Læserbrev

Et barn kan sætte muligheden for permanent ophold på spil med den nye barselsaftale

Det er godt, at politikerne vil sikre øremærket barsel til mænd. Men jeg frygter, at de glemmer de familier, hvor den ene forælder ikke er EU-borger. Den øremærkede barsel risikerer nemlig at ødelægge deres mulighed for permanent ophold, skriver konsulent Olivia H. Scott
Det er godt, at politikerne vil sikre øremærket barsel til mænd. Men jeg frygter, at de glemmer de familier, hvor den ene forælder ikke er EU-borger. Den øremærkede barsel risikerer nemlig at ødelægge deres mulighed for permanent ophold, skriver konsulent Olivia H. Scott

Mia Mottelson

Debat
20. september 2021

Kampen for øremærket barsel til mænd er i gang. Aftalen er formet, og det ser ud til, at den går igennem. Jeg kan se mange positive ting ved aftalen, men det, der især interesserer mig, er, hvilke konsekvenser det kan have for ikke-EU-borgere, som er familiesammenført med en dansker, og som endnu ikke har fået permanent ophold i Danmark.

Kravene til permanent ophold er blandt mange andre, at man skal have arbejdet mindst 3,5 år med ordinært fuldtidsarbejde over en fireårig periode. Modtager ansøgeren i den periode dagpenge, tæller det ikke med som ordinært fuldtidsarbejde. I den aktuelle aftale ser det ikke ud til, at barsel under arbejde tæller med i beregningen af fuldtidsarbejde, fordi der er tale om tre måneders øremærket barselsdagpenge – og ikke øremærket barsel gennem arbejdsgiveren. 

I mit private tilfælde betyder det, at hvis jeg fik et barn mere med min udenlandske mand, ville han kunne blive tvunget ud i tre måneders barsel på barselsdagpenge. Det ville betyde, at han skulle vente yderligere tre måneder, før han kunne søge om permanent ophold. 

Kravet om 3,5 års ordinært fuldtidsarbejde inden for en fireårig periode betyder, at man kun må være arbejdsløs i højest seks måneder. Hvis min mand blev tvunget på barsel i tre måneder, så ville det betyde, at han kun måtte være arbejdsløs i tre måneder i perioden på fire år. Det er ikke meget, hvis man pludselig mister sit job eller bliver syg.

Hvis vi fik to børn inden for en fireårig periode, hvilket ikke er uhørt, så ville han skulle tage seks måneders barsel. Det giver lige præcis ingen mulighed for at miste sit job eller blive syg. Hvis det skete, ville vi som familie været slået hjem. Han ville skulle starte forfra med optjeningen af beskæftigelsespoint til permanent ophold.

Skal barslen ikke være en af de lykkeligste tider for forældre og børn? Eller skal politikerne nu ødelægge det for dem af os, der er gift og lever sammen med en ikke-EU-borger? Jeg håber virkelig, at politikerne tænker sig om, og sikrer rettighederne for danskere og deres udenlandske ægtefæller, som bor i Danmark og vælger at få børn. Aftalen var velmenende, men rammer desværre også nogle familier meget hårdt.

Olivia H. Scott, konsulent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her