Kommentar

Afghanistan er en del af en lang kolonihistorie, hvor lande bliver afhængige af deres besætter

Langvarige besættelser og kolonier i fremmede lande har det med at skabe dyb afhængighed af den besættende magt med kaos til følge, når den trækker sig ud. Det har vi set gennem hele kolonihistorien og nu også i Afghanistan. Det er ikke Bidens skyld, skriver forfatter og journalist Ian Buruma i denne klumme
»Biden kan ikke gøres ansvarlig for Talebans fremkomst eller for den skrøbelige stat i et land, der har set alt for mange krige og invasioner«, skriver Ian Buruma.

»Biden kan ikke gøres ansvarlig for Talebans fremkomst eller for den skrøbelige stat i et land, der har set alt for mange krige og invasioner«, skriver Ian Buruma.

Carlos Barria/Ritzau Scanpix

Debat
10. september 2021

Den 20. februar 1947 informerede den britiske Labour-premierminister, Clement Attlee, parlamentet om, at Indiens uafhængighed ville blive en realitet senest i juni 1948. Attlee ville ikke udskyde tilbagetrækning yderligere fra et land, hvis ledere, muslimske som hinduistiske, længe havde presset på for uafhængighed.

Indiens uafhængighed blev udråbt allerede i 14. august 1947. Straks rev Pakistan sig løs. Skrækindjagende voldsorgier mellem hinduer og muslimer kostede en halv million mennesker livet. Massefordrivelser gjorde endnu flere hjemløse. Selv ikke i dag er sårene fra delingen helet.

Forudsigeligt fik Attlee skylden for et forhastet tilbagetog, der efterlod den tidligere koloni i kaos. Havde briterne dog bare ventet med at trække sig ud, til landet var stabilt.

I disse dage står præsident Joe Biden i samme kattepine. De amerikanske tropper har efterladt Afghanistan som en blodig redelighed. Kritikere insisterer på, at USA burde være blevet længere. Robert Kagan, en velkendt fortaler for robuste amerikanske militærinterventioner, mener, at USA burde været blevet 20 år mere.

Borgerkrig

Men hvorfor lige 20 år? Hvorfor ikke 40? Eller helt uden udløbsdato? Spørgsmålet er, om Attlee eller Biden nogensinde kunne have rykket ud af et Indien eller Afghanistan i stabil tilstand. I det mindste vidste Attlee, at Indien, og sågar Pakistan, ville blive regeret af ansvarlige og moderate mænd. Jawaharlal Nehru og Mohammed Ali Jinnah var på ingen måde som Taleban. Begge blev anset for legitime ledere – alligevel udbrød der borgerkrig.

Det er let at give Attlee og Biden skylden for den vold, der fulgte efter deres beslutninger. Nogle af skadevirkningerne kunne måske have været afbødet. Men begge ledere blev fanget i samme koloniale fælde: Når først man har gjort de lokale eliter afhængige af penge og magt fra en udenlandsk besættelsesmagt, bliver det noget nær umuligt at trække sig ud uden at skabe ravage.

Harold Macmillan, den konservative premierminister, der mærkede ’forandringens vinde’ blæse igennem det koloniale Afrika i 1960, og satte sig i spidsen for at afvikle en stor del af de britiske kolonier, blev engang spurgt af den ultrakonservative amerikanske journalist William F. Buckley Jr., om afrikanerne var modne til at styre sig selv. Det mente Macmillan ikke. Men han tilføjede, at det kun var større grund til, at de skulle have friheden til at prøve. Det var deres egne lande. De måtte lære at regere ved netop at regere.

De fleste europæiske imperier startede som handelsstationer. Lokale herskere blev dyrket, bestukket og sat op mod hinanden. I lang tid blev store dele af Indien styret af et britisk handelsselskab. Koloniale regeringer tog herefter over for at beskytte hjemlandenes kommercielle interesser. Imperialistisk styre blev ofte begrundet i kristen missionsvirksomhed og senere, fra omkring slutningen af 1800-tallet, med højsindede idealer om en ’civiliserende mission’ med at uddanne indfødte eliter til at efterligne Vesten.

Halvhjertede eventyr

USA har været mere halvhjertet i sine kolonieventyr. Amerika blev selv til i løsrivelse fra en kolonimagt, og dets erklærede motiv for at bekæmpe kommunismen i Vietnam, eller diktaturer i Irak eller Afghanistan, har været at retlede uoplyste befolkninger gennem fri markedskapitalisme og demokratisk regeringsførelse – ofte med katastrofale konsekvenser.

Uanset begrundelsen for udenlandsk intervention bliver resultaterne de samme. Afhængighed – og ikke bare af en anden stat, men også af ​​ngo’er og andre hjælpeorganisationer, der udfylder de funktioner, en regering burde påtage sig – giver næring til korruption. Tilstedeværelsen af ​​et udenlandsk militær og politisk formynder, som måske ikke har forståelse for, hvordan forholdene fungerer i de lande, de holder besat, gør det sværere for lokalbefolkningen at styre sig selv. De koloniale eliter, der holdes kunstigt oppe af de rigelige gratis penge, har ingen legitimitet i landsmænds øjne.

Attlee og Biden indså dette og ville derfor hurtigt ud. Biden beskyldes for naivitet og ses som en ulyksalig ældre herre, der ikke anede, hvad han slap løs. Jeg tror, han besluttede, at tiden var inde at rykke ud uden forsinkelse, netop fordi han vidste, at det under alle omstændigheder ville blive et kæmpekaos. Men hellere få det overstået end at blive yderligere fanget i den koloniale fælde. Biden kan ikke gøres ansvarlig for Talebans fremkomst eller for den skrøbelige stat i et land, der har set alt for mange krige og invasioner.

© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg er helt enig. Folk siger også, at amerikanerne skulle have givet de allierede og afghanerne mere tid, men faktum er, at selve evakueringen ville ende i kaos uanset hvad.

Kubilay Karahan

Nej, ikke nødvendigvis. Amerikanerne og Europæere har vist en uhidtidig set fejhed ever never seen in the history of Colonialism & Imperialism. Taliban tilbød hele kontrollen om Kabul til US som resolut afviste forslaget fordi det ville betyde air-lift af nærmest hele Kabul til Vesten. Så Fej og Forræderisk er Vesten når det kommer til et face to face humanitært prøve. Jeg anfægter ligeledes artiklens påstand om at "ofret" er dømt til at afhænge af besættelsesmagten, det er snarere omvendt. Kina & Rusland lurer ligeledes om hjørnet med deres suspekte dagsordner. Må Allah/Gud redde Afghanistan...

”Jeg anfægter ligeledes artiklens påstand om at "ofret" er dømt til at afhænge af besættelsesmagten” Helt enig. Briterne besatte ikke lande, men geografiske områder. Dagens Myanmar, Bangladesh, Indien, Nepal, Pakistan – det var et område = ”Indien”. Med vold styret fra London. Begreberne ”frihed, demokrati og menneskerettigheder” var ikke opfundet i 1940'erne. Som det Skandinaviske område delte sig i fire nationer, så delte ”Indien” sig, i øjeblikket, i fem nationer. Helt uden administrative resurser endsige uddannelse til at bestemmer hvilke principper de skal styres efter. Giv dem, som Europa, nogle hundrede år inden vi dømmer dem. Lad os håbe Afghanerne finder deres ben, både Pakistan, Kina, og Rusland hjælper sikkert gerne. Indien? Måske. Danmark: NEJ! Vi er ikke velkomne, for de vil ikke leve efter ”danske værdier”, som vi kræver = kulturimperialister som vi er. Ikke engang Polakker må egentlig ikke bestemme selv, uden at spørge os først.