Kronik

Fødslen af min søn satte mig fri

Der er meget fokus på, hvor hårdt det er at være mor. Men jeg har ikke lyst til at blive gjort til offer for en hård fødsel, manglende nattesøvn, opmærksomhedskrævende småbørn eller manglende karrieremuligheder. Kan vi ikke droppe brokkeriet, spørger Sigrid Groth Nielsen i denne kronik
Hvis jeg tænker over det, så føler jeg det ikke som et offer at kunne være sammen med min yndlingsperson hver dag, skriver Signe Groth Nielsen.

Hvis jeg tænker over det, så føler jeg det ikke som et offer at kunne være sammen med min yndlingsperson hver dag, skriver Signe Groth Nielsen.

Tobias Nicolai

Debat
23. september 2021

»Hvordan går nætterne?« er et spørgsmål, nybagte forældre ofte bliver stillet. Der bliver talt rigtig meget om nattesøvn, og hvor trætte nye forældre er. Jeg har selv talt meget om det og spurgt ind til det. Det er blevet en del af det, der altid tales om. Ligesom vi kan tale om vejret, kan vi også tale om det uforudsigelige i en babys søvn. Vi er to forældre, der smiler til hinanden og finder samhørighed i, hvor hårdt det er at være småbørnsforældre.

Jeg må indrømme, at jeg har været en af de heldige, der har sovet godt sammen med mit barn. Det er ikke, fordi mit barn ikke har været vågen, for det har det tit. Så har jeg ammet og er faldet i søvn igen. Nogle gange har jeg ligget vågen, men det var på grund af andre bekymringer. Jeg har været bekymret over mit studie, min fremtid i hamsterhjulet og den voksende følelse af tristhed i mit indre.

Når barnet er ældre og knap så tit vågner om natten, begynder talen at falde på andre ting. Der bliver snakket om grå regnvejrsdage, og hvor trættende det er at lege med sit barn. Så kan jeg også byde ind med de tidspunkter, hvor jeg har fundet det trættende at lege. Når legetøjsbilerne har et trafikuheld for tyvende gang ledsaget af lydeffekter fra mig.

Det kan også være trodsalderen, der bliver vendt og drejet. Jeg kan se frustrationen i mine medforældres øjne, og jeg nikker, fordi jeg genkender det. Det kan også handle om, hvornår barnet er på niveau med andre børn. Hvornår siger han eller hun sit første ord, går sine første skridt eller smider bleen. Det hele skal være så meget på niveau, at vi nogle gange glemmer at sætte os ned og bare være der med vores barn.

Det er nu slået fast. Ligesom regnvejret, der drypper. Eller solen, der titter frem bag en sky. Småbørn er besværlige, og vi forældre ofrer os dagligt for deres skyld.

Men hvis jeg tænker over det, så føler jeg det ikke som et offer at kunne være sammen med min yndlingsperson hver dag.

Moderskabet er fantastisk

Der bliver talt om den manglende fritid for især mødre. Jeg læser kronikker, bøger og opslag på sociale medier om, hvor hårdt det er at være mor. Hvor usynligt omsorgsarbejdet er, hvor svært det er at være så tilgængelig hele tiden, og hvor tung efterfødselskroppen føles. Det er på en måde dejligt at læse, for jeg føler mig knap så alene med de trælse følelser, der også følger med moderskabet.

Dog må jeg indrømme, at det, der fylder mest for mig, er alle de positive følelser. Jeg blev et bedre menneske af at blive mor, og jeg er et bedre menneske sammen med min søn. Jeg føler mig heldig, at jeg kan amme min søn og opleve det særlige bånd imellem os. Jeg føler mig heldig, når min søn rækker ud efter mig, når han har slået sit knæ. Jeg føler mig heldig over at have oplevet det transformerende ved en fødsel. Fødslen af min søn står som en af de smukkeste oplevelser i mit liv, selv om det gjorde lige så ondt som at få amputeret sit ben. Min krop vidste, hvad den skulle gøre, og jeg måtte bøje mig i støvet for det stykke natur, jeg stadig bar i mig.

Det er fødslen af min søn, der har sat mig fri og ikke omvendt. Da jeg stod med ham i armene, kunne jeg se meget mere klart, hvad der skulle være mere af i mit liv, skriver Sigrid Groth Nielsen.

Det er fødslen af min søn, der har sat mig fri og ikke omvendt. Da jeg stod med ham i armene, kunne jeg se meget mere klart, hvad der skulle være mere af i mit liv, skriver Sigrid Groth Nielsen.

