Et flertal i Folketinget indgik i april 2021 en politisk aftale om styrkelse af socialtilsynet. Målet er blandt andet at skabe større ensartethed i tilsynet med de sociale tilbud for udsatte børn og unge på tværs af landet og i den forbindelse indføre en styrket national styring af de fem regionale socialtilsynspraksisser.
Og Folketinget har ret i, at der er et stort behov for det. Ja, faktisk er der behov for at gå endnu videre end den politiske aftale lægger op til og etablere ét samlet socialtilsyn. Socialtilsynet med stort S.
Men hvorfor nu det i en tid, hvor centraliseringer ikke står øverst på dagsordenen?
I dag varetages socialtilsynets opgaver regionalt af én kommune i hver af de fem regioner. Socialstyrelsen følger løbende socialtilsynenes praksis og foretager i den forbindelse stikprøver, deltager i tilsynsbesøg, gennemfører faglige undersøgelser og understøtter udførelsen af godkendelses- og tilsynsopgaven med relevant vejledning og materiale.
Socialstyrelsen har dog på nuværende tidspunkt ingen egentlige instruktionsbeføjelser i forhold til socialtilsynene.
De fem socialtilsyn udarbejder hver en årsrapport, og på samme måde udarbejder Socialstyrelsen en årlig rapport om socialtilsynenes virksomhed. Imidlertid udfører de fem socialtilsyn deres opgaver på meget forskellig vis.
Det er konklusionen i en ny analyse fra Justitia om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten rettet mod børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.
Manglende overblik
Det er således forskelligt fra socialtilsyn til socialtilsyn, hvordan antallet af magtanvendelser registreres, hvad der bliver gjort for at sikre, at der sker korrekt registrering og indberetning, hvordan der følges op på magtanvendelser, og hvad der gøres for at undgå overflødige, unødvendige og ikke tilladte magtanvendelser.
Ligeledes er det forskelligt, hvordan og med hvilken vægt magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten omtales i de fem socialtilsyns årsrapporter. Statistiske oplysninger bearbejdes og præsenteres ikke på en ensartet måde. Det gør det vanskeligt at sammenligne forholdene for børn og unge på landsplan.
Den manglende ensartethed i socialtilsynenes praksis og afrapportering gør, at det er vanskeligt at danne sig det overblik og skaffe sig den viden, der er nødvendig for at kunne anvende de komplicerede regler om magtanvendelse korrekt. Det bliver dermed også vanskeligt at forebygge og undgå overflødige, unødvendige og ikke tilladte magtanvendelser.
Det siger sig selv, at det ikke er gavnligt for retssikkerheden for de anbragte børn og unge. Børn og unge, som samfundet i øvrigt har en særlig forpligtelse over for, fordi de i forvejen befinder sig i en meget sårbar situation.
Det manglende overblik er ikke i overensstemmelse med det ønske om at skabe klare rammer for magtanvendelse, som var baggrunden for de regler om magtanvendelse, Folketinget vedtog i 2016, eller med det ønske om at etablere et mere professionelt socialtilsyn, som var en del af baggrunden for etableringen af de fem regionale tilsyn i 2014.
Større uafhængighed
Ud over dette synes den nuværende organisering af socialtilsynet, hvor tilsynet i praksis er meget tæt på kommunerne, heller ikke at harmonere med det ønske om etablering af et mere uafhængigt socialtilsyn, som også var en del af baggrunden for etableringen af de fem regionale tilsyn.
Det er således kommunerne, som i de fleste tilfælde træffer afgørelsen om at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, og som på baggrund af både faglige og økonomiske hensyn vælger det sted, hvor barnet eller den unge skal være anbragt.
Også af den grund bør socialtilsynets opgaver ikke varetages decentralt i kommunalt regi, men af en uafhængig, centralt ledet myndighed – Socialtilsynet med stort S.
Dette kunne ske under Socialstyrelsen, således at den ekspertise, viden og erfaring, som allerede er opbygget der, kan fastholdes og videreudvikles.
Ligeledes kan den ekspertise, viden og erfaring, som er opbygget i de fem regionale socialtilsyn, fastholdes og videreudvikles der, idet der kan etableres regionale tilsynskontorer i de byer, som i dag er hjemsted for de kommunale socialtilsyn.
Et samlet socialtilsyn vil også med større styrke kunne bidrage til at realisere intentionerne om bedre kvalitet i anbringelserne og styrket retssikkerhed i forårets anden vigtige aftale på området: Børnene først.
Der er altså kun fordele at hente ved at etablere et samlet socialtilsyn.
Gerd Sinding er konsulent i Justitia.
'..Den manglende ensartethed i socialtilsynenes praksis og afrapportering gør, at det er vanskeligt at danne sig det overblik og skaffe sig den viden, der er nødvendig for at kunne anvende de komplicerede regler om magtanvendelse korrekt. Det bliver dermed også vanskeligt at forebygge og undgå overflødige, unødvendige og ikke tilladte magtanvendelser.'
Hvis man skal følge Justitias tankegang til dørs må det vel også være vanskeligt at afgøre, om der burde være anvendt magtanvendelse, der ikke er sket?
Og så forestiller Justitia sig et reformeret tilsyn med 3 lag fra de nuværende 2? Et super-tilsyn i statlig regi. En styrkelse af de regionale tilsyn og en slags kvasi-kommunale tilsyn, der bare er de regionale tilsyn flyttet ud i kommunerne.
Der bliver noget at samordne.. Mon antallet af 'uensartede' afgørelser vil falde?
Nej tak til mere centralisering som løsning på alle problemer. Holdningen er: Vi må lige styre det centralt (København), så vi kan få det som vi, der sidder centralt, vil have det.
Det hele kommer længere og længere væk fra virkeligheden fordi Justitia vil have mere ensartede rapporter.
Med decentrale løsninger har vi gode og mindre gode løsninger, for vi kan sammenligne de forskellige løsninger.
Med én centraliseret løsning, få vi måske den samme dårlige/mindre gode løsning over hele landet, vi ved det ikke, for vi har ingen sammenligningsgrundlag.