Stæretræf i havens træer er betagende sensommerlig fryd

De står som røg ud over markerne og dækker himlen over én med et tag af ivrigt baskende vinger – før de siger farvel og tak for i år
»Den gængse forklaring på, at stærene færdes i kæmpeflokke, er vist netop, at det gør det svært for en rovfugl at angribe. At fuglemængden i luften virker ligesom en sildestime i havet, og de bevæger sig også på samme måde.« skriver Karen Syberg.

»Den gængse forklaring på, at stærene færdes i kæmpeflokke, er vist netop, at det gør det svært for en rovfugl at angribe. At fuglemængden i luften virker ligesom en sildestime i havet, og de bevæger sig også på samme måde.« skriver Karen Syberg.

Steen Agger

Debat
24. august 2021

Det var en uventet gave, da vi i sin tid flyttede til Møn, at opdage, at vi havde bosat os i den ende af landet, hvor stærene samler sig, før de søger sydpå. Det var ærligt talt ikke indgået i vores overvejelser, men hvilken fryd hvert år når de kommer – i år i et helt overdådigt antal.

Nu, hvor vi er i august, mødes de nye stærekuld til kæmpetræf og fouragering i vores høje træer. De står som røg ud over markerne, de dækker himlen over én med et tag af ivrigt baskende vinger, før de siger farvel og tak for i år.

Mens det stadig var lunt og stille, og vi sov med alle vinduer åbne, blev man dagligt vækket af deres morgenfriske kvidren og knebren og hvinen fra træerne. Så måtte man ud og se, hvor de nu var: i bøgetræet, i valnøddetræet, i ahorntræet i skellet eller i ahorntræet ved garagen?

De plejer at veksle fra træ til træ, lette i et pludseligt brus for så at slå sig ned i et af de andre store træer. Man står med sine bare tæer på gårdspladsen og lytter. Valnøddetræet kan man høre. Så letter én med kurs mod bøgen, et par stykker følger efter, og pludselig er det, som om hele flokken på én gang opdager, at fortroppen har flyttet sig, og brus!

Alle letter de på én gang og følger efter de to-tre første. Så kvidrer og knebrer og hviner det i bøgetræet, indtil én af dem synes, der skal ske noget nyt, og letter med kurs mod ahorntræet. Og det samme gentager sig: Én. To-tre – og hundredvis af stære letter.

Bølgebrus

Men i år har de været over det hele på én gang. Fra morgen og til mørket falder på, aldrig har vi vist haft så mange stære.

Mit foretrukne opholdssted, når jeg skal læse, er terrassen mellem rosenbuskene mod syd tæt på havedammen. En liggestol, en bog – og udsigt til himlen. 

Så kommer en brusende bølge hen over taget og slår sig ned i ahorntræet. Eller den kommer fra syd skråt hen over mig og lander i valnøddetræet, der med ét ser ud, som om bladene er levende.

Enkelte individualister foretrækker dog de høje birketræer. Så sidder de en ti-femten stykker og svajer i toppene. Måske kan de godt lide birkene, fordi de dér har frit udsyn til alle sider, for som alle andre fugle er også ungstærene konstant på vagt. I ahorntræet ved garagen bygger et par ringduer, og hvis en stæreflok sidder der, og en af de klodsede, larmende duer basker ind i trækronen, letter alle stære øjeblikkelig, som om duen var en rovfugl.

Den gængse forklaring på, at stærene færdes i kæmpeflokke, er vist netop, at det gør det svært for en rovfugl at angribe. At fuglemængden i luften virker ligesom en sildestime i havet, og de bevæger sig også på samme måde. Det er betagende at se, hvordan adskillige hundrede stære kan skifte retning synkront, vende i luften eller søge til vejrs. Men en kluntet due kan åbenbart have samme effekt som en duehøg.

Flyvemyremåltid

Som dagene er gået, er hyldebuskene neden for birkene blevet modne, og stærene begyndte at hoppe ned på dem. Nu er hvert eneste hyldebær havnet i en stæremave, men fra buskene er der ikke langt ned til selve græsplænen, hvor det ikke længere er et særsyn, at fem-seks stære går nikkende rundt og pikker. Det er som at sidde i bunden af en voliere: Efterhånden har de indtaget alle omgivelserne.

Nu troede jeg, at jeg snart vidste alt om stærenes vaner og færden i luften. Men en dag begynder de pludselig at baske planløst rundt over min liggestol – uden at synkronisere, uden at flyve i flok. Hvad nu? Og hvornår har jeg sidst set det?

I min forrige klumme skrev jeg om mågernes jagt på flyvemyrer og undrede mig over, hvorfor det altid var måger, der var ude efter dette fede bytte. Nu minder stærenes flaksende flugt med ét påfaldende om mågernes, hvilket får en prås til at gå op for mig.

Og ganske rigtigt: Endnu en gang vælter flyvemyrerne op fra alle revner og sprækker. Så det er altså ikke kun mågeflokke, der jager flyvemyrer. Snarere er det sikkert alle flokke af fugle, der øjner chancen, så snart også flyvemyrerne flyver i flok.

Karens have

Lad ukrudtet gro, det er jo godt for klimaet. Rådyr, dræbersnegle og klimaforandringer set fra Møn. Mangeårig journalist på Information Karen Syberg bor i dag på sydhavsøen, hvorfra hun med jævne mellemrum rapporterer om små og store dramaer, der udspiller sig i hendes have. 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her