Kommentar

Svaret på de økologiske kriser: Giv landområder tilbage til oprindelige befolkninger

De økologiske kriser spreder sig som en steppebrand, når den tunge og profitorienterede industri rykker ind, men der er en løsning: Giv landområderne tilbage til de oprindelige folk, der forstår at passe på vores fælles jord, skriver Malaika Wandall, der er aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse, i dette debatindlæg
Debat
24. august 2021

Ordet kolonisering leder normalt tankerne tilbage til fortidens europæiske storhedsvanvid, men sandheden er, at Vesten fortsat koloniserer oprindelige befolkningers landområder overalt i verden.

Når vi fratager oprindelige befolkningers ret til at bestemme over deres eget land, pisser vi ikke bare på deres rettigheder, men ødelægger også tusinder af års kulturel praksis, og det er med til at forværre de økologiske kriser.

Verden over ser vi oprindelige befolkninger kæmpe med næb og kløer for at stoppe gasledninger, olieboringer og andre fossile projekter.

Og nej, det er ikke fortid. Den slags projekter bliver fortsat igangsat i koloniserende stater.

Befolkningerne kæmper ikke kun for retten til selvbestemmelse i deres egne lande og områder, men også fordi de forstår, at bliver vi ved med at ødelægge vores planet, så river vi også tæppet væk under menneskeheden.

Kun fem procent af vores samlede indbyggertal på planeten betegnes som oprindelige befolkninger, men de beskytter ifølge FN 80 procent af verdens tilbageværende biodiversitet.

Det forholder sig sådan, da oprindelige kulturer overalt i verden besidder en grundlæggende viden om den balance, der er nødvendig, hvis vi ikke skal have overtræk på ressourcekontoen år efter år.

I Canada ses en af de klareste og mest berømte eksempler. Til trods for massive lokale protester etableres der olieledninger gennem oprindelige befolkningers landområder, og det ødelægger både naturområder og river befolkningernes rettigheder i stykker.

Eksempler som dette kræver ikke engang en sejltur over Atlanten. I det nordlige Sverige har den svenske regering givet tilladelse til minedrift i områder, som svenskerne har koloniseret og taget fra det samiske folk.

Og omvendt, når oprindelige befolkninger selv har magten, kan vi tydeligt se resultatet.

Den grønlandske regering, Naalakkersuisut, valgte for nylig at prioritere natur og miljø over fremtidige fossile projekter og understregede dermed en fundamental bevidsthed om vigtigheden i at beskytte natur og miljø for at håndtere de økologiske kriser.

Et vigtig skridt i klimakampen bør altså være at give alle oprindelige befolkninger fra inuitter i Arktis til maori i New Zealand deres lande tilbage.

Det er ikke blot historisk og moralsk retfærdigt, men det vil også være et dødsstød til nye fossile projekter.

Malaika Wandall er aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Peter Nielsen

Dette enkle og antiimperialistiske forslag vil - i mine øjne - ligge et niveau over Menneskerettighedserklæringen.
Det, vi har brug for, er vel en "Rettighedserklæring for Jorden - og dens beskyttere". I denne må også indføres det juridiske begreb "Ecocide" med sanktionsmuligheder og straframmer for fortsatte naturødelæggelser.
En betydelig mere radikal, men nødvendig tilgang end den hensigtserklæring, man foreløbig er blevet enig om i FNs Verdensmål 15.

Et komplet naivt og ahistorisk forslag. Man ruller ikke flere hunderede års kolonihistorie tilbage til nul. Hvad forestiller forslagsstilleren, at man stiller op med de hvide New Zealandere?
De oprindelige folk - Maorier, Inutter o. a. er ikke længere 'oprindelige', men formet af historien og er en del af den moderne globaliserede verden i samme grad som os andre. At overlade dem bestemmelsen over deres hjemland er ikke nogen garanti for en mere bæredygtig udvikling. Grådighed og lysten til kortsigtet gevinster findes også blandt dem og muligheden for at realisere disse er de samme for en maori som for en dansker. Lad mig bare minde om at det ikke er længe siden mange grønlændere drømte om den helt store gevinst ved minedrift en drøm langt fra de alle har droppet.