Grøn vækst findes ikke. Mindre af alting er den eneste måde, vi kan undgå en katastrofe på

Der er en kasse med etiketten ’klima’, og i den diskuterer politikere klimakrisen. Der er også en kasse med etiketten ’biodiversitet’, og her diskuterer de biodiversitetskrisen. Og der er mange flere kasser med mange flere etiketter såsom ’forurening’, ’afskovning’, ’overfiskning’, ’havforsuring’ og så videre.

Alle disse kasser indeholder et aspekt af en krise, som vi har måttet kasseinddele for at kunne få greb om den. Men de kategorier, menneskehjernen skaber for at begribe sine omgivelser, er ikke, som Kant udtrykte det, ’tingen-i-sig-selv’. De er opfattelser af virkeligheden snarere end virkeligheden.

Naturen opererer ikke med kassetænkning. Og da Jordens systemer bliver angrebet af alle mulige ting på én gang, forstærkes den samlede effekt.

Tag den nordatlantiske rethval, hvis population kom sig lidt, da fangsten af dem stoppede – men som nu atter går tilbage. Bestanden tæller i dag under 95 fødedygtige hunner. Den umiddelbare årsag er, at flere rethvaler går til grunde, når de rammes af skibe eller vikles ind i trawlnet. Men det skyldes, at de er søgt til andre og mere trafikerede farvande ud for det østlige Nordamerika, hvilket igen skyldes, at deres hovednæringskilde – planktonarten finmarksvandlopper – rykker mod nord med et tempo på otte kilometer om året, fordi Atlanterhavet bliver varmere.

Oven i dette bruger fiskeindustrien nu i stigende grad finmarksvandlopper som ingrediens i fiskeolieprodukter, der fejlagtigt påstås at være godt for hjertet. Ingen har endnu undersøgt, hvad konsekvenserne bliver af stigende opfiskning af finmarkslopper. Lige så lidt ved vi, hvad følgerne af den igangværende havforsuring – som også er skabt af stigende CO2-udledning – kan blive for denne og de mange andre planktonarter, der er livsvigtige for det marine livs fødekæder.

Et fuldspektret angreb på den levende verden

Mens de nordatlantiske rethvaler dør i større tal, falder også deres fødselsrater. Måske på grund af forurenende stoffer, der ophobes i dem, hvoraf nogle mistænkes for at reducere fertiliteten. Eller måske på grund af støj fra bådmotorer, sonarer og olie- og gasudvinding, som kan stresse dem og forstyrre deres indbyrdes kommunikation.

Tilbagegangen for bestanden af nordatlantiske rethvaler kan vi altså kalde en fiskerikrise, en klimakrise, en forsuringskrise, en forureningskrise, en støjkrise. Realiteten er, at den er alle disse kriser på én gang: en generel krise forårsaget af menneskelige aktiviteter.

Utallige tilsvarende eksempler kan anføres. Undersøgelser af bier har vist, at når forskellige insektmidler kombineres, bliver skadevirkningerne ikke bare lagt sammen, men multipliceret og multipliceret yderligere, når effekter fra svampe- og ukrudtsmidler regnes med. Det viser sig også, at lysforurening gør indhug på insektlivets forplantning. For skiftet til LED-pærer, som skal spare energi i gadebelysningen, betyder lys med et bredere farvespektrum, der er skadeligt for insekter.

Kombinationen af så mange skadevirkninger er ødelæggende for levende systemer. 

Hvad ville vi se, hvis vi kunne bryde gennem vores begrebslige barrierer? Et omfattende, fuldspektret angreb på den levende verden. Næsten ingen steder på kloden går fri. En undersøgelse har vist, at kun tre procent af Jordens overflade i dag kan anses for ’økologisk intakt’.

Jorden har ikke råd til rige mennesker

Skadevirkningerne har én fælles årsag: vores økonomiske aktiviteters blotte omfang. Og for at gøre ondt værre: Når vi bestræber os på at løse et aspekt af krisen, vil vi ofte forværre et andet.

Skulle vi eksempelvis bygge effektive CO2-fangstmaskiner til at mindske den atmosfæriske kulstofkoncentration tilstrækkeligt, ville det kræve massiv ny minedrift og forarbejdning af stål og beton. For bare at tage én komponent: Minedrift af sand til fremstilling af beton er allerede ved at ødelægge dyrebare levesteder i stor stil og er især ødelæggende for floder, hvis sand er eftertragtet af byggeindustrien – de floder, der allerede er ramt af forsvindende afvanding fra regn, bjergis og sne, udvinding af vand og forurening fra landbrug, spildevand og industri.

Grøn vækst findes ikke. Vi kan kun gøre os håb om at redde os ud af denne fuldspektrede krise, hvis vi dramatisk reducerer vores økonomiske aktivitet.

Velstanden skal omfordeles – en verden, hvis naturgrundlag er truet på sin eksistens, har ikke råd til rige mennesker – men den samlede velstand skal også mindskes. Der er ingen vej udenom: at opretholde vores livsunderstøttende naturlige systemer vil fordre, at vi gør mindre af alting. 

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen