Valget i 2019 blev ualmindelig håbefuldt for mange af os. Nu skulle der endelig tages hånd om klimaet, og politikerne vedtog en klimalov, så kurven over CO2-udledningers himmelflugt kunne vendes.
Der er sket noget, og flere politikere har ændret deres retorik, men det er alt for lidt og går alt for langsomt, når vi skal holde temperaturstigningen under de to grader, vi har forpligtet os til.
Når vejret bliver voldsommere, og forskerne advarer os i endnu en IPCC-rapport, må det efterhånden være blevet tydeligt for enhver, at klimaet ikke bare er et politisk problem blandt mange andre.
Vi befinder os i en nødsituation, hvor vi er i færd med at ændre på jordens klima, og det kan føre til uoverskuelige konsekvenser for os selv og fremtidige generationer.
De fleste politikere lader imidlertid til ikke helt at have fattet, at det faktisk er virkeligheden.
Politikerne er valgt til at skabe gode betingelser for vores liv, og alligevel handler de på måder, hvor det ikke ser ud til at lykkes inden for den tidsramme, de selv har fastsat.
Hvis man som borger er i stand til at hjælpe et menneske i nød og ikke handler, kan man blive straffet. Men hvis man som uansvarlig politiker undlader at handle med de mange midler, man har til rådighed i en global nødsituation, har det hidtil ikke været betragtet som kriminelt. Det burde det nok være.
Som danskere og som demokrater har vi ikke for vane at lave revolutioner, men venter i stedet med at straffe politikerne ved valgurnerne næste gang, og derfor går dyrebar tid tabt.
Hvis vi anklager politikere ved Menneskerettighedsdomstolen, kommer det til at tage lang tid, før en afgørelse falder, men måske er det nødvendigt.
I Holland har ngo’er rejst sag mod regeringen for ikke at tage klimaforandringer seriøst. Hvis vi gjorde noget lignende i Danmark, kunne vi måske sætte skub i den lovgivning, som er helt nødvendig.
Borgerforslag er en noget tung affære, men kan måske bruges i samspil med flere klimaborgerting både i staten og i kommunerne, hvor det sikres, at anbefalinger ikke bliver syltet.
En af fordelene ved klimaborgerting er, at deltagerne har god tid til at sætte sig grundigt ind i dilemmafyldte sager og måske komme frem til løsninger, der er tilstrækkeligt upopulære til, at politikerne ville have kviet sig ved at foreslå dem.
For hver ny klimarapport ser det ud til, at fristen til at handle bliver kortere. Det gør, at politikernøl efterhånden kommer til at minde om pligtforsømmelse, og derfor skal politikerne forpligte sig til at tage borgernes forslag seriøst.
Hella Tvermoes er tidligere indvandrerlærer
Er fuldstændig enig og har foreslået dette et par gange i Klimabevægelsens debatgruppe på fb. Vil lige supplere:
Mit forslag går ud på, at de samme 11 grønne organisationer (+ evt flere *)), som på under 2 uger samlede 65.000 støtter til et borgerforslag om Ny Klimalov, formulerer et nyt og mere ultimativt borgerforslag.
Dette kan tage udgangspunkt i en pakke af de forslag, som Borgertinget allerede har nået en betydelig enighed om - altså et udtryk for det som gennemsnitsdanskeren vil kunne acceptere (på tværs af partipolitiske særinteresser), når der lyttes til klimaforskere m.fl.
Forslagspakken skal så begæres til en - hastegodkendt?- folkeafstemning, medmindre, selvfølgelig, at folketingsmedlemmerne kan vedtage pakken selv. Dette må i historikken klart anses som usandsynligt, idet borgertinget stort set er blevet ignoreret.
Hvad der derimod vil være sandsynligt, er, at et flertal i Folketinget vil stemme imod at afholde en folkeafstemning. Her er det så, at det ultimative kommer ind. Det som Hella Tvermoes her foreslår:
At der skal føres retssag mod det fodslæbende regeringsflertal for at svigte egne løfter og udskyde handling samt for at blokere for en absolut fair demokratisk afgørelse af de grønne organisationers forslag.
*) Lad os kalde dem Den Grønne Medlemsblok. Husk at der er betydelig flere medlemmer i denne end i alle de rød/blå (el. /sorte) blokke tilsammen.