i bogen bliver ganske vist mere og mere fortvivlet, og slutningen er dramatisk. Men et stykke hen ad vejen forekommer bogens hændelser mig at være inden for normalspektret eller i hvert fald i grænselandet.

Nogle af reaktionerne gav mig i al fald fornemmelsen af en fortælling om, hvad kvinden bør føle under fødslen og i moderskabet. En fortælling om den uudtømmelige kvindelige omsorg og kærlighed – der sjovt nok er satans belejlig for mændene. En fortælling, der ofte reducerer morens psyke. Som Olga Ravn skrev et par år efter i Mit arbejde: »ingen har villet læse mødres bøger. Ingen ønsker at kende hende.« En kvindelig journalist, der ville interviewe mig til en avis, mødte modstand fra sine mandlige kolleger. De kunne ikke forstå, hvorfor hun interesserede sig for emnet, og syntes i øvrigt, det var synd for mine børn. »Er det også synd for Stephen Kings børn?« bemærkede min mand.

Nogle gange har den nye bølge af moderskabsfremstillinger i litteraturen virket som et forsøg på at sige, at mor også er et menneske. Et helt menneske med alle de følelser, et helt menneske har. Et helt menneske, som naturligvis reagerer på den smerte, fødslen og småbørnsplejen rummer. Julie Sten-Knudsen skriver om en fødsel i sin nye bog, Syv lag: »Jeg gik i opløsning.« Men jordemoderen i bogen er kølig: »It’s the name of the game.« Som om man bare må holde kæft og komme videre. For nylig deltog jeg i et litteraturseminar med titlen ’Mor eller menneske?’ Det er jo tragisk, hvis man skal vælge.

Alligevel tror jeg, det er uundgåeligt, at vi forsøger at reducere vores forældres psykologi. Vi foretrækker forestillingen om at være udelt elskede. Særligt mor forventes at nære udelt kærlighed og selvopofrelse. Som Deborah Levy skriver i The Cost of Living: »Når vores far gør de ting, han har brug for at gøre i verden, forstår vi, at han er nødt til det. Hvis vores mor gør de ting, hun har brug for at gøre i verden, føler vi, at hun har forladt os.« Da jeg gav min egen mor min bog, sagde jeg, at jeg ikke ville høre det, hvis hun kunne genkende hovedpersonens følelser. Også jeg foretrækker illusionen om udelt kærlighed. Dobbeltmoral og splittelse lever i de fleste af os.

Den moderne kvinde og biologien

Splittelsen er også central i et dugfriskt speciale om moderskabslitteratur: Mor på barrikaderne af Emil Bakkendrup. Han skriver, at min bog og Dy Plambecks Til min søster udstiller en modsætning mellem to kvinderoller, ’den moderne kvinde’ og ’den rene mor’. Den moderne kvinde er lyststyret og individualistisk, mens den rene mor er præget af patriarkatet og pligtfølelsen. Derfor opleves det moderne moderskab modsætningsfyldt i disse bøger, mener Bakkendrup.

Specialet ser disse to kvinderoller netop som roller, ikke nødvendigvis som udtryk for natur og kultur. Den opofrende mor er også en kulturel forestilling.

Grænsen mellem natur og kultur er i al fald svær at drage, også i moderrollen. Jeg tror ikke, at mænd er alene om at være egoistiske. Jeg tror ikke, at kvinder har et overmenneskeligt omsorgsgen. Men de kønnede forventninger lever i bedste velgående og skaber ofte problemer i den moderne familie. (Måske er det anderledes i de nye familieformer – soloforældre, regnbuefamilier – som dannes uden polariteten mellem mand og kvinde).

Biologien sætter grænser, jovist. Kvinden er gravid, føder og kan amme. Men hvad så derefter? Jeg ved det ikke, jeg er jo bare forfatter. Så tillad mig at afslutte denne kronik med et citat fra min roman, der kommer ind på ambivalensen mellem biologi og ligestilling:

»Faren har tit misundt moren hendes bryster, at hun altid kan give pigen mad og trøst. Moren har tit misundt ham ikke at have dem. Hans smerte er at kunne undværes. Hendes er at være uundværlig.«

Længere henne i bogen får farens omsorgsevne dog større plads. Måske er det en pointe, at forælderevnen er mere individuel og mindre kønnet, end vi tror. Alligevel sidder romanens hovedperson, som mange af os, fast i forestillingen om moren som den primære forælder uanset hvad. Selv om vi intellektuelt ikke mener, det er rigtigt. Måske er det derfor, at så mange moderne mødre har kronisk dårlig samvittighed.

Maja Lucas er forfatter.