Af og til hører man udtrykket ’græsset er grønnest der, hvor du vander det’. Det er et forsøg på at bekræfte påstanden om, at du ikke får det bedre af at søge nye græsgange. Du må forholde dig til den plæne, du har. Koste hvad det vil. Men er det altid det rigtige?
Jeg har fulgt med i sygeplejerskernes strejke for at få indført bedre arbejdsvilkår og ligeløn. Jeg har arbejdet sammen med sygeplejersker, siden jeg blev færdig som læge i 2006, og selv om det kan lyde generaliserende, så synes jeg, at man kan beskrive denne faggruppe som kendetegnet ved et meget stort ønske om at lette og lindre mennesker i deres mest sårbare stunder.
Da jeg var bare 20 år, brækkede jeg ryggen. Jeg havde vilde smerter og en lige så vild frygt for, at jeg skulle tilbringe hele mit voksne liv i en kørestol. Men det, der står tydeligst tilbage for mig, er en oplevelse en sen aften, før jeg skulle gennemgå min operation.
Afdelingen havde travlt, og to sygeplejersker styrtede ind og ud af stuerne. Patienterne ringede på klokken i ét væk. Jeg gjorde også. Jeg kunne intet selv, og muligheden for, at jeg aldrig mere ville kunne styre noget så simpelt som at tisse, gjorde mig ude af mig selv. Morfinpåvirket gled jeg ind og ud af mareridt. Jeg råbte på hjælp, og jeg græd.
På et tidspunkt kom en sygeplejerske ind fra en naboafdeling. Hun havde sin jakke og taske med. Så hun havde nok netop fået fri. Hun sagde kun ganske lidt, men tørrede med rolige strøg og kolde klude sveden af mig. Så trak hun en stol hen til min seng, tog min hånd og viste, at hun ikke havde tænkt sig at gå. Det rolige nærvær var altafgørende for mig. Jeg faldt til ro og i søvn trods smerter og angst.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg sov, men da jeg vågnede ved, at lyset brød ind gennem vinduet på Rigets øverste etage, sad hun der stadig. Jeg vidste stadig ikke, hvordan min fremtid ville blive, men jeg var ikke længere panisk. Jeg tror, at man skal have prøvet det for at forstå, hvor stor forskellen er fra komplet panik til nogenlunde ro.
Sygeplejerskernes plæne skal vandes
Dygtige kirurger reddede min førlighed, og det vil jeg altid være dem taknemmelig for. Så blev jeg læge alligevel. Men da min mor døde i 2015, skrev jeg en kronik, der fik titlen »Da min mor døde, døde min drøm om at være læge«. Den titel burde rettelig have været ’Da min mor døde, døde min drøm (for alvor) om at være sundhedsfaglig i det offentlige’. Derfor forlod jeg også det offentlige, da jeg blev færdig som speciallæge.
På den ene side med tungt hjerte, fordi jeg tror meget på, at mennesker skal have lige muligheder, når det gælder sundhed og uddannelse – og fordi jeg har set mange dygtige mennesker kæmpe for vores system.
På den anden side med beslutsomme skridt, fordi jeg ikke ville være en del af et system, der er så politisk udpint, at det nu kun holdes oprejst af ildsjæle og et stadig mere skrøbeligt skelet bestående af økonomistyring og kontrol. Som ansat kan man kun ved kamp få lov at tænke selv og gøre det, man rent fagligt kan se, giver mening.
Jeg er med på, at græsset ikke grønnes af, at du skrider fra det. Jeg hjalp ikke børnepsykiatrien, da jeg forlod min stilling som regionsansat. Men hvor langt skal man gå for at få en grøn plæne, hvis man står med en udpint mark og bliver nægtet vand og græsfrø? Hvor meget skal man give af sig selv i forsøget på at skabe noget godt af ingenting?
Langt. Det er min holdning. Men det er også min holdning, at man skal stoppe, før det, man giver, koster én selv mere, end man har råd til. Man skal stoppe, hvis det, man gør, ikke længere giver mening for andet end systemet selv og ikke brugerne af det.
Det er ikke meningen, at hjælpegerningen skal reduceres til et spørgsmål om, hvor mange ydelser man kan vride ud af den enkelte medarbejders altruisme og tro på velfærdssamfundet.
Jeg synes, sygeplejerskerne skal vande deres egen plæne nu. Jeg synes, de skal holde fast ved, at de er mere værd. Mere værd er ikke kun mere i løn. Det er også respekt for deres faglighed, som omfatter omsorgsarbejdet.
Og ellers kan jeg anbefale dem at finde en ny mark, hvor man kan se græsset vokse under ens indsats. For ingen kan i længden holde til en ramme, hvor man ikke kan få lov til at give det, man har på hjerte.
Pernille Rasmussen er ph.d. og forfatter.
