Der skal også være plads til de lykkelige skilsmissefortællinger

I 2013 valgte jeg at stoppe mit ægteskab.

Mine to drenge var på det tidspunkt syv og et år. Jeg kan den dag i dag få tårer i øjnene, når jeg tænker på, hvordan vi kaldte vores ældste ind i stuen for at fortælle ham, at mor og far skulle skilles.

Jeg følte mig som den værste far i verden, fordi det var mig, der ikke ville mere. Mig, der opløste ægteskabet og familien og altså dermed mig, der fjernede fundamentet af tryghed for mine børn.

Jeg kan huske, jeg var meget overrasket over min søns reaktion. Han sagde ikke meget, men stillede et par korte spørgsmål til en fremtid, vi ikke kunne svare på, og gik så ind på sit værelse. I dag er han 15 år, og jeg venter stadigvæk på den reaktion, der aldrig kom.

I de sidste otte år er jeg i ny og næ gået ham på klingen om, hvordan han oplevede den dag. Men han bider ikke rigtig på, og efter lidt spørgsmål fra mig uden rigtige svar fra ham, plejer jeg at stoppe. Om det er, fordi han undviger, eller det er sandt, når han siger, han ikke kan huske meget fra den dag, ved jeg ikke.

Måske er det en blanding af begge. Men fordi jeg hele tiden har læst og fået fortalt, at alle børn husker den dag, hvor mor og far sprang bomben, som den værste dag i deres liv, har jeg svært ved at tro på, at han ikke er ’traumatiseret’. Men måske er fortællingen om min søns reaktion – og sikkert mange andre børns – at skilsmissen ikke var den store overraskelse, når det kom til stykket. At det måske ligefrem var bedre at bo på skift hos sine forældre end at bo sammen med dem, når alternativet var to forældre, som hele tiden skændtes.

Skilsmissen har gavnet mine børn

Når jeg vælger at fortælle min historie, er det, fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi også får en anden fortælling om livet som skilsmissebarn.

For efter otte år som fraskilt far er det gået op for mig, at jeg som far har udviklet mig på en måde, jeg aldrig ville have udviklet mig på, hvis jeg var forblevet i mit daværende forhold. Og det er en udvikling, der i høj grad er kommet mine to drenge til gavn. Det er dog ikke det samme, som at jeg siger, at en skilsmisse er bedre end et velfungerende parforhold.

Det, jeg blot agiterer for, er, at vi også får en anden fortælling om livet som skilsmissebarn. For den, vi oftest hører, er den negative historie om skilsmissebørnenes større risiko for at udvikle angst, at de klarer sig dårligere i skolen, ikke tager en ungdomsuddannelse, ryger ud i misbrug og så videre.

En skilsmisse er jo noget, de færreste ønsker. En skilsmisse betyder, at man kun får lov at være sammen med sine børn, når det er ens egen uge eller dage, og når man tænker over det, er det jo absurd.

Ingen vælger at få børn for efterfølgende at misse 50 procent eller mere af deres barn- og ungdom. Og de færreste børn ønsker at undvære den ene forældre hele tiden, men ikke desto mindre er det desværre virkeligheden for omkring 350.000 børn i Danmark.

Jeg har tit tænkt over, om det ville være bedre for mine børn, om jeg ikke var gået, men hver gang er jeg kommet frem til, at de så ville være vokset op med to forældre, der ikke længere forstod hinanden, ikke længere drømte om det samme liv, og som havde sat sig i positioner, de ikke kunne komme ud af, og som de mange skænderier blot forstærkede.

Nærværende mor, fraværende far

Som mange andre gik vi i parterapi, og som mange andre kom vi for sent i gang med terapien. Så i stedet for at tage canceren i opløbet, havde vi ventet, til den havde udviklet metastaser i de vitale organer, og behandlingen var end ikke lindrende – blot nyttesløs.

Jeg var forsørgeren, der gik på arbejde, mens min hustru læste og var hjemme med børnene. Uden at vi opdagede det, blev hun både indenrigs- og børneminister, mens jeg blev den fraværende udenrigsminister.