Tobias Nicolai

Dem, jeg møder på legepladsen, ser overraskede ud, når de finder ud af, at mit barn ikke har fri fra børnehaven. Jeg må tage mig selv i ikke at undskylde og bortforklare. At sige at han også snart skal i børnehave, for det er jo så socialt stimulerende. Eller sige at det er også hårdt ikke at have så meget fritid. Jeg føler mig ussel, for i virkeligheden ved jeg godt, at han ikke skal i børnehave. I virkeligheden har jeg fint med tid til både mig, min partner og vigtigst af alt masser af tid med mit barn. Jeg har tid til at trøste, til at lege, til finurlige snakke og til at gøre alting i et barns tempo. Det er helt aldeles fantastisk.

Det er ikke barnet, der gør det hårdt

Det var ikke mit barn, der gjorde mig trist. Det var alt det uden om. Når jeg ammede min søn, viklede ham til en lang gåtur eller kildede ham på maven, så følte jeg mig lykkelig. Kærligheden til mit barn gjorde dagene så nemme, at de stod i grel kontrast til dagene, hvor jeg måtte møde på mit studie. Jeg kunne ikke vente med at komme hjem, og når jeg åbnede min favn for min søn, så faldt min verden på plads.

Når jeg læste om mødre, der ikke trivedes som mor, så undrede jeg mig. Fordi det havde været så nemt og naturligt for mig. Lige fra jeg trak ham op af vandet i fødekarret, blev jeg ramt af den altoverskyggende moderkærlighed. Og jeg modtog den med glæde, for mit liv før det virkede fattigt i sammenligning. Jeg ville have mere af det i mit liv.

Den voksende tristhed over mit liv begyndte at præge de øjeblikke, jeg havde med min søn. Jeg kan huske, at jeg sad i min specialevejleders kontor, mens vi diskuterede mit kommende forskningsår. Jeg tolkede min aversion mod det praktiske i mit tandlægestudie som, at jeg skulle søge mod mere teori. Vi talte om, hvad det krævede, og jeg blev ved med at vende tilbage til et spørgsmål. Hvor meget mødetid blev der forventet? Det føltes som dommedagsklokker. Hvor lang tid kunne jeg være sammen med min søn om dagen?

Da jeg senere vendte hjem til min søn, løb han mig i møde, og jeg krammede ham. Jeg begyndte at græde. Kort efter fik jeg sygeorlov fra studiet, og jeg droppede ud året efter. Med et enkelt klik løftede presset sig fra mine skuldre, og jeg glædede mig til at blive hjemmepasser på fuldtid.

Hyld børnene, som de er

Det er fødslen af min søn, der har sat mig fri og ikke omvendt. Da jeg stod med ham i armene, kunne jeg se meget mere klart, hvad der skulle være mere af i mit liv. Der skulle være mere tid til at kigge hinanden i øjnene. Der skulle være mere tid til at le helt nede fra maven, som næsten kun børn kan. Der skulle være mere tid til at sove lur med min søn til lyden af hans vejrtrækning. Men der skulle også være mere tid til mig.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg egentlig brugte min tid på før min søn. Min søn åbnede mine øjne for, at jeg kan danse i regnvejr og hoppe i vandpytter, selv om jeg er voksen. Vi skal gøre det, der giver dybere mening for os. For mig blev det at tegne og skrive. Det blev at stå med min søn i armene.

En verden uden børn ville være en frygtelig verden, og jeg ville ønske, at flere ville hylde børnene som dem, de er. Uden at brokke sig over besværet eller kun have øje for deres præstationer.

Jeg har ikke lyst til at blive gjort til offer for en hård fødsel, en lang graviditet, manglende nattesøvn, opmærksomhedskrævende småbørn eller manglende karrieremuligheder. I stedet vil jeg gerne se mig selv og mit forældreskab som noget lykkeligt og smukt.

Min partner og jeg opdagede noget efter min barsel. Når den ene går hjemme, skabes færre konflikter og mere ro i hverdagen. I starten var det min mand, mens jeg studerede. Også han mærkede glæden ved hverdagen med sin søn, og jeg var misundelig, når jeg sammenlignede det med min hverdag på studiet. Vi så det for os; at vi begge arbejdede en halv dag og fik desto mere tid med vores barn. Det var den optimale løsning for os alle. Min søn ville få en dag fyldt med nærvær fra os begge. Virkeligheden blev en anden. Det har hidtil ikke været muligt at finde et passende deltidsarbejde til hver af os.

Sigrid Groth Nielsen, bachelor i ordontologi

Serie

Moderskab under opbrud

I over 100 år har kvinder vundet markante fremskridt i rettigheder og ligestilling. Men har moderrollen fulgt med? Hvilke forældede forventninger og fortællinger har vi om moderskabet, og hvilken rolle spiller biologien i forsøget på at skabe ligestilling i forældreskabet? Det undersøger vi i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Selv om en nybagt mor i 2021 har slyngevugge, er hun stadig i omstillingskrise

    4. oktober 2021
    Overgangen til forældreskabet flytter så mange brikker rundt i både krop og sind, at det betegnes som en omstillingskrise. Det er fællesskabets opgave at rumme de nye forældres oplevelser og imødekomme deres behov. Ikke at moralisere over for dem, skriver psykolog Amalie Vatne Brean i dette debatindlæg
  • Da jeg havde født, føltes mine kønsdele vanvittigt usexede. Det bør være et samfundsanliggende

    11. september 2021
    Gener og kosmetiske tab på kønsorganerne er udbredte efter fødsler. Alligevel bliver de ofte affejet som naturlige og ligegyldige af læger. Men det skader sexlysten og respekterer ikke fødselsarbejdet som arbejde. Derfor bør det være et samfundsanliggende, skriver mor til fire Ina Lykke Schmidt i denne kronik
  • Det udskældte moderskab bliver ikke nemmere af kortere barsel til mor

    2. september 2021
    De dystre moderskabsfortællinger fylder mere og mere i den offentlige debat. Alligevel vil politikere sende mor tidligere tilbage på arbejdsmarkedet, selv om det, både mor og barn har brug for, er mere tid, ro og opbakning, skriver Gry Søbye, Karen Lumholt, Line Britt Madsen og Sofie Vedel Breidahl i dette debatindlæg
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeanne Löwe Lindberg

Genkendeligt og skønt at læse om din oplevelse af kærlighed til dit barn og glæden ved forældreskabet. Det lyder herligt, sundt og naturligt. Tak for du deler din beretning.

Viggo Okholm, Birgitte Johansen, Maria Ulsig, Carsten Bjerre, Rune Stilling, Mette Eskelund, Henriette Rasmussen, Annette Hjort Knudsen, Maia Aarskov, Hanne Kristiansen, Ninna Maria Slott Andersen, Niels-Simon Larsen, Ervin Lazar, Leanette Nathalia Chresta Jensen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Ingeborg Hesselager

Tak for indlægget! Endelig et kærkommet modsvar til al klynkeriet. Peter Venslev

Maria Ulsig, Jeanne Löwe Lindberg, Carsten Bjerre, Henriette Rasmussen, Hanne Kristiansen, Ninna Maria Slott Andersen og erik pedersen anbefalede denne kommentar

Tak.
Det er netop naturligt at være sammen med sit/sine børn og ikke en byrde
Børn er det største der sker i ens liv!!!

Birgitte Johansen, Carsten Bjerre, Rune Stilling, Henriette Rasmussen, Maia Aarskov, Hanne Kristiansen, Jeanne Löwe Lindberg og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar
Hanne Kristiansen

Tak for dit fine budskab!
Hvor er det skønt at læse om dine betragtninger og din / jeres personlige udvikling.
Men hvor er det også trist at læse om alle de nybagte forældre, der ikke vokser men forbliver i deres klynken og selvmedlidenhed. Det er hårdt sagt og også spidst, men det er bare en skam at de slet ikke mærker eller opdager, at de VOKSER som voksne.
Det ER hårdt og svært, anstrengende og meget mere…og hvad så?! Det klarer du! Når andre kan , kan du også. Så tag den beslutning!
Jeg VIL klare det og jeg KAN klare det.
Der er en enorm udvikling og læring i at få et barn. Det hele handler ikke mere om dig, du må omstille dig, udsætte dine behov, overkomme træthed, søvnmangel, vente med at komme i bio og sove længe om søndagen….
Men til gengæld kan du, som denne nybagte mor lære mere om dig selv, glæde dig over dine fremskridt, lære at leve med at du fejler, for DET gør du!
Men glæd dig også over glæden og tyngden i dit liv.
Det aller bedste har jeg gemt til sidst!
Det er MENINGSFULDT at få barn.
Jeg kan bekræfte at det er også en stor lykke at få børn, så prøv at mærke efter og så vil du forhåbentlig mærke at det er noget af det mest meningsfulde du kommer til at opleve.
TILLYKKE med din graviditet, fødsel, dit lille nye menneske, dit nye liv.

Ole Olesen, Jesper Andersson og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Smukt beskrevet.

Tag sådan noget som krummer i sengen. Var det pisirriterende, eller noget man tænker tilbage på med et smil?

Viggo Okholm, Hanne Kristiansen og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar
Annette Hjort Knudsen

Tak for et livsbekræftende perspektiv på tingene – uden at forklejne det hårde arbejde, det også er at have, især helt små, børn.

Tænker at der er perspektiver, der rækker ud over barnekammeret i dine tanker. Hvis du og din mand kan indrette jer mere bæredygtigt, hvis I kun arbejder ½ tid hver især – hvorfor er det så så afgørende for regeringen og førende økonomer at ”øge beskæftigelsen” og få flest mulige ”produktive timer” ud af os alle sammen?

Kan vi løse klimakrisen ved at blive ved med at råbe på flere arbejdspladser og mere beskæftigelse? – og dermed mere produktion, ressourceforbrug og forurening. Eller skal vi følge eksemplet i din artikel og indrette os med mindre arbejde og mere tid til andre ting. Måske er lykken ikke et nyt køkken hver 5 år, den nyeste telefon, sommerferie længst muligt væk og størst mulig livsindkomst. Måske ligger lykken i meningsfuld livsudfoldelse med vores børn og medmennesker, mindre materielt forbrug og dermed en mindre, ikke en større, produktiv arbejdsindsats. Det vil give mulighed for bæredygtighed – både i vores personlige liv og i vores fælles mellemværende med klodens ressourcer!

Det perspektiv bør også tænkes med, tænker jeg, i fremtidens indretning af et mere bæredygtigt arbejdsmarked. Ikke mest muligt arbejde til flest muligt længst muligt, men tilstrækkeligt arbejde til at samfundet kan køre rundt – halv tid til hver er nok ikke helt ved siden af i den sammenhæng. Måske endda lidt i overkanten. Iflg. Keynes burde 17 timer om ugen kunne gøre det med vore dages produktivitet.

Og så behøver vi jo slet ikke bekymre os om orloven. Der er hænder nok derhjemme til hele barndommen :-)

Jeanne Löwe Lindberg, Rune Stilling, Mette Eskelund og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Jeg har aldrig, aldrig opfattet mine børn som andet end den største gave i hele verden. Grænseløs kærlighed. Ord som besværlig har ikke eksisteret i min ordbog. De er bare en naturlig del af mit liv, en del af mig og sådan har det altid været. Ligesom at passe mit job også har været en naturlig del af mit liv. Og sådan er det vel grundlæggende; vi skal leve, forplante os og samtidig sørge for at forsørge os. Livet i pixi-udgave.

Søren Kristensen

Og de tre første kommentarer er af hunkøn, det går fremad! (ingen ironi her).

Jesper Frimann Ljungberg

Jeg sidder lige nu og skal igang med at arbejde, en masse super fagligt interessant ting jeg skal igang med, men jeg kan i vente til klokken bliver 13.50 og jeg sætter mig på cyklen og kører ned til skolen og henter ungerne. Bare tanken om at de løber mig i møde og jeg får en krammer, gør mig helt blød om hjertet.

// Jesper

Søren Kristensen, du har vist ikke lært at tælle ;-)

Hun lod sig skille for 20 år siden og tog børnene med. Så jeg har ingen kontakt eller empati over for børn overhovedet.

Tænder kender jeg derimod alt til. Jeg fik min største skævert pga. af en dårlig tandlæge. 4 dage på ketogan som er så kraftigt at du kan save din egen arm af og stadig grine.

Vi er 5,8 mio. i dette land. De sidste 10 år er mennesker med lav indkomst steget. Dødeligheden er faldet for kræft, hjerte-kar-sygdomme, diabetis og KOL. Det årlige alkohol forbrug er faldet. Vores forbrug af vand er uændret. Vi er ikke så gode til at genanvende ting som vi tror. Vores samfund er i en rivende udvikling, mennesker vil have historier og skove og vindmøller er stadig stigende. 18-24 årige unden beskæftigelse, uddannelse eller oplæring er uændret 1 ud af 10. Betalingsbalancen har det godt og gælden til udlandet er faldende. Vi glemmer dog at alle lån til ejerboliger er betalt af udlandet så vores gæld er enorm!

I 1975 udgjorde alle over 60 år 18,8% af befolkningen. Sidste år udgjorde de 25,8%.
Så det jeg prøver at fortælle er at den vestlige verden ældes så vi ser ind i en fremtid med flere bleskift og forlorne tænder.

Jeg har hørt flere landmænd sige at det er dem som har dræbt insekterne. Skylden skal ikke skydes på dem fordi der ligger en lovgivning bag det hele. Vi kan ikke ændre på at Thunberg græder for menneskeheden og vi ikke har et demokrati. Mette er anti-europærer lige som så mange og vi bekæmper pirater ude i den store Verden.