Kronik

Mors kroniske samvittighedskvaler

Vi lever stadig med forestillingen om moderen som den primære forælder, som skal give børn uudtømmelig omsorg uden smerte eller ambivalens. Det skaber et problem for moderne kvinder, skriver forfatter Maja Lucas i denne kronik
Maja Lucas har blandt andet skrevet romanerne 'Gennem natten og vinden' (2019) og 'Mor. En historie om blodet' (2016).

Maja Lucas har blandt andet skrevet romanerne 'Gennem natten og vinden' (2019) og 'Mor. En historie om blodet' (2016).

Sigrid Nygard

Debat
5. august 2021

For fem år siden udgav jeg romanen Mor. En historie om blodet. Den handler om et mørkt moderskab. Et moderskab, der fyldes af ambivalens og vrede. Et moderskab, hvori moren bukker under.

Jeg tænkte ikke over ideologi, budskab eller ’indhold’, da jeg skrev bogen. Jeg skrev den bare, scene for scene, ord for ord. For mig er skrivningen altid intuitiv og starter med sansninger eller følelser. Og jeg skrev ud fra den virkelighed, jeg befandt mig i.

Den virkelighed var – selvfølgelig – at jeg var blevet mor. Jeg ville umuligt have kunnet skrive den roman, hvis ikke jeg havde oplevet nogle af de heftige følelser, moderskabet rummer. Både den dyriske kærlighed, den dybe udmattelse, det voldsomme raseri og konflikterne i parforholdet kom bag på mig.

Bogen er skrevet i spændet mellem, hvad jeg forestillede mig, at moderskabet ville være, og hvad det rent faktisk var. Bogen var ubevidst en modfortælling. En blanding af egne erfaringer, andre småbørnsforældres oplevelser og ren fiktion. En litterær reaktion på en kognitiv dissonans.

Det kunne have været min egen modfortælling, som udsprang af mine egne forestillinger om moderskab. Men da vi mennesker ofte er mere forbundne, end vi aner, viste det sig, at mange kunne genkende det. Jeg har fået mange beskeder fra folk, som kunne genkende bogens hændelser – raseriet mod barnet, vandringer rundt på endeløse putteture, konflikterne mellem moren og faren, fortvivlelsen, når søvnmanglen er værst, trangen til at flygte fra familien. En af de mest tankevækkende beskeder kom fra en kvinde, der skrev: »Det er en frygtelig historie – og jeg kan genkende det hele.« Som om det at være småbørnsmor bare er frygteligt.

Andre læsere skrev, at de syntes, det var en modig bog, fordi den tog fat i et tabu. De læserreaktioner fik mig til at tænke, at der måske var et kollektivt mellemværende med moderrollen. Det var først, da jeg læste reaktionerne på bogen, at det gik op for mig, den kunne opfattes som en samfundskritik.

Den normative fortælling om mor

Fra sundhedsfagfolk fik jeg også nogle interessante reaktioner. En jordemoder sagde til mig, at det kriblede i hende efter at give hovedpersonen mere støtte under fødslen. En læge, som er ekspert i efterfødselsreaktioner, havde sat psykologernes fagblad til at anmelde bogen. Han skrev, at den var en god beskrivelse af en fødselsdepression. Jeg betvivlede ikke hans faglige ekspertise, men hans læsning undrede mig. Det undrede mig, at bogens ambivalens blev fejet ind under sygdomsgulvtæppet og placeret i en diagnose. Også fordi jeg havde hørt fra mange, som kunne genkende fortællingen. Ville det så sige, at de alle led af (uerkendte) fødselsdepressioner?

Jeg er næppe den rette til at bedømme hovedpersonens psykologi, og man er naturligvis velkommen til at læse bogen, som man vil. For mig forekommer den at pege i forskellige retninger og ikke entydigt mod det syge. Moren i bogen bliver ganske vist mere og mere fortvivlet, og slutningen er dramatisk. Men et stykke hen ad vejen forekommer bogens hændelser mig at være inden for normalspektret eller i hvert fald i grænselandet.

Nogle af reaktionerne gav mig i al fald fornemmelsen af en fortælling om, hvad kvinden bør føle under fødslen og i moderskabet. En fortælling om den uudtømmelige kvindelige omsorg og kærlighed – der sjovt nok er satans belejlig for mændene. En fortælling, der ofte reducerer morens psyke. Som Olga Ravn skrev et par år efter i Mit arbejde: »ingen har villet læse mødres bøger. Ingen ønsker at kende hende.« En kvindelig journalist, der ville interviewe mig til en avis, mødte modstand fra sine mandlige kolleger. De kunne ikke forstå, hvorfor hun interesserede sig for emnet, og syntes i øvrigt, det var synd for mine børn. »Er det også synd for Stephen Kings børn?« bemærkede min mand.

Nogle gange har den nye bølge af moderskabsfremstillinger i litteraturen virket som et forsøg på at sige, at mor også er et menneske. Et helt menneske med alle de følelser, et helt menneske har. Et helt menneske, som naturligvis reagerer på den smerte, fødslen og småbørnsplejen rummer. Julie Sten-Knudsen skriver om en fødsel i sin nye bog, Syv lag: »Jeg gik i opløsning.« Men jordemoderen i bogen er kølig: »It’s the name of the game.« Som om man bare må holde kæft og komme videre. For nylig deltog jeg i et litteraturseminar med titlen ’Mor eller menneske?’ Det er jo tragisk, hvis man skal vælge.

Alligevel tror jeg, det er uundgåeligt, at vi forsøger at reducere vores forældres psykologi. Vi foretrækker forestillingen om at være udelt elskede. Særligt mor forventes at nære udelt kærlighed og selvopofrelse. Som Deborah Levy skriver i The Cost of Living: »Når vores far gør de ting, han har brug for at gøre i verden, forstår vi, at han er nødt til det. Hvis vores mor gør de ting, hun har brug for at gøre i verden, føler vi, at hun har forladt os.« Da jeg gav min egen mor min bog, sagde jeg, at jeg ikke ville høre det, hvis hun kunne genkende hovedpersonens følelser. Også jeg foretrækker illusionen om udelt kærlighed. Dobbeltmoral og splittelse lever i de fleste af os.

Den moderne kvinde og biologien

Splittelsen er også central i et dugfriskt speciale om moderskabslitteratur: Mor på barrikaderne af Emil Bakkendrup. Han skriver, at min bog og Dy Plambecks Til min søster udstiller en modsætning mellem to kvinderoller, ’den moderne kvinde’ og ’den rene mor’. Den moderne kvinde er lyststyret og individualistisk, mens den rene mor er præget af patriarkatet og pligtfølelsen. Derfor opleves det moderne moderskab modsætningsfyldt i disse bøger, mener Bakkendrup.

Specialet ser disse to kvinderoller netop som roller, ikke nødvendigvis som udtryk for natur og kultur. Den opofrende mor er også en kulturel forestilling.

Grænsen mellem natur og kultur er i al fald svær at drage, også i moderrollen. Jeg tror ikke, at mænd er alene om at være egoistiske. Jeg tror ikke, at kvinder har et overmenneskeligt omsorgsgen. Men de kønnede forventninger lever i bedste velgående og skaber ofte problemer i den moderne familie. (Måske er det anderledes i de nye familieformer – soloforældre, regnbuefamilier – som dannes uden polariteten mellem mand og kvinde).

