I midten af den store økonomiske verdenskrise i 1930’erne blev der udarbejdet en ny forståelse af, hvad der forårsager økonomiske kriser og massearbejdsløshed i moderne kapitalistiske samfund. Den engelske økonom John Maynard Keynes samt tyske og svenske økonomer fandt svaret i manglende efterspørgsel i den vareproducerende eller kapitalistiske del af samfundsøkonomien.
De var også i stand til at anvise virkemidler til at overvinde den manglende efterspørgsel efter varer og arbejdskraft. Staten kunne og skulle blot øge efterspørgslen efter varer eller direkte efter arbejdskraft til at bygge flere veje og broer, skolebygninger eller kanoner og ansætte flere læger, lærere eller officerer.
Keynesianismen døde omkring 1970, da økonomierne i de rige lande brændte op i inflation, som blev suppleret af massearbejdsløshed.
Monetaristerne under ledelse af den amerikanske økonom Milton Friedman hævdede, at keynesianismen tog fejl i troen på, at staten kunne snyde markedet ved at pumpe købekraft ud i samfundet. Tværtimod var arbejdsløsheden naturlig, hævdede han. Den var foranlediget af lønmodtagernes afvejning af nytten af fritid kontra nytten af lønindkomst. Ved at acceptere dette som virkelighed og tilpasse udpumpning af penge til produktionsvæksten kunne man sikre en lav og stabil inflation. Og arbejdsløsheden ville være lig dens naturlige niveau, og kunne eventuelt sænkes ved at formindske arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp og lignende velfærdsydelser.
I begyndelsen af 00’erne døde monetarismen dog også foranlediget af sejren over inflationen.
Nu blev fremkomsten af klimaødelæggelserne med store økonomiske konsekvenser og de superriges tilraning af store og voksende dele af verdens indkomster og formuer langt vigtigere end inflation.
De gamle teorier duer ikke
Den nuværende og synkrone tilstand med generel mangel på arbejdskraft i USA, EU og Kina er historisk set særdeles usædvanlig. Da USA og EU blev ramt af finanskrisen i 2008, var den næppe mærkbar i Kina, og slet ikke med arbejdsløshed til følge.
Tilstanden med generel overefterspørgsel efter arbejdskraft har sandsynligvis kun en kort varighed, der fører til betydelig inflation, stigende renter og efterhånden stigende arbejdsløshed, men dæmpes, når den opdæmmede efterspørgsel efter coronakrisen er tilfredsstillet.
Det interessante spørgsmål er nu, hvilken ny politisk økonomi der vil vinde frem.
I debatten er der en vis tilslutning til det synspunkt, at keynesianismen vil kunne få en genfødsel. Der henvises eksempelvis til det forhold, at såvel EU som USA under og efter COVID-19 fra begyndelsen af 2020 har kørt deres offentlige økonomier med store underskud, der giver mindelser om finanskrisen i 2008.
Problemet med en sådan tilbagevenden til keynesianismen er efter min mening, at den ikke er gearet til at tage hensyn til klima og omfordeling. Men den kan få en vis betydning i en verdensøkonomi, hvor USA, Kina og EU har opgivet frihandel og frie kapitalbevægelser og indført protektionisme og regulering.
Monetaristernes store slagnummer var inflationsbekæmpelse. Med flere tiår med nulinflation og lav rente eller direkte minusrenter, samtidig med at voldsomme oversvømmelser dræber mennesker, forekommer den i dag irrelevant.
Staten skal gribe mere ind i økonomien
Der er rimelig konsensus i den globale offentlighed om, at klima og omfordeling er de to fundamentale udfordringer i dag.
Man kan tænke sig en politisk økonomi med klimaet som omdrejningspunkt, der kræver lavere produktionsvækst end tidligere og samtidig accepterer en stram regulering af vækstens teknologiske og brugsværdimæssige karakter, herunder dens klimaaftryk.
En sådan politisk økonomi vil have større fokus på teknologi og forbrug, end vi har set tidligere. Flere grøntsager og mere fisk og kylling på bekostning af okse- og svinekød. Kul og naturgas bliver trængt tilbage, og energi vil blive flyttet over på elektricitet fremstillet af genanvendelige energikilder som vind, sol og bølger.
Den største usikkerhed med hensyn til fremtidens energikilder er atomkraft, hvor fusionsenergi (sammensmeltning af atomkerner) til forskel fra fissionsenergi (spaltning af atomkerner som er teknologien i dagens atomkraftværker) ikke helt kan udelukkes teknologisk og sikkerhedsmæssigt.
På omfordelingsområdet vil det være nødvendigt at gribe ind i formuefordelingen, og her taler vi ejendomsretten til kapital, hvis det virkelig skal nytte noget med fordelingen af indkomsterne.
Omfordeling af formuerne med henblik på at formindske uligheden i indkomsterne er nødvendig, da en stor del af kapitalindkomsterne i dag behandles meget skånsomt skattemæssigt. Langt mildere end arbejdsindkomster.
Det er ikke nok at se på, hvor meget virksomhederne skal betale i skat, der skal også ses på den måde, skattegrundlaget opgøres.
De fleste lønmodtagere deltager i cirkusset takket være deres private ejendomsret til boliger, som skattemæssigt subsidieres voldsomt.
Ophævelsen af formueskat og den milde arvebeskatning betyder, at store dele af mellemlagene og mindre dele af arbejderklassen bestikkes til at lade de allerrigeste slippe i skat og fortsætte med at blive endnu rigere relativt set.
En radikalt anden kapitalisme
Hvad der er specifikt ved de indgreb, jeg her foreslår, er, at staten vil få en mere indgribende og politikformulerende rolle på klima- og omfordelingsområdet. Det gælder både teknologi og forbrug.
Men staten er som bekendt ikke en frit svævende institution, der kan handle uafhængigt af folkelig opbakning. Fordelingen af fordele og byrder på sociale klasser og andre grupperinger vil blive skærpet. Eksempelvis må man forvente, at der bliver kamp om, hvorvidt afgifterne på forbrugsvarer skal nivelleres efter økonomisk formåen.
Ud over et basisforbrug af elektricitet, individuel transport og vand, kan man forestille sig stram rationering og flere afgifter på merforbrug.
Det vil dog vel at mærke kun ske, hvis arbejderklassen og de øvrige grupper i den nedre middelklasse bruger deres intelligens og antal til sammen at bekæmpe de superriges rovdrift.
En sejr i denne kamp vil ikke nødvendigvis føre til et postkapitalistisk eller socialistisk samfund, men resultatet vil i det mindste blive en radikalt anden kapitalisme, end den vi har set siden finanskrisen og under COVID-19.
Jørgen Lindgaard Pedersen er lektor emeritus i økonomi ved DTU
Den økonomiske politik afspejler styrkeforholdet i klassekampen. Der var en klar grund til at kapitalismens gyldne periode under keynesianismen sluttede da kapitalejerne gik i strejke og sænkede investeringerne fordi de mente arbejderne havde fået en for stor del af kagen. Det udløste så inflation og statsgældskriser og systemet kørte fast indtil neoliberalismen rykkede magtforholdet tilbage til kapitalejernes fordel. Derfor er det utopisk at tro at problemerne løses ved at vende tilbage til denne model uden et fundamentalt opgør med uligheden hvor de økonomiske ejendomsforhold demokratiseres. Desuden er der er en nøje sammenhæng mellem den ekstreme ulighed og klimakrisen som Oxfam -Ibis glimrende har dokumenteret. https://www.klimaretfærdighed.nu/oxfam-ibis
Når jeg læser Jørgen Lindgaard Pedersens debatindlæg her, tænker jeg endnu engang, at penge er noget underligt noget.
Det ligner "et værktøj", vi bruger, men det synes i virkeligheden at være "et værktøj", der styrer os.
Det her stillede forslag om "en radikalt anden kapitalisme" forekommer mig at være et særdeles velkvalificeret svar på: Hvad gør vi nu?
Men problemet er vel, at vi, som er de fleste, ikke rigtig forstår økonomi
Kunne denne nye kapitalisme udtrykkes enklere, klarere og lettere fatteligt, tror jeg, den har mulighed for at overbevise et flertal.
Jørgen Lindgård Pedersen har ret i at en 'anderledes' kapitalisme kræver folkelig opbakning. Men en sådan kapitalisme ville kræve - hvir klimaet skal reddes - at formuer og forbrug beskattes og på længere sigt, at den private ejendomret til jord og fast ejendom ophæves og overgår til former for kollektivt eje. Er der opbakning til det? Næppe.
Der har været mange forsøg på større og flere statlige interventioner i økonomien gennem de sidste 100 år. Staten har været brugt til at øge både det offentlige og det private forbrug. Det har trængt ressourcer, klima og biodiversitet.
Men kunne måske komme et stykke af vejen mod bedre balancer med modeller a la den vietnamesiske markedssocialisme. Den ville sandsynligvis fungere bedre i Danmark end i Vietnam, da vores udgangspunkt trods alle mangler er bedre end Vietnams. Men det er der formodentlig heller ikke opbakning til. Folk VIL have den private ejendomsret og selv bestemme deres eget forbrug.
Det ser ikke nemt ud.
Jens Christian Jacobsens kommentar er meget nøgtern i synet på den danske befolknings holdning til den private ejendomsret og selvbestemmelse over forbruget. Dog synes jeg, at vi skal erindre os, at over de seneste 80 år er det kollektive forbrug vokset til knap halvdelen af det samlede forbrug mod omkring 15% ved indgangen til 2. verdenskrig. Under den store modernisering efter 2. verdenskrig fik folk jo faktisk noget for skattestigningen frem til 1. energikrise 1973/74. Det var almindelig folkepension og forbedret sundhedsvæsen og undervisning på alle niveauer. Men motorvejene og støtten til parcelhusejerne er en del af samme udvikling. Befolkningen i bred forstand fik offentligt forbrug og de besiddende klasser inkl. i en vis fostand arbejderklassen og funktionærerne f.s.v. de var husejere fik endnu mere fra staten. Når jeg tror, at brede befolkningsgrupper måske vil acceptere offentlige indgreb, skyldes det, at såvel klimaet som fordelingen kræver indgreb for at hindre hvad der er værre. Det største problem på kort og mellemlagt sigt er at Socialdemokratiet er blevet en karrieremaskine for mellemlagsmennesker, som tror, at resten af befolkningen har samme vilkår som disse karrierepersonager har.
Samfundsøkonomiens lumske dræber.
Måske bør man kalkulere med den ubekendte, uberegnelige og uforudsigelige faktor der altid ligger på lur, for som et rovdyr, at kaste sig over samfundsøkonomien. Den politiske dimension. Så længe det politiske bestemmende flertal ikke tæmmes af et snævrere forfatningsmæssigt mandat end tilfældet er, så må vi affinde os med evigt tilbagevendende op- og nedture.
Det der skal til for at skabe forudsigelige og trygge rammer er, at to for politikerne, uoverkommelige forhindringer, bygges ind i vor Grundlov. Et forbud mod at det offentlige stifter gæld og et loft for, hvor meget den enkelte borger må plukkes for i skat og hvilke objekter der må beskattes. Når disse forudsætninger er tilstede kan vi sende makroøkonomerne på aftægt.