På byens hovedstrøg var der ingen valgplakater; kun et par boder for småpartierne og en helikopter over Große Straße i SPD’s farver som sendt fra himlen. Ellers lørdag-søndagsstemning i Flensburgs lange gågade iblandet besøgende danskeres merforbrug i den grænsehandel, der er et særkende for vor nabos første store by lige syd for grænsen. Engang et af de vigtige knudepunkter for det skrøbelige forhold til folkene sydpå. Tilknytningen til riget hang på kongernes medfødte hertugværdighed i ustandselig strid med nordtyske fyrster over det udelelige Slesvig-Holsten, befolket af mestendels sydvendte tyske interesser. Ikke mindst i den ambitiøse holstenske adel, der spillede på flere heste, og hvor det aldrig lykkedes at få styr på dansk overhøjhed. København lod, som om at sådan var det bare, der var det bedst ikke at gøre for meget.
Men jævnlige konflikter truede det rigtige Danmarks sikkerhed og til tider landets eksistens – helt op til den forkromede løsning i 1920, hvor grænsen ligger fast, trods DF’s periodiske anfald og madam Kjærsgaard på krigsstien.
Med slesk tale og sød portvin, som Uffe Ellemann-Jensen skildrede diplomati i håbløse situationer, kunne Flensborg måske fortsat have været dansk. I 1860’erne var Bismarck ganske vist heftig i demonstrationen af tysk vilje og forenede magt, dog næppe fanatisk interesseret i at få flere mindretal ind i sit så småt forenede nye Tysklands virkelighed.
Men danskerne ville skide på virkeligheden og nærede den naive forventning, at de andre store magter ville hjælpe. Det ville de andre store magter ikke. Fjendtlighederne i 1864 blev genoptaget. Unge mænd på begge sider faldt som fluer til ingen verdens nytte. Flensborg blev Flensburg og forblev Flensburg.
Under alle omstændigheder: tysk eller dansk – og tysk blev byen yderligere bekræftet med ordningen efter folkeafstemningen i ’19 – så er Flensburg dømt til udkant. Trods byens mange indladende kvaliteter og liv og glade dage med pæne madsteder og godt øl lider Flensburg under vigende folketal nu på små 90.000.
Det danske er nærværende, det kan ikke nægtes, fortsat taler mange i byen dansk, om end sproget, det siges, er på nedtur blandt unge. Men man holder samtidig fast i den danske historiske forankring. Byen fik sit navn af tronprætendent og kejserlig lensmand, Knud Lavard, i hvis sold en ridder Fleno skal have bygget en borg i bunden af fjorden. Det er som så meget andet end måske selve borgen en røverhistorie. Flen(s) betyder kile: en borg, der ligger for enden i den kileformede fjord. Det passer både med form og logik.
Et stykke ude langs fjorden vis-a-vis Danmark ligger Glücksborg, hvorfra den nuværende danske kongefamilie som bekendt stammer (bortset fra andre steder i Tyskland, Sverige, Frankrig og Tasmanien) fra en gammelmodig vandborg midt i en lille velhaversoveby. Historien om glücksborgerne, der i 1863 var på det rigtige sted til rette tid, er rigtig nok. Slægter har det med at uddø, i hvert fald når man kun regner med sværdsiden, og i de dele var Frederik 7. ikke meget bevendt. Glücksborgs tid var inde.
På vejen tilbage mod Flensburg fra dronningens beskedne stamsted ligger forbløffende uforandret fra krigens tid Marineschule Mürwik, hvor Det Tredje Rige fik sit endelige dødsstød. Efter førerens selvmord den 30. april ’45 opslog Hitlers testamentarisk bestemte efterfølger storadmiral Dönitz sit regeringssæde her og sad og regerede over det absolut ingenting i det tyske udbombede fallitbo. Sammen med ham general Jodl og Albert Speer, en af de værste af krigsforbryderne, en spytslikkende talentløs køn arkitekt, der snakkede dannet og var smartere end de andre, der blev hængt, og reddede livet ved at flæbe over de massemord på tvangsarbejdere og krigsfanger, som han beskyldte andre for, men som han selv begik. Som optakt til Nürnbergprocessen arresterede englænderne Dönitz & Co. Et foto viser dem slentre rundt på baggrund af Flensburg Fjord, som om de skal på skovtur. Speer i regnfrakke og smilende uskyld. Hitlers yndling slap med 20 års fængsel, Dönitz ti. Speer blev rig på sine forløjede erindringer, hvilket ofrene ikke blev levende af.
Engang indgød det tyske sprog rædsel og varslede død. Ikke mere. Nu konstateres, at tysk af danske regeringer er gjort til et småfag på universitetet, hvilket man omsider indser er en dårlig idé.
Danmarks forhold til Tyskland er selvsagt altafgørende for sidstnævnte. Alle danskere burde være firesprogede i dansk, husmandsengelsk, kinesisk og tysk.
At flanere på Flensburgs gågade, drikke fadøl og besøge Carl-von-Ossietzky-boghandlen og her konstatere mængden af nyudgivelser i den uendelige Vergangenheitsbewältigung – fortidsopgørsforvaltningen – og undervejs få øje på en af de gribende snublesten i gågaden bekræfter igen den forholdsvis beroligende følelse af Tyskland som genopstået betryggende højkultur.
Hvad enten Merkel for fremtiden hedder Scholz eller Laschet. Selv om intet er, som det plejer. Det er det jo sjældent.
Intermetzo
Den ugentlige klumme af Georg Metz
Seneste artikler
Georg Metz: Grundloven af 1953 er ikke omstillingsparat
2. juni 2023Udviklingsarbejdet på den nu 70 år gamle lov er røget i glemmebogenGeorg Metz: Han flygtede fra nazisterne og strøg til tops på Harvard. Legenden Kissinger fylder 100 år
26. maj 2023Den dybe bas i penduldiplomatiet fylder rundt lørdagDet er ikke så rart at blive beskyldt for at være naiv
19. maj 2023Anders Fogh Rasmussen har erkendt kollektivets naivitet over for Putin, som han altså – og mere end de fleste – selv har del i. Stort set gik det jo fint. Fred og samhandel trivedes. Hvori naiviteten lå, fortaber sig i godtkøbsefterrationaliseringen
Den omtalte folkeafstemning i Flensborg var faktisk ikke i '19. Den blev afholdt den 14. marts 1920.
En korrektion (og et spørgsmål) mere:
'..I 1860’erne var Bismarck ganske vist heftig i demonstrationen af tysk vilje og forenede magt, dog næppe fanatisk interesseret i at få flere mindretal ind i sit så småt forenede nye Tysklands virkelighed.
Men danskerne ville skide på virkeligheden og nærede den naive forventning, at de andre store magter ville hjælpe. Det ville de andre store magter ikke. Fjendtlighederne i 1864 blev genoptaget.'
Lige lovlig hurtig konklusion.
Danmark havde forsøgt sig med helstatsmodellen 1852-1863, og danskerne forsøgte at komme holstenerne (og det mægtige og nationalistiske Tyske Forbund) i møde ved at 'udskille' Holsten fra den danske helstat (Danmark og Slesvig), men det ville holstenerne ikke være med til. De ville have både Slesvig og Holsten. De forventede og fik større fra bl.a. Bismarck der ikke, som Metz skriver, var uinteresseret i at indlemme Slesvig-Holsten i et sammenhængende Stor-Tyskland.
Jeg er heller ikke klar over, hvilke stormagter Metz sigter til, der evt. kunne komme Danmark til undsætning, og som danskerne troede ville komme. Hvem var det? Rusland? Sverige/Norge? England?
En yndlingsfortælling her i landet er den om "prøjsernes" undertrykkelse af dansk sprog og kultur i tiden efter 1864. Usand er fortællingen ikke som udtryk for en grasserende nationalisme, der for alvor slog igennem på vore breddegrader omkring 1800. Samme nationalisme lå til grund for den danske forvaltnings bestræbelser på at favorisere dansk sprog i hertugdømmerne i tiden før 1848. Det førte til indædte konflikter.
Set fra mit nutidsperspektiv er dansk og tysk kultur i mange henseender to sider af samme sag. Mange af de komponister, vi i dag betragter som "kirkefædre" i dansk musikhistorie var indvandret fra tyske lande, f.eks. Weyse, grundlæggeren af den danske romance og Kuhlau, komponisten til nationale syngespillet "Elverhøj". Danskfødte komponister som Niels W. Gade og Carl Nielsen gjorde sig gældende i tysk musikliv.
