Kommentar

Pelle Dragsted: Mangel på arbejdskraft er en god nyhed for lønmodtagerne

Når arbejdsløsheden er lav, får marginaliserede grupper større chancer på arbejdsmarkedet, og lønnen i bunden presses op. Men når markedsmekanismerne skader erhvervslivets interesser, kan det pludselig ikke gå hurtigt nok med statslig indblanding, skriver Pelle Dragsted i denne klumme
I den lavtlønnede hotel- og restaurationsbranche bør politikerne holde fingrene væk og lade markedskræfterne arbejde for mere inklusion, højere lønninger og bedre arbejdsforhold, mener Pelle Dragsted.

I den lavtlønnede hotel- og restaurationsbranche bør politikerne holde fingrene væk og lade markedskræfterne arbejde for mere inklusion, højere lønninger og bedre arbejdsforhold, mener Pelle Dragsted.

Stine Bidstrup

Debat
26. august 2021

Læser man avisernes erhvervssider i disse uger, vil man helt sikkert støde på artikler om mangel på arbejdskraft, hvor bekymrede arbejdsgivere fortæller, at de har svært ved at besætte ledige job. Ofte ledsaget af udtalelser fra erhvervstoppens organisationer om at nu må der gennemføres reformer, der øger udbuddet af arbejdskraft eller åbner for mere import af lavtlønnet udenlandsk arbejdskraft.

I erhvervsredaktionernes dækning beskrives mangel på arbejdskraft oftest som et problem med udgangspunkt i arbejdsgivernes synsvinkel. Men at ledigheden er på vej nedad, og der er konkurrence om arbejdskraften, er set fra lønmodtagersiden og fra et bredere samfundsmæssigt perspektiv faktisk en god nyhed.

For det første giver den lave arbejdsløshed marginaliserede grupper større chancer for at komme ind i arbejdsfællesskabet. Der er jo faktisk stadig mere end 100.000 mennesker, der forgæves søger arbejde. Når arbejdsgiverne ikke kan vælge og vrage, så bliver de mere parate til at ansætte nogle af dem, der normalt vælges fra i første grovsortering af ansøgningerne. Som vi så det, sidst vi havde meget lav ledighed, giver det ikke mindst indvandrere og efterkommere langt bedre muligheder for at komme i arbejde. Fordi arbejdsgiverne ikke har råd til at diskriminere eller forvente, at nyansatte er toptunede fra dag ét.

Der er altså gode chancer for, at den høje efterspørgsel vil sikre den inklusion på arbejdsmarkedet, som skiftende regeringer har arbejdet for med begrænset succes i årevis. Og endda helt uden at skære i fattige menneskers indkomster, som ellers har været den mest udbredte måde at forsøge at presse udsatte grupper ud i et arbejdsmarked, der ikke ville have dem.

Stigende lønninger

For det andet fører lav ledighed til stigende lønninger. I en kapitalistisk økonomi er det nemlig med arbejdskraft som med alle andre varer: Er efterspørgslen større end udbuddet, så stiger prisen. Det er en udvikling, som vi bør byde velkommen efter en årrække med meget begrænsede lønstigninger. Tænketanken Kraka har påvist, at når det gælder lønmodtagerne med de laveste lønninger, så har de ikke oplevet nogen reallønsfremgang i op mod 20 år.

Det er jo egentlig paradoksalt, at erhvervslivets top, der normalt mener, at det er markedet, der skal styre og sætte priserne, nu er i chok over, at markedskræfterne presser prisen på arbejdskraft op, og at de derfor ønsker akut statslig indgriben for at presse lønningerne nedad igen.

Præmature reformer, der for eksempel åbner op for mere import af lavtlønnet udenlandsk arbejdskraft, risikerer både at spænde ben for muligheden for, at marginaliserede grupper kommer i arbejde, og vil betyde, at lønmodtagerne må opgive en fortjent og fornuftig lønfremgang.

Men hvad med konkurrencekraften? Taber vi ikke konkurrencedygtighed over for udlandet, hvis lønningerne stiger? Nej, der er umiddelbart ingen grund til bekymring. Vi har i årevis haft historisk store overskud på handels- og betalingsbalancen, hvilket er det sikreste udtryk for en stærk konkurrencekraft.

Højere løn = højere produktivitet

Og faktisk kan stigende lønudgifter på lidt længere sigt være godt for konkurrenceevnen. For det forholder sig sådan, at når lønnen stiger, så bliver det mere attraktivt for selskabsejerne at investere i teknologi, der nedbringer behovet for arbejdskraft. Den slags investeringer øger produktiviteten og betyder, at vi kan sælge vores varer billigere på verdensmarkedet. Det er faktisk netop denne mekanisme – stigende lønninger, der har ført til stigende investeringer i kapitalapparatet, der er en del af baggrunden for den nordiske models økonomiske succes.

Skal vi så slet ikke være bekymrede over historierne om mangel på arbejdskraft? Jo, særligt når det gælder faglært arbejdskraft, kan vi komme til at stå med en udfordring i fremtiden. Ikke mindst fordi den store klimaomstilling vil øge efterspørgslen efter arbejdskraft inden for specialiserede områder. Men det er først og fremmest et matchproblem, der skal løses ved at uddanne og omskole flere mennesker til de brancher, der kommer til at mangle arbejdskraft.

Når det gælder det generelle pres på arbejdsmarkedet, for eksempel i den lavtlønnede hotel- og restaurationsbranche, bør politikerne til gengæld holde snitterne væk og lade markedskræfterne arbejde for mere inklusion, højere lønninger og bedre arbejdsforhold. Sagde en socialist.

Serie

Pelles position

Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Voldby Crumlin

Manglen på arbejdskraft er et kæmpe problem for den offentlige sektor, som nu med et regeringsindgreb overfor sygeplejerskerne og politisk fastsat lavere lønudvikling end den private sektor, vil se en yderligere personaleflugt. Hverken den danske model eller markedskræfterne virker på et offentligt arbejdsmarked der af ideologiske grunde ønskes kørt i sænk i konkurrencen med den private sektor.
På det private arbejdsmarked har den lave lønudvikling helt klart gjort at mulighederne i den nye teknologi ikke er blevet udnyttet optimalt. Mange steder i industrien står vi stadig og betjerner gamle maskiner fordi der ikke er investeret tilstrækkeligt i nye maskiner som kan betjenes af robotter. Tilgengæld har manglen på arbejdskraft styrket de gule fagforeninger fordi folk ikke er bevidste om at arbejdsgiverne har været tvunget af markedsforhold til ikke for alvor at true vores overenskomster inden for industrien. Det vil vende hvis vi kommer til at opleve en krise med massearbejdsløshed som i 80erne hvor det kun var en stærk enhedsfagbevægelse der sikrede at vores overenskomster ikke blev rullet tilbage.
Manglen på faglært arbejdskraft forværres også af den politisk bestemte stigende pensionsalder hvor mange unge ikke kan se sig selv arbejde i krævende fysiske job til de er langt over 70 år. Samtidig er det typisk at markedet ikke kan løfte den tilstrækkelige uddannelse og opkvalificering af arbejdskraften fordi arbejdsgiverne hellere hugger medarbejdere fra hinanden end at påtage sig opgaven med uddannelse. Det kræver en styrkelse af erhvervsskolerne og en praktikpladsgaranti hvis vi skal forsøge at løse det problem. Som socialist hylder jeg ikke markedet selvom det lige pt er en fordel for mig som maskinarbejder over 60 år på et arbejdsmarked der i den grad mangler faglærte. Den nordiske velfærdsmodel blev skabt af en stærk enhedsfagbevægelse og en solidarisk model hvor folk var bevidste om at det gjaldt om at skabe kollektive løsninger der løftede hele samfundet i stedet for indbyrdes konkurrence og markedstankegang.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Marianne Jespersen, Freddie Vindberg, Inger Pedersen, Werner Gass, Lise Lotte Rahbek og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak for den kommentar.

Bare en tillægsbemærkning. P1 Orientering kørte i en uge temaet med at hotellerne ikke kunne skaffe arbejdskraft - ja der var mange skræk historier om hvor lidt der var villige til at tage arbejde - ja selv om hotellet ringe efter en liste på folk fra Jobcentret så blev telefonen bare lagt på - ja det var nogle sørgelige historier om dovne ledige.

Hotellerne bedyrede, at de gav dansk løn osv. de fortalte bare ikke at det kun var med en arbejdstid i nogle bestemte timer som en person ikke kunne leve for - men de kunne efter hotelejeren bare få supplerende dagpenge osv. Ja der blev bragt mange uhyggelige historier, hvor mange tegnede et billede af dovne og ugidelige ledige.

Per Klüver, Eva Schwanenflügel, Freddie Vindberg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

'De bekymrede arbejdsgivere'... utroligt anstrengende.

Brian Mikkelsen er verdensmester i at se bekymret ud.

Eva Schwanenflügel

Igen- "vi" har ikke 100.000 arbejdsløse, der fra den ene dag til den anden kan springe ind i hotel- og restaurationsbranchen og rede senge, gøre rent, vaske op og være tjenende ånder på anden vis.

75% af de nuværende kontanthjælpsmodtagere er klassificerede som 'aktivitetsparate' med et fint, Orwellsk nysprogsord, for det betyder det stik modsatte, nemlig at de er for syge til at arbejde, og/eller handicappede.

Hotel-og restaurationsbranchen kunne ikke drømme om at ansætte folk i skånejob, tværtimod ansætter de helst unge udlændinge, der ikke bor permanent i Danmark.

De kan opretholde det hektiske arbejdstempo, er (endnu) mere villige til at se gennem fingre med dårligt arbejdsmiljø, mobning og chikane end danskere, og så er de tilfredse med de få arbejdstimer og den, efter danske vilkår, lave løn, fordi pengene strækker længere i hjemlandet.
Eller sådan var det ihvertfald før i tiden.

Denne branche er fyldt med brådne kar, ligesom mange andre.
Arbejdsgiverne er blevet møgforkælede af regeringen under coronakrisen, og under finanskrisen var det de mest ubemidlede og dem med de mest prekære arbejdsforhold, der betalte prisen med nedskæring efter nedskæring, og lønnen holdt sig i ro.

Nu er det pludselig gået op for dem, at deres elskede MARKED har vendt det hele på hovedet, og de bliver nødt til at komme til lommerne for at få den arbejdskraft, de ønsker.

Det er klart, de vil kæmpe med næb og klør for politiske 'reformer' og billigere, udenlandsk arbejdskraft.

Og det ser ud som om, de får det som de vil.
Første søm i ligkisten er indgrebet i sygeplejerskernes strejke.
Siden kommer flere nedskæringer, for at det hellige arbejdsudbud kan øges.

Halleluja.

Dorte Sørensen, David Adam og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar

Altså, bortset fra at vi ikke har brug for mere vækst, så er det værd at dykke ned i tallene.

Der har ganske rigtigt aldrig været flere i beskæftigelse:
2.846.730 er i beskæftigelse.

Det er en stigning på 46.000 i forhold til februar 2020, måneden før corana blev en ting.

Af disse 46.000 arbejdspladser er 34.150 , altså næsten 80% af de nye arbejdspladser, indenfor "sundhed og socialvæsen". Det er arbejdspladser der er opstået pga corona-krisen, og som forsvinder når der ikke længere er det samme behov for vacciner, podere, testere osv.

Det er altså sandsynligvis en midlertidig mangel på arbejdskraft.

https://www.dr.dk/nyheder/penge/jobmarkedet-saetter-ny-rekord-her-er-hov...

Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

I virkelighedens verden (som ofte er ganske anderledes end i økonomernes modeller) er bl.a. begrænsningen af retten til supplerende dagpenge en reel hindring for en ledig at tage et deltidsjob. For ikke nok med at man ikke kan leve af et deltidsjob - det svækker også ens fremtidige mulighed for at kunne overleve, hvis man bliver ledig igen. Desuden kunne man let ændre på modregningssatserne for bl.a. efterlønnere og derved muliggøre efterlønneres m.v. mulighed for at tjene lidt ekstra ved deltidsbeskæftigelse.

Freddie Vindberg, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar