Crop top-diskussionen var kun det seneste eksempel på indblanding i kvinders påklædning

Det var da ligegodt satans, så mange holdninger der er til, hvordan kvinder skal gå klædt!

Under et besøg i Danmark forleden hørte jeg om en folkeskole i Jylland, der havde forbudt crop tops, det vil sige korte mavebluser, i udskolingsklasserne. Til Vejle Amts Folkeblad havde skoleleder Bjarne Kyneb forklaret, at man havde truffet beslutningen for »at hjælpe de unge«.

Underteksten i Kynebs bemærkning var klar nok: Skolen skal ikke bare uddanne elever, men også opdrage børn – det, vil mange sige, er forældrenes ansvar.

Jeg måbede over Danmark. Siden blev skolens forbudsidé dog droppet. Men så slog det mig, at vi med jævne mellemrum har samme slags diskussioner i Sverige. En tilbagevendende gammel traver handler om sminke: Skal elever have lov til at sminke sig – mascara, lipgloss, neglelak – og hvis ja, fra hvilket alderstrin? Det er som oftest forældre, der presser på for et forbud – og typisk kommer de så godt som alle fra middelklassen.

Jeg kender den danske debat for dårligt til at kunne sige, om der også her skulle gemme sig et klasseaspekt, selv i de jyske klitter, men det ville ikke komme bag på mig.

Middelklassen har altid opfattet sminke og nedringet tøj som mere eller mindre vulgært. Som seksuelle hjælpemidler eller metoder til at byde sig til. Kvinder har naturligvis ret til at sminke sig, men sminken skal være diskret og stilfuldt lagt på. Ellers udsender det et forkert signal (læs: At man tilhører den farlige underklasse).

Og det er velsagtens det, Bjarne Kyneb sigter til med alle sin gode intentioner, når han siger, at skolen vil »hjælpe« pigerne. Med at opdrage dem til at blive gode piger. For gode piger kan ikke se ud, som om de aspirerer til en fremtid på Paradise Hotel.

Kropskapital

På den måde fratager man mange unge kvinder den eneste kapital, de har – og måske eneste kilde til selvtillid: kroppen.

Det er som oftest pigers fremtoning, man moraliserer over, men til tider kan også drenge få en moralprædiken med på vejen om deres tøjstil.

Sidste efterår vakte Jensens Grundskola i Göteborg – en friskole med fisefornemme ambitioner – opsigt ved at indføre forbud mod joggingbukser og bæltepunge – et outfit, som ofte associeres med narkohandel og bandekriminalitet. Hensigten, hævdede man, var at lægge afstand til en tøjstil, som forbindes med »machokultur, medborgerskab og kriminalitet«.

Skolestyrelsen sagde dog stop under henvisning til, at valg af tøjstil må være omfattet af ytringsfriheden. Kun i meget få tilfælde kan skoler stille krav herom, for eksempel hvis elever savner den rette beklædning i særlige undervisningssituationer som for eksempel badetøj i svømmetimer.

Rektoren på Jensens Grundskola trak nu i land. Skolens dresscode var kun »en anbefaling«. Han sagde det ikke, som det var: Vi vil ikke have underklassens unger her – vi vil kun have elever, som kommer fra fine familier.

Samme dag som Firehøjskolen forbød crop toppen, gjorde Taleban sit indtog i Kabul, og de få journalister, som var tilbage i landet, berettede om, hvordan kvinder pludselig forsvandt fra alle gader. De få, som vovede sig ud, var alle iført burka.

Muligvis er det en upassende parallel. Men lad os ikke være blinde for den konservative bølge, som skyller gennem den vestlige verden.

Flotte kurver

Pernille Vermund ved godt, hun har sit gode udseende med sig og tøver da heller ikke med at vise sig frem og tilmed spille på det. Hun poserer med sine flotte kurver og blonde hår i hav og på land, og de negative reaktioner lader ikke vente på sig. Men feministerne protesterer ikke det mindste, for Pernille er ikke på deres hold.

Sådan var det også i Sverige i foråret, da Kristdemokraternas partileder Ebba Busch, der også ser ganske godt ud, debatterede i hvid top med synlig kavalergang. Det var den forkerte kvinde at forsvare – hende skulle man tværtimod håne.

Vel er tøjstil også symbolsprog for, hvordan en magtperson vil opfattes, og vel må vi kunne diskutere politikeres garderobe – men kvindens ret til frit at klæde sig, som hun vil, kan ikke have nogen undtagelser.

Det gælder også Norges damelandshold i beachvolleyball, som ved sommer-OL kæmpede imod Den Olympiske Komités krav om, at de skulle spille i bikinitrusser og ikke shorts.

Man ser for sig, hvordan de mandlige bestyrelsesmedlemmers højre arme har bevæget sig rytmisk under konferencebordet, da de gav de norske kvinder pålæg om kun at spille, hvis de viste hud.

Hold så op med at blande jer, alle sammen – og lad os være i fred!

© Åsa Linderborg og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen