Kommentar

Firkantede regler om forbud mod skældud i skolen er udtryk for mistillid til lærerne

Hvis skoler forbyder lærerne at skælde ud, sender de et tydeligt signal om, at de ikke tror, lærerne mestrer deres opgave. Børn mistrives ikke på grund af skældud, men snarere på grund af uklare krav, skriver den konservative rådmand i Frederiksberg Kommune Nikolaj Bøgh i dette debatindlæg
Hvis læreren aldrig må hæve stemmen eller på anden vis irettesætte elever, der larmer og ødelægger undervisningen for sig selv og de andre, så bliver det med stor sandsynlighed endnu sværere at få skoledagen til at fungere, end det allerede er, skriver den konservative rådmand i Frederiksberg Kommune Nikolaj Bøgh i dette debatindlæg.

Hvis læreren aldrig må hæve stemmen eller på anden vis irettesætte elever, der larmer og ødelægger undervisningen for sig selv og de andre, så bliver det med stor sandsynlighed endnu sværere at få skoledagen til at fungere, end det allerede er, skriver den konservative rådmand i Frederiksberg Kommune Nikolaj Bøgh i dette debatindlæg.

Peter Nygaard Christensen

Debat
29. september 2021

Er det en god idé, at en skole i Østjylland nu har udnævnt sig selv til ’skældud-fri skole’? Næppe. Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner, og en regel om, at lærerne ikke må skælde ud, kan meget let blive endnu en pind til lærerautoritetens ligkiste. Og lærerautoritet er måske den største mangelvare i den danske folkeskole anno 2021.

Alt tyder på, at det er blevet betragteligt sværere for lærerne at få ørenlyd i klasserne de senere år. Mange børn er simpelthen ikke tilstrækkeligt godt opdraget hjemmefra og forstår ikke, at indlæring ofte forudsætter, at man sidder stille og hører efter, hvad læreren siger. Derfor er en stor del af den opdragelsesopgave, som i virkeligheden burde være forældrenes ansvar, i dag overladt til skolen. Det gælder langtfra alle børn, men det gælder tilstrækkeligt mange til, at det ofte går ud over undervisningen.

Hvis læreren aldrig må hæve stemmen eller på anden vis irettesætte elever, der larmer og ødelægger undervisningen for sig selv og de andre, så bliver det med stor sandsynlighed endnu sværere at få skoledagen til at fungere, end det allerede er.

Nødvendige irettesættelser

Der er situationer i skolen, hvor anerkendende tale og kærlig omsorg simpelthen bare ikke er tilstrækkeligt. Som med mange andre ting er det klogt at bruge sin sunde fornuft og i øvrigt stole på, at læreren ved, hvad han eller hun gør. Firkantede regler med forbud imod skældud kan let øge autoritetsproblemerne i skolen og føre til en skole, hvor lærere skal gå og frygte for, at de nu bliver indberettet for at have skældt ud, uanset om de ofte nødvendige irettesættelser bliver leveret ganske stilfærdigt eller ej.

Der er ingen, der mener, at børn skal overfuses eller have ødelagt deres selvværd af lærere, der overreagerer, og det er naturligvis helt normal pædagogisk praksis ikke at skælde ud eller irettesætte mere end højst nødvendigt. Det ved enhver god lærer. Men at gøre det til en fast regel mener jeg er undergravende for lærerens autoritet – både i forhold til eleverne og i forhold til forældrene, fordi skolen sender et tydeligt signal om, at de ikke forventer, læreren selv har styr på det.

I stedet mener jeg, vi i langt højere grad bør stole på lærernes faglighed og have respekt for, at de godt ved, hvad de gør. Lærerne er ofte lus mellem to negle og har svært ved at leve op til de forventninger, de bliver mødt med fra alle sider. Forældre, der ikke mestrer opgaven med at opdrage deres børn, vil typisk også have meget lidt forståelse for, at læreren så i stedet er nødt til at gøre det.

Der er løsningen næppe at pakke lærerne ind i endnu flere regler, som til syvende og sidst er udtryk for mistillid til, at de evner at udføre deres opgave. At spænde ben for, at lærerne kan bruge de redskaber, de nu engang finder nødvendige, er illoyalitet over for dem fra en skole, som i stedet burde stå bag dem.

Børn vokser op med uklare krav

Men det er også at gøre børnene en bjørnetjeneste. Vi hører meget om, at børn er stressede og psykisk udfordrede, men årsagen er med stor sikkerhed ikke, at de oplever for meget skældud i hjemmet eller i skolen. Snarere tværtimod.

Psykiske udfordringer opstår snarere som følge af uklare krav og et samfund, som hele tiden sætter barnet i centrum og placerer det i et kravfrit rum, hvor det selv må træffe beslutninger på en lang række områder, hvor der tidligere var myndige og ansvarsfulde voksne, som stod klar til at tage ansvaret og ud fra kærlighed til barnet sikrede, at det fik struktureret sin hverdag, lærte noget i skolen, og ikke blev efterladt med en uhåndterlig følelse af at være universets centrum.

Det er til syvende og sidst ikke sundt for ret mange mennesker, og irettesættelser i skolen er – så længe de kommer fra en lærer, der mestrer sit job – udtryk for omsorg og for, at lærerne påtager sig deres ansvar for at lære børnene de normer og vaner, der gør, at børnene kan blive nyttige og lykkelige samfundsborgere.

Det fortjener de kun samfundets tak for, ikke flere misforståelige regler, selv om de sikkert er udformet med de bedste intentioner.

Nikolaj Bøgh er rådmand i Frederiksberg Kommune (K)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Freddie Vindberg

»Mor, mor, jeg fik slet ikke skældud, i skolen i dag«

»Altså, de lærere... de bliver da også mere og mere dovne.«

Frederikke Nielsen, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Peter Madsen

Skældud er først og fremmest et problem for den, som taber hovedet og kommer til at skælde et andet menneske ud. Det gælder når det foregår blandt voksne OG når det foregår mellen voksne og børn. Den som skælder ud mister sin selvværdsfølelse og autoritet på den lange bane og har ofte kun en vej frem "Mere og voldsommere skældud"
Der er kun en vej ud af den onde "skældud" cyklus og det er et klart og uforbeholdent "Undskyld jeg tabte hovedet" Det tåler børn ganske godt og de voksnes egen selvrespekt ikke mindst. Og samtidig er en undskyldning et godt oplæg til en samtale om, hvorfor de fleste af os en gang imellem taber hovedet og kommer til at skælde ud, ofte i afmagt. Det er slet ikke rart eller godt, heller ikke for den som skælder ud. De lærere og pædagoger, som ikke kan klare sig uden at skælde ud, har brug for hjælp og støtte fra deres ledere, kollegaer, forældre og børnene selv. Deres ledere skal have mere tid til supervision og omsorg. Deres kollegaer skal være mere åbne og opmærksomme. Forældrene skal have hjælp til at lære deres børn om glæden og trygheden ved at omgås voksne uden "skældud" Og børnene kan lære, at håndtere deres egne aggressioner, frustrationer og stress. Når de møder voksne som tør sige undskyld og tale åbent om, hvorfor vi kan tabe hovedet og komme til at skælde ud samt, hvordan vi undgår at tabe hovedet og skælde ud. Et godt udgangspunkt for voksne som har med børn at gøre er, at bruge tid på at erindre, hvordan det føltes at få "skældud", den gang vi selv var børn. Når vi et øjeblik glemmer, at du er voksne og genkalder situationen(r) hvor vi fik "skældud". Så kan de fleste uden større besvær erindre, hvordan det føltes i situationen og i tiden derefter. OG er vi rigtigt modige og ansvarlige kan vi måske også fortælle vore børn om disse erindring og inspirere dem til at fortælle os historier om, hvordan "skældud" føles for dem.

Freddie Vindberg, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Enhver voksen der har glemt hvordan det var at blive skældt ud som barn, kunne med fordel forsøge at forestille sig, hvordan det ville være hvis chefen eller en kollega råbte dem ind i hovedet i andres påhør:

- Hvorfor hører du aldrig efter?
- Hvorfor skal jeg gentage mig selv tusind gange før du åbner ørerne?
- Er du dum eller bare ondskabsfuld?
- Hvorfor laver du aldrig dine ting til tiden?
- Du fortjener en ordentlig røvfuld
- Du er altid skideirriterende
- Du saboterer samarbejdet

Det kunne også være replikker fra et skænderi mellem to forældre..

Hvorfor er det så smart at videreføre den slags, når vi ved fra utallige undersøgelser hvor skadeligt det er, og at børn kopierer og viderefører de forældres og andre voksnes opførsel?

Vil vi virkelig dumme skænderier, råben af hinanden, mobning og chikane, ja selv fysisk vold tillivs, må vi starte så tidligt som muligt.

Lærernes 'autoritet' vil ikke lide under, at de bliver bedre til at kommunikere.
Tværtimod respekterer børn voksne, der taler ordentligt til dem, og tilgiver hurtigt en voksen, der formår at sige undskyld for at være opfarende.

Et miljø hvor børn befinder sig godt og trygt vil alt andet lige medføre mere ro i undervisningen, ganske naturligt.

Angst for en lærer giver ikke mere læring.

Frederikke Nielsen, Jens Peter Madsen, Freddie Vindberg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg forstår godt en lærers betænkeligheder ved firkantede regler om forbud mod skældud i skolen. Der er forældre der ikke kan håndtere den slags uden de vil sanktionere lærere der skælder ud og lave shitstorme på skolens intranet For det kan da ikke være deres lille pode der skal tåle skældud/irrettesættelse.

Skældud er et meget vidt begreb. Om det er individuelt skældud eller overfor gruppe om eleverne er 7 eller 16 år.

jens peter hansen

Vedvarende kulde er dræbende. Det sidste har ganske mange kvindelige lærere praktiseret. Det var jo ingen grund til råb og skrig, men isnende kulde kunne/ kan vel slå et hvert barn ud og der var roligt som i graven i timerne. Angsten for at miste lærerens "kærlighed" var nok slemmere end en skideballe for at kaste med sne. Det sidste glemt to minutter efter, det andet gnavende i sjælen i lang tid. Og nej, skæld ud fører sjældent til noget godt, men der findes stille metoder der er langt mere ødelæggende for sjælen. Mor er ikke vred, mor er skuffet.. det behøver ikke engang at blive hvisket. Det kan ses.

Hans Houmøller

Sagen bør undersøges nærmere af Information, for en vinkel der slet ikke nævnes er, at børn (ofte) opfatter enhver nok så dæmpet, nødvendig og rimelig irettesættelse som skældud.

Der er også en stadig stigende tendens til, at forældre holder med deres børn uden helt at have sat sig ind i de episoder, hvor deres barn er involveret og på forhånd tror 100% på deres barns udlægning af sager, hvor barnet er blevet irettesat.

Jeg håber, Information researcher mere på temaet om skældud og blandt andet gør sig klart, at folkene bag certificeringsprojektet er i det voksende segment af udefra kommende konsulenter, der har mast sig ind i Folkeskolen gennem de seneste mange år for at tjene penge på koncepter, der skal belære uddannede lærerne om, hvordan de skal udføre deres arbejde, en tendens som politikere lader sig forføre af.

Prøv blandt andet at søge viden på folkeskolen.dk, hvor emnet debatteres af ikke mindst professionelle lærere og andre med viden og indsigt i Folkeskolen.

Dorte Schmidt-Nielsen

Meget tyder på at K-rådmanden i Frederiksberg Kommune, Bøgh, ikke har forstået hvad skældud i denne sammenhæng er. If. ham er skældud i skolen også "irettesættelser [der] bliver leveret ganske stilfærdigt". Til sidst i hans kommentar er skældud erstattet helt af "irettesættelser i skolen".
Skældud er et vidt begreb. Men når den voksnes vrede og/eller frustration ligger bag, når det ikke er vejledning, men en farlig eksplosion - skal den voksne forsøge at undgå skældud.

Eva Schwanenflügel

Hvorfor du finder det nødvendigt at kønne 'the silent treatment' er noget uvist, jens peter hansen, for den bliver selvfølgelig også anvendt af mænd.
("Far/læreren er ikke vred, men skuffet")

Men ja, det er også skadeligt at fryse nogen ude, det hedder eksklusion, og er en meget anvendt mobbemetode.

jens peter hansen

Men ja, det er også skadeligt at fryse nogen ude, det hedder eksklusion, og er en meget anvendt mobbemetode.
Skriver du Eva Schwanenflügel. Et sprogligt godt eksempel på en stilfærdig killer. Sæt den uvidende på plads. Det er vel også en form for eksklusion.... Patronisere ville man vel sige hvis det var en mand. So fühlt man Absicht, und man ist verstimmt.....

Eva Schwanenflügel

Som så mange mænd før har sagt, så beklager jeg hvis du følte dig patroniseret, jens peter hansen..

Nej, spøg til side, sådan var det bestemt ikke ment.
Men du gjorde det nu heller ikke nemt.

For på den anden side forklarer du ikke, hvorfor du fandt det nødvendigt at nedgøre hele kvindekønnet med din betragtning om udefrysning, hvad jeg selv følte mig noget pikeret over ;-)

Daniel Rasmussen

Nej da en politiker uddannet i statskundskab der udtaler sig om pædagogik. Det bliver så også der efter kan man sige. Det eneste man måske burde overveje redaktionelt var at rubricere noget sådant under titlen"i øvrigt mener jeg"

Hans Houmøller, Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Som elev og som lærer i 37 år tror jeg at kunne sige at tæv og råb var noget især mandligt, mens ansigtsudtryk og eksklusion var oftere blandt kvindelige lærere. At begge dele forekom hos begge køn er naturligvis rigtigt. At fx fysisk kontakt mellem kvindelige lærere og elever var/er mere accepteret end hos mandlige er vist ikke nogen hemmelighed. I min tid som lærer var der nu ikke det hysteri som nu og længden af snotnæser på mine bukser skal regnes i kilometre, når ungerne kravlede rundt. Sorgen over at være afvist, læreren kunne ikke lide mig, martrer elever 50 og 60 år senere. Skideballer er der få der kan huske. En evig skælden ud var normen hos visse lærere og det var og er slemt, men den dødelige stilhed var dog værre. Syntes og synes jeg.

Eva Schwanenflügel

jens peter hansen, du har ret i at 'dødelig stilhed' er en dræber, og udefrysning noget af det værste i mobberens skuffe.

Men at der pt skulle være en overvægt af kvinder, der benytter sig af dette middel til at kontrollere og skabe angst er da noget af en påstand.

Det er muligt, du i din fortid har mødt et eller flere gyselige eksemplarer på din teori, men det er efter min egen erfaring noget, der ikke er særlig udbredt længere.

Og mandlige lærere, der var eksperter i raffineret sadisme uden at benytte sig af vold eller råb, har vist også eksisteret til alle tider.

Overlagt grovmobning er altid noget, der hænger fast.
Uanset kønnet på udøveren..

Gert Friis Christiansen

Kan man så konstatere, at fysisk vold altid mestendels bliver udøvet af mænd, mens mænd og kvinder udøver psykisk vold i samme grad? Sikkert, mænd er nogle svin, men de to lussinger jeg fik i folkeskolen var begge giver af kvinder!