Kommentar

Vi sygeplejersker taler ikke vores fag ned, men vi vil heller ikke gøre falsk reklame

Dem der påstår, at sygeplejerskerne taler deres fag ned, bør komme ned fra deres piedestaler og ud i virkeligheden. Der vil de indse, at vi som samfund snart står med et uoverskueligt problem, hvis ikke vilkårene forbedres, skriver sygeplejerske Brynhild Bassøe Neshamar i denne kommentar
»Vi sygeplejersker taler ikke vores eget fag ned, vi gør opmærksom på vilkårene. Vi forsøger at få Danmark til at indse, at vi ikke kun strejker for vores blå øjnes skyld. Vi strejker for hele Danmarks fremtid, fordi både sygeplejerskerne og Danmark er mere værd,« skriver Brynhild Bassøe Neshamar i dette debatindlæg.

»Vi sygeplejersker taler ikke vores eget fag ned, vi gør opmærksom på vilkårene. Vi forsøger at få Danmark til at indse, at vi ikke kun strejker for vores blå øjnes skyld. Vi strejker for hele Danmarks fremtid, fordi både sygeplejerskerne og Danmark er mere værd,« skriver Brynhild Bassøe Neshamar i dette debatindlæg.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Debat
11. august 2021

Debatten om sygeplejerskestrejken er heftig fra særligt to fronter, så lad mig her opridse de to positioner, der har væsensforskellige udgangspunkter.

På den ene side er argumenterne hyppigst, at løn og ansvar ikke hænger sammen, at arbejdsforhold og den manglende arbejdskraft byder op til højere lønninger, og at det endelige mål med strejken er at lægge op til et opgør med manglende ligeløn mellem traditionelle kvinde- og mandefag.

På den anden side hører vi, at sygeplejerskerne er urealistiske, taler deres fag ned og i det hele taget bare er nogle jamrehoveder, der ikke aner, hvad de taler om.

Førstnævnte gruppe består primært af sygeplejersker, læger og borgere, der har haft nærkontakt til sundhedsvæsenet og været tæt på sygeplejerskens dagligdag.

Og så er der de såkaldte eksperter, som er en broget skare af samfundsforskere og fagfolk, der sidder på deres piedestal i de ophøjede luft- og samfundslag. Derfra har de åbenbart stor indsigt i virkeligheden på hospitaler og andre arbejdspladser, selv om de aldrig har set dem i virkeligheden.

Begge parter har ytret mangt og meget, men det er især påstanden om, at sygeplejersker taler deres eget fag ned, der vækker forundring hos mig. For det har jeg ikke oplevet en eneste sygeplejerske gøre.

Den ubekvemme sandhed

Vi hører om elendige arbejdsforholde med lige så elendige arbejdstider og arbejdsvilkår.

Vi hører om, hvordan faggruppen kæmper med stress, skader og omsorgstræthed.

Vi hører om, at det ikke er muligt at udføre nødvendige opgaver ordentligt og forsvarligt, da rammer og ressourcer ikke tillader det.

Vi hører om en grundløn, der angiveligt er så lav, at flere stadig er afhængige af en solid indkomst fra deres partner, hvis de skal kunne have råd til huskøb eller blot have mulighed for at kunne holde fri, når deres omgangskreds har fri.

Vi hører om, at sundhedsvæsenet som helhed er en synkende skude, hvor fagprofessionelle flygter i søgen efter en holdbar fremtid, der indeholder markant mindre psykisk, fysisk og økonomisk pres.

Disse ting er ikke at tale faget ned. Det er en beskrivelse af dagligdagen for de fleste sygeplejersker og andre ansatte i sundhedsvæsenet. Det er at kritisere det nuværende sundhedsvæsen og belyse de konkrete forhindringer, der er.

Flere opgaver til samme løn

Vores opgaver inkluderer både de historisk velkendte, men også de opgaver, der gennem årene er overgået til sygeplejerskerne som følge af en opgaveglidning mellem læger og sygeplejersker. Vel at mærke en opgaveglidning, der ofte har fundet sted uden økonomisk kompensation.

Vi hører også ofte, hvordan sygeplejersker er unikke i deres brede faglighed, da uddannelsen efterhånden berør stort set alle de områder, som hører til pleje, behandling og forståelse af det hele menneske.

Jeg har tit oplevet, hvordan sygeplejersker agerer lægens øjne, ører og hænder, da det er sygeplejerskerne, der oftest vurderer, hvor lægen skal fokusere sin lige så sparsomme tid.

Hvis det er at tale faget ned, vil jeg gerne vide, hvordan man taler faget op.

Vi strejker for alles skyld

Det forholder sig egentlig ganske enkelt: Grundlønnen er for lav for sygeplejersker.

Det gælder, uanset om man betragter grundlønnen selvstændigt i forhold til ansvar, uddannelse og kompetencer eller sammenligner med faggrupper, som har samme uddannelsesniveau.

Desuden er sundhedsvæsenet allerede voldsomt presset af effektiviseringskrav. Det rammer kvaliteten og giver et dårligere arbejdsmiljø, som skader betingelserne for fastholdelse af personale.

Samtidig er der hverken fagprofessionelle, ressourcer eller senge nok til at varetage det stigende behov for sundhedsydelser. 

Oveni det forlader flere faget end der kommer til, hvilket betyder, at vi allerede om fire år vil mange mangle 6.000 sygeplejersker, og allerede nu slår hvert tredje rekrutteringsforsøg i Region Hovedstaden fejl.

Læg dertil, at antallet af ansøgere til velfærdsfagene – herunder sygeplejerske – falder år for år.

Forholdene og lønnen gør, at få sygeplejersker anbefaler jobbet til andre. Det er et problem, fordi der er brug for arbejdskraft, og sygeplejerskerne ikke vil være med til at gøre falsk reklame.

De fleste sygeplejersker kan hurtigt blive enige om, at sygeplejerskeuddannelsen er fantastisk, men det er den efterfølgende virkelighed, der er et problem. Det er et problem, der ikke her og nu alene kan løses med en lønstigning, men det er et tiltrængt sted at begynde.

Så nej, vi sygeplejersker taler ikke vores eget fag ned, vi gør opmærksom på vilkårene. Vi forsøger at få Danmark til at indse, at vi ikke kun strejker for vores blå øjnes skyld. Vi strejker for hele Danmarks fremtid, fordi både sygeplejerskerne og Danmark er mere værd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Tanghus

Godt indlæg. Jeg forstår ikke, hvorfor regionerne ikke støtter Jer i at presse regeringen. Det er *så* forståeligt, at færre og færre søger ind på uddannelsen.

Det er desværre gået galt med nogle links i artiklen. Selve linket er ikke kommet med, som i "http://Vel at mærke en opgaveglidning, der har fundet uden økonomisk kompensation."

William Mannicke

Fint indlæg, tak for det.

Mette F har jo klaret corona krisen helt fint, ikke mindst takket være en ekstraordinær indsats fra både hospitaler, hjemmepleje og plejehjem.

Nu må hun få hænderne op af lommen og sørge for at lande denne konflikt på en sundhedsmæssig fornuftig måde.
Dvs. at både, de der er ansat, og de der overvejer en sygepleje uddannelse, får deres arbjede betalt, som de fortjener.

Tag dig sammen Mette!

erene rusmann

Jeg er helt enig med dig Brynhild i at sygeplejerske uddannelsen er fantastisk, men at den efterfølgende virkelighed er et problem! Mht de kloge eksperter - har du så læst " Sygeplejerskernes strejke stikker dybere end lønkrav" i Ugeskrift for læger i denne uge? Der siger selveste Jes Søgaard at vi er rygraden i sundhedsvæsenet. Godt at høre fra en ekspert! Desværre tror jeg ikke at Mette og co lytter til eksperter. De tror de ved bedre. Efter dagens møde mellem DSR og danske regioner går snakken på mit afsnit om - er det nu vi skal sige op?