’Grønne’ infrastrukturprojekter er det nye sort, men de er ikke altid gode for klimaet

Verden over belaver regeringer sig på at investere enorme summer i udbygning med ny infrastruktur. For at kickstarte økonomien efter pandemisk afmatning og, angiveligt, for at skrue op for den grønne omstilling.

I USA vil Joe Bidens infrastrukturpakke »gøre vores økonomi mere bæredygtig, robust og socialt retfærdig«. I Storbritannien vil Boris Johnsons Build Back Better-program »forene landet og skabe mere lige vilkår«, og Kinas ’Nye silkevej’ vil føre verden sammen i hyperforbunden harmoni og velstand.

Og vist har vi brug for ny infrastruktur. Skal vi mindske privatbilismen, må vi opgradere det offentlige transportnet og anlægge flere cykelstier. Vi behøver nye vandsrensninganlæg, genbrugscentre, solkraftværker og flere elforbindelser, der kan koble vedvarende energiproducenter på elnettet.

Men lige så lidt som vi kan forbruge os ud af klimakrisen, kan vi bygge os ud af den. Det skyldes otte faktorer.

Merindtjeningskrav

1. Ny infrastrukturudbygning tjener det primære formål at berige bygherrerne og opdragsgivere. Selv når en offentlig myndighed vedtager et på papiret grønt anlægsprojekt, forudsættes det, at der også kan skabes merindtjening hos eksisterende virksomheder. Ringe udsigter til merindtjening for erhvervslivet har i USA ført til gustne tværpolitiske kompromiser, hvor kongresflertal har udhulet eller skrottet nogle af de mest lovende grønne ideer i Bidens infrastruktur- og beskæftigelsespakker.

2. Hyppigt ser vi bias til fordel for projekter, der giver ringe valuta for pengene. Som Bent Flyvbjerg, professor i projektstyring, påpeger, er der en klar tendens til, at »de projekter, som på papiret ser bedst ud, også er dem, der fører til de største budgetoverskridelser« og viser sig at have uforudsete mangler. H2, de nye britiske højhastighedstog, skulle have kostet 37,5 milliarder pund i 2009. Den reelle pris er nu oppe imod 110 milliarder pund. Til omkostninger for blot tre milliarder pund om året kunne man gøre offentlige bustrafik i Storbritannien gratis.

3. Miljøgevinster ved nye anlægsprojekter bliver rutinemæssigt overdrevet, mens omkostningerne underdrives. Igen er HS2 kongeeksempel. Selv om højhastighedstogene skulle være en grønnere rejseform, viser nye undersøgelser, at de i det samlede billede udleder mere CO2, end de sparer. En væsentlig grund til høje klimaomkostninger ved infrastrukturudbygning er det massive aftryk, der knytter sig til brug af cement og beton.

4. I lande med høj biodiversitet er infrastrukturudbygning den stærkeste faktor bag habitatødelæggelser og afskovning. Det beror på, at det ene projekt avler det næste: Nye veje fører til nye byggerier. Der er en næsten perfekt korrelation mellem nærhed til veje og antallet af skovbrande. Mere end noget andet er det nye veje, der river skovene i Amazonas, Congobassinet og Sydøstasien fra hinanden.

5. Massiv ny infrastruktur påvirker uforholdsmæssigt territorier, der tilhører oprindelige folk: Indfødte grupper har længe kæmpet hårdt for at fastslå princippet om ’forudgående og informeret samtykke’, som anerkendes af FN og i folkeretten, men ignoreres næsten overalt.

Afmontering

6. Grønnere infrastruktur giver kun grønnere nettoresultater, hvis den følges op af målrettet afmontering af eksisterende infrastruktur. Når det drejer sig om klimaet og økologiske kriser, er det centrale spørgsmål ikke kun de nye ting, vi gør, men de gamle ting, vi holder op med at gøre. Men hvor den britiske regering har planer om at finansiere nye jernbaneforbindelser, busruter og cykelstier, har den ingen planer om at nedlægge veje og landingsbaner. Alle større lufthavne i Storbritannien har planer om ekspansion.

7. Rige nationer har en tendens til at være overforsynet med visse former for infrastruktur. En af de enkleste, billigste og mest effektive grønne politikker er at reservere eksisterende motorvejsbaner til busdrift for at skabe en hurtig og effektiv service mellem byerne. Men det tjener byggefirmaer ikke noget på.

8. Bedre miljøbeskyttelse leveres ikke alene af grønnere infrastruktur. For at være effektiv skal den ledsages af sociale forandringer såsom at rejse mindre, men rejse bedre. Vi skal ikke kun udvikle nye jernbaner og sporveje og vindmølleparker og elledninger, men en ny mentalitet og livsform.

Regeringer og byggefirmaer er glade for at give os mere af det hele. Hvad de nødigt vil give os, er mindre af noget. Hvis vi vil have en grønnere verden, må vi modstå den stigende flodbølge af beton.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen