Sydeuropæerne fatter ikke nordeuropæernes længsel efter hede og hotelværelser

På denne tid af året oversvømmes Sydeuropa af feriegæster fra nord. I min sommerresidens – Kroatien – drejer alt sig om denne turisme. Den er kroaternes levevej. I nogle få sommermåneder skal det meste af en årsindkomst indtjenes – især på tyskere.

De seneste ti år er udviklingen accelereret: Egnens bønder, hos hvem jeg før købte salat, olivenolie – eller en halv gris – har taget lån i banken for at opføre beskedne tilbygninger med skiltet ’Zimmer frei.’ Nu til dags er flere beskæftiget med at støvsuge swimmingpools og stryge lagner end med at arbejde i vinmarken.

Hvad kroaterne ikke kan forstå, er, hvorfor tyskerne kommer i den værste hede. Jeg forklarer, at vi blonde og blege transalpine europæere selv har så lidt højsommer, at vi ikke forstår (eller glemmer fra feriesæson til feriesæson), at virkelige hedetemperaturer næsten altid bliver så uudholdelige, at man er klar til at betale for at slippe for dem.

Tyskernes arv 

Endnu vanskeligere har mine kroatiske naboer ved at forstå, hvorfor tyskerne ikke ferierer i deres egne sommerhuse. »Fordi de ikke har nogen,« siger jeg. Men hvordan er det muligt? Rige og arbejdsomme tyskere? Hertillands har alle et sommerhus. Jugoslaviske gæstearbejdere tjente deres penge i Vesten og byggede ekstra huse i deres hjemland for dem – helst ved kysten. Der var ikke så meget andet at bruge penge på i Titos Jugoslavien. 

Tyskernes historie er den omvendte. Efter en af historiens største etniske udrensninger flygtede mennesker fra Østeuropa til et Tyskland, hvor lokalbefolkningen oftest var udbombet. Nu skulle også disse flygtninge huses. At tænke på sommerhus var udelukket, og sådan har det stort set været siden. Blandt de tyskere, jeg kender, har næsten ingen et hus på landet. Og i byerne bor de fleste til leje fremfor at eje deres egen bolig – selv de, som er født længe efter 1945.

Jeg ved selvfølgelig, at der findes en mindre skare af formuende tyskere, som har villaer i Toscana eller ødegårde i smålandske skove. Men de er mange gange færre end de kroater, svenskere, danskere eller andre europæere, som i stort tal har sommerhuse. Råd har tyskerne vel, men de lader til at foretrække den uforpligtende frihed, som Zimmer frei indebærer. Ikke engang som kapitalanbringelse synes et hjem nummer to at kunne lokke dem.

Er dette tyskernes arv? Katastrofer, selvforskyldte eller ej, er altid nær. Den menneskelige tilværelse er ubestandig og uforudsigelig. Et hus er altid foreløbigt. Her har vi måske en af de internaliserede tyske overbevisninger, krigen har efterladt – ligesom antimilitarisme og pacifisme.

Altid på farten

Men heller ikke amerikanere har sommerhuse. Medmindre de er meget velhavende og har palæagtige second homes med eget badeværelse til alle gæsteværelser. Men en svensk sommartorp? Det findes ikke. Og invitér ikke amerikanere til at tilbringe tid i ét – de kommer aldrig til at se det velsignede i tørklosetter eller i at sidde på en umagelig træstol og spise køleskabskold ymer med bær af egen avl. Det fatter i øvrigt heller ikke ret mange andre europæere.

Amerikanerens manglende forståelse beror dog snarere på hans sans for mobilitet. Fra første færd er amerikanere on the road. For det er livsformen i et land, der er så stort, at man aldrig når frem.

Altid på farten. Men hvor hen? Bare videre. Mod horisonten. Mod fremtiden. Ud i cyberspace. Mod det ocean i vest, hvor Amerika slutter og en anden fremmed verden begynder. Hvordan? Til hest, med prærieskonnert, med jernbane, på den uendelige highway.

I Europa er man født et bestemt sted: Paris, Banja Luka eller Smørumnedre. I Amerika må man stille sig tilfreds med at komme fra et sted. »Hvad er rødder godt for, hvis man ikke kan tage dem med sig,« som Susan Sontag sagde.

Mobiliteten får konsekvenser. Den, som altid er på farten, har sjældent tid til at spise ordentligt. Højest under en kort pause, stående, med fingrene og ved et lejrbål. Men for at udvikle et cuisine må man først sidde ned og have god tid. Følgelig er amerikanerens eneste bidrag til verdensgastronomien hans barbecue og cocktailpartyet med finger food.

Ikke prangende.

© Richard Swartz og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen