Sagen mod Morten Messerschmidt er ikke tragisk, snarere en patetisk folkekomedie

Og så var der dommeren, der efter at have erklæret tiltalte frifundet, leverede afslutningsbemærkningen: Men lov mig nu, Olsen, gør det ikke igen!

Den replik kunne retsformanden i Lyngby gemme til en anden god gang, da en enig domsmandsret som bekendt fandt Morten Messerschmidt skyldig i næsten det hele og idømte ham fængselsstraf, betinget, men fængsel.

Det må stå klart for de fleste efter sidste fredag den 13. i sidste uge, at bedrageri og dokumentfalsk – selv for politiske gasplaneter – er alvorlige sager. Kan man ikke stole på folks underskrift, vakler aftalesamfundet. Sagen kunne tænkes at være yderligere prekær, når en kendt politiker halvhøjt på strå, hidtil nær partiformandsposten, således kolliderer med straffeloven. Men rang og kendthed tæller ikke på dommens dag.

’Another day at the office’

I den professionelle juras virkelighed er sagen another day at the office. Senioranklager Rasmus Maar Hansen besvarede uden for retten journalisternes spørgsmål, hvor anderledes det var med selveste MM på bænken og toppen af DF indkaldt som vidner i tud og følge?

»Njah,« svarede Maaar Hansen, »det usædvanlige er nu mere jer, der står her dag for dag.«

Ellers var sagen ifølge senioranklageren banal: Den slags bedragerisager, der går fjorten af på dusinet, og som altid føres på samme måde i metodisk dokumentation af bedrageriets åbenbare hensigt og bedragerens agt.

Forsvaret forsøgte sig akkurat som MM’s støtter i baglandet med sangen fra de varme lande om beløbets ringhed og den manglende personlige vinding bag ulovlighederne, hvilket heller ikke interesserede retten.

I den mere lyriske ende af sagen, der ikke direkte hører hjemme i en retssal, ej heller er god journalistisk, da det ikke kan bevises (men alligevel), havde MM i overensstemmelse med normaladfærden åbenbart til hensigt at optræde som kong Gulerod og fremtidens håb, der med kruseduller i papirerne kunne skovle penge til partiet fra det korrupte EU.

Det havde han selv beskrevet i en i øvrigt uvederhæftig bog, hvor let dét var. Partiets andre ledere erklærede sig næppe fremmede for idéen.

Højhastighedssnak og skarphjernet forstand

Flere kommentatorer har siden fremhævet MM’s mageløse begavelse og intellekt. Mon et mageløst intellekt roder sig ud i banalt bedrageri, hvor motivet, når alt kommer til alt, er indlysende.

Dertil kommer de eksede holdninger og den halvdannede kulturforståelse, MM i øvrigt markedsfører, hvilket heller ikke vidner om kongruens mellem intimiderende højhastighedssnak og skarphjernet forstand.

MM er skyldig og dømt, men ikke endegyldigt, før den fede dame har sunget. Så længe er han bare skyldig.

Landsrettens afgørelse bestemmer herefter henholdsvis MM’s og DF’s fremtid; det skal dog frarådes spillefugle at satse deres sparepenge på nogen af dem.

Mens vi er ved det, bør man påminde DF og Peter Skaarup, hvis krav om strafskærpelser er grænseløse, om ufortøvet også at forlange straffen hævet for dokumentfalsk og svig med EU-midler. Et sådant initiativ vil være i god overensstemmelse med partiets retspolitik. I heldigste fald kan en gesvindt strafskærpelse sætte MM bag tremmer i længere tid og yderligere udsætte det formandsopgør, der med en ellers frisat MM i vigør foruden formanden også kan koste Skaarup skalpen.

Tilbage før sidste akt står den dømte, som ville ligne en tragedie, såfremt et ægte indhold af selvindsigt, tvivl og kritik anedes bag skallen af affekteret infamitet marineret i genfødt national kristendom. Sagen er ikke tragisk, snarere en patetisk folkekomedie.

Hvad der dog sker med de mennesker, der ophøjer sig i lydhøre mediers livsstilssladder. De kendte og tilbedte tager deres ture fra optræden til optræden, skærm på skærm med mikrofonen i hælene uden at præstere andet end at generere mere egocentrisk omtale.

Før eller siden snubler de og nedstyrtes af de før så benovede, der forvekslede floskler og platituder med visdom og mod.

En MM låner nu lidt mere tid skønt allerede potentielt uværdig til Folketinget.

Skeletterne rasler ud af skabet

En Naser Khader er i flere afdelinger tumlet mod bunden. Efter Khaders trusler mod forskere og embedsfolk, flere kvinders anklager om sexovergreb, efterfølgende varsler om sagsanlæg mod kvinderne og DR samt blotlagt bar overkrop i et dystert landskab, raver manden åbenbart rundt og tror, at han er Naser Khader. Det ligner storhedsvanvid. Det kostede ham livet som konservativ.

De senere år, hvor de elektroniske medier (DR) driver rovdrift på det følte, sværmer for farefri bekendelser om den kendtes omvendelse til Vorherre og afsætter år af sendetiden til følsomme portrætsamtaler om mig selv og kejserens skæg, præges politikerne af forventningen om levering af disse almindeligheder.

Nedturen følger, når skeletterne rasler ud af skabet.

Et levende resultat af den ukritiske interesse for mennesket bag tomheden i jublende selvovervurdering blev forleden draget til retligt ansvar. Den anden klemte narcissist erkærede sig kampklar og smed skjorten – og blev smidt ud.

De faldne glemmes, karavanen drager videre. Uden at nogen blev klogere.