Biologien sætter grænser, jovist. Kvinden er gravid, føder og kan amme. Men hvad så derefter? Jeg ved det ikke, jeg er jo bare forfatter. Så tillad mig at afslutte denne kronik med et citat fra min roman, der kommer ind på ambivalensen mellem biologi og ligestilling:

»Faren har tit misundt moren hendes bryster, at hun altid kan give pigen mad og trøst. Moren har tit misundt ham ikke at have dem. Hans smerte er at kunne undværes. Hendes er at være uundværlig.«

Længere henne i bogen får farens omsorgsevne dog større plads. Måske er det en pointe, at forælderevnen er mere individuel og mindre kønnet, end vi tror. Alligevel sidder romanens hovedperson, som mange af os, fast i forestillingen om moren som den primære forælder uanset hvad. Selv om vi intellektuelt ikke mener, det er rigtigt. Måske er det derfor, at så mange moderne mødre har kronisk dårlig samvittighed.

Maja Lucas er forfatter.

Serie

Moderskab under opbrud

I over 100 år har kvinder vundet markante fremskridt i rettigheder og ligestilling. Men har moderrollen fulgt med? Hvilke forældede forventninger og fortællinger har vi om moderskabet, og hvilken rolle spiller biologien i forsøget på at skabe ligestilling i forældreskabet? Det undersøger vi i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Selv om en nybagt mor i 2021 har slyngevugge, er hun stadig i omstillingskrise

    4. oktober 2021
    Overgangen til forældreskabet flytter så mange brikker rundt i både krop og sind, at det betegnes som en omstillingskrise. Det er fællesskabets opgave at rumme de nye forældres oplevelser og imødekomme deres behov. Ikke at moralisere over for dem, skriver psykolog Amalie Vatne Brean i dette debatindlæg
  • Fødslen af min søn satte mig fri

    23. september 2021
    Der er meget fokus på, hvor hårdt det er at være mor. Men jeg har ikke lyst til at blive gjort til offer for en hård fødsel, manglende nattesøvn, opmærksomhedskrævende småbørn eller manglende karrieremuligheder. Kan vi ikke droppe brokkeriet, spørger Sigrid Groth Nielsen i denne kronik
  • Da jeg havde født, føltes mine kønsdele vanvittigt usexede. Det bør være et samfundsanliggende

    11. september 2021
    Gener og kosmetiske tab på kønsorganerne er udbredte efter fødsler. Alligevel bliver de ofte affejet som naturlige og ligegyldige af læger. Men det skader sexlysten og respekterer ikke fødselsarbejdet som arbejde. Derfor bør det være et samfundsanliggende, skriver mor til fire Ina Lykke Schmidt i denne kronik
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nicolaj Ottsen

Tak for indlægget.

Jeg kan godt blive lidt irriteret over dette emne og det tror jeg bunder i to ting.
Primært at jeg savner barnets perspektiv. Man hører om forældrenes opofrelse, eller som i dette indlæg, »Hans smerte er at kunne undværes. Hendes er at være uundværlig.«, »jeg skrev ud fra den virkelighed, jeg befandt mig i«, »En litterær reaktion på en kognitiv dissonans«, barnets perspektiv hører man ikke. Barnet er blevet født helt og aldeles hjælpeløs ind i en fremmed verden, og har derfor brug for at forældrene mere eller mindre sætter sig selv til side. Hvad forældrene føler, hvilke "smerter" de bakser med, om der er ligestilling, »om vi intellektuelt ikke mener, det er rigtigt.« er barnet ubevidst om og det er derfor fra barnetsperspektiv totalt ligegyldigt. Så hvorfor dette personlige standpunkts perspektiv ? Hvad er formålet ?

Og det fører til den sekundære irritations kilde, en apatisk følelse af, at jeg eller samfundet for den sagsskyld, intet kan gøre for at ændre på situationen. Det er som det er og hvordan det klares må forældrene løbende forhandle om, med barnet som overdommer. Uden konkrete forslag, uden noget man kan handle på, bliver det blot nytteløs autofiktiv smerte spredning.

Det er selvfølgelig vigtigt, at den enkelte Mor og Far konfrontere skyggesiderne af, at være en børnefamilie og ikke fortrænger dem og opløser sig selv i en idealiseret Mor eller Far rolle, men er det ikke sådan i alle livets forhold. Er livet ikke en lang »kognitiv dissonans« ?

Jane Jensen, Ole Beckman, Lisbet Almstrup Olesen, Christine Kirkegaard, Søren Nielsen, Peter Mikkelsen, Lotte Tvede, Steen Obel, Henrik Rose, Miriam Nedergaard, René Arestrup, Anina Weber, Jeanne Löwe Lindberg, Michael Hansen, Ervin Lazar, Eric Philipp og Leanette Nathalia Chresta Jensen anbefalede denne kommentar
Jeanne Löwe Lindberg

“Moderskab under opbrud” en overskrift der antyder at selve moderskabet bør defineres inden det brydes op. Uden en mere subjektiv og tydelig definition risikerer barnet, så at sige, at blive smidt ud med badevandet.
Ligesom anekdoten om 7 blinde, dér placeret omkring en elefant, bliver bedt om at at beskrive hvordan elefanten opleves, giver moderskabstemaet anledning til udsagn fra vidt forskellige perspektiver.
De strukturelle økonomiske og politiske forhold kan være én vinkel. De individuelle familiekulturelle og relationelle forhold og ikke mindst parforhold kan være en anden vinkel, forældrens egen følelsesmæssige bevidsthed, modenhed og formåen en tredje vinkel og barnets konstitution, styrke og sundhed en fjerde vinkel. Perspektiverne og oplevelserne er uendeligt mange og subjektive.
Barnet er i min optik ubetinget det vigtigste fokus. Uden barn intet moderskab (- som jeg herefter vil benævne forældreskab i en anerkendelse af et ligeværdigt og fælles ansvar, på trods af de biologiske forskelle og kønsspecifikke ‘opgaver’) Barnet er pr. definition uskyldigt bragt til verden og har nogle basale behov, der skal opfyldes for at imødekomme dets sundhed og trivsel på alle planer. Et sundt barn må være det fornemmeste mål og i alles interesse ud fra alle perspektiver.
Derfor bliver jeg også optaget af barnet i forældreskabet. Hvordan påvirker det barnet når forældre kapres af indre tilstande af vrede og afmagt. Når forældre oplever stærke følelser af angst, uformåenhed og identitetstab. Når forældre føler de er ved at gå i opløsning, ved at blive vanvittig og projicerer deres indre over i forældreskabet? Og konklusionen bliver at moderskabet/ forældreskabet er forkert og opmærksomheden og diskussionen tager den drejning. Når forældren åbenbart er mere yderstyrer af sit behov for tilkobling og kontakt på de sociale medier end behovet for kontakt med baby og sit eget indre. Når forældren forsøger at finde løsninger og forklaringer på det forkerte moderskab/forældreskab, debattere, publicerer og intellektualiserer sig ud af og væk fra ‘her og nu’et’, væk fra barnets helt basale behov for kontaktfuld amning, tryg søvn, sund mad, kærlige øjne der ser barnet.
Måske er denne debat et udtryk for at vi har fjernet os så langt væk fra ‘den sunde basale tilknytning’ at tiden er inde til en langt mere omfattende og forberedende undervisning og bevidsthedsudvikling i emnerne Moderskab/Faderskab /Forældreskab

Jane Jensen, Nicolaj Ottsen, Inger Pedersen, Per Andersen, Halfdan Illum, Steen Obel og Majken Munch anbefalede denne kommentar
Jørn Pedersen

Vi skal også lave det om, så det er mændene , der føder børnene og ammer dem de første måneder!

Hvis/når det er sådan, at det vigtigste valg vi træffer i livet, er valget af forældre - et valg vi ikke har indflydelse på - er jeg nysgerrig på, om skribenten har en opfattelse af, at hendes barn har truffet et godt valg.

Rikke Nielsen

Jørn Pedersen, i vore dage varer en barsel typisk et års tid. Det er let at ændre til halv tid til mor og halv tid til far. Udover at dette vil fjerne de største følelser af svigt fra morens side, vil det også give en meget mere sammentømret familie. Alt sammen centralt for barnets tarv.