Jeg havde glædet mig til, jeg skulle til otteugersundersøgelse efter fødslen af min yngste datter. Lige inden for indgangen af min vagina havde jeg nemlig fundet en mærkelig lille dut, lige så bred som halvdelen af min lillefingerspids og næsten lige så lang. Den hang lidt ud og ramte toiletpapiret, når jeg tørrede mig, den gjorde ikke ondt, men hold op, hvor syntes jeg den var klam. Jeg tænkte: Min mand skal aldrig se mit underliv igen, hvis vi overhovedet skal have sex!
»Hvordan har du det?« spurgte den ældre, kvindelige læge som det første. For mig var det fjerde gang, jeg havde født, og jeg ville til sagen. »Der er en dut, vi skal se på,« sagde jeg.
Jeg lagde mig op i bøjlerne, hun indførte de kolde og hårde instrumenter. »Ja, det er en slags hudafskrabning,« sagde hun, »lidt ligesom rester efter jomfruhinden. Det er ikke noget, vi behøver gøre noget ved.« »Jamen,« sagde jeg. »Jeg kan da ikke have sex med den dut.« »Hvorfor ikke?« spurgte hun. »Den er klam,« sagde jeg, »jeg føler mig ækel, jeg vil slet ikke have min mand derned.« »Gør den ondt?« spurgte hun og rørte ved den. »Nej,« sagde jeg. »Godt,« sagde hun og rykkede tilbage og skød pandelampen op. »Jeg har kun én gang sendt en kvinde til plastikkirurg, og det var, fordi den ene skamlæbe var syet over i den anden. Hvad har du tænkt i forhold til prævention?«
Da jeg gik derfra, var jeg indigneret på hele kvindelighedens vegne, og det er jeg stadig. Hvor mange kvinder ender mon med at gå rundt med gener, der nemt kunne ordnes, hvis deres praktiserende læge tog dem alvorligt? Jeg kontaktede selv en speciallæge inden for gynækologi, og han skar dutten væk på fem minutter.
»Det var det nemmeste at gøre noget ved,« sagde han og gav mig et par sting. Han kunne kun give mig ret i, at det var hårrejsende, at min egen læge så blankt havde afvist at hjælpe mig.
’Det er jo ikke uden omkostninger at føde’
Hvert år er der mere end 60.000 kvinder, der føder i Danmark, cirka 80 procent vaginalt. Hvert år er der altså mange tusinde kvinder, der presser større eller mindre babyer ud af underlivet og efterfølgende har et hårdt, hårdt arbejde med at komme i form igen, så de kan genoptage et normalt liv. Et arbejde med daglig bækkenbundstræning, og hvis det virkelig skal blive rigtig godt, også coretræning, der samler delte mavemuskler og styrker bindevævet. Et livslangt fysisk og mentalt vedligeholdelsesprojekt, som det er med alle kroniske skader på kroppen.
Mange føder børn med store omkostninger som nedsynkninger, smertefuldt arvæv, inkontinensproblemer, forstoppelse på grund af dårlig muskulatur, for ikke at tale om det kosmetiske ved måske pludselig at have en mere åbenstående skede med længere kønslæber, der måske aldrig bliver helt køn igen. Mange går alt for stille omkring med det i mange år.
Jeg talte med nogle ældre kvinder for noget tid siden. De oplevede stadig problemer efter deres fødsler, ubehag og dysfunktionalitet, som de havde gået med i snart 40 år. Intet under, når man tænker på, hvilke beskeder man kan få hos de praktiserende læger.
Som for eksempel denne – som jeg også er blevet mødt med: »Jamen, det er jo ikke uden omkostninger at føde. Du bliver jo ikke som før.«
I Norge blev der i 2018 stiftet en forening ved navn Landsforeningen for kvinner med fødselsskader. De arbejder på bedre opfølgning af kvinder på barsel og har særligt fokus på at aftabuisere fødselsskader og hjælpe kvinder til at tale mere frit om disse og dele behandlingsmuligheder med hinanden. I Norge – og det gælder sikkert også i Danmark – er det nemlig kun de få værste procent af fødselsskaderne, der behandles. Mange kvinder henvender sig ikke, selv om de har gener, fordi de skammer sig og tror, at det er prisen for at blive mor.
Ikke noget, man bare skal leve med
Selv almindelige bristninger, som 80 procent af alle førstegangsfødende får, kan opleves meget ubehagelige. Jeg var selv ulykkelig det første år, efter jeg havde født mit første barn, fordi min »grad to-bristning« også indebar smertefuld bristning i tre retninger. Det blev syet mangelfuldt og sved og gjorde ondt i måneder efter, når jeg sad ned. Jeg skulle vænne mig til at se ud på en ny måde, samtidig med jeg var blevet nybagt mor. Det var en stor sorg, og jeg tog mig selv i at græde, når jeg hørte om kvinder, der havde født uden bristninger, og følte det var min krop, der havde været dårlig til at føde.
Heldigvis har der kunnet rettes delvist op på den mangelfulde syning ved mine andre fødslers bristninger. Og nu er det planlagt, at jeg skal opereres om et år på Gynækologisk Afdeling, så jeg kan blive helt i orden igen. Det er jeg virkelig glad for, men det er kun kommet i stand, fordi jeg har presset på, og trodset afvisningerne hos lægerne, og herigennem endelig efter mange undersøgelser nået frem til en ekspert, der kunne give mig ret i alle mine fornemmelser omkring dette mit allerhelligste område.
Når man læser om sexlivsundersøgelser, der viser, at kvinders sexlyst boner ud som mindre end mænds, har jeg ofte tænkt, hvad der faktisk kunne være af årsager til dette. Blandt andre grunde tror jeg, den manglende lyst kan hænge sammen med større eller mindre gener efter barnefødsler, som man accepterer som ’sådan er det’.
Så er det kun så meget desto ærgerligere, når man faktisk samler mod til at gå til sin læge og bliver afvist – måske fordi ens læge selv har fået børn og gået rundt med disse tabulagte skavanker, eller måske fordi det er en mandlig læge, der ikke aner, hvad man taler om, og hvis kone heller aldrig har lyst til sex?
Det er ikke i orden, at det på denne måde skal være op til den enkelte læges moralske synsning at vælge og vrage, om man bliver sendt videre til specialist. Vores samfund har et ansvar for at tage sig godt af os kvinder, efter vi har født, så fødselsgener ikke bare er noget, man skal leve med.
Kan ikke være rigtigt
Der er behov for undersøgelser om, hvordan kvinders oplevelse af deres kønsdele efter fødslen spiller ind på deres lyst til sex. Både decideret samleje, men også oralsex. Vi er nødt til at forholde os til, hvor meget det betyder for vores samfund, at kvinder (og mænd) er glade for deres kønsdele. Måske skal fødsler betragtes på lige fod med en arbejdsulykke, hvor man også bliver behandlet for kosmetiske tab.
Det samme gælder gener efter et kejsersnit. Jeg har en veninde, hvis ar på maven buler ud i den ene side, så man kan se det under tøjet. Hun kan ikke få lavet det, fordi det ’kun’ er kosmetisk. Men havde det været en arbejdsulykke, havde det nok været anderledes. At gro og føde en baby betragtes ikke som et rigtigt arbejde, selv om det er noget af det mest krævende, vi kvinder gør.
Jeg vil opfordre alle kvinder til at tage plads hos lægen i mere end én betydning. For det kan ikke passe, at man som yngre kvinde skal sendes hjem fra lægen og tænke, at man aldrig mere har lyst til at have sex, fordi man er blevet mor.
Det er på tide, at vi som kvinder taler mere åbent om, hvordan vi egentlig har det dernede – især efter vi har født børn. At vi tør komme afsted til gynækolog eller speciallæge, hvis vi ikke er tilfredse. For som den venlige og nænsomme speciallæge sagde til mig, da han havde snittet min dut væk: »Det er så nemt at gøre noget ved, det er ingenting.«
For mig var det ikke ’ingenting’. Det var det, som gjorde, at jeg kunne gå derfra og føle mig som en ny kvinde – eller nej, i virkeligheden bare som mig selv.
Ina Lykke Schmidt er selvstænding, mor til fire og på barsel.
Moderskab under opbrud
I over 100 år har kvinder vundet markante fremskridt i rettigheder og ligestilling. Men har moderrollen fulgt med? Hvilke forældede forventninger og fortællinger har vi om moderskabet, og hvilken rolle spiller biologien i forsøget på at skabe ligestilling i forældreskabet? Det undersøger vi i denne kronikserie.
Seneste artikler
Selv om en nybagt mor i 2021 har slyngevugge, er hun stadig i omstillingskrise
4. oktober 2021Overgangen til forældreskabet flytter så mange brikker rundt i både krop og sind, at det betegnes som en omstillingskrise. Det er fællesskabets opgave at rumme de nye forældres oplevelser og imødekomme deres behov. Ikke at moralisere over for dem, skriver psykolog Amalie Vatne Brean i dette debatindlægFødslen af min søn satte mig fri
23. september 2021Der er meget fokus på, hvor hårdt det er at være mor. Men jeg har ikke lyst til at blive gjort til offer for en hård fødsel, manglende nattesøvn, opmærksomhedskrævende småbørn eller manglende karrieremuligheder. Kan vi ikke droppe brokkeriet, spørger Sigrid Groth Nielsen i denne kronikDet udskældte moderskab bliver ikke nemmere af kortere barsel til mor
2. september 2021De dystre moderskabsfortællinger fylder mere og mere i den offentlige debat. Alligevel vil politikere sende mor tidligere tilbage på arbejdsmarkedet, selv om det, både mor og barn har brug for, er mere tid, ro og opbakning, skriver Gry Søbye, Karen Lumholt, Line Britt Madsen og Sofie Vedel Breidahl i dette debatindlæg
Blot til info er det ulovligt at operere på kvinders kønsorganer af kosmetiske årsager.
Sundheds- og Ældreministeriets ’Vejledning om kosmetisk behandling afsnit 3.9.2 fra 2014 uddyber, at ”Bestemmelsen (§ 245 a) omfatter alle indgreb på de kvindelige kønsorganer, der ikke har et terapeutisk formål, altså ikke foretages på medicinsk, psykiatrisk eller funktionel indikation. Det er
således ulovligt at foretage indgreb på de kvindelige kønsorganer på kosmetisk indikation.”
.. Hvordan skal en kvindekrop m. kusse se ud for at den er pæn nok?
Hvem/hvad sammenligner man sig med?
Det er seriøst ment.
Jeg har ikke født børn, men der er da overordentlig mange detaljer at være utilfreds med efterhånden, hvis jeg sammenligner min krop med en 25årigs. Eller nogle pornostjerner. Eller fitnessdyrkere. Eller botoxmodeller.
Jeg kender ikke til så mange 50+ modeller som viser deres kønsorganer frem, så jeg ved faktisk ikke om mine er pæne eller grimme eller helt ordinære. Er kønsorganer ikke for det meste noget man holder for sig selv og sin partner, eller..
Jeg forstår vist ikke problemet.
Jeg halvgamle mand studser også over indlægget, men selvfølgelig bør det være ok at få opereret eller eller rettet op på en eller anden vis, hvis en kvinde efter fødsel er syet forkert eller andre komplikationer, som kan forhindre et samliv. Men selve udseendet?
Her står jeg af og vi mænds "lystvåben2 er nok ikke altid perfekt :)
helt rigtigt! den danske Totale-Velværestat bør tage det skridt frem! Og de unges mistrivsel bør snarest muligt hjælpes med en helt egen minister. det ER statens ansvar at alle trives med sig selv.
Jeg er blevet gammel og grim i hovedet efter et langt arbejdsliv liv med bl.a. skiftehold, manglende søvn, fysisk slid og ærgrelser i samfundets tjeneste, og jeg har betalt skat, siden jeg var 18. Det er på tide, at jeg får tilskud til botox, fillers, fraktioneret laser, ansigtsløftninger, porcelænsfacader, hårtransplantationer osv., så jeg atter kan være bekendt at vise mig for omverdenen. Sådan noget er rasende dyrt, og det er urimeligt, at jeg skal hænge på regningen selv. Så Mette - kom i gang med lovgivningen!
Jeg skal ikke kunne sige hvad der er rimeligt, at operere for på grund af fødsels skader.
Jeg vil blot konstatere, at hvis der presses på for, at borgere/patienter skal være medbestemmende om hvilke operationer der skal foretages. Ja så skal vi have afklaret hvilke operationer der så ikke længere skal tilbydes.
Vi står i en akut sygeplejerske mangel. Vi står med en generel personalemangel indenfor sundhedssektoren.
Derudover er der ikke afsat ekstra penge til ovennævnte operationer og efterbehandling af disse.
Så hvad skal vi ikke længere operere for?
"Vi står i en akut sygeplejerske mangel."
Det forstår jeg ikke. Mette F. lovede da i valgkampen at skaffe 1000 ekstra sygeplejersker, hvis hun blev valgt.
@Peter Høivang, mener du virkelig, at vores statsminister IKKE har levet op til sine valgløfter ... ?
Der må være nogle vælgere, der har stemt på hende, der føler sig snydt. Mette F. og Peter Hummelgaard har da gjort ALT hvad de kan for at eksportere vores dygtige danske sygeplejersker til det privat sundhedssystem eller til udlandet.
Nej, det skal ikke være et samfundsproblem, -måske kun hvis det er fordi, at det handler om en henvisning til en psykolog.
Kroppen ændrer sig igennem livet - især efter en fødsel, hvad havde du regnet med ?
Måden at håndtere det på, er ved accept af det faktum.
-At arbejde med accept kan være en meget frigørende proces. -Fordi for det meste er problemet inde i personen selv. Det handler om dine egne hæmninger omkring det ændrede udseende af kussen - forudsat, at den selvfølgelig fungerer som det skal.
Hvorfor er det ikke et mål, at stræbe efter selvaccept og indre styrke, at erkende, at både kroppen og erkendelsen ændrer sig livet i genem?
Præmisset om at kosmetiske operation eller andet af den slags er en 'menneskeret' som samfundet burde bekoste, finder jeg simpelthen så selvcentreret og forkælet.
Jeg syntes, det er skræmmende, hvor villige mennesker er til selvbedrag - og så tilmed forlange, at samfundet skal betale for det ?!
At mennesker kan blive slidt af arbejdslivet, er selvfølgelig trist, men kvinder kan jo både blive slidt ned af hårdt arbejde OG få slemme fødselsskader og -gener. Jeg har selv på nærmeste hold oplevet, hvor dårligt kvinder risikerer at blive behandlet under og efter fødsler og det som en slags bonus efter ni måneders graviditet med de udfordringer, der løbende har været som morgenkvalme, væske i kroppen, ryg- og bækkensmerter etc.
Ved mit andet barns fødsel var vi - pga. dårlige oplevelser under det første barns fødsel - på "kendt jordemoderordning". Det burde som minimum alle førstegangsfødende automatisk få tilbudt.
Selvfølgelig er kvinder meget følsomme omkring, hvordan deres kønsorganer ser ud og hvilke ændringer en fødsel har medført. Det skal der da åbent kunne tales om og lyttes til uden standardafvisninger, der får kvinder til at skamme sig - og der skal da rettes op på skader uanset karakteren af skaderne, for det påvirker kvinder psykisk.
@ Rolf Andersen.
Lige netop.
Jeg vil tillade mig at citere Mettes Facebook opslag fra december 2018.
"... jeg må samtidig sige, at vi i mine øjne er nødt til at bruge flere penge på sundhedsvæsenet. Vi skal have flere sygeplejersker. Og mere tid til omsorg. Det er et politisk valg om vi vil styrke vores velfærd."
Jeg går ud fra at man så også skal have strammet brysterne op på samfundets regning. 4x amning efterlader jo sine spor.?
Nej men ok. Ser af og til som læge diverse vaginale ting efter fødsel som bør behandles/ skæres i- det være sig fordybninger / hinder eller flapper. Men det bliver man da ikke ækel af?
22.15 - Så er vi 13 læsere der har kommenteret på dette emne.
Ret godt gået!
G. Gustafsdottir skriver, ikke Stella.
Dette handler ikke om kosmetiske operationer kære venner. Dette kan handle om decideret handikap efter fødsel. De fleste af os kan godt lide ikke at tisse og lave i bukserne.
Kvinden skriver om skader, som kvinder kan får ved fødsel. Blæren og livmoderen kan synke. Kvinders mellemkød kan revne eller briste. Kvinders mellemkød kan revne så meget, at endetarmen går i stykker.
Det gør, at de ikke kan holde på vandet, og eller afføring, hvis ikke deres skader bliver repareret.
Nogle bliver så skadede, at de ikke kan føde normalt igen.
Dette handler ikke om kosmetiske operationer.
Det er lidt sørgeligt at læse disse kommentarer fra golde frøkener og gamle mænd.
En læge lod min mormor føde sit yngste barn, der var en dreng på 6 kilo. Hun kom sig aldrig rigtig igen. Et normalt barn vejer ca. 3.2 kilo ved fødslen.
De fleste af jer vil sikkert gerne få et benbrud repareret. Det kunne man selvfølgelig også bare lade vokse sammen på slump. Nogle af jer har fået lavet jeres hofter eller knæ. Det kunne man selvfølgelig bare lade være med at lave. Det koster også penge.
G. Gustafsdottir skriver, ikke Stella
Thomas Andersen. Jeg anbefaler din kommentar.
Jeg blev sat igang, da jeg fødte første gang. Jeg fødte vores datter på 4.2 kilo og 56 cm længde på knapt to timer.
På grund af travlhed satte lægen turbo på vestimuleringen. Det gik alt for stærkt og jeg gik meget i stykker og måtte sys for og bag. Heldigvis var der en dygtig læge tilstede til at sy.
Skulle man have ladet mig gå urepareret hjem Mireille Lacroix? Du skriver, at du er læge. Det lyder ikke som du er gynækolog.
Den unge kvinde skriver ikke kun om kosmetiske reparationer. I burde måske læse artiklen inden I begynder at udtale jer.
Og hun skriver ikke noget om restaurering af bryster, som vi ellers tydelig kan se, at flere af vores meget afbildede politikere har fået foretaget på statens regning.
Tænk at det stadigvæk hedder skamlæber. Ja kvinders køn er stadigvæk præget af skam.
Skønheden kommer indefra.
@G. Gustafsdottir
1. Jeg tvivler meget på at den begrundelse der er givet internt for at fremskynde fødslen var "travlhed". Den har snarere lydt på en vurdering af risiko for udmattelse og fødselskomplikationer som følge heraf, samt et ønske om at minimere patientens strabadser.
2. Jeg vil også tillade mig at stille mig tvivlende over for, at det var et rent svineheld at der var en kvalificeret læge til stede, der kunne sy sårene sammen, og at du ville være blevet sendt hjem uden en syning såfremt det ikke var tilfældet. Jeg er ret sikker på at man har personale reserveret/på tilkald til netop denne omstændighed, som ikke er ualmindelig i sammenhængen (og aldrig har været det, tænk på hvor tårnhøj dødeligheden i barselsseng var i gamle dage, før opfindelsen af fødselsstimulerende midler).
3. Den unge kvinde skriver, ved nærmere gennemlæsning af artiklen, om kosmetiske operationer for sexlivets skyld, og derudover også gener og smerter omkring arvæv efter syning af underlivet. At udrydde smerter og gener efter operative indgreb er noget medicinalbranchen bruger ganske anseelige summer på at forske i at udrydde (i forventning om givtige patenter), men hidtil med begrænset held. Man skal således f.eks. stadig forvente synlige ar og en længere periode med smerter efter f.eks. en knæoperation.
4. Jeg er ret imponeret af (og også lidt betænkelig ved) din evne til at skelne mellem offentligt og privat betalte brystoperationer. Jeg burde have mere karakter, men nysgerrigheden byder mig at spørge hvem vi taler om her. Jeg havde indtryk af at det skulle stå ret grelt til før det offentlige betalte for en forskønnende operation, bl.a. af frygt for at bidrage til den angst for at føle sig uperfekt som får unge mennesker til at nægte at gå i fælles bad efter gymnastik nu om stunder.
5. Bare for at strø salt i såret, kan jeg berette at mænd allerede i det 15. og 16. århundrede stolt fremviste deres skamposer (dog muligvis mest for at skjule at de havde kønslige deformationer efter syfilis). Men det er nu lidt sjovt at samfundet retsforfølger såkaldte blottere for at fremvise organet, man skulle næsten tro at vi mente det var noget privat og noget at skamme sig over, selvom de pågældende sikkert er af den modsatte overbevisning.
Det er et trist debatindlæg, der vidner om hvor meget et kunstigt idealbillede fra sexindustrien og flere amerikanske tv-serier (hvor både kvinder og mænd kun er nøgne, hvis de ser perfekte ud, for "ingen vil jo se på grimme mennesker" er logikken i Hollywood) har medvirket til at skabe skam for flere generationer af især kvinder, men jo også mænd.
Det er også lidt trist at Information valgte at bringe det, fordi det er jo som skabt til at generere debat om en "forkælet" indstilling til velfærd. Det er altså noget, der kan provokere, og dermed skabe potentielt masser af internettrafik. For hvis skribenten skammer sig så meget over sin krop, hvordan vil det ikke føles at blive brugt som eksempel på en slags "Dovne Robert for kvinder der har født". Hvis dette skulle ske, håber jeg at skribenten bruger tiden på at tænke over hvad skam er værd. Du forestiller dig at du er blevet uelskelig og usexet og ønsker hjælp til kosmetisk kirugi for at afhjælpe det. Måske skulle du prøve at få den... "fortælling" du forestiller dig afprøvet, inden du bilder dig ind at "alle i verden" nu finder dig (eller dine rettere dine kønsorganer) ulækker og grim. (Hvordan er op til dig, men måske start med bare at spørge din mand?)
Det er dernæst også en trist indikator på hvordan middelklassen i stigende grad flytter velfærdens fokus fra de fattige og syges behov, dem der har mindst, og i stedet søger at gøre "velfærd" til et projekt der tilgodeser dem, hvis største problem her og nu er at de ikke føler sig så sexede som før en fødsel. Kunne vi ikke lige prioriterer dem, der ikke har råd til mad, husleje, medicin, etc. Når de så er nået til det stadie hvor deres største problem her og nu er at de ikke føler sig så sexede som før de fødte, SÅ giver det måske moralsk og velfærdsmæssigt set at behandle et sådan problem.
I øvrigt, når man skriver og indsender et læserbrev med en opfordring om handling til at rette en påstået kønslig diskrimination, er det ikke nogen god idé at skrive en sætning som:
"Men havde det været en arbejdsulykke, havde det nok været anderledes. "
..uden at henvise til noget evidens på området. Èt er at du ønsker handling lige på dit interesseområde, men at påstå at der diskrimineres ved simpelt blot at erklære at der "nok" diskrimineres, er både dovent - men burde også være unødvendigt. Dit argument burde kunne klare sig på egne meritter, du burde have tiltro til dit argument som selvstændigt argument uden et "behov" for at finde på fortællinger om at mænd skulle være bedre i stand til at få fjernet ar alene fordi de føler sig utiltrækkende.
@kjeld hougaard
Udtrykket "Velværestat" fortjener en solid anbefaling, og ikke kun fordi det passer godt til den aktuelle artikel, men også passer godt til en anden - måske forbundet - trend. Det er et rigtig godt ord, jeg lige nu og her også tænker passer godt på at politikere er begyndt at tale så meget om visse (især fattige, f.eks. hjemløse) mennesker som "utryghedsskabende". Tak for en god udvidelse til ordforrådet, Kjeld. :-)
G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
Kære Thomas Østergaard
Tak for dit og flere saglige indlæg.
1. Jeg var i superkondition og stod oppe under hele forløbet, hvilket var godt, men da barnet skulle ud blev jeg nød til at ligge på et leje, fordi jordmødre selvfølgelig skal holde i mange år.
Min hånlige bemærkning om offentlig brystrestaurering handler mere om, hvor mange kvinder og heriblandt politikere, får forstørret deres bryster. Når så en brystforstørrelse går galt, enten med fyldte silikoneposer eller silikoneposer med saltvand, er det det offentlige, der betaler, akkurat som, når tatoverede får fjernet tatoveringer.
@G. Gustafsdottir
Det er ikke et område jeg ved meget om, men jeg citerer fra https://www.sygeforsikring.dk/nyt-sundt/hvis-du-fortryder-din-tatovering
Man kan som udgangspunkt ikke få fjernet tatoveringer på det offentliges regning, hvis grunden er, at man har fortrudt. Kun hvis man er del af et exit-program som rocker eller bandemedlem.
Men det er sikkert rigtigt at man kan blive indlagt på det offentliges regning hvis der er sundhedstruende komplikationer fra en brystoperation.
@ Bjørn Pedersen
13. september, 2021 - 09:21
“ Det er et trist debatindlæg, der vidner om hvor meget et kunstigt idealbillede …”
Jeg er da langt fra sikker på, det er et kunstigt idealbillede der gør sig gældende.
Snarere et sundhedssystem, hvortil der ikke er afsat resourcer til rimeligt enkle indgreb, der kan afstive selvværdet.
Der fjernes vorter, de unge behandles for filipenser, psoriasis behandles, flyveører rettes ind - så hvorfor ikke klamme dutter i skeden, grimme ar fra kejsersnit, dårligt syede fødselsbristninger o.lig.
Nogen forstår at leve med deres legemlige defekter, men det er så ikke alle.
Og spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra, når der samtidig skal ses, kke blot tilbørligt, men også ligefrem alvorligt, til de fattige og syges behov, dem der har mindst, er vel ligetil at besvare, men også en politisk hård nød at knække.
Det kunstige idealbillede henviser til idealernes ophavsmænd, Jens Thaarup Nyberg.
Og hvis man kan få en lægehenvisning til en sexologisk klinik, der bekræfter at man er væsentligt psykologisk og seksuelt hæmmet af en forestillet genital grimhed, ja... så tænker jeg da også man både bør, men også allerede nu kan, offentligt finansiere det. Men det afhænger af og bør afhænge af graden af psykologiske mén.
@Bjørn Pedersen
Idealbilleder har vi nok altid haft, ligesom reale legemlige defekter.
Skulle defekterne være socialt invaliderende, som de synes forekomme for vor mor til fire, er de ikke ligetil at negligere, som hun beretter.
Mon ikke mange, ligesom som jeg, har svært ved at forholde sig til problemet, når vi ikke ved, hvordan det tager sig ud. Kunne kronikøren mon fremlægge noget billeddokumentation?