Det skulle have været de bedste år i vores liv, men en ond cirkel var begyndt, og kærligheden forsvundet.

Så i 2013 stod jeg så og var fraskilt med to drenge på et og syv år. Nu skulle jeg ikke blot være far 100 procent, når jeg havde samvær med dem. Jeg skulle også kunne rumme dem i en meget svær og sorgfuld periode.

Jeg skulle både kunne tale om følelser og også rumme deres følelser, når de ikke ville være sammen med mig, men hjem til deres mor. Og lad mig bare være ærlig: Det var ikke nemt de første par år, og jeg begik en hel del fejl. Men jeg lærte meget af det, og fremfor alt begyndte jeg at reflektere.

Reflektere over, hvordan mit forhold var til min far, og hvilken far jeg gerne ville være. Jeg lærte også, at alle problemer ikke altid skal eller kan løses, blot fordi de bliver italesat.

En vigtig lektie, der gjorde, at jeg blev bedre til at lytte og acceptere følelserne – også de ubehagelige – uden per automatik at handle på dem. I dag otte år efter synes jeg, mine drenge er rigtig godt klædt på til at klare sig i verden.

Bonusforældre er ikke altid en ’bonus’

Efter skilsmissen fandt deres mor hurtigt sammen med en ny mand, som hun også er sammen med i dag. Jeg har en meget dejlig kæreste, der også har børn, men vi har valgt ikke at bo sammen, før vores børn er på vej væk hjemmefra.

Dermed siger jeg ikke, det er forkert, når mange fraskilte vælger at flytte sammen og danne en ny familie, men mange voksne fortrænger, at når vi er videre og klar til at indgå nye relationer, er vores børn måske først for alvor begyndt på deres sorgproces. Det var jo ikke dem, der ville skilles.

Men fordi vi voksne er så forhippede på at komme videre – det at komme videre ligger nærmest som et krav i tidsånden, sætter vi substantivet ’bonus’ foran vores nye partner, dennes afkom og øvrige familie – selv om vores børn måske opfatter de nye, fremmede mennesker som alt andet end en bonus i deres liv.

Fordi jeg valgte at splitte min familie op en efterårsdag i 2013, har jeg tvunget mine to drenge til at skulle forholde sig til nye aktører i deres liv og til at bo i to hjem.

Den største del af deres hverdag bor de i Nordsjælland hos deres mor, en mindre del af tiden i byen hos mig.

Skilsmisse giver nærvær

De skal forholde sig til et værdisæt hos deres mor og et andet hos mig. Fra en tidlig alder har mine drenge måttet navigere i to forskellige verdener, men det har faktisk gjort dem åbne og rummelige.

Det har vist dem, at der er forskellige måder at leve på, og at ikke én måde er bedre end en anden, men at de hver især har deres styrker og mangler.

Det er blandt andet den fortælling, jeg synes, vi mangler, når vi taler om skilsmissebørn og deres liv. Ja, vi skilte forældre påfører dem, vi elsker allermest, smerte ved at bryde hjemmet op, men ud af den smerte kan der faktisk komme noget godt.

Havde jeg stadigvæk været gift i dag, var det ikke mig, børnene var kommet til, når de var kede af det eller havde problemer. Jeg ville have affundet mig med rollen, ja, måske jeg end ikke længere ville have tænkt over den, men jeg ville have misset en supervigtig relation til mine børn.

Jeg ville nok ikke have været specielt meget på Aula, og jeg ville næppe have talt så meget sammen med min ældste om hans valg af ungdomsuddannelse. På den hårde måde har mine børn allerede lært, at nogle beslutninger her i livet – som for eksempel en skilsmisse – har voldsomme konsekvenser for andre, og det har vi tit talt om.

Når man er alene med sine børn, er man nødt til at udfylde begge kønsroller, og det har været godt for mine drenge at se, at en mand ikke kun kan spille fodbold og håndtere en boremaskine, men også tale om de svære ting, bage kager og pynte op til højtiderne.

Selv om jeg gerne vil medgive, at mor nok altid vil være bedst til sidstnævnte.

Det siger mine børn i hvert fald.

Jens Lauge Johannesen er cand.mag. og fraskilt far.