Det var da ligegodt satans, så mange holdninger der er til, hvordan kvinder skal gå klædt!
Under et besøg i Danmark forleden hørte jeg om en folkeskole i Jylland, der havde forbudt crop tops, det vil sige korte mavebluser, i udskolingsklasserne. Til Vejle Amts Folkeblad havde skoleleder Bjarne Kyneb forklaret, at man havde truffet beslutningen for »at hjælpe de unge«.
Underteksten i Kynebs bemærkning var klar nok: Skolen skal ikke bare uddanne elever, men også opdrage børn – det, vil mange sige, er forældrenes ansvar.
Jeg måbede over Danmark. Siden blev skolens forbudsidé dog droppet. Men så slog det mig, at vi med jævne mellemrum har samme slags diskussioner i Sverige. En tilbagevendende gammel traver handler om sminke: Skal elever have lov til at sminke sig – mascara, lipgloss, neglelak – og hvis ja, fra hvilket alderstrin? Det er som oftest forældre, der presser på for et forbud – og typisk kommer de så godt som alle fra middelklassen.
Jeg kender den danske debat for dårligt til at kunne sige, om der også her skulle gemme sig et klasseaspekt, selv i de jyske klitter, men det ville ikke komme bag på mig.
Middelklassen har altid opfattet sminke og nedringet tøj som mere eller mindre vulgært. Som seksuelle hjælpemidler eller metoder til at byde sig til. Kvinder har naturligvis ret til at sminke sig, men sminken skal være diskret og stilfuldt lagt på. Ellers udsender det et forkert signal (læs: At man tilhører den farlige underklasse).
Og det er velsagtens det, Bjarne Kyneb sigter til med alle sin gode intentioner, når han siger, at skolen vil »hjælpe« pigerne. Med at opdrage dem til at blive gode piger. For gode piger kan ikke se ud, som om de aspirerer til en fremtid på Paradise Hotel.
Kropskapital
På den måde fratager man mange unge kvinder den eneste kapital, de har – og måske eneste kilde til selvtillid: kroppen.
Det er som oftest pigers fremtoning, man moraliserer over, men til tider kan også drenge få en moralprædiken med på vejen om deres tøjstil.
Sidste efterår vakte Jensens Grundskola i Göteborg – en friskole med fisefornemme ambitioner – opsigt ved at indføre forbud mod joggingbukser og bæltepunge – et outfit, som ofte associeres med narkohandel og bandekriminalitet. Hensigten, hævdede man, var at lægge afstand til en tøjstil, som forbindes med »machokultur, medborgerskab og kriminalitet«.
Skolestyrelsen sagde dog stop under henvisning til, at valg af tøjstil må være omfattet af ytringsfriheden. Kun i meget få tilfælde kan skoler stille krav herom, for eksempel hvis elever savner den rette beklædning i særlige undervisningssituationer som for eksempel badetøj i svømmetimer.
Rektoren på Jensens Grundskola trak nu i land. Skolens dresscode var kun »en anbefaling«. Han sagde det ikke, som det var: Vi vil ikke have underklassens unger her – vi vil kun have elever, som kommer fra fine familier.
Samme dag som Firehøjskolen forbød crop toppen, gjorde Taleban sit indtog i Kabul, og de få journalister, som var tilbage i landet, berettede om, hvordan kvinder pludselig forsvandt fra alle gader. De få, som vovede sig ud, var alle iført burka.
Muligvis er det en upassende parallel. Men lad os ikke være blinde for den konservative bølge, som skyller gennem den vestlige verden.
Flotte kurver
Pernille Vermund ved godt, hun har sit gode udseende med sig og tøver da heller ikke med at vise sig frem og tilmed spille på det. Hun poserer med sine flotte kurver og blonde hår i hav og på land, og de negative reaktioner lader ikke vente på sig. Men feministerne protesterer ikke det mindste, for Pernille er ikke på deres hold.
Sådan var det også i Sverige i foråret, da Kristdemokraternas partileder Ebba Busch, der også ser ganske godt ud, debatterede i hvid top med synlig kavalergang. Det var den forkerte kvinde at forsvare – hende skulle man tværtimod håne.
Vel er tøjstil også symbolsprog for, hvordan en magtperson vil opfattes, og vel må vi kunne diskutere politikeres garderobe – men kvindens ret til frit at klæde sig, som hun vil, kan ikke have nogen undtagelser.
Det gælder også Norges damelandshold i beachvolleyball, som ved sommer-OL kæmpede imod Den Olympiske Komités krav om, at de skulle spille i bikinitrusser og ikke shorts.
Man ser for sig, hvordan de mandlige bestyrelsesmedlemmers højre arme har bevæget sig rytmisk under konferencebordet, da de gav de norske kvinder pålæg om kun at spille, hvis de viste hud.
Hold så op med at blande jer, alle sammen – og lad os være i fred!
© Åsa Linderborg og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
- så hellere burka/tørklæde/elefant-hue osv!
Måske skal eleverne bare klæde sig, som de vil. Minder lidt om snakken om de lår-korte kjoler, især de alt for lår-korte kjoler.
det er ikke nemt at være ung pige, de presses til at være sexede og "lækre" af en industri som vil sælge dem alt muligt, og til at undgå at være sexede og ikke være for lækre i et spil hvor drengene har ret til at begære pigerne og nærmest slet ikke har ansvar for deres egen seksuelle adfærd.
for desværre er det faktisk ikke pigerne selv som bestemmer hvad det er de vil.
Så flot sagt, Jan Fritsbøger.
Man må da sige at pendulet forhåbentlig har nået sit yderpunkt. Ellers så ender det da med at ingen af de unge mennesker, kan finde ud af bare at være harmoniske piger eller drenge.
// Jesper
@ Jesper
Hvad er harmoniske piger og drenge?
Det er nu meget let: børn, der ikke opdrages til at dyrke mærketøj og statussymboler, men udvikler en naturlig sans for skønhed og kvalitet.
@Peter Høivang
Jeg synes at Steffen Gliese har en rigtig god pointe. Ville give ham +20 hvis jeg kunne.
Desuden synes jeg, at debatten er forskruet, på så mange måder.
Steffen Gliese skriver:
"men udvikler en naturlig sans for skønhed og kvalitet."
Hvor jeg ville tilføje, i takt med deres naturlig udvikling, fri fra gruppepres, pres fra Industriinteresser eller interessegrupper der ønsker at presse deres voksne mere eller mindre ekstremistiske agendaer på børn.
Jeg hørte et godt argument, som en kvindelig bekendte havde hørt på et lærerværelse, hvor dette emne er blevet diskuteret.
"Hvad er forskellen på forstyrrende påklædning og småsnakken i timerne ?"
Der var også en modig mandlig lærer der turde indrømme, at det var direkte forstyrrende for ham, at være tvunget til konstant at være "konfronteret af ofte veludviklede mindreårige iført alt for lidt tøj, der opførte sig upassende for deres alder"
Det er selvfølgelig kun noget jeg har hørt refereret,
Men min personlige mening er, at der nok er lige lovlig mange 'filippas mødre' i den her diskussion. Til dem der ikke forstår referencen (for den er lidt søgt) kan man se den her video fra Trafikstyrelsen:
https://www.youtube.com/watch?v=vosH4sRJgQA
// Jesper
Et er et opgør mod reklamen/moden/kapitalens magt over det vi køber.
Her ser jeg mere voksne der adlyder hvad der nu er på mode. Jeg ser oftere unge gå i mor/fars gamle kluns eller tøj fra genbrugsen.
Jeg mener vi skal starte med de voksne på før vi går efter de unge, der trods alt er undskyldt af et stort behov for at høre til.
Et andet er at nogle mener, at børn/unge skal gå klædt på en bestemt måde, det er op til dem, men de skal lige så lidt bestemme hvad folk går i som jeg skal bestemme hvad andre går i.
Hvis der er nogen der bliver udfordret/distraheret/opstemt af at unge mennesker/børn viser skind(indenfor lovens grænser) og samtidig arbejder med børn og unge, så bør de søge andet job.
Harmoniske unge er i mine øjne unge der hverken lader sig diktere af moden eller hvad gamle knarker mener.
Så lad os da forsøge at gøre vores børn så harmoniske som muligt.
Vi kan jo starte med, at de ikke skal føle sig forkerte på grund af deres tøj stil
@Peter Høivang
"Jeg mener vi skal starte med de voksne på før vi går efter de unge, der trods alt er undskyldt af et stort behov for at høre til."
Er det netop ikke det jeg pointere med min, synes jeg selv, lidt kække henvisning til "Filippas mødre".
Efter min mening er manglende vilje til overhovedet at ville opdrage på sine børn, og så overdreven kontrol, lidt to sider af samme sag. Det er begge udtryk for en ekstremisme.
Og jeg synes faktisk at du går way way over stregen ved at spille pædofili kortet. Jeg finder det faktisk lidt klamt. Og underbygger IMHO netop min påstand at vi er ude i en form for ekstremisme her, for du og mange andre kører den straks over stregen.
// Jesper
@ Jesper
Jeg kommenterer ikke på at folk kalder mine kommentarer klamme.
Da jeg i teksten kom til "de jyske klitter", tænkte jeg, at dette må være en parodi på en fordomsfuld persons kritik af andres fordomme.