Enhedslisten: Under Anders Fogh og Poul Schlüter var skatten højere end den, vi foreslår

Uligheden er steget i Danmark gennem mange år. De seneste knap 30 år er det gået den forkerte vej, og selv om Danmark stadig er et af verdens mest lige lande, så er vores land blevet et markant mere ulige land i perioden.

Uligheden er ikke steget af sig selv. Den er i høj grad et resultat af en politik – ikke mindst en skattepolitik – der igen og igen har tilgodeset samfundets rigeste. Samtidig har en række brutale reformer af blandt andet kontanthjælp og førtidspension ramt dem, der har mindst, særligt hårdt. Uligheden er en konsekvens af politiske beslutninger. Beslutninger, som vi kan ændre på – hvis vi vil.

Topskattelettelser gavner kun de rige

I årevis har den vestlige verden indrettet skattesystemerne efter myten om, at hvis vi letter skatten i toppen, er det til gavn for alle. Effekterne af skattelettelser i toppen vil ganske enkelt dryppe ned på resten af befolkningen i form af højere vækst og højere velstand til alle. Men dette er ikke sandt.

De seneste års forskning tegner et andet billede. Skattelettelser i toppen betyder ikke øget velstand og beskæftigelse i samfundet. Skattelettelser i toppen er en fordel for én gruppe alene – de rigeste – det er konklusionerne i blandt andet et studie fra London School of Economics, »The Economic Consequences of Major Tax Cuts for the Rich« fra slutningen af 2020.

I stedet ser vi, at skattelettelserne i toppen har øget uligheden i vores samfund betydeligt. Forskning fra IMF og OECD – som traditionelt er store tilhængere af frimarkedstænkning – peger på, at stigende ulighed er hæmmende for økonomisk vækst og social mobilitet.

Vores forslag giver samme ulighed som i SRSF-regeringens tid

Danmark indtager en kedelig tredjeplads i OECD over de lande, hvor uligheden er steget mest. Faktisk deler Danmark plads med USA, når det kommer til stigning i ulighed over de seneste år. Det er en meget kedelig udvikling, som i høj grad kan tilskrives netop skattelettelserne til toppen af samfundet.

Vi skal bekæmpe uligheden i Danmark, og det er naturligt at starte med igen at lade de rigeste og i særdeleshed de absolut rigeste bidrage mere til fælleskassen.

Enhedslisten har i et nyt udspil fremlagt forslag til, hvordan uligheden kan mindskes. Vi foreslår blandt andet, at de allerrigeste skal betale en højere skat, når de tjener penge på kapital og aktier. Samtidig foreslår vi at sætte skatten ned for folk med almindelige og lave indkomster. Desuden foreslår vi at fjerne tre fattigdomsydelser: kontanthjælpsloftet, 225-timers-reglen og integrationsydelsen.

Udspillet er samtidig overfinansieret, så der frigøres midler til grøn omstilling.

Reaktionerne på vores forslag har været voldsomme på den økonomiske højrefløj. Finansordfører for Radikale Venstre, Andreas Steenberg, mener således i Berlingske, at det er »gammeldags og rendyrket socialisme«. Finansordfører Rasmus Jarlov (K) mener, at »det nærmer sig konfiskation af folks formue«. Det lyder jo voldsomt. Et lille historisk tilbageblik kan dog bidrage til at få lidt proportioner ind i debatten.

Forslagene i udspillet vil reducere den stigning i uligheden, vi har set over de seneste 30 år med godt en fjerdedel og dermed spole ti års stigende ulighed tilbage, svarende til hvad uligheden var, da SRSF-regeringen trådte til i 2011. Set i dét lys er udspillet temmelig moderat.

Til gengæld tydeliggør det ulighedens omfang. Det er stigningen i uligheden, der er ekstrem – ikke Enhedslistens moderate forslag til at rulle en lille del af denne stigning i uligheden tilbage.

I en analyse den 25. september i Information skriver Lars Trier Mogensen, at Enhedslisten er ude i en bevidst provokation. Det er ment som en ros fra hans side, fordi vi er i offensiven med en venstrefløjsdagsorden. Men vi er ikke ude på at provokere. Vi har lavet udspillet, fordi vi mener det. Og fordi vi ønsker at presse regeringen i efterårets finanslovsforhandlinger i forhold til at bekæmpe ulighed.

Det, som i virkeligheden provokerer og antænder den økonomiske højrefløj, er, at vores udspil afslører den brutale sandhed om, hvordan den politik, der er blevet ført de seneste årtier, har medført en stærkt stigende ulighed i Danmark.

Skatten var højere for de rigeste under Schlüter og Nyrup

For relativt kort tid siden var de skattesatser, vi foreslår, en realitet i Danmark. I både 2009 og 1993 var marginalskattesatserne på det niveau, som foreslås med vores ulighedsudspil.

Blandt forslagene fra Enhedslisten er en progressiv millionærskat, hvor personers indkomst over en million kroner beskattes yderligere end i dag. Den indkomst, der overstiger en million kroner, beskattes med en øget topskat på fem procentpoint mere. For den yderligere indkomst over to millioner kroner betales en ekstra topskat på ti procentpoint mere end i dag, og på indkomst over tre millioner kroner betales 15 procentpoint mere.

Er det ekstremt? Nej.

De personer, der har en høj indkomst på mellem en og to millioner kroner, vil med forslaget have en marginalskat på 61,5 procent, hvilket er lavere end højeste marginalskat på lønindkomst i 2009, hvor den var 62,8 procent. Og det var vel at mærke, efter Anders Fogh Rasmussen havde lanceret sit skattestop.

En person med en utrolig høj indkomst på over tre millioner kroner om året – altså de absolut rigeste i landet – vil med vores forslag have en marginalskat på cirka 70 procent.

Er dette niveau totalt uhørt? Nej.

I 1993 under Poul Nyrup Rasmussen og i flere år op til var marginalskatten 68,7 procent på høje indkomster, og i 1980’erne, da Poul Schlüter var statsminister, var niveauet 73 procent.

Øget beskatning på aktie- og kapitalindkomst er fornuftigt

Skal vi den stigende ulighed til livs, er det vigtigt at se på beskatning af kapital- og aktieindkomst. Over halvdelen af indkomstfremgangen hos de rigeste kan netop tilskrives formueindkomst fra kapital- og aktieafkast.

Højrefløjen siger ofte, at det skal kunne betale sig at gå på arbejde – men sandheden er, at det kan langt bedre betale sig at sidde i sofaen og foretage aktiespekulation end at gå på arbejde. Som den franske stjerneøkonom Thomas Piketty påviste i starten af dette årti, er afkastet på kapital højere end afkastet på arbejde.

Det er derfor kun rimeligt at øge skatten på aktieindtægter og investeringer i aktier. Disse indtægter bør beskattes med den samme procentsats som almindelige lønindtægter.

Samtidig bør vi naturligvis sikre en indfasning af en retfærdig, altså højere, beskatning af de samfundsmæssige værdistigninger på boliger for at skabe en balance mellem beskatningen af boliger og andre investeringer.

Det er ikke rimeligt, at kapitalejere slipper billigere i skat end lønmodtagere. Fra blandt andre de økonomiske vismænd ved vi, at progressive skatter på netop aktie- og kapitalindkomst er blandt de mest effektive omfordelingsmekanismer i vores skattesystem, og vil vi sætte ind over for stigende ulighed, skal vi sætte ind her. Det er ikke ekstremt. Det er fornuftigt. Og retfærdigt.

Det er vigtigt, at vi folkevalgte tager styringen tilbage og bekæmper stigende ulighed. Ulighed er ikke kun et resultat af økonomiske mekanismer, der gør, at rigdom koncentreres hos de rigeste. Det er også konsekvensen af en politik, der understøtter denne ulighedsmekanisme. Politikken kan være anderledes, og politikken kan dæmpe uligheden, hvis vi vil. Og det vil Enhedslisten.

Rune Lund og Lotte Thurøe Andersen, henholdsvis finansordfører og politisk-økonomisk rådgiver for Enhedslisten