Kronik

Byrådspolitiker: For lidt tid og for meget fokus på genvalg hærger i byrådene

Beslutninger om fordelingen af mange millioner kroner træffes af få mennesker på få dage. Samtidig har politikerne ikke incitament til at prioritere det, der ligger ud over en valgperiode. Hvis vi vil politikerleden til livs, skal vi det til livs, skriver medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Alternativet Troels Chr. Jakobsen
Troels Chr. Jakobsen er medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune og var for første gang i år med til budgetforhandlingerne. Det var en nedslående oplevelse.

Troels Chr. Jakobsen er medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune og var for første gang i år med til budgetforhandlingerne. Det var en nedslående oplevelse.

Magnus Hove Johansson

Debat
29. september 2021

Jeg er led og ked af at være politiker. Min samvittighed brokker sig. Der er for meget politisk spil. Her er en bekendelse om at være politiker.

Da jeg for første gang stillede op til kommunalvalget i 2017, betroede en borger mig, at han havde lyst til at stemme på mig – men ikke turde, fordi han har følt sig svigtet af politikere så mange gange før. Han kunne ikke bære at blive svigtet igen.

I de her dage er kommunalvalgkampen på vej op i gear. De sidste budgetforhandlinger er snart afsluttet i alle kommuner. I Københavns Kommune, hvor jeg er medlem af Borgerrepræsentationen, blev det en bred aftale med alle partier på nær et enkelt.

Lige siden har jeg set, hvordan alle partierne er ude at tage æren for ting, som fik penge i budgettet, uanset om det er noget, de prioriterede i forhandlingerne eller ej. Uanset om det er noget, de har lavet et langvarigt arbejde for at få realiseret. Det ene opslag efter det andet på sociale medier – ’Se, hvad vi har skaffet jer’. Det taler lige ind i konkurrencedemokratiets præmis, hvor vælgerne er kunder i den politiske butik.

Det har sat en alvorlig dæmper på min egen lyst til at deltage i den form for selvpromovering. Det er selvfølgelig taktisk dumt – de gør det jo, fordi det virker. Altså på den korte bane til at skaffe stemmer. På den lange bane tror jeg, at det medvirker til stigende politikerlede. For det skaber et usandt billede.

Ingen af partierne er ude at fortælle om de vigtige ting, som ikke blev prioriteret. Alt det, vi ikke magtede at gøre noget ved. For det ville prikke hul i fortællingen om politikere som handlekraftige og magtfulde. En selvforherligende fortælling, nærmest alle politikere deltager i. Spørgsmålet er, hvor mange vælgere der køber den.

Når man så til et debatmøde møder vælgere, der kritisk spørger om de manglende ting, så påstår man, at det ville man også rigtig gerne prioritere. Hvad skal vælgerne ende med at tro? Andet end at politikerne er utroværdige.

Politikerne er ikke magtfulde

Min erfaring er, at de fleste politikere ikke er særligt magtfulde. Flere politikere snakker fortroligt bag kulissen om de ting, de for alvor gerne vil gøre noget ved. Ofte er det ting, som kræver mere end bare at give penge til lidt ekstra velfærd, en vej, en metro eller en ny svømmehal – nemlig mere komplekse ting som for eksempel hjemløshed. Ting, der ikke kan løses over night – eller i én valgperiode.

Derfor bliver det aldrig til noget. Det er igen sejren på den korte bane, der prioriteres – den, som giver nemme bonuspoint hos vælgerne – og ikke den langsigtede virkelige forandring.

Min fornemmelse er, at mange borgere føler afmagt i forhold til politik. Det ses på en del af tidens politiske fænomener. Se på antivaccinebevægelsen, Nye Borgerliges succes som protestparti på alle fronter, og mit eget parti, Alternativets indledende succes og efterfølgende kollaps. Afmagten bliver materialiseret som protester.

Mange dage er jeg selv i tvivl om, hvorvidt det giver mening at bruge tid og kræfter på politik, fordi det politiske system er så dysfunktionelt. Modsat Tommy Ahlers, der af den grund forlod Venstre og Folketinget, mener jeg, at det netop er, mens man er aktiv, man kan gøre noget ved det. Ved for eksempel at lufte tvivlen offentligt.

Umenneskelig omgang med millioner

I år deltog jeg for første gang i budgetforhandlingerne på Københavns Rådhus på vegne af Alternativet. Jeg er rystet over, hvordan det foregår. En ting er at have hørt om det, noget andet er at mærke det på egen krop.

På ganske få dage skal vi tage stilling til fordeling af mange millioner kroner. Der er en kæmpe bunke af budgetforslag – fra forvaltningerne, fra partierne, fra lokaludvalgene. Skal der laves et toilet ved Amager Strandpark? Skal vi bruge 300 millioner kroner på rekruttering af velfærdsmedarbejdere? Skal vi prioritere et par millioner om året til vækstlaget i kulturen?

Fire dages forhandlinger med tusind valgmuligheder skaber en ekstremt snæver flaskehals for at træffe kvalificerede beslutninger. Det bliver ikke bedre af, at man skal forhandle i mange timer og til langt ud på natten – fordi, lyder visdommen på Rådhuset, ’hvis man giver folk tid til at sove på det og tænke sig om, så bliver man aldrig færdig’.

I sidste års budget havde man glemt daghøjskolerne. Man havde simpelthen overset, at deres bevillinger var udløbet. I år har vi sikkert overset andre vigtige ting, som kunne have givet stor effekt for få skattekroner.

Der er intet rum for en kvalificerende samtale partierne imellem – både tidsmangel og konkurrencen sætter en stopper for det. Der er ikke tid til at se på samspillet mellem forskellige forslag.

Hele måden, forhandlingerne foregår på, lægger op til, at alle partier tænker taktisk. De er drevet af frygten for at trække det korteste strå – og det er alment kendt, at frygt forringer vores dømmekraft.

Løsningen er godt lederskab

Da jeg underviste kandidater i mit eget parti, betonede jeg vigtigheden af lederskab. Det handler mindre om dine politiske holdninger, end om hvordan du konkret udøver lederskab – både i forhold til partiets bagland, til andre partier og til borgerne.

Ægte lederskab er at skabe rammer for, at andre kan deltage og medvirke – ikke at være en kong gulerod, der vil bestemme det hele. Det kan for eksempel være ved at skabe gode rammer for en velovervejet budgetproces, der giver større chance for samvittighedsfulde beslutninger.

Derfor har jeg i Alternativet kæmpet for, at vi prioriterer den demokratiske fornyelse højt. Spillereglerne i demokratiets magtspil er gammeldags i forhold til et moderne samfund, hvor borgerne er mere veluddannede, selvstændige og ikke kan rummes af den entydighed, som ligger i rød blok imod blå blok. Samtidig kræver accelerationen i vores samfund, at der træffes flere beslutninger end nogensinde før, hvilket gør de topstyrede flaskehalse endnu mere problematiske.

Giv borgersamlinger indflydelse på budgettet

Den politiske magtudøvelse er ikke bæredygtig. Den kortsigtede konkurrence er i sig selv ikke bæredygtig – for ikke at tale om, hvordan den er låst til pengeøkonomiens snævre målestokke. Dermed er det uhyre vanskeligt at træffe beslutninger, der gavner samfundets udvikling. Det gælder både bæredygtigheden i forhold til natur og klima, men i lige så høj grad den økonomiske og sociale bæredygtighed. Vi bruger for mange skattekroner med for lille effekt.

Lige så meget som politikerne føler afmagt, lige så lidt vil de desværre afgive magt. Men det er forudsætningen for den tiltrængte fornyelse af demokratiet. I stedet for at jeg og andre politikere skal træffe alle budgetbeslutninger på fire dage, kunne vi uddelegere beslutninger til lokale niveauer. Det er også lederskab.

Forskellige dele af budgettet kunne besluttes af udvalgte borgersamlinger. I større byer kunne lokaludvalg få uddelegeret langt mere beslutningskraft. Desværre tror jeg ikke, at det sker, før vælgerne kræver det – for de traditionelle partier føler et behov for at markedsføre sig på selv den mindste ting.

Når leden over det politiske system rammer mig hårdest, drømmer jeg om et lille hus på landet og om bare at passe min egen have. Derfor forstår jeg godt, hvorfor du som vælger ikke orker at forholde dig til politik. Og hvorfor de fleste vælgere ikke forstår, hvad der er galt i politik – andet end den instinktive fornemmelse af, at det er et uhæderligt spil. En mismodig, utroværdig farce, som kun bliver sjov, når komikerne tager os under behandling.

Hjælp os til at ændre de spilleregler. For vi har ikke magten til det alene.

Troels Chr. Jakobsen er medlem af Borgerrepræsentationen i København for Alternativet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

“Det er alment kendt, at frygt forringer vores dømmekraft.” Ja, det kan sætte gang i lemmingevandringen.

Er det derfor det er Mette Frederiksen metode?

Bjarne Andersen, Eva Schwanenflügel, Inger Pedersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Tak for så bramfrit at påpege de problemer, som pseudodemokratiet og magtliderligheden forårsager på det politiske plan.

Desværre er det nok rigtigt, at vælgerne skal komme med enormt stålsatte krav førend mere magt bliver uddelegeret til borgerne.

Hvornår det sker, er et godt spørgsmål..

Bjarne Andersen, Birte Pedersen, Inger Pedersen, Jakob Bondesen og Ingrid Olsen anbefalede denne kommentar

Godt og ærligt indspark. Som kandidat til samme KVvalg her; er det præcis min egen fornemmelse.

Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel, Birte Pedersen, Inger Pedersen og Ingrid Olsen anbefalede denne kommentar

Den 1. januar 1997 blev der indført bydelsråd i Københavns Kommune, som igen blev nedlagt i 2002. Årsagen var ganske enkelt at politikerne på Rådhuset overhoved ikke var indstillet på at afgive magt. Så gennemførte man i 2006 Lokaludvalg, d.v.s. man udraderede de forskellige Lokalråd som faktisk fungerede optimal da det var ægte græsrødder som udviste stor omsorg for deres lokalområde. Lokaludvalgene er der så endnu, det hedder sig at borgerne på denne led er kommet nærmere magthaverne på Rådhuset. I min optik er det virkeligt en sandhed med modifikationer, de forskellige Lokaludvalg klager i en lind strøm over at de har meget lidt eller ingen indflydelse på deres egne lokalområder. Det er den skinbarlige sandhed.

Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Derfor bliver vælgerne hjemme eller stemmer blankt. At blive snydt gang på gang, orker vi ikke længere. Magthavere bestemmer alligevel alt. Bliver der nogle krummer eller ingenting er det vilkårene.

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver, ikke Stella.

Der er vigtigt at stemme og derved bruge sin demokratiske ret. Også til næstkommende kommunalvalg/regionrådsvalg. Her kan du så beslutte om du vil nedlægge velfærdssamfundet og få et samfund a la det, der skete i Storbritannien fornyligt.

Det er uden tvivl svært at være politiker. Der er aldrig nok penge at rutte med og det er nemt for os vælgere at kritisere.

Det, der påvirker mig mest som vælger, er ikke svigt af valgløfter, fordi i Folketinget skal man have flertal for at få sine ideer igennem. Det der får mig til at opleve foragt for politikere er deres personlige løgne. Værst er det, når man kender en politiker personlig og ved, at vedkommende lyver.

Så jeg kan kun anbefale, at man går sine politikere efter i sømmene og faktatjekker deres oplysninger.

Det viser sig, at vores journalister tilsyneladende ikke evner opgaven, eller ligefrem hjælper politikeren til at lyve.

Det er fuldstændig korrekt som artiklens forfatter påpeger, god ledelse og god planlægning er vigtig, hvis pengene skal række.

Det er som en byggesag, den skal planlægges ned til den sidste detalje, hvis ikke økonomien skal løbe løbsk.

Men først og fremmest skal der være bevilliget penge nok til opgaven. Derfor er planlægningen og programmeringen af opgaven, inden bevillingerne sker, alfa og omega for den økonomiske ramme.

Vi ser det gang på gang, at politikere starter store offentlige byggeopgaver alt for sent, med totalt urealistisk tidsplaner og alt for små bevillinger. Resultatet bliver akkurat som det er sket i Niels Bohr byggeriet. Så tager man gud hjælpe mig entreprenører og underentreprenører, der ikke magter opgaven og lederen henter man hos mennesker, der intet ved om byggeri.

Som et professionelt byggemenneske må man gøre bygherren det klart, at der må være en balance imellem økonomi og forventninger til hvad han/hun kan få for pengene. Hvis det viser sig, at der mangler penge til byggeriet, må bygherren bestemme, om han/hun vi skære ned på kvaliteten, ellers bevilge flere penge. Skulle der blive penge tilbage kan de enten bruges til noget ekstra eller gå tilbage til bygherren.

Nogle partier sælger idealsamfund, hvor vi ikke skal betale skat og knapt nok skal arbejde. Tror vi på det og kunne vi tænke os at bo i den slags samfund, hvor de hjemløse selv har den frihed at dø af sult? Friheden for at tjene rigtige penge er det vigtigste i den slags samfund. Det er mærkelig, at et parti, som har den slags varer på hylderne, har politikere opstillet, som aldrig selv har tjent rigtige penge.

Nu til idealsamfundet, hvor hver har ret til at dø, uden andres indblanding.

En 18 årig højgravid ung kvinde blev fængslet for at stjæle. Hun blev fængslet og indsat i et privatdrevet fængsel. I løbet af natten kom hun i fødsel. Hun ringede på en alarmknap, som burde have bragt de kvindelige fængselsbetjente til hendes celle. Hun ringede flere gange og ingen kom, så var hun så langt i sin fødsel, at hun ikke sansede mere. Hun fødte halvt bevidstløs og grundet komplikationer døde barnet. Hun fik ingen hjælp. Fængselspersonalet, der ikke havde hjulpet hende, får nu krisehjælp. Det gør moren, hvis barn døde ikke.

Dette er det superliberale samfunds monster.

Nu er der snart kommune og regionsrådsvalg.
Det interessante er, at nogle af de danske politikere, der gerne vil sælge os samfundsopbygning, som før nævnt, selv har børn og nogle af dem har oven i købet kunnet passe deres børn i 4 år plus 1 års barsel på arbejdsløshedsunderstøttelse og statsstøttet barselsorlov, netop fordi vi har et velfærdssamfund. Selvsamme mennesker klager over, at andre gør det samme. Det er interessant.

En anden politiker svindler med en eksamen på universitetet og 18-19 år senere klager den samme politiker over, at gymnasieeleverne svindler.

Moralen for den slags politikere er: JEG må godt passe mine 3 børn i 5 år på statsfinanseret 4 årig understøttelse og 1 års barselsorlov ANDRE må ikke. Jeg må godt svindle med min eksamen, andre må ikke.

Nu er det ikke ulovligt at være på arbejdsløshedsunderstøttelse i 4 år (4 år gjaldt op til 2010), men det ville klæde alle politikere at give korrekte oplysninger i deres CVer.

Man bør heller ikke lyve om, at man har haft et firma i knapt 6 år og slet ikke have haft et firma i perioden. Man bør heller ikke fortælle sine vælgere, at man har et firma, når man endelig er blevet ansat efter en lang ledighedsperiode. Et åbent CVR nummer er ikke nødvendigvis et firma, men kan være en kilde til fradrag for stifteten, som Skat så tilbagebetaler. Alle får et skattefrit staksfradrag foruden mulighed for fradrag, når de åbner et CVR nummer. Og hvem er Skat. Det er de mennesker, der betaler skat. Ingen kan for eksempel tjekke økonomien i et CVR nummer/enkeltmandsfirma uden ansatte, andre en Skat. Vel at mærke, hvis ejeren indberetter moms og Skat.

Man kommer ikke i fængsel for at lyve om ledelsesposter hvor man ét sted hævder, at man har været leder i et firma i 3 år et sted og et andet sted hævder, at man har været leder i 6 år og i virkeligheden slet ikke har været leder, fordi en anden havde stillingen. Det er derimod en politiker, der opdigter et liv, der giver vælgerne indtryk, at politikeren er succesfuld, når det modsatte egentlig er tilfældet.

Det er heller ikke smart at opgive oplysninger om, at man har været ansat i to firmaer, som slet ikke eksisterede i den oplyste årrække og slet ikke var stiftet. Hvem kan arbejde og være leder i to firmaer, der ikke eksisterede i den tidsperiode politikeren oplyser? Ingen. Hvem kan være ansat og leder i et firma, der ikke er i Danmark og især, når personen slet ikke er ansat i firmaet? Ingen.

Det må siges at være helt utroligt. Ikke engang Münchhausen kunne dette.

Man bør heller ikke lyve om, at man har taget uddannelser på en velestimeret skole, når man har taget uddannelsen på en helt almindelig skole.

Som politiker bør man heller ikke tage æren for arbejde man ikke har udført, ligegyldigt om det er ens kollega, leder eller ægtefælle.

Man bør ikke undlade ledighedsperioder, barselsorlov eller stillinger man ikke er så stolt af at have haft i ens CV. Den slags opdager firmaejere og vælgere altid. Dette har jeg opdaget hos to politikere på højrefløjen.

Det er derimod ulovligt at smykke sig med titler man ikke har lov til at anvende og har misbrugt flere steder.

Man kan blive dømt for at drive stråmandsvirksomheder. Det er ikke noget politikere bør involvere sig i.

Når en politiker lyver i sit CV svarer det til, at vedkommende urinerer på vælgerne.

Vælgere bør netop ikke blive hjemme, når de opdager den slags løgne. Man skal vælge et andet parti, hvor politikerne ikke lyver så meget. Hvis en politiker lyver i sit CV er vedkommende næppe til at stole på.

Ja man kan komme gruelig galt afsted både som politiker og som vælger.

Gentaget.

Så jeg kan kun anbefale, at man går sine politikere efter i sømmene og faktatjekker deres oplysninger.

Det viser sig, at vores journalister tilsyneladende ikke evner opgaven, eller ligefrem hjælper politikeren til at lyve.