" Da verden gik amok " side 25 af Erling Bjøl : " I 1864 tilbød han ( Bismarck ) at lade Danmark beholde det dansksindede Nordslesvig efter en folkeafstemning, som Christian 9. ikke ville høre tale om."
@ Jarl George
... så danskerne gik glade i krig fordi...?
Christian 9. blev konge i helstaten 1863 og underskrev Novemberforfatningen samme år. Det var en forfatning der bevidst og som 'gave' til det Tyske Forbund og Bismarck havde fjernet Holsten (og Lauenburg) fra helstaten, hvor kun Slesvig og Danmark var tilbage. Chr. d. 9 prøvede derfor at UNDGÅ en krig.
Det kan man selvfølgelig betragte som krigsmageri: At lille Danmark ikke bare lagde sig ned og forærede Danmark fra kongeåen til nuværende grænse og videre ned gennem Sydslesvigog og Holsten til de chauvinistiske holstenerne.
Novemberforfatningen var et desperat forsøg på at undgå krigen 1864.
Jens Christian Jacobsen,
Novemberforfatningen var alt andet, for den var i lodret modstrid med Londonkontrakten af 1852 (mellem Danmark, Storbritannien, Rusland, Frankrig, Prøjsen og Sverige), der gik ud på, at Danmark skulle forblive en helstat bestående af Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenburg. Desuden indebar den, at den tyske befolkning i det sydlige Slesvig blev skilt fra Holsten og Lauenburg og indlemmet i en dansk enhedsstat. Tom Buk-Swienty, Slagtebænk Dybbøl, side 130-132 ridser sammenhængen op og tilslutter sig den konklusion, at man med Novemberforfatningen inviterede til krigen.
Ib Gram-Jensen
Ja, Novemberforfatningen brød Londonprotokollen fra 1852, men jeg fastholder, at det var forsøg fra Hall side på at undgå krig mod det Tyske Forbund. Ved at udskille Holsten håbede danskerne - måske naivt - at tilfredsstille holstenerne bl.a. fordi Bismarck ikke var specielt interesseret i krig mod Danmark og andre stormagter som - måske - ville bakke Danmark op.
Så Novenberforfatningen blev en anledning til krigen, men var et forsøg på at undgå den.
Et lidt andet perspektiv på konflikten: det tyske. Det er et lidt mere kompliceret spørgsmål om Bismarck egentligt ville krigen, end et enten ja eller nej. Det kan være nyttigt at se på udviklingen i Tyskland i årene 1850/1860 og frem til 1914 i et lidt bredere perspektiv. Tyskland gennemgår i disse år en industriel revolution, forsinket set i forhold til England - men den har også en anden karakter. Den er i højere grad begrundet i teknologiske udviklinger, baseret på forskning og innovation. Dette betød en solid vækst i den tyske økonomi og også en tilvækst i befolkningen, særligt i landets byer. Det er altså med andre ord et samfund i opbrud, et opbrud af forholdsvis store dimensioner, vi har med at gøre.
Michael Stürmer, der har skrevet periodens historie, betegner Tyskland som "Das ruhelose Reich". Han påviser at dette opbrud præger mange dele af det tyske samfund. Det betyder samtidigt at der, i den tyske udenrigspolitik, er en kamp for at blive anerkendt som den nye europæiske stormagt. Dette underbygges med store investeringer i den militære industri og en undertrykkelse af oppositionen i arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet.
Krigen med Danmark i 1864 tjente derfor, fra Bismarcks synspunkt, til at demonstrere for det øvrige Europa at Preussen (Tyskland) var en magt som man måtte tage hensyn til og respektere. Det samme formål tjente krigen med Frankrig 1870-71, som Preussen/Tyskland også vinder. Set i det perspektiv er det nok tvivlsomt om de danske politikere kunne have forhindret konflikten i 1864 - selv om det da skal pointeres, at den danske regerings politik på det forfatningsmæssige område nok ikke var videre gennemtænkt. Til gengæld må man vel sige, at resultatet af Bismarcks politik (set i et tysk perspektiv) understøttede det enorme opbrud som prægede Tyskland, frem til 1914.
Kilden til Tysklands historie 1866 - 1918:
Michael Stürmer: Das ruhelose Reich. Deutschland 1866 - 1918.
Berlin 1998.
mvh. poul.
Jens Christian Jacobsen 1.10 11.26:
Angående de stormagter, nogle dele af den danske offentlighed forventede ville træde hjælpende til, så var der den opfattelse at Norge og Sverige ville og kunne træde hjælpende til.
Dette gjaldt især de nationalliberale politikere og den lille krads af studerende, der var indskrevet ved Københavns Universitet. Man skal nok ikke undervurdere at skandinavismen, ideologisk set, havde et solidt fodfæste i en større del af befolkningen. Her har Grundtvig og grundtvigianismen også sin del af æren, idet Grundtvig jo netop så det nordiske som et våben mod al tysk og kontinental politisk og kulturel indflydelse i Danmark. At dette så, realpolitisk, viste sig at være et fatamorgana hører med til historien. Ganske vist kom der frivillige fra Norge og Sverige, men den svenske regering holdt sig klogeligt på lang afstand af en egentlig militær alliance med Danmark under de to slesvigske krige.
Det er dette der er bagtæppet for Hørups skarpe antimilitarisme, i årene efter 1864. Her mener jeg han, i den historiske sammenhæng, så rigtigt.
mvh. poul.
Jens Christian Jacobsen,
Uanset om f.eks. Hall håbede på, at de stormagter, der støttede Dannmark i forbindelse med krigen 1848-1850, enten ville forhindre en krig eller støtte Danmark, hvis Novemberforfatningen udløste en krig, så var samme forfatning ikke en foræring til de tysksindede slesvigholstenere, men et ensidigt dansk forsøg på at sætte den nationalliberale ejderdanske politik igennem og dermed tvangsinkorporere de tysksindede i Sydslesvig i kongeriget. Havde man for enhver pris villet redde freden, skulle man enten have forsøgt at fortsætte med helstaten i overensstemmelse med Londontraktaten eller have foreslået samme traktats øvrige parter en grænsedragning efter nationalt sindelag, dvs. stort set svarende til den nuværende grænse - en løsning, som Prøjsen faktisk foreslog under fredsforhandlingerne i London 1864, men som den danske regering trods Danmarks militære underlegenhed afviste. I stedet gennemførte man Novemberforfatningen og nægtede at trække den tilbage trods et prøjsisk ultimatum om, at det betød krig, og pres fra Rusland, Frankrig og Storbritannien, hvilken sidste af stormagterne meldte rent ud om, at man ikke ville yde militær hjælp, hvis det kom til krig (Tom Buk-Swienty, Slagtebænk Dybbøl, s. 156).
Når den danske regering i november 1863 spillede hasard ved ensidigt at bryde Londontraktaten, og senere afviste en "national" grænsedragning, hvilket så på lidt længere sigt fik Danmarks tab af hele Slesvig som konsekvens, var det efter alt at dømme i hvert fald i høj grad på grund af den offentlige danske menings insisteren på at holde fast ved hele Slesvig som gammelt dansk land på tværs af det nationalitetsprincip, de nationalliberale ellers påberåbte sig over for helstaten (som det er blevet påpeget, kan det sammenlignes med serbernes insisteren på Kosovo/Kosova som gammelt serbisk kerneland trods en for ni tiendedeles vedkommende albansk befolkning (Karsten Fledelius, Jugoslaviens sygdom og død, s. 44-46)); mens slesvigholstenerne lige så meget på tværs af nationalitetsprincippet insisterede på at få hele Slesvig løsrevet fra Danmark under påberåbelse af en aftale fra 1460 om, at hertugdømmerne for evigt skulle være forenede.
Når Christian den 9., der var helstatsmand, og efter nederlaget i krigen udendte en føler til den prøjsiske konge om, hvorvidt Danmark kunne blive optaget i Det Tyske Forbund, så helstaten kunne bevares (Tom Buk-Swienty, Dommedag Als, kap. 33), som nytiltrådt konge underskrev Novemberforfatningen, var det under samme pres fra den offentlige mening i Danmark og fra de danske politikere.
@ Ib Gram-Jensen
Du fordrejer, hvad jeg skriver. Det bliver for besværligt. Jeg står af her.
Andre kan læse om historikernes uenighed ift skyld og ansvar i fm krigen i 1864.
https://videnskab.dk/kultur-samfund/1864-derfor-er-historikerne-uenige-o....