Læserbrev

Folkeskolen fokuserer på det urolige barn i stedet for det urolige fælleskab

Det hjælper ikke at skælde ud på det barn, der larmer i folkeskoleklassen. Vi må lytte til barnet og forældrene for at forstå sammenhængene mellem uroen, barnet og fællesskabet i klassen, ellers risikerer vi at skabe mistrivsel fremfor at bekæmpe den, skriver specialundervisningskonsulent og mor Mia Lund Kongsbak
Det hjælper ikke at skælde ud på det barn, der larmer i folkeskoleklassen. Vi må lytte til barnet og forældrene for at forstå sammenhængene mellem uroen, barnet og fællesskabet i klassen, ellers risikerer vi at skabe mistrivsel fremfor at bekæmpe den, skriver specialundervisningskonsulent og mor Mia Lund Kongsbak

Mia Mottelson

Debat
14. september 2021

»Der er for ofte uro omring A – snak og fjollerier. Det bliver desværre tit forstyrrende for resten af klassen. Gider I snakke lidt med ham om det?« Således startede kontakten med min søns nye klasselærer gennem Aula. Min søn gik på det tidspunkt i 5. klasse. Jeg snakkede med min søn om beskeden, og jeg var selvfølgelig en smule formanende. Jeg ville gerne være den forældre, som kunne få sit barn til at ændre adfærd.

Men der kom flere beskeder og snakkene med min søn blev mindre konstruktive. Min søn kunne ikke genkende sig selv i beskederne. Han oplevede ikke, at han forstyrrede, men derimod at han ofte blev afbrudt og misforstået af os, der var omkring ham. Det betød, at han langsomt trak sig både fra mig og sin lærer. Hans uro blev forstået udelukkende som et individuelt anliggende, og det protesterede han over – med god grund.

Som specialundervisningskonsulent i PPR møder jeg mange familier, som også oplever, at deres børn bliver forstået som problemet. Familierne føler sig ofte handlingslammede og uden mulighed for at gøre noget andet end det, skolen beder dem om. De affinder sig med den eksklusionsspiral, der opstår, når vi beskriver børns adfærd uden at se sammenhængene og konteksten. Det hjælper hverken forældre, skole eller børn. Vi risikerer at skabe afstand mellem alle tre.

Derfor begyndte jeg at snakke med min søn om det, der foregik i skolen, på en anden måde. Jeg spurgte mere nysgerrigt ind, og der dukkede nu fortællinger op om, hvordan tidligere lærere havde bedt min søn om at rejse sig, når han mærkede uroen. Læreren forstod det som et tegn på, at det var på tide at lave et skifte for alle børnene i klassen. Uroen blev gjort til et fælles anliggende. En hjælp.

Når vi isolerer problemer til et enkelt barn, risikerer vi at skubbe barnet fra os. Et for entydigt fokus på, hvad der er galt med barnet og familien, kan betyde, at vi mister blikket for sammenhængene. Det skal ændres.

Når vi bliver bekymrede eller frustrerede over et barn, hvordan henvender vi os så til forældrene? Beder vi dem tage en snak med barnet eller inviterer vi til udfoldelse af forældrenes perspektiver, som vidende og kloge? Jeg håber på det sidste.

Så kære folkeskole, lad os lykkes sammen. Lad os lytte til vores børn og tage hånd om dem. Lad os tage ansvaret for at skabe den gode folkeskoleklasse – sammen.

Mia Lund Kongsbak, specialundervisningskonsulent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg er helt enig: forældre tag ansvar for jeres skole og fælleskabet, og accepter at fælleskabet er vigtigere end den enkelte elev (selvom denne også er umådeligt vigtig).
Samtidig må alle acceptere, at det kan være nødvendigt for en tid /permanent, at fjerne en elev som hindrer at fælleskabet kan fungere.