Kronik

Rollatoren står som et symbol på forfald, men bør hyldes som en innovativ landvinding

Rollatoren har i 30 år sikret forhøjet livskvalitet til gangbesværede borgere. Alligevel hersker der stadig stor skepsis og fordomme omkring det lille mirakel. Ved hjælp af fantasi og politisk vilje i byplanlægningen må vi komme fordommene til livs, skriver lektor i sociologi Hilda Rømer Christensen
Rollatoren er usexet og er for mange et symbol på alderdom og forfald, skriver lektor i sociologi Hilda Rømer Christensen.

Rollatoren er usexet og er for mange et symbol på alderdom og forfald, skriver lektor i sociologi Hilda Rømer Christensen.

Christian Lindgren

Debat
31. august 2021

Det er blot 30 år siden, at den første rollator rullede ud i Danmark og revolutionerede mange gangbesværedes mobilitet. Men trods dens enestående succes er rollatoren stadig omgærdet af skepsis og fordomme. Tiden er inde til at forbedre rollatorens omdømme!

Rollatoren rummer et paradoks, for selv om den nu er blevet en af de mest kendte og anvendte velfærdsteknologier, er der stadig mange – både ældre brugere og yngre medborgere – som har et ’problem’ med den: Den er usexet og er for mange et symbol på alderdom og forfald. Et image, som står i skarp kontrast til den livskvalitet, den sikrer sine brugere. For rollatoren er i virkeligheden et stykke ægte innovation.

Som teknologisk hjælpemiddel befinder rollatoren sig i en mellemposition mellem kørestolen, som låser kroppen til en stol, og på den anden side forskellige former for stokke og krykker, som giver støtte og balance til brugeren.

Både kørestolen og stokken har vi kendt i lang tid, men rollatoren fik vi først, da Aina Wifalk, en svensk sygeplejerske og sociolog, opfandt den i slutningen af 1970’erne. Wifalk var hverken en insider på det gerontologiske felt eller en forretningsdreven person. Hun var derimod ramt af polio og havde et stærkt ønske om fortsat at være i stand til at gå trods sit handicap.

Allerede i 1965 præsenterede Wifalk manupeden, der er et træningsredskab for personer med fysiske handicap. Senere i 1978, da Wifalks handicap blev værre, præsenterede hun den første model af en rollator, som blev kaldt en walking frame. Rollatoren blev herefter sat i produktion støttet af en statslig udviklingsfond og i samarbejde med et svensk firma.

Dens sejrsgang manifesterer sig i dag ved, at rollatoren er blevet mainstream i sundhedssektoren. For eksempel foreskriver serviceloven, at rollatorer skal stilles gratis til rådighed for personer med nedsatfunktionsevne for »at understøtte deres evne til at håndtere aktiviteter i hjemmet og deltage i samfundet«. Men alligevel er det i dag ikke alle, der er lige glade for rollatoren.

Et kvindeligt ikon og mandligt forfald

En forklaring er, at rollatoren ofte kædes sammen med kønsforestillinger. Altså hvordan vi ønsker at leve op til bestemte former for maskulinitet eller femininitet og de eksplicitte og implicitte kønnede eller sociale koder, som er med til at styre vores sociale præferencer.

På papiret er rollatoren et neutralt hjælpemiddel, i modsætning til for eksempel bilen, der typisk kodes til noget maskulint. Men virkeligheden er langt mere dynamisk og modsætningsfyldt.

Hvem husker ikke dronning Ingrid, der ved et kongeligt bryllup i 1998 viste sig offentligt med en rollator? Det står printet i bevidstheden hos den ældre del af befolkningen som et øjeblik, der for nogle markerede et skifte i samfundets normer.

I den danske presse blev dronningen fremhævet som en rollemodel, der opmuntrede andre til ikke at skamme sig over deres rollator. Et ikon for andre – især ældre kvinder. Her blev rollatoren altså et symbol på noget handlekraftigt.

Et modsatrettet eksempel knytter sig til retssagen mod filmproducenten Harvey Weinstein, som blev dømt for seksuel chikane og voldtægt af en række kvinder. Da Weinstein viste sig med en rollator på vej til retssalen, udstillede det ham som en falden og svækket mand. The New York Times skrev kritisk, at Weinstein bidrog til at gøre retssagen til et teatralsk show, som kunne skaffe ham en mildere dom, og at brugen af rollatoren stereotypiserede og nedgjorde andre med fysiske svagheder.

Weinsteins ynkelige fremtræden sendte i hvert fald et budskab om, at rollatoren er en genstand, der er forbundet med forfald og svækket maskulinitet. Noget uønsket, uværdigt og umandigt. Eksemplerne viser, at rollatoren ikke er et neutralt hjælpemiddel.

Forestillinger om både køn, alderdom og svaghed spiller alt efter konteksten en central rolle for vores syn på rollatoren.

De forskellige opfattelser sætter også deres spor blandt nuværende og potentielle rollatorbrugere, som jeg har interviewet i forbindelse med et casestudie af rollatorkulturen, som en del af projektet Tinngo. Her viste det sig, at synet på rollatoren som elsket, hadet eller bare et nødvendigt onde er tæt forbundet med subjektive og ofte kønsbaserede alderdomsstrategier.

For nogle havde rollatoren en meget positiv rolle og blev omtalt som en god ven i det daglige liv. »Mig og rollatoren er bedste venner,« som en kvinde på 90 år sagde. En anden kvinde fremhævede rollatoren som et socialt samlingspunkt, fordi den får folk til at være hjælpsomme, og fordi man både kan gå med den og stoppe op og sidde på den.

Omvendt var der flere respondenter, der så rollatoren som en trussel mod deres kropslige integritet – og kønnede selvforståelser. Et træk, som særligt blev nævnt af mænd: 

»Hospitalet tilbød mig en rollator efter min operation. Men jeg afviste det – både af stolthed af forfængelighed. Nu bruger jeg stokken til at komme til og fra bilen.«

På mange måder er dronning Ingrid og Weinstein repræsentative for holdningerne til rollatoren. Enten ses den som et middel til frigørelse eller som en trussel mod samme. Faktum er dog, at den er et nyttigt hjælpemiddel for rigtig mange mennesker. Men hvordan kan den slippe af med sit forfaldne rygte?

Rollatoren er overset i byplanlægningen

Vi kan starte med at sikre rollatoren en plads i byplanlægningen og i alders-, mobilitets- og transportforskningen. Gang som transportform og simple teknologier som rollatoren er i dag ikke en del af de gængse transportanalyser. Samtidig mangler der fokus på ældres mobilitet i de aktuelle mobilitetsredegørelser og -planer for København, som ellers figurerer som en af verdens mest cykelvenlige storbyer.

Andelen af ældre vil stige eksplosivt i det kommende tiår, og det kalder på nye former for byplanlægning i forhold til overflader og fremkommelighed i byens rum.

Det handler om at se på ujævne overflader, blokerede adgangsforhold til offentlige bygninger, ubehagelige elevatorstop og manglende assistance ved ind- og udstigning i busser og tog. Steder, som let kan passeres, hvis ikke man er gangbesværet, kan være umulige med en rollator, men det glemmer man ofte.

Her kan kvalitative og kulturanalytiske rollatorstudier kvalificere indsatsen. Men vi bør samtidig undersøge, hvordan vi gør selve rollatoren som hjælpemiddel mere attraktiv.

Kan vi udvikle rollatorens design, så den bliver mere smart og personlig – som en slags accessoires i forskellige farver og former, sådan at den i mindre grad formidler kropsligt forfald? Nogle har peget på, at rollatoren i sit design er for ensartet og feminiseret.

Kunne rollatorer med en mere maskulin æstetik og små gadgets som plads til en fiskestang eller en øl få flere mænd til at bruge dem? Eller vil det ske, i takt med at vi ikke ser køn så stereotypt, som vi har gjort?

Vi kan også overveje, om det er muligt at indarbejde digitale løsninger i rollatoren og stille den til rådighed i det offentlige rum på linje med delebiler og bycykler. 

At ville gøre rollatoren sexet er måske at stile for højt. Men med politisk nytænkning og teknologisk innovation kan vi forbedre og fremme brugen af det, der allerede er et lille innovativt mirakel. 

Indtrykket er, at den ældrevenlige by ikke kan fremtrylles ved et par tekniske og kosmetiske ændringer af elevatorer og belægninger. Der er behov for at nyindrette byen. Det kræver fantasi, politisk vilje og nye måder at tænke mobilitet på. Men det er muligt.

Hilda Rømer Christensen er lektor i sociologi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Der skal selvfølgelig gøres plads til rollatorer, både i gader og bygninger og i sindene.
Men der skal lige så selvfølgeligt tages udgangspunkt i behovet.
Hvor mange rollatorbrugere er der i Dk ?

Kåre Leth Pedersen

Som gangbesværet med svær KOL - jeg kan ikke gå 100m uden pause - vil jeg gøre opmærksom på et fantastisk (og mere sexet) alternativ til rollatoren: Det elektriske løbehjul. Jeg bruger dagligt mit løbehjul til at bevæge mig i det offentlige rum og som rollator når jeg skal bevæge mig rundt i butikker, på udstillinger elller rundt på gangene på hospitaler og andre bygninger. Jeg betragter selv løbehjulet som et handikaphjælpemiddel på linie med rollatoren og de kendte elektriske scootere vi ser overalt i bybilledet. For elektriske scootere gælder nogle regler der gør det tilladt at færdes på fortove og i gågader - køretøjet må her max køre 6km/t, men denne regel gælder ikke for elektriske løbehjul som kun må køre på veje og cykelstier. Dette skyldes selvfølgelig det store fokus der har været på det hav af udlejningsløbehjul der har været overalt i de større byer, men det burde jo ikke hindre at en forsagt gangbesværet pensionist kan få lov til at trille stille og fredeligt rundt i bybilledet. Venlig hilsen Kåre Leth

Ete Forchhammer , Eva Schwanenflügel, Leanette Nathalia Chresta Jensen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Der er virkelig mange rollatorbrugere i Danmark. Prøv at gå inden om et ældrecenter, og så står de parkeret på rad og række. De fleste mennesker får på et eller andet tidspunkt brug for en rollator, så det er mærkeligt, at der er så stor modstand mod det.

Ud over det kønsmæssige aspekt, som jeg tilslutter mig, så handler det efter min mening også om mange menneskers frygt for alderdom og kropsligt forfald. Der er en underliggende opfattelse af at det er synd for ældre, som har brug for pleje mm. Jeg tror, det skyldes vores frygt for døden, at vi ikke kan lide tanken om at blive hjælpeløse. Og for mange er rollatoren nok et symbol på det. Desværre for som artiklen påpeger, så er det et fantastisk hjælpemiddel, som kan bevare ens aktionsradius i lang tid. Hvis man altså kan komme frem.

Herdis Weins, Inger Pedersen, Lis Thomsen, Ete Forchhammer , Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Inge Lehmann, Steffen Gliese og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Med hensyn til museer, så har de fleste af dem kørestole, som man kan låne gratis. Det kan være en fordel at ringe i forvejen og reservere, men det er sjældent nødvendigt.

Maj-Britt Kent Hansen

Meget relevant kronik om et overset emne. Enhver kan komme dertil, at rollatoren bliver en nødvendighed samt en god ven og hjælper.

Forfængeligheden må bekæmpes og den praktiske anvendelighed forbedres.

Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Som rollatorbruger vil jeg sige, at det altså ikke er en kosmetisk biting, at belægninger, elevatorer og deslige er iorden.

Start der og arbejd så med holdningen til hjælpemidler samtidigt.

Jeg har hørt flere bekendte udtrykke, at de ikke vil fanges død med diverse hjælpemidler. Primært mænd.
Så ja, der er behov for en bearbejdning af folks holdning.

Men det bliver op ad bakke i et erklæret konkurrencesamfund. Ligesom dyr ikke viser svaghedstegn er det heller ikke tilladt for mennesker i et konkurrencesamfund.

Derudover bliver området også ramt af økonomien i kommunerne. Der bliver det billigste til one size fits all.

Så selvom Københavns kommunes belægninger f.eks. kræver en terrængående rollator får man selvfølgelig den til perfekte belægninger.

Det skyldes måske også, at de udfordringer folk, der har brug for hjælp, har, slet ikke figurerer på lystavlen. Simpelthen når man kan gå normalt, så opfatter man slet ikke belægningen som et problem.

Derfor blev skiftet fra papirsmånedskort til rejsekort måske heller ikke opfattet som problem. De har ikke selv skullet prøve, at komme med rollator fra siddeplads til udlogning og baglæns ud før dørene lukkede. Jeg forbandede i hvert fald rejsekortet langt væk.

Men ja jeg synes ligesom kronikøren, at det er et genialt hjælpemiddel.

Men manglen på friske farver kan ligeså vel være udtryk for den typiske mode i Danmark end holdningen omkring hjælpemidler. Man kan i hvertfald få rollatorer i friske farver syd for grænsen.

Kåre Leth Pedersen jeg tror ikke, at du med den funktionsevne du viser overhovedet ville være berettiget til en rollator.

Men for folk, der stadigt ikke har balanceproblemer, er det da et godt forslag, hvis de orker, at have hjelm på fra 1 januar.

Lis Thomsen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Leanette Nathalia Chresta Jensen, David Zennaro, Steffen Gliese, Heidi Larsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Leanette Nathalia Chresta Jensen

Jeg bliver så forundret over hvem der dog syntes rolllatoren er tegn på forfald. Som en også skriver, jeg ser den som en styrke og møder ikke så få stolte, glade rollatorbrugere, der selv handler. De ligner nogen der føler stor frihed med vind i håret og smil på læben.
Dejligt at nogle handikappede har glæde af løbehjulet, hvilket også må give en stor følelse af frihed

Herdis Weins, Steffen Gliese, Maj-Britt Kent Hansen, Eva Schwanenflügel og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Inge Lehmann skriver "Men det bliver op ad bakke i et erklæret konkurrencesamfund. Ligesom dyr ikke viser svaghedstegn er det heller ikke tilladt for mennesker i et konkurrencesamfund."

Den er ramt midt på skiven. Hvor mange gange hører man ikke fra borgerlige højrefløjspolitikere at det gælder om 'at klare sig selv'. Ja det ville da være superduper, hvis vi allesammen kunne vinde konkurrencerne og de forreste pladser på sejrsskamlen. Det er bare lige modsat. Alle kan få brug for hjælp af de andre. Eller bare for at få plads til sine hjælpemidler.

Herdis Weins, Inger Pedersen, Maj-Britt Kent Hansen, Eva Schwanenflügel og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar

Hvis hjælpemidler er tegn på forfald, er der utrolig mange i dette land, der er i forfald. Briller er også hjælpemidler, høreapparater, som der også er rigtig mange, der bruger, er også hjælpemidler, Små gule post-it sedler, tlf. med huskefunktioner og sådan kan jeg blive ved. Det er der ingen, der har problemer med at bruge, men en rollator er tilsyneladende noget helt andet. Selv om den udvider bevægelsesfriheden betragtelig uden hjælp fra andre, (det kan kørestolen i meget mindre grad). Den geniale ide med at den samtidig kan bruges som stol, betyder, at man kan sætte sig ned, hvis der er brug for et lille pusterum, eller når man møder en på sin vej, man gerne vil snakke med. At stå stille kan være hårdt og svært, så er det godt at kunne sætte sig ned og fortsætte snakken.
Og i forhold til tidligere, hvor der kun fandtes gangstativer, så er rollatoren bare genial.

Herdis Weins, Inger Pedersen, Steffen Gliese, Inge Lehmann, Maj-Britt Kent Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Fordommene står i kø. Jeg tror dog at fordommene mod højrefløjen er noget større end fordommene mod rollator brugere :-)

Lise Lotte Rahbek

Jens C.J.
Det står dig frit for at tilbagevise 'fordommene'. ;-)

Ete Forchhammer

.. jeg har nu slidt fire uundværlige "jr.rollatorer" op - så gavnlige er disse indkøbsvogne med store hjul når man som midaldrende har problemer med balancen.

Der er også allerede på dette niveau en vis teknologiangst, hvor det at kunne klare sig selv opfattes som en fremmedgørelse, når man kan klare sig selv.
Selv ser jeg det som en enorm frihed - en lettelse for både den, der i gamle dage var nødvendig til at hjælpe, og den, der med hjælpemidlerne kan gøre sig uafhængig af andres velvilje og kalender.

Jens Christian Jensen

Burde det være nødvendigt, Lise lotte ? :-)

Danny Hedegaard

Under et besøg på et plejehjem oplevede jeg oldinge i kørestol, der blev madet af personalet med en ske.

Jeg er oprigtigt angst for at blive så gammel, at jeg bliver så aldersvækket at livet for mig ikke giver nogen mening.

Jeg har 2 ønsker til en eventuel alderdom!

1.
Et godt helbred

2.
En god økonomi

Skulle en af de to faktorer, eller dem begge svigte i en højere alder?
Så har jeg det ærlig talt sådan, at jeg hellere stiller træskoene i en alder af 75 ved godt helbred, og med en god økonomi.

End jeg lever til jeg bliver 95 med det modsatte, som værende status i slutfasen.

Det er naturligvis helt for egen regning, og uden nogen som helst slutning på andres vegne.

Jeg har selvfølgelig respekt for at flertallet ønsker, og værdsætter livet til sidste åndedrag.

Mange vil også hævde at jeg nok skal komme på andre tanker, den dag jeg står ansigt til ansigt med realiterne.
De får måske ret?

Men for mig er et besøg på et plejehjem ingen positiv oplevelse, men snarere det modsatte:-(

Det minder mig om at jeg som 56 årig, ikke er så forfærdelig langt fra at det en dag kan gælde for mig.

Modsat opmuntrer det mig at se gamle mennesker med et jernhelbred, for så er der dog håb også for eget vedkommende:-)

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Lise Lotte Rahbek

Jens C. J.
Det ved jeg ikke. Det afgør du. Men jeg ville rasende gerne læse forsvarstalen